Lynne Ramsay: Jeg stiller bare spørgsmål [2011]

JEG STILLER BARE SPØRGSMÅL

Et interview med filmskaberen Lynne Ramsay

Af BO GREEN JENSEN

CANNES I MAJ 2011: Lynne Ramsay taler ægte skotsk, syngende og meget hurtigt, så hendes svar får en kvidrende hypereffekt. Man bemærker det ikke i situationen, men senere, når man sidder med optagelsen, må man anstrenge sig for at forstå, hvad hun siger. Det lyder lidt som Chip og Chap. Når situationen er en rundbordssamtale på en travl hotelterrasse, bliver afkodningen lidt af en udfordring. Fire stemmer spørger i øst og vest. Ramsay svarer i begge retninger.

   Hun er en cool, energisk kvinde på 41 år. Hun siger, hun har tømmermænd, for premieren i aftes blev fejret til sent. Sædvanligvis optræder hun og Tilda Swinton i tandem, når de promoverer We Need to Talk About Kevin, som Swinton har med-produceret og spiller hovedrollen i. I dag er de anbragt ved hver sit bord i hver sin gruppe. Filmens agent, Charles MacDonald, virker tilfreds. På den måde kan man give 50-60 interviews på en dag.

   Der er ingen tvivl om, at Ramsay har noget på hjerte. Man kunne måske endda få hende til at tale om andet end filmen, der får premiere i dag. Men lige nu er der ikke andet end filmen, som får premiere i dag.

KEVIN er et comeback for Ramsay. Det kan virke paradoksalt, når man er en yngre filmskaber, men efter Ratcatcher (1999) og Morvern Callar (2002) blev instruktøren spået en travl karriere, som hun i udtalt grad ikke har fået. Ni år er længe i filmindustrien. Det er dog en skæbne, hun deler med flere generationsfæller, der har lukket projekt efter projekt ned i en vakkelvorn britisk støttestruktur. Pawel Pawelkowski, som brød stort igennem med My Summer of Love (2004), har været syv om år om at finde midler til The Woman in the Fifth, som endelig fik premiere i februar 2012.

   Der er dog mere forklaring i Ramsays tilfælde. Først døde veninden Liana Dognini, som hun havde skrevet Morvern Callar sammen med. Det var i 2006. Samme år mistede Ramsay sin far. Så tilbød produktionsselskabet Film4 hende en stor opgave. Alice Sebolds roman The Lovely Bones er fortalt af en pige, som fra efterlivet fortæller om manden, der voldtog og myrdede hende. Ramsay skulle omsætte bogen til film.

HUN brugte tre år på at skrive et manuskript, der rykkede synsvinklen over til pigens far og fjernede noget af glansbilledskæret (som i øvrigt er styrken ved Sebolds historie). Imens blev bogen populær, og rettighederne skiftede hænder. Den nye amerikanske producer, Steven Spielberg, tog personligt projektet fra Ramsay og gav det til Peter Jackson, som instruerede den version af The Lovely Bones (2002), som fik dansk premiere i 2010. Ramsay siger, at hun ikke er bitter. Hun er heller ikke Spielberg-fan.

   BBC Film gav hende Lionel Shrivers roman, der ligger lige så langt fra hovedstrømmen. Shriver siger, at 30 forlag afviste We Need to Talk about Kevin, som var hendes ottende bog. Hun ville have opgivet at skrive, hvis også denne var druknet i mængden. Men Kevin slog an. I romanen skriver rejsebogsforfatteren Eva Khatchadourian til sin forhenværende mand om, hvad det var, han ikke så, og hvad det gik galt med deres søn, som sidder i fængsel for en unævnelig gerning.

FOR at tale om disse ting, må jeg røbe, hvad Kevin har gjort. Klik væk, hvis du nødigt vil vide for meget. Kevin har taget ni liv på sin skole, syv elever, en lærer og en køkkenmedarbejder. Med bue og pil, ligesom Robin Hood, der i barndommen var den eneste leg, som drengen for alvor tog til sig.

   For Eva at se, blev Kevin født ond. Der var trods i hans øjne fra det øjeblik, han kunne fokusere. Men kun i forhold til hende. Han smilede sødt til sin far. Han pinte sin søster. Han ødelagde et ægteskab. I hvert fald som hun ser det. Dét er pointen, siger Ramsay. Hvad filmen viser, er Evas version:

   »Filmen er snarere inspireret af bogen. Lionel Shrivers roman er skrevet i brevform. Det kunne jeg ikke bruge. Romanen er på 400 sider. Mit manuskript fylder kun 86, så meget er koncentreret eller taget ud. Jeg arbejder mere i skitseform. Endvidere var det et spørgsmål om penge. Romanen foregår over mange år, og det ville kræve et stort budget at genskabe de forskellige perioder. Begrænsninger kan være en fordel, men ikke i dette tilfælde. Der måtte godt have været mere tid til detaljer. Der var kun råd til to takes pr. scene. Men generelt er skitsen en god arbejdsform.«

KEVIN blev indspillet på 30 dage i Norwalk og Stamford, Connecticut. Budgettet var på 7 mio. dollars, hvilket svarer til en almindelig dansk film. Oprindelig var 18 mio. bevilget, men BBC kom i tvivl, efterhånden som forproduktionen skred frem. Tilda Swinton er en formidabel skuespillerinde, men hun sælger ikke billetter på navnet alene, og Ramsay er indbegrebet af britisk art cinema. Så en film om en mor, der er mislykket, og en dreng, som bliver high school killer. Projektet blev skrevet ned i værdi, og Ramsay måtte fjerne en række af sine store scener.

   Hun holdt dog fast ved begyndelsen, en underskøn drømmesekvens, der er optaget under Tomatino-festivalen i Buñol i Spanien. Her samles tusindvis af unge mænd hvert år for at drikke sig fulde og slås med tomater. Fiestaen opstod spontant i 1945 og blev officiel i 1950. 40 tons tomater bliver kastet og kvast på en enkelt dag.

   Eva har skrevet om begivenheden i sin ungdom, og i drømmen løftes hun op af de tomatindsmurte mænd i hvidt tøj. Hele filmen er fuld af rød farve. Naboerne kaster tomater mod huset, hvor Eva bor med sin skyld og sin sorg. De skriver med maling på huset. De slår hende i ansigtet, når hun kommer gående på fortovet. De knuser hendes æg, så hun må spise omelet hver aften.

   »Jeg hadede hvert øjeblik af forproduktionen. Det er den første film, jeg har optaget i USA, og det var et helvede at skaffe tilladelser. Men jeg elskede selve optagelserne.«

– Drømmesekvensen er et stort udstyrsstykke. Der er kranoptagelser, masser af statister og en nøje afstemt koreografi. Den må have taget dage at få i kassen...

   »Vi gjorde, hvad vi kunne, for at få det til at virke stort. For det første er det en blanding af erindring og drøm, så vi filmede i cinemascope. Jeg kan godt lide følelsen af noget episk under hverdagsrealismen, men det for alvor fine ved cinemascope er, at man kan få alting med på én gang. Man kan filme flere ting i en optagelse. Det var godt, når vi skulle vise landskaber, men især var det en måde at spare tid og penge på. Alt kunne gøres i et skud. Flere fra holdet havde arbejdet med Coppola og Terrence Malick. Filmen er bemandet med førsteklasses folk, som arbejdede for meget få penge. Jeg skyldte dem som minimum at have hver dag tilrettelagt i detaljer.

   Tomatina-sekvensen var noget af det dyreste. Producerne prøvede at overtale mig til at lave noget med vindruer omme bagved, men dér løb vi linen helt ud. Jeg ville have den scene til at ligne noget fra Ben-Hur. Endvidere er den nødvendig, fordi den giver publikum et indtryk af, hvad hun lavede i fortiden, før sit ægteskab og Kevins fødsel. Scenen samler flere sublimative ting, farven, volden osv. Den blev virkelig planlagt. Der skulle ryddes hurtigt op efter hvert skud. Det føltes som en farlig scene. Der er 40.000 berusede mennesker, som kommer til Tomatina. De er fuldkommen ligeglade med, hvem du er. Men det er noget af det, jeg er mest stolt af i filmen.«

– Du er både fotograf og filmskaber. Brugte du begge kasketter?

   »Jeg skrev manuskriptet sammen med min mand, Rory Kinnear. Vi rejste rundt i USA og fandt locations. Der er mere William Eggleston end Wim Wenders i filmen. Jeg tog stillbilleder med et digitalt kamera. Jeg hader digitale kameraer. Man får 4-5000 fotos, der er taget fra dårlige vinkler, og det kræver dage at sortere dem. Jeg savnede mit lille Hasselblad-kamera. Men jeg troede, jeg skulle være væk en uge, og vi endte med at rejse rundt i fire måneder. Mit Hasselblad er bedre til at registrere de rigtige ting. Men der var ikke tid.«

   – Blev Kevin født, som han er? Var han blevet sådan i enhver familie?

   »Det er svært at sige, der er ikke noget enkelt svar. Jeg talte med en anerkendt børnepsykolog, som arbejder med sociopater. Så jeg ved, hvad der findes af teorier. Men jeg tror selv, at der mangler et eller andet. Det er heller ikke sikkert, at det var, som hun husker det. Jeg tror, hun projicerer noget af sig selv og sin frygt ind i erindringen. Jeg tror ikke, hun er tryg ved børn. Hun prøver virkelig, men hun slapper aldrig af med sin søn. Hun er aldrig sig selv, når de er sammen.«

– Men selv som ganske lille, har han en trodsig modstand i øjnene. De triller bolden mellem sig. Eller hun bliver ved med at trille den hen til ham, men han ser bare på hende. Det er ikke, fordi han ikke forstår legen. Det er, fordi han ikke vil lege.

   »Det er sådan, hun husker det. Vi kan ikke vide, om det var sådan. Han er en lille dreng med en bold. Uanset hvad er han bare et barn. Det er først og fremmest hendes version. Hele filmen er Evas version. Det er også derfor, jeg kun viser ting, hun kan have en erindring om. Vi ser aldrig volden i gymnastiksalen. Man ser kun efterspillet. Synsvinklen er en kombination af erindring og fantasier. Der er også en filmskaber indblandet, så jeg bryder måske nogle regler.

   Det er jo ikke virkeligt. Det er et hvad-nu-hvis, worst case-scenarie. Bogen var fantastisk. Og jeg elsker Douglas Sirks melodramaer. Jeg synes, romanen var mørk på samme måde. James M. Cains Mildred Pierce og dé bøger. Det er den samme struktur. Måden, hun taler om datteren på. Jeg ville lave en film med mange lag. Man kan ikke bare sige, at dét betyder dét og oversætte én til én.

   Jeg har ingen svar. Jeg stiller bare spørgsmål. Kevin er en kærlighedshistorie, en pervers og forfærdelig kærlighedshistorie. Til sidst har de kun hinanden. Og de fortjener hinanden. Det er første gang, at de åbner sig lidt for hinanden. Han viser også et par revner i rustningen. Så det er en begyndelse.«

RAMSAY bliver spurgt om brugen af farver: De gule æggeblommer, de røde tomater. Og blodet.

   »Der er et element af straf og soning i det. Hun lader æggene blive knust. Hun skrubber ruderne rene. Hun vasker hele verden ren. Eva var en anset rejsebogsforfatter. Nu arbejder hun i et rejsebureau. Hun behøver ikke at blive i byen, hvor alle hader hende. Men hun har brug for at mærke den straf. Jeg bruger også farverne for deres egen skyld. Jeg elsker stærke farver på samme måde som Scorsese og Bergman. Jeg kan ikke få det grelt nok, når det skal være.«

   – På et tidspunkt står Eva foran en hel væg af suppedåser fra Campbell’s. Var det vigtigt at vise americana?

   »Faktisk er suppen ikke fra Campbell’s. Noget af det værste ved at filme i Amerika er, at man skal indhente tilladelse fra alt og alle. Coca-Cola ville ikke forbindes med denne slags film, så du ser ingen colaprodukter. Det er virkelig a pain in the ass – du kan ikke vise dit, du kan ikke vise dat. Jeg ved, at man tænker på Warhol-effekten, men det er ikke Campbell's, det er et mærke, som hedder Ma Raeney’s. De var indforstået med at få gratis reklame.

   Der er så mange regler. Ikke kun med produkter. Også statisterne har deres regler, og de går enormt op i det. Der var en dreng, som ventede hele dagen på at være med i Halloween-scenen. Så kom statisternes talsmand og sagde, at det kunne han ikke, medmindre hovedkontoret gav dispensation. Statisterne var umulige at arbejde med. For dem handler det om at være i billedet, og de sneglede sig gennem hver scene, når de bare skulle være noget i baggrunden. Der var så mange ydre faktorer, som intet havde med selve filmen at gøre.«

STILMÆSSIGT ligner Kevin en thriller. Ramsay bliver spurgt, om hun tænkte på Hitchcock. Ramsay siger, at hun elsker suspense, men vil ikke tage henvisningen på sig:

   »Jeg følte det, som var jeg i mørkt vand. Jeg sprang bare ud på det dybe. Jeg havde ingen referencer med. Jeg kan godt lide, at det er Kevin, som siger sandheden. Han reagerer først og fremmest på forstillelsen. Hele huset ligner en kulisse. Det gælder også i virkeligheden, mange hjem ligner faktisk et filmset. Kevin er på mange måder den, som skærer gennem alle løgnene.«

   – Du har lavet tre vidt forskellige film –

   »Jeg har udviklet mig og er blevet moden, som man sikkert gør helt naturligt. De første kortfilm handlede om at vokse op i udkanten af Glasgow. De ting kulminerede i Ratcatcher, hvor skraldemændene strejker, og drengen har en tam rotte. Det er en coming-of-age-skildring. Så er der en film om at miste og rejse væk og få nye impulser, som Samantha Morton gør i Morvern Callar. Nu handler det om en familie.«

DER er gået en halv time, og vi bliver afbrudt. Næste hold presse står klar mellem liggestole og komplimentær mineralvand. Ramsay tænder en ny cigaret og kalder på kaffe. Vi tager et billede af Tilda Swinton, da hun rejser sig fra sit runde bord og drøfter dagens planer med sin assistent. Hun ser på os med øjne, der matcher Kevins i filmen. Hvis blikke kunne dræbe, døde vi nu.

Se også Lynne Ramsay: We Need to Talk About Kevin (2011) og Lynne Ramsay: You Were Never Really Here (2017)

Rundbordssamtalerne med Lynne Ramsay og Tilda Swinton blev afviklet på Hotel Marriott i Cannes den 14. maj 2011. Lynne Ramsay var medlem af den internationale jury i 2013. I 2017 vendte hun stærkt tilbage til hovedkonkurrencen med sin fjerde spillefilm, You Were Never Really Here. Joaquin Phoenix modtog skuespillerprisen for sin rolle i filmen.

Lionel Shriver: We Need to Talk About Kevin. 400 s. Serpent's Tail, 2003.

Lionel Shriver: Vi er nødt til at tale om Kevin. Oversat af Sara Koch. 460 s. Politikens Forlag, 2008.

We Need to Talk About Kevin (Hvad med Kevin?). Instr.: Lynne Ramsay. Manus: Rory Kinnear, Lynne Ramsay. Foto: Seamus McGarvey. UK-USA 2011. Dansk premiere: 12.04.2012.

Fotos: BBC Films/ Festival de Cannes/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Frederikke Lett/ BGJ

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 13.04.2012