AT TALE DÆMONEN TIL RETTE
Nick Hornbys fodboldklassiker
Af BO GREEN JENSEN
Englænderen Nick Hornby (f. 1957) forelskede sig som 11-årig betingelsesløst i klubben Arsenals bedrifter. Han brugte siden hovedparten af sin ungdom og manddom på at kombinere boldbesættelsen med dét at få et rigtigt liv. Blandt andet skrev han erindringsbogen Fever Pitch (1992, da. Fodboldfeber) i et forsøg på at tale dæmonen til rette.
Hornby var aldrig en hooligan. Han undrede sig over fortabelsens paradoksale væsen. For fodboldelskeren står næsten altid i kulden og skuffes, når hjemmeholdet i kamp efter kamp konsekvent spiller under niveau. Han lider store afsavn for at overvære kampe i B-kategorien. Han gør sig umulig i sine omgivelsers øjne og må leve med at blive set ned på som et infantilt, utilregneligt individ.
Men en sjælden sød gang i legendernes måne kan der så være stunder som meriterer betegnelsen the greatest moment ever. Det er dén overskrift, som Hornby giver kapitlet om Arsenals scoring mod Liverpool den 26. maj 1989. Dét øjeblik blev et vendepunkt. Efter kampen fortsatte han som fan, men der var slået sprækker i manien. Efter 18 års besættelse lykkedes det ham også at tænke på andre ting.
I FEVER Pitch undersøger Hornby sin besættelses udspring og fortæller indirekte sin egen historie. Det var med denne fætter til Hans Jørgen-Nielsens Fodboldenglen (1979) i bagagen, at Hornby kvittede sin karriere som lærer og gav sig til at skrive på fuld tid.
Siden fulgte romanen High Fidelity (1995), som i fiktiv form angriber en anden af forfatterens besættelser: hans kolossale pladesamling. Eftersom jeg deler denne mani, burde musikbogen sige mig mere. Imidlertid er der en særlig kvalitet i Fever Pitch, som gør den så indsigtsfuld og uimodståelig, at High Fidelity væsentligst føles som mere af det samme. Hornbys næste bog, bestselleren About a Boy (1998, da. Omkring en dreng), falder nærmest uden for konceptet.
I Fodboldfeber lagde Hornby sit liv frem og insisterede på sin besættelses ret og valør. Han blottede sig, hvor andre ville dække sig ind og forsøge at rationalisere begæret eller fortabe sig i fetichistiske detaljer omkring spillet, som fans og journalister ofte gør. En filmatisering lyder umiddelbart som en god idé, men også som en umulig opgave.
DAVID Evans' Fever Pitch er da heller ikke en filmatisering i gængs forstand. Faktisk kunne der være tale om en selvstændig fiktion, hvis ikke Hornby selv havde skrevet manuskriptet, og filmen insisterede på sit ophav. I bogen bliver en tilværelse skildret i korte, causerende afsnit, som omhyggeligt daterer Arsenals kampe (samt andre skelsættende fodboldbegivenheder, såsom Brasiliens VM-sejr i Mexico 1970) og sætter dem i forhold til fortællerens livsbane. I filmen er hele forløbet koncentreret i en enkelt sæson, og der er lagt en fiktiv ramme om analysen af fodboldmenneskets besættelse.
Sarah må på en eller anden måde lære sig at elske eller i det mindste tolerere Pauls lidenskab for Arsenal, og han må øve sig i at tænke på noget andet, bare noget af tiden. Det kommer der mange varme og morsomme scener ud af. For det første er forelskelsens faser sødt skildret, og Firth og Gemmell klæder hinanden. For det andet er der gedigen situationskomik i de scener, hvor graden af Pauls besættelse kommer til udtryk.
Et eksempel er parrets boligsøgen. For de fleste huskøbere må det være et mareridt at blive nabo til et fodboldstadion. Da Paul og Sarah ser på hus, fortæller ejeren dem alligevel, at han så godt som ingen støjgener har, skønt huset ligger vis-a-vis hovedindgangen til Arsenals stadion i Highbury. Paul og Sarah smiler. For Paul er det en ønskedrøm at bo så tæt på sit hold.
NOGEN bjergtagende film er Fever Pitch på ingen måde. Channel Four Films har produceret, og der hænger et skær af solidt britisk tv-spil over den. Budgettet har været beskedent. Begejstringen over '89-sejren ser temmelig forkølet ud. Kampafsnittene er skrevet af en kender, og det er en god idé at lade den skeptiske Sarah opdage sportens kvaliteter – og mærke boldbesættelsens rush – i sit eget tøvende tempo. Meget føles autentisk. Ikke for ingenting krediteres både »tilhængere af Arsenal F.C.« og »Elever på Fortismere School« som sig selv.
SÅ det lykkes trods alt Fever Pitch at forløse en del af bogens kvaliteter. Ikke mindst husker den Hornbys lakoniske rugen over sin tilstand, og der er samtidig så meget komedie over fremstillingen, at man lever godt med den psykologiske stregtegning. Foldboldenker vil enten elske eller hade den, fordi den legitimerer mændenes særhed og giver besættelsen intellektuel status. I hvert fald er filmen henvendt til både den angrebne selv og hans omgivelser. Se den med et åbent sind. Men husk at læse bogen bagefter.
JEG skrev det hér for længe siden, da filmen var ny. På 24 år har den selvsagt fået flere lag og mere patina. Det er verden lige før digitalisering og smartphones. Det er New Labour-England længe før Brexit, og det er Colin Firth som ung mand med masser af krøller. Skønt Hornby altid var woke på sin måde, er der karikerede kønstræk, som tages for givet. Nogle ting har virkelig ændret sig. Vi tænker køn på en anden måde i dag
Bogen har haft et langt og rigt liv. I 2005 fulgte en amerikansk filmudgave (af brødrene Bobby og Peter Farrelly, som kan mere end Dum og dummere – Peter fik i 2019 en Oscar for Green Book), som oversatte soccer til baseball, men holdt fast i ideen om at beskrive fankultur og mentalitet. Drew Barrymore og Jimmy Fallon spillede parret, som finder ud af det hele.
I England blev Fever Pitch blandt andet til en opera. Filmens kærligt kuraterede soundtrack er i sig selv en miniklassiker. Hornby har skrevet udførlige noter. Bogen er solgt i mere end én million eksemplarer i hjemlandet. Hornby har siden skrevet mange udmærkede romaner, hvoraf flere er godt filmatiseret – senest Juliet, Naked fra 2014. Men han har altid været særligt stærk i den causerende form, der blander kritik med personlig erfaring. Jeg elsker bøger som 31 Songs (2003), der skriver historien om hans yndlingssange.
Gensynet er en overraskende god oplevelse. Som film holder Fever Pitch bedre end f.eks. Bridget Jones-filmene, der løb med det store publikum dengang. Nogle film er uden tid. Andre bliver gamle at se på. Det gælder afgjort for Fever Pitch – men på en positiv måde.
Se også: Apropos EM: Sommeren '92/Summer of '92 (2015) og Apropos EM: Miraklet i Bern/Das Wunder von Bern (2003)
Fotos: Channel Four Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Penguin Books/ Victor Gollanz Ltd
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime og YouTube Movies
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime og YouTube Movies
Anmeldelsen er fra Weekendavisen Kultur 08.05.1998
Ingen kommentarer:
Send en kommentar