Et liv på scenen: Dalida 1933-1987

FOR IKKE AT VÆRE ALENE

En biopic om sanglegenden Dalida

Af BO GREEN JENSEN

MYTE er et misbrugt ord, men det passer til sangerinden Dalida. Iolanda Gigliotti (1933-87) solgte 140 mio. plader i løbet af en 30 år lang karriere. Den egyptisk fødte diva forstod som få at tilpasse sig, men var i sit hjerte en gammeldags scenekunstner. Hun foretrak at synge stille ballader.

   Dalida var især et fransk fænomen med fans i Italien, Spanien, Israel, Egypten, Balkan, de gamle østlande og Japan. Derimod blev hun aldrig stor nord for Tyskland. Det skyldes både sproget, formen og mentaliteten.

   Hun levede i Edith Piaf-traditionen, men Dalida var ikke ærkefransk på samme måde. Mange store sange var oversatte hits. »Les temps des fleurs« er Dalidas version af »Those Were the Days«. Hun havde det franske hit med »Bang Bang«. Forestil dig en blanding af Cher og Dorthe Kollo, bare helt uden humor og selvironi.

   Dalidas pompøse gravmæle på Cimetière de Montmartre giver en lille idé om legendens format. Statuen er udført af pinup-kunstneren Aslan (Alain Gourdon). Der er også en Place Dalida på Montmartre med en buste i bronze. FNAC sælger stadig forgyldte bokssæt med det samlede oeuvre på 1000+ sange. Et af dem viser Dalida som Cleopatra.*

DET stormfulde liv er dramatiseret adskillige gange: som musical, som tragisk teater, som en miniserie for tv. Liza Azuelos – som selv er datter er sangerinden Marie Laforêt – var fem år om at skrive, producere og instruere Dalida. Det er blevet en flimrende, visuelt overdådig biopic af den nye impressionistiske slags med episodisk struktur og løs bagkant.

   Historiens hovedspor følger Dalida fra det første selvmordsforsøg i 1967 til det, som lykkedes i 1987. »La vie m’est insupportable … Pardonnez-moi« stod der i afskedsbrevet. »Mit liv er blevet uudholdeligt – tilgiv mig.«

   Mens Dalida er i behandling, taler mændene i hendes liv med psykiateren. Der er flashbacks til den egyptiske barndom. Vi ser Dalida i en indisk ashram (1971), vi ser hende medvirke i Youssef Chahines Le sixième jour (1986, da.Den sjette dag), som var den sidste og bedste af mange filmroller.

   Dalida skifter fra vise til pop, da 60erne kommer. Først i 70erne er hun følsom og tænksom. Hun går disco, da 80erne kommer og triumferer ved udsolgte koncerter i Palais des Sports. Imens dør mændene én efter én: Luigi Tengo (1967), Lucien Morisse (1970), Richard Danfray (1983). Alle begår selvmord. Sangerindens liv var en veritabel dødekult.

GENERELT er filmen en stor fryd for øjet. De kronologiske markører er ikke subtile, men designet er flot som et stort Dalida-show. De mest ikoniske hits er rekonstrueret. Fra gennembrudssangen »Bambino« til »Historie de l’amour« og »Je suis malade«; fra den filosofiske 70’er-fase til »J’attendrai« fra Paradisco-tiden.

   Alain Delon må have sagt nej til at lade sig fremstille. Alligevel hører vi duetten »Paroles Paroles«, som er den mest solgte sang i Frankrig til dato. Dalida tager sit liv til tonerne af »Pour ne pas vivre seule«. Det er som at se en skygge forsvinde.

DER er flere flotte filmting. Dalida sidder ved et trefløjet spejl. Hun vender sig og siger »Jeg elsker dig ikke mere« til Lucien Morisse. Men spejlbillederne vender sig ikke.

   Hele fortællingen hænger på Sveva Alviti, en italiensk model og sangerinde, som mimer troværdigt og ligner Dalida fysisk. »Jeg er Dalida,« skal hun have sagt. Det er en god film, som lige savner det hook, der kunne give den evergreen-status.

*) Det er så ikke grebet ud af luften. Man var langt med forberedelserne til musicalen Cléopâtre, la dernière reine d'Égypte, da Dalida tog sit liv. Der er masser af fotos fra prøverne, og Dalida ser veloplagt ud på dem alle. Projektet blev endelig realiseret i 2009, da Kamel Ouali satte musicalen i scene på Palais des sports de Paris. Sofia Essaidi havde rollen som Kleopatra.  

Dalida. Instr. og manus: Lisa Azuelos. Foto: Antoine Sanier. 127 min. Frankrig 2016. Dansk premiere: 26.04.2018

Fotos: Bethsabée Mucho/ Pathé/ Universal Music Publishing/ 41Shadows

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.04.2018