Erik Poppe: Utøya 22. juli (2018) [Ti år efter utænkeligheden 1]

DEN MØRKESTE DAG

Den første film om Utøya-massakren

Af BO GREEN JENSEN

DEN 22. juli 2011 realiserede højreekstremisten Anders Behring Breivik sin syge fantasi om at gøre en forskel. Kl. 15.25 eksploderede en bil med en kunstgødningsbombe foran Høyblokken i Oslo. Otte mennesker døde.

   Bagefter kørte Breivik til Utvika, hvor han tog færgen til Utøya. Klokken 17.46 begyndte han nedskydningen af deltagere i Arbeidernes Ungdomsfylkings traditionsrige sommerlejr. 69 unge mennesker døde, 90 blev indlagt på hospitalet. Breivik overgav sig kl. 18.28, da der endelig kom assistance til øen. På tre timer havde massemorderen taget 77 liv.

   Det var den særeste, mørkeste dag i Norges historie. Det kollektive chok er langt fra bearbejdet. Breiviks forkvaklede tanker ligner en primitiv karikatur. Vi er ikke sådan i Norden. Det skete i en anden virkelighed.

   Flere reportager har beskrevet modtagelsen af Utøya 22. juli, Erik Poppes rekonstruktion af massakren, både på filmfestivalen i Berlin og ved gallaforestillingen i Oslo. Det er på tide at se den som film.*

VIST er Utøya 22. juli en teknisk bedrift. Poppes fiktionsfilm genskaber forløbet i virkelig tid og er holdt i [hvad der opleves som] én lang steadycam-optagelse på 72 minutter, der oplever massakren sammen med den 19-årige Kaja (Andrea Berntzen).

   En kort prolog viser eksplosionerne i Oslo. Så er vi ude på øen med Kaja, som taler i telefon med sin mor, finder sin surmulende lillesøster i et af de mudrede telte og varmer op til dagens politiske diskussioner.

   Hér begynder skuddene. Filmen viser kun gerningsmandens omrids et kort øjeblik. Det er en stærk pointe – et modigt fravalg og en stor kvalitet – at den ikke nævner Breiviks navn eller interesserer sig for hans motiver.

   Meget ligner generiske scener fra en horrorfilm med found footage. Ja, tilskueren har en intens og taktil fornemmelse af at være på Utøya. Men rystede billeder og lange scener med hviskende unge, der skjuler sig for en hærgende morder, er standardstof i gysergenren. Ingen bliver klogere på andet, end hvordan det føles at være bange uafbrudt.

DER findes en håndfuld værdifulde film, som vil tale om denne slags ondskab. Michael Moores Bowling for Columbine (2002) var en kommentar til skoleskydningen i Colorado i 1999. Gus Van Sants Elephant (2003) satte fokus på de unge gerningsmænd.

   I Lynne Ramsays We Need To Talk About Kevin (2011) spillede Tilda Swinton mor til drengen, der skød sine kammerater med samme mangel på empati, som hun havde set i hans øjne, da han var barn og ikke trillede bolden tilbage. I Nicholas Saadas Taj Mahal (2015) gemte Stacy Martin sig på hotellet i Bombay, mens skuddene i korridoren blev ved.

   »Hvem skal dog se den?« blev Poppe spurgt i Berlin. Man sagde det samme, da J.A. Bayona rekonstruerede den thailandske tsunami i The Impossible (2012). Her lå Naomi Watts og var bange og våd en stor del af tiden, omgivet af døde og døende ofre for en mørk, ustandselig kraft. Den film var et stort tilløbsstykke. Det skal Utøya 22. juli nok også blive.

JEG ved stadig ikke, hvad jeg skal med Utøya 22. juli. Der er intet at diskutere bagefter. Der er intet tankevækkende stof. Bare gentagelsen af en rædselsfuld dag.

   Det er bizart at se oplevelsen udbudt som en kørende forlystelse, måske endda med popcorn til. Jeg kan forestille mig angsten. Det giver mig intet at være i offerets sted.

   Hvis jeg lytter til mine kolleger, hører jeg flere stemmer. Én kalder filmen en høflig fejltagelse, der ødelægger alt for sig selv ved at være korrekt. En anden siger, at filmen var en af de mest intense oplevelser nogen sinde. Han sad tryllebundet i 90 minutter.

   Det mest effektive er lydsporet, som Gisle Tveito har designet. De poppende skud, der kommer uregelmæssigt og flytter sig i forhold til karaktererne. I en scene til slut bliver der sunget. Det er den eneste oplagte fejl i en ellers nøjagtig og redelig film.

DER findes kun ét officielt pressefoto. Paul Greengrass instruerer en Utøya-film for Netflix. Her er Breivik med i billedet og bliver spillet af Anders Lie Danielsen fra Joachim Triers Reprise og Oslo den 31. august.

   I et par døgn efter attentatet var der journalistisk konsensus om ikke at bruge morderens navn. Breivik skulle være unævnelig som en Lord Voldemort, der inkarnerer al ondskab. Det gav betydelig mening moralsk. Men Poppes film havde sat sig bedre fast, hvis monstret var med.

   Der er stadig en dyb ubegribelighed forbundet med massemordet. Dén rokker filmen ikke det mindste.

*) Dette er min anmeldelse, stort set som den stod i Weekendavisen Kultur i marts 2018. Tusindvis af kolleger skrev lignende mainstream-henvendte stykker, som på forskellig vis var for og imod selve ideen om en drama-dokumentarisk rekonstruktion. Tillad mig at pege på en god artikel, der går dybere ned i det tekniske og æstetiske stof. Søren Rørdam Bastholm har til filmtidsskriftet 16:9 skrevet »Pigen i den gule sweater: Om en beklædningsgenstands narrative formål i Utøya 22. juli« [20.06.2020].

   Bastholm analyserer brugen af »historiske stumper« i filmen og går i rette med Ian Mantganis anmeldelse i det britiske filmtidsskrift Sight & Sound [NB: der er tale om en First Look/festival-anmeldelse; Philip Kemps mere positive anmeldelse er trykt i S&S November 2018, vol. 28, issue 11]. I begyndelsen af Erik Poppes film låner Kaja sin gule striktrøje til veninden Emilie. Det bliver på den måde muligt at kende Emilie i mængden. Det er samtidig muligt at frygte for drengen Tobias, som har en gul regnfrakke på. På afstand er begge stykker tøj bare gule pletter.

   Mantgani ser stilgrebet som et regulært tyveri fra holocaustskildringen i Steven Spielbergs Schindler's List. Her er Pigen i den røde Frakke på samme måde en farveplet, man følger gennem kaos. Jeg må tilstå, at jeg havde samme tanke, skønt jeg snarere så Poppes brug af motivet som et erkendt lån fra en anden filmskaber.

   Bastholm bemærker, at Mantgani »lidt for behændigt overser, at Utøya 22. juli ikke er i sort-hvid, og at regnjakken, uagtet at den skiller sig ud i filmens generelle farvepalet, derfor slet ikke på samme måde, som det er tilfældet i Schindler’s List, påberåber sig opmærksomhed som et kunstfærdigt og æstetisk greb foretaget af filmens skaber. At Jonas har en regnjakke på er jo fuldt tilstrækkeligt motiveret af gråvejret«.

 

Utøya 22. juli. Instr.: Erik Poppe. Manus: Anna Bache-Wiig og Siv Rajendram Eliassen. Foto: Martin Otterbeck. 90 min. Norge 2018. Dansk premiere: 03.03.2018.

Fotos: Paradox Film 7/ Nordisk Film/ Aftenposten/ Avisen.dk/ Internationale Filmfestspiele Berlin/ 16:9

Filmen streames på Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2018