Werner Herzog: Grizzly Man (2005)

NÅR NATUREN KALDER
En dyreven går til grunde

Af BO GREEN JENSEN

BJØRNEELSKEREN Timothy Treadwell (1957-2003) var en blanding af fighter og grådig fantast. Efter en rodet, alkoholiseret ungdom med mange personlige og professionelle problemer, genfandt han sig selv i naturen og følte ligefrem en højere bestemmelse, da han første gang stod ansigt til ansigt med en grizzlybjørn i Alaska. Han tilbragte sommeren 1989 i naturparken Katmai og vendte siden tilbage fem gange, for hvert år lidt mere bevæget og usikker på, om han ville »hjem«. For hjemme var blevet den hellige vildmark.

   I 2003 tog han kæresten Amie Huguenard med på sin årlige ekspedition. Han filmede også ihærdigt sig selv i landskabet med de forbløffende bjørne. Ved sommerens slutning skændtes han og Amie om, hvornår de skulle tilbage. Hun ville hjem, og han ville blive.

   Da piloten Willie Fulton, som hvert år fløj Treadwell til Katmai, kom tilbage efter parret, stod der ingen ved søen og vinkede. Man fastsatte siden den 6. oktober som dagen, hvor Tim og Annie blev dræbt af en bjørn.

NÅR Treadwell filmede sig selv ekstra ivrigt, og gjorde det så relativt systematisk, skyldtes det en aftale med tv-selskabet Discovery, som allerede i 1999 havde givet bjørnemanden heltestatus med dokumentarprogrammet The Grizzly Man Diaries. I kraft af sin lidenskab for naturen blev Treadwell for første gang virkelig nogen. I Werner Herzogs posthume portrætfilm ses Treadwell i studiet hos David Letterman, hvor han var gæst i 2001.

   For manden, hvis liv gik i stykker, da han ikke fik Woody Harrelsons bartenderrolle i Cheers, var medieberømmelse virkelig noget. Alle elsker en ædel naturven. Treadwell tog utrætteligt rundt og holdt foredrag for alle, der ville høre om bjørne. Sammen med veninden og ekskæresten Jewel Palovak grundlagde han organisationen Grizzly People.

WERNER Herzog faldt over projektet, da en ven viste ham en artikel om Treadwell. Han undersøgte sagen og fandt sammen med Discovery, der var ved at realisere plan B: en film om, hvad der skete den sidste sommer i Katmai. Anatomy of a Grizzly Attack lød den salgsorienterede titel.

   Discovery overlod hellere end gerne de 100 timers film til Herzog. Også Jewel Palovak var begejstret. Hun ville næppe lade nogen anden instruktør filme øjeblikket, hvor retsmedicineren giver hende uret, som stadig sad på Treadwells arm, da den skyldige bjørn blev obduceret.

   Herzog selv så i Treadwell en ildsjæl af samme febrilske beskaffenhed som skuespilleren Klaus Kinski (1926-1991), der på godt og bestemt også ondt var den bærende søjle i tyskerens bedste fiktionsfilm. Han ville ikke snyde med stoffet eller holde nogen for nar, men instruktøren havde sin egen dagsorden for Grizzly Man.

   Under alle omstændigheder er resultatet en unik dokumentarfilm, der i forbifarten også får sagt nogle ting om bjørne, naturen og menneskers væsen.

HERZOG gør med det samme rede for Treadwells og Huguenards død. Han lader Treadwell stå og tale i heltepositur, men er fra begyndelsen klar med en kritisk kommentar, som han selv læser op med distinkt tysk accent. Han bedyrer, at han har stor respekt for Treadwells projekt, mandens evner som filmskaber og hans indiskutable kærlighed til naturen. Samtidig trænger han scene for scene dybere ned i Treadwells historie og finder konturerne af en patetisk paranoiker, der af neurotiske grunde blev bjørnenes ven.

TREADWELL iscenesætter sine optagelser og arrangerer omhyggeligt tørklædet, der giver ham det rette, rå partisan-look. Han taler om hærskaren af turister og krybskytter, der vil dræbe ham og hans elskede bjørne, det fucking fascistiske parkvæsen, som ikke vil erkende værdien af hans projekt. Han undgår omhyggeligt at få Amie Huguenard med i billedet, for han har brug for at fremstå som den enlige bjørnekriger. Han lader sig rive med af vrede, men synker også ned i grådkvalte taksigelser, fordi naturen gav ham et liv. Endelig registrerer han nogle enestående øjeblikke med bjørne og ræve, der synes at sætte pris på den fremmede.

HERZOG besøger Treadwells forældre. Han græder sammen med Jewel Palovak, mens de lytter til båndet som registrerer den sidste bjørns angreb. Lokale zoologer erklærer, at Treadwell gjorde mere skade end gavn. En parkbetjent siger lige ud, at Bjørnemanden fik løn som forskyldt og at dyrene må have opfattet ham som »et udviklingshæmmet irritationsmoment«. Treadwell selv er utrættelig. Han er Klaus Kinski i rollen som David Attenborough. Han er Aguirre og Fitzcarraldo, der har besluttet at se Shardik i øjnene.

   Efterhånden bliver Herzog skarpere i sin vurdering af Treadwell. Ja, manden brændte for sagen. Ja, han elskede bjørnene. Imidlertid er der på 100 timer ikke én optagelse med et dyr, som røber tegn på genkendelse eller hengivenhed. Der er bare en sløv interesse for mad.

   

MED pibende stemme erklærer Treadwell alle Guds skabninger sin kærlighed. Imens har hannen slået en unge ihjel for at få hunnen tilbage i brunst. Det kan Treadwell slet ikke håndtere. Det passer ikke sammen med hans sentimentale natursyn. Filmen tilgodeser alle parter, men er alligevel aldrig i tvivl.

   Pa paradoksal vis får tilskueren faktisk mere sympati for Treadwell, jo hårdere ordene om ham falder. Som Willie Fulton siger, var amatøren og fantasten sikkert sejere og skarpere, end de bagkloge stemmer giver ham kredit for. Ellers havde han næppe overlevet fem somre i bjørnelabyrinten.

   Grizzly Man er stærkt fascinerende. Den begynder som en almindelig blanding af naturskildring og portrætfilm, men udvikler sig til noget mere og mørkere, en studie i en fortabt karakter og et identitetmysterium, der i sagens natur ikke kan løses entydigt. Efter sære bagateller som The Wild Blue Yonder (2005) er det Herzogs mest stringente film siden portrættet af Klaus Kinski, Mein liebster Feind fra 1999.

Grizzly Man. Instr. og manus: Werner Herzog. Foto: Peter Zeitlinger. 103 min. USA 2005. Dansk premiere: 04.08.2006.

Fotos: CineMaterial/ Lions Gate Films/ Miracle Film Distribution/ MovieStillsDB

Filmen streames på iTunes, SF Anytime og YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.08.2006