DEN SIDSTE DRØM
En sjælfuld biopic om Blaze Foley
Af BO GREEN JENSEN
SKUESPILLEREN Ethan Hawke (f. 1970) er en af de stjerner, der bruger sine penge fornuftigt. Honoraret bliver investeret i film, som han selv instruerer. De store selskaber vil ikke lege, medmindre stilen bliver stærkt rettet til.
Hawkes film lever netop af løs struktur og en sløret fortælling. I Chelsea Walls (2001) kom stemmerne ud af de arrede vægge på Chelsea Hotel. The Hottest State (2006) var en filmatisering af Hawkes egen roman fra 1996, fuld af texansk atmosfære og alternativ countrymusik.
Hawkes kærlighed til musikken bærer også hans film om Blaze Foley. Foley døde i 1989. Han blev kun 39 år, men havde set det meste. Han var misbruger som sin ven, Townes Van Zandt, der fungerer som fortæller i filmen. Det siger meget om Foleys tilstand, at den fortabte Van Zandt for én gangs skyld bliver den, der har styr på det hele.*
FOLEY (Ben Dickey) skrev tætte ballader som »Clay Pigeons« og »Picture Cards Can’t Picture You«. Det er gennemførte sange med sjæl. Foley fik sin chance, da han skrev kontrakt med Zephyr Records, som ville lancere ham stort i New York. Han ødelagde det for sig selv ved at være for beruset. Han blev dræbt af en ældre vens søn. Den unge mand ville tage sin fars penge og købe kokain. Alle var triste i fem minutter bagefter.
Hawke klipper ind og ud af dvælende scener, som i glimt kommer voldsomt til live. Der er to centrale situationer: et radiointerview, hvor Townes Van Zandt (Charlie Sexton) fortæller om vennen, og den sidste koncert i baren The Outhouse. Stedet demonstrerer, hvor udtrykket »to ludere og en lommetyv« kommer fra, men Foley giver sit yderste hér.
Blaze. Instr.: Ethan Hawke. Manus: Sibyl Rosen og Ethan Hawke. Foto: Steve Cosens. 129 min. USA 2018. Dansk premiere: 07.03.2019 (Månedens Film i Cinemateket).
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Bragt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 08.03.2019
Ingen kommentarer:
Send en kommentar