Ethan Hawke: Chelsea Walls (2001)

HJERTETS BOHEMER

Drømmene lever på Chelsea Hotel

Af BO GREEN JENSEN

VÆGGENE har øren, og tænk hvis de kunne tale. Det gør de faktisk i Ethan Hawkes adstadigt, men sikkert accelererende filmatisering af Nicole Burdettes skuespil Chelsea Walls (1990), der udspiller sig over nogle korte timer et langt vinterdøgn i det legendariske Hotel Chelsea på 222 West 23 Street i New York.

   Forbløffende mange kunstnere har levet og skrevet på dette hotel, fra Sarah Bernhardt, Nelson Algren, Dylan Thomas, Brendan Behan, Tennessee Williams og Thomas Wolfe til Jack Kerouac, Allen Ginsberg, William Burroughs, Bob Dylan, Andy Warhol og Tom Wolfe.

   Arthur C. Clarke skrev manuskriptet til 2001: A Space Odyssey på Chelsea Hotel; Arthur Miller og Marilyn Monroe mødtes i smug, før de fandt lovformeligt sammen; Charles Jackson tog sit liv; Nancy Spungen blev stukket ihjel. Der er næsten ingen ende på kongerækken af små og store bohemer, som har brændt midnatsolien i disse lokaler.*

LEONARD Cohen skrev i sangen »Chelsea Hotel #2« (1974) om, hvordan Janis Joplin fellaterede ham på sin uredte seng, mens hun hele tiden understregede, at hun tog ham i mangel af bedre. I koncertsammenhæng fortalte Cohen en udførlig anekdote om, hvordan det i virkeligheden var Kris Kristofferson, hun ville være sammen med. Han var høj og lys med stålblå øjne, demonstrativt ikke-jødisk af fremtoning. Hun selv var fuld og sølle, Cohen væk i søde drømme om ariske kvinder, men i nu’et på Chelsea havde de kun hinanden. Så var det, at hun sagde til ham: »We are ugly but we have the music.«

   I sangen husker Cohen kun på det, fordi hun er død. De var unge, det er længe siden, og »I don’t mean to suggest that I loved you the best/ I can’t keep track of each falling robin/ I remember you well in the Chelsea Hotel/ That’s all, I don’t even think of you that often.«**

DER er tusind anekdoter, sikkert også flere af mere høvisk beskaffenhed, at fortælle om de berømte gæster på Hotel Chelsea. En mere kommercielt orienteret produktion ville formentlig dramatisere udtag af de legendariske liv, og det kunne være spændende nok.

   Nicole Burdette og Ethan Hawke, der debuterer som instruktør med Chelsea Walls, har i stedet valgt at fordele opmærksomheden på en kreds af anonyme, hver for sig visionært stræbende kunstnere, der jager hver sin drøm bag døren i den lille hotellejlighed. De råber og hvisker, skriger og skændes, og i pauserne rækker de af og til ud efter hinanden. Nogle kvæstes gang på gang, andre formår at knytte kontakter. Det er typisk de mest forslåede gæster, der bor permanent på hotellet.

PÅ scenen er Burdettes drømmespil en serie løst forbundne vignetter, monologer og overhørte samtalestumper, som gradvis tegner konturerne af nogle relationer og giver tilskueren mulighed for at orientere sig i en kronologi.

   Hawke viderefører denne strategi, men giver samtidig filmen en bund af konkret fysisk nærvær. Filmen om Chelsea Hotel er naturligvis optaget på stedet, og skønt ingen berømte genfærd giver sig til kende, ligger summen af deres stemmer alligevel som en dyb mumlen, en drone af malende ord, under det hele.

   En autentisk beboer reciterer Rimbaud, Whitman, Burroughs og Kerouac mellem scenerne, når der panoreres i gangene og vestibulen. Det er ikke ordenes betydning, men deres lyd og atmosfære, der sætter sig i hovedet. På samme måde med musikken. Jeff Tweedy fra Wilco leverer et sæt melankolske sange, der skal gøre det ud for al den musik, som i tidens løb er skabt på hotellet, fra Chet Baker og Dylan til Velvet Underground og The Ramones.

   

EN enkelt scene lader blueslegenden Little Jimmy Scott fremføre John Lennons bittersøde evergreen »Jealous Guy«. Det fungerer fremragende. Alligevel havde det gjort underværker, hvis Hawke på lydsporet lod Christa Nico Päffgen synge »Chelsea Girls«, som Lou Reed og John Cale skrev til hendes første soloalbum. Andy Warhols Chelsea Girls (1966), som Nico medvirkede i, var en dogmefilm 30 år før sin tid. Hawkes relativt tjekkede produktion er optaget på digital video for 100.000 dollars. Det er ikke et budget, der forpligter til så meget kommercielt.

DERFOR kan Hawke tage sig al den tid, som er i verden, til at indkredse sine melankolske hotelmennesker. De er så godt som alle stille eksistenser i Herman Bangsk forstand, men de raser imod lysets død på samme måde, som Dylan Thomas skrev, at man skal. Ovennævnte Kris Kristofferson har sin bedste rolle siden John Sayles’ Lone Star (1996) som forfatteren Bud, der prøver at bevare et forhold til eks-hustruen Greta (Tuesday Weld) og både falder af afholdsvognen og hopper på den igen, før han endelig skriver en bog på én nat, så hans forlægger finder ham opløst i tårer, da det bliver morgen på Chelsea Hotel.

BUD kigger af og til indenfor hos naboen Grace (Uma Thurman), hvis skyhed grænser til en psykose. Hun taler i telefon med en kæreste, som ikke hører efter, og imens fylder maleren Frank (Vincent D’Onofrio) blanke lærreder med Willem de Kooning-riffs, Jackson Pollock-dryp og bloksorte Mark Rothko-massiver. Bare ikke med noget, som er hans eget.

   Frank sidder på gulvet og græder med telefonen i skødet, forgældet og afhængig af en eller anden kemisk substans. Dét er så godt som alle hotellets gæster. I prologen ankommer to betjente for at efterforske et selvmord på hotellet. »Der er bræk allevegne,« siger den ene med væmmelse. »Engang var det et smukt sted, engang var det kunstnere som boede her. Nu er her kun narkomaner og tyve.«

   Hvem der har taget sit liv bliver en af den løse fortællings mystiske understrømme, en af flere diskrete faktorer, som får tilskueren til at følge det hele med spænding.

ROBERT Sean Leonard er den depressive sangskriver fra Midtvesten, Kevin Corrigan hans fandenivoldske kammerat Crutches (»Krykker«), som ellers ikke har megen grund til at føle sig frejdig. Natasha Richardson (1963-2009) er et ekshibitionistisk øjenvidne, som fortæller en interviewer om en stor og kompliceret forfatter, der konsekvent bliver omtalt i datid.

   Det må være Kristoffersons karakter. Ofte er kronologien slået i stykker, så flere lag tid ligger ovenpå hinanden og er gennemsigtige. Audrey (Rosario Dawson) sender den unge, atypisk livskraftige Val (Mark Webber) af sted den sidste vintermorgen, mens Richard Rutkowskis kamera zoomer ud fra hotellet. Måske kommer han aldrig tilbage, men det står fast, at han rejser in the fairest of the seasons.

DER går en fin og flydende grænse mellem kunst, som er svær, fordi den er dyb, nuanceret og sand i en eller anden forstand, og det prætentiøse og kunstfærdige, som er kryptisk, fordi det vil virke dybsindigt. I amerikansk sammenhæng kunne man kalde denne dobbelthed for »Sundance-syndromet«, eftersom disse independent film næsten altid er sponsoreret af Robert Redfords Sundance Institute. Hawke kan ikke altid skelne, og Chelsea Walls er ofte begge dele på en gang, både prætentiøs art movie og filmisk udtryk med virkelig dybde.

   Ethan Hawke vil mere end være Hollywood-stjerne. Hans første roman, The Hottest State, udkom i 1996. Den anden, Ash Wednesday, udkommer i 2002. Som forfattertype er han efter eget udsagn meget som Bud, Kristoffersons karakter. Først tager han speed og skriver til daggry. Hvis det ikke virker, prøver han modellen med at arbejde metodisk nogle timer hver formiddag. Han kan spille, skrive og instruere. Forhåbentlig bliver han ved med det hele.***

CHELSEA Walls er i hvert fald en overbevisende påkaldelse af et sted med en sjæl og en historie, nogle rum som repræsenterer et evigt bohemernes land i vore hjerter. Men også en skildring af virkelige mennesker med spritånde, høje håb, stærke længsler og frem for alt drømme. Det mere end fremgår, at livet på Chelsea ikke er en sart blomsterhave. Man danser ikke på roser, man danser i mørket og som regel alene med sine dæmoner. Alligevel kan tilskueren ikke undgå at reagere på legenden. Man får lyst til at flytte ind på hotellet, mens livet på lærredet folder sig ud.

Se også Den sidste drøm: Sangskriveren Blaze Foley 1949-1989 ; Paul Schrader: First Reformed (2018) og Den umulige drøm: Nikola Tesla 1856-1943

*) Her fulgte oprindeligt følgende afsnit: »Vil man have historien i sin helhed, kan et besøg på hotellets website anbefales. Samme sted får man at vide, at et enkeltværelse p.t. koster fra $135 til $250 pr. nat. For en suite er prisen $350.« Sådan var det i store træk frem til 2007, da bestyrelsen reagerede på lang tids økonomisk slæben og afskedigede direktøren Stanley Bard [der var søn af David Bard, som sammen med Joseph Gross og Julius Krauss havde købt og drevet Chelsea Hotel efter kunstnermodellen siden 1939]. Man ville gerne renovere, ændre forretningsmodellen og tjene flere penge på driften. Det er heldigvis ikke muligt at fjerne den historiske bygning, som er opført i 1888, har status som New York City Landmark og blev fredet i 1977.

   Siden 2007 har hotellet været lukket op og ned og er blevet renoveret på i mange omgange. Entreprenøren Joseph Chetrit købte hotellet i 2011 [for 80 mio. dollars] og indledte store ombygninger. Det har for alle trumpistiske matadorer været et problem, at de ældste beboere sad i uopsigelige lejemål og var beskyttet af boligloven. Alle kunstværkerne på hotellet blev taget ned og opmagasineret. Det vakte betydelig opsigt, at hotellets gamle døre blev bortauktioneret i 2018; Dylans indbragte 100.000 dollars.

   I 2013 overtog Ed Scheetz hotellet i en slags mageskifte med Chetrit. I 2016 tilbagekøbte Ira Drukier hotellet på vegne af BD Hotels NY, som havde erstattet Stanley Bard tilbage i 2007. Pr. april 2021 bliver der stadig arbejdet på hotellet, som regner med at genåbne i 2022. Det bliver da med stor sandsynlighed som en lukrativ blanding af luksushotel og moderne museum. Hvert værelse har sin legende, og mange aficionados vil betale for at overnatte i rummet, hvor deres idoler levede og døde.

   Jeg har disse oplysninger fra den aktuelle artikel på Wikipedia. Der er et link til hjemmesiden Living with Legends: Hotel Chelsea Blog – The Last Outpost of Bohemia, hvor man kan følge udviklingen. Hotellets eget website er p.t. ikke i drift. Der er 250 værelser på Chelsea Hotel. Enkelte lejere fra den gamle tid holder stand trods 15 års byggerod.

**) Kris Kristofferson kom ind i billedet, fordi Janis Joplin havde sin korte karrieres største hit med hans fine countryballade, sangskriverens svar på en road movie, om »Me and Bobby McGee«. Janis Joplin døde i 1970, kun 27 år gammel, af en heroinoverdosis. Hun og Cohen havde affæren i 1968, da han boede i værelse 424, hun på værelse 411. »Chelsea Hotel #2« findes på albummet New Skin for the Old Ceremony fra 1974. Det er, for at sige det mildt, interessant og bevægende at høre Cohen synge »Chelsea Hotel #1« ved en koncert i Jerusalem den 20. april 1972. Førsteudgaven er mere inderlig og mindre ironisk i introduktionen, end sangen siden blev ved koncerter. Der er en lang tredje akt om, hvordan Cohen tog til Tennessee for at skrive og fodre kalkuner sammen med ejeren af grunden, hvor han bl.a. fandt en melodi til digtet om »Queen Victoria«.

   »Chelsea Hotel #1« er desværre ikke med på albummet Live Songs, hvor »Queen Victoria« indgår. Albummet dokumenterer ellers de fleste højdepunkter fra en risikovillig og eventyrlysten periode, hvor koncerterne var veritable vovestykker, slet ikke som de sene »rejsende statsmand«-koncerter, hvor repertoiret lå fast, og selv improvisationer var indøvede.

   Med årene udviklede Cohen den anekdotiske indramning. Jeg hørte første gang historien ved en koncert i Tivolis Koncertsal i 1976. Da var Kris Kristoffersons medvirken ekstra timelig, fordi han og Rita Coolidge optrådte sammen i København på samme tid [det var i Falkoner Teatret den 8. maj 1978; Cohen kan også have fortalt om JJ og KK ved sin koncert i Falkoner Teatret i oktober 1979 – det er længe siden, jeg husker bare, at vi fangede forbindelsen, og jeg husker rummet som Falkoner]. Sangen til Janis Joplin fik med tiden et forsonligt indbygget smil. Det har den ikke i Jerusalem-versionen. Da er den faktisk et udtryk for undren, sorg og betydeligt vemod.

   Da Cohen fyldte 75 år i 2009 blev en bronzeplakette afsløret ved indgangen til Chelsea Hotel. Siden sangerens død i 2016 har den fungeret som et mindested, der bliver sat flasker og lagt blomster ved, meget som Jim Morrisons grav på Père Lachaise-kirkegården i Paris. Også Morrison boede på Chelsea en tid. Faktisk må Kris Kristofferson være den eneste, som aldrig gav sig hen til legenden (bortset fra i Chelsea Walls).

   Kristofferson og Bob Dylan er de eneste nævnte, som lever endnu. Kristofferson er 85 og gik officielt på pension i 2020, men lever stadig stille i Malibu og Maui på Hawaii. Dylan fyldte 80 i foråret og blev i sommeren 2021 stævnet i en utrolig sag om et seksuelt overgreb, han skal have foretaget på Chelsea Hotel i 1965. Guldalderen på Chelsea var fantastisk i ordets bedste forstand. Nu er tiden utrolig på den forkerte facon.  

***) Tyve år senere har Ethan Hawke skrevet fem romaner: The Hottest State (1996), Ash Wednesday (2002), Rules for a Knight (2015), Indeh: A Story of the Apache Wars (2016) og A Bright Ray of Darkness (2021). Efter Chelsea Walls skrev og instruerede han filmatiseringen af The Hottest State (2006). Dokumentarfilmen Seymour: An Introduction (2014) var et portræt af pianisten Seymour Bernstein (som alene for effektens skyld bruger J.D. Salingers titel). Blaze (2018) var en hyldest til sangskriveren Blaze Foley og outlawcountryscenen i Texas. Som skuespiller har Hawke medvirket i mere end 100 film og tv-produktioner. Senest gjorde han særligt indtryk som præsten med anfægtelser i Paul Schraders First Reformed (2018) og som den fanatiske frihedskæmper John Brown [der gik til angreb på racismen ved Harpers Ferry i 1859 og blev til den marcherende legende i sangen »Battle Hymn of the Republic«] i miniserien The Good Lord Bird (2020). Hawke var selv forfatter og med-producer på serien, der i Danmark kan ses på HBO Nordic. 

Chelsea Walls. Instr.: Ethan Hawke. Manus: Nicole Burdette. Foto: Richard Rutkowski. 109 min. USA 2001. Dansk premiere: 26.07.2002

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ IMDB/ Alchetron/ Wikimedia Commons/ otsoNY.com

Filmen streames ikke i Europa - i USA på TUBI, Vudu, Google Play og iTunes. Dvd'en fra 2004 er aldrig genoptrykt. Chelsea Walls var en af de sidste film, som blev udgivet på VHS. Amazon i USA har stadig én ny kassette til salg.

Anmeldelsen stod (minus noter) i Weekendavisen Kultur 26.07.2002