Rød er for livet, der kommer til live
AF BO GREEN JENSEN
Det er skæbnefortællingen om, hvordan modellen Valentine (Iréne Jacob) møder den pensionerede dommer Kern (Jean-Louis Trintignant), da hun uforvarende påkører hans hund. Blå havde europæisk motiv og foregik i Paris. Hvid satte det nye Øst-Vest forhold på spidsen og pendlede mellem Paris og Warszawa. I Rød er scenen for den menneskelige komedie sat i Geneve, men det kunne være hvor som helst, hvor stille eksistenser lever i regnfulde byer og tunge melodier spiller under himlen.
DOMMEREN bad selv om at blive førtidspensioneret, da han dømte en mand af personlige grunde. Nu sidder han i et gammelt hus i forstæderne og fordriver tiden med at udspionere sine naboer. Han er dog mere som Teiresias end som en aktiv voyeur. Han ser og har set alle ting ske, men griber ikke ind i skæbnens gang, tager ikke aktivt del i den kosmiske dans.
Valentine er chokeret over hans vane og frastødt af hans tilsyneladende følelseskulde. Alligevel reagerer hun spontant, da Dommeren udpeger en nabo som narkohandler. Hun taster mandens nummer og hvæser, at han fortjener at dø. På den måde træder hun ind i Dommerens cirkel. Samtidig formår hun, som den første i en menneskealder, at nå hans kolde blå hjerte og få ham til at handle.
Da Dommeren melder sig selv, begynder lyset atter at kysse hans gulv. Haven uden for huset får farver. Det er Valentine, som kommer og bringer livet til live igen.
HVEM er nu denne Valentine? Først og fremmest er hun godheden selv. I Blå og Hvid stod en krumbøjet kvinde ved en genbrugscontainer og prøvede forgæves at putte en flaske i hullet. I Blå blev flasken knust mod fortovet. I Hvid balancerede den på kanten som et spinkelt håb, mens gadelivet kværnede videre. I Rød går Valentine uden videre hen og hjælper den gamle kone.
VALENTINE finansierer sine studier ved modelarbejde. Første gang vi ser farven rød, poserer hun til en gigantreklame, en transparent på otte gange tyve meter, som siden fylder gadebilledet. Ikonografien i reklameserien er inspireret af socialismens symbolsprog, men produktet, som søges afsat, er fransk tyggegummi af mærket Hollywood. Da fotografen spørger Valentine, om hendes venner vil kunne genkende hende, svarer hun med en mumlen. Hvilke venner skulle det være?
Det fremgår stadig tydeligere, at Valentine i et andet liv kunne være kvinden, som Dommeren elskede, men aldrig fik. Et parallelt handlingspor følger forholdet mellem kvinden fra den private vejrtjeneste og den jurastuderende Auguste. Da Valentine rammer Dommerens hund – det sker i selvsamme billede – taber Auguste sine bøger. En af dem åbner sig på det spørgsmål, han trækker til sin eksamen. Senere fortæller Dommeren om sin ungdom. Vi ser, at det samme skete for ham.
Vejrkvinden fejrer villigt Auguste, da denne har bestået sin eksamen, men imens er hun ham utro med en mere dynamisk model. Gennem vinduet ser den nybagte dommer hendes troløshed demonstreret med eftertryk. Auguste siger fra, som han burde have gjort for længst, og hans første sag i det nye embede – det er naturligvis dommer Kerns sag.
BÅDE vi og Kern fornemmer, at Auguste og Valentine er de rette for hinanden. I en håndfast deus ex machina-finale leger Dommeren Vorherre og får hjælp af Skæbnen i skikkelse af vejrliget. Han sender Valentine til England på en færge, som forliser i uvejret over Kanalen. Tusind mennesker omkommer, fortæller de tv-nyheder, vi følger sammen med Trintignant. Det oplyses i en bisætning, at lystfartøjet med vejrkvinden og hendes elsker gik ned i det uvejr, hun ikke kunne forudse.
Et øjeblik taber hjertet et slag. Så følger navnene på den håndfuld personer, som blev reddet. Da vi ser deres ansigter, breder en næsten løssluppen stemning sig i salen. For i den samme båd sidder følgende skibbrudne hittebørn: Juliette Binoche og Benoît Regent som komponistens enke og hans assistent fra Blå; Zbigniew Zamachowski og Julie Delpy som den polske Orfeus og hans ironiske franske Eurydike fra Hvid; samt selvsagt Valentine og Auguste.
HVAD vi hører i Zbigniew Preisners bolero for Dommeren og Valentine, må bestemt være tilfældets mystiske musik, og da det sidste tv-billede fryses, slutter filmens cirkel perfekt om sig selv. Fra begyndelsen husker man Irène Jacobs profil fra tyggegummireklamen. På skærmen ser vi det samme ansigt på en baggrund af røde, blafrende tæpper. Dommerens drøm vil blive virkelighed. I den har han set Valentine som 50-årig, lykkelig med en mand. Efter dette udstrakte forspil kan livet omsider begynde for Valentine og Auguste.
TONEN i Blå var kølig, klar og bittersød, mens komponistens enke gennemlevede faldet, som fulgte med sorgens påtvungne frihed. I det sorthumoristiske mellemspil Hvid hørtes næsten situationskomiske undertoner af skarp og løssluppen satire, da den stejle franske kvinde og den patetiske polske mand lærte lighedens vilkår og pris at kende i en fortælling, der var lige dele satyrspil og ironisk Orfeus-myte.
I Rød har vi at gøre med trikolorens tredje faktor, begrebet broderskab, men vi er også brudt igennem til et fjerde lag, som i sig selv kunne være et nyt udgangspunkt for den tematiske afsøgning af skæbnebegrebet. Denne forbinder de polske hverdagstableauer fra etagebyggeriet i Dekalog-serien (1988) med tidens musik i Veronikas to liv (1991) og den veritable skæbnesymfoni, som er Trois couleurs-trilogien.
IRÈNE Jacobs spil er ikke altid dækkende for dybden i hendes figur, men instruktøren ville have dét udtryk i dét ansigt som sit billede på den gode uskyld. Denne bliver næsten guddommeliggjort i Kieslowskis sidste billedserie, trilogien Blå/Hvid/Rød, der står tilbage som hans smukkeste filmværk.
Rød (Trois Couleurs: Rouge). Instr.: Krzysztof Kieslowski. Manus: Krzysztof Piesewicz & Krzysztof Kieslowski. Foto: Piotr Sobochinsky. 91 min. Frankrig 1994. Dansk premiere: 12.08.1994
Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Mk2/ Criterion Collection
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime
Criterion Collection har udgivet Three Colors-trilogien på blu-ray
Weekendavisen Kultur 12.08.1994 + De 25 bedste film fra 90'erne (Rosinante, 1999)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar