Translate

mandag den 11. januar 2021

Middlesex og kønnets undren: Et interview med Jeffrey Eugenides


TEIRESIAS ER FORELSKET
En samtale med Jeffrey Eugenides

Af BO GREEN JENSEN

HAN bliver født og døbt som en pige ved navn Calliope Helen Stephanides. Det sker i Detroit i delstaten Michigan, på en overraskende smogfri dag i januar 1960. Imidlertid er det manden Cal, der henvender sig til læserne 41 år senere. Det gør han fra Berlin, den lægte tyske hovedstad, hvor han har fundet sig til rette i det diplomatiske korps. »Som Teiresias var jeg først det ene og så det andet,« forklarer Cal. For han var aldrig begge dele på én gang.*
   Det bestemmende øjeblik indtraf på en skadestue i nærheden af Petoskey, Michigan, i august 1974. Der bliver heller ikke lagt skjul på årsagen til den dramatiske mellemkønstilstand. Cal er et lærebogseksempel på et sjældent, men dog ikke enestående syndrom: 5-alpha-reductase hos pseudohermafroditter. Han blev født som en hun, men blev siden en han på grund af en genetisk fejl, som dog snarere er en lovmæssighed. Så i ånden fra Homer kan han indvarsle: »Besyng nu, Muse, mit femte kromosoms recessive mutation!« Projektet i romanen Middlesex bliver da at beskrive »dette ene gens rutsjebanetur gennem tiden.«
   Det har aldrig været nemt at være Cal, og det blev ikke nævneværdigt lettere, da hans identitet omsider blev kønsbestemt. Alligevel er Teiresias forelsket, som han ikke har været det siden teen-årene, da han henvender sig fra Berlin. I en anden forfatters hænder kunne dette materiale resultere i en vidtløftig seksuel selvbiografi med mange slibrige erotiske asides og som lokkemad det definitive svar på, hvilken tilstand Teiresias foretrak.

Motown, Mellemkøn, Midnatsbørn

SÅDAN er det ikke hos Jeffrey Eugenides, der ligesom som sin helt og heltinde er født i Detroit 1960. I stedet bliver Cals usædvanlige skæbne en anledning til at rejse tilbage til den græske by i Tyrkiet, hvor det hele begyndte i 1922. Cals bedsteforældre, Desdemona og Lefty, som uheldigvis også var søster og bror, havde valget mellem døden i Smyrnas flammer eller rejsen til et nyt liv i Amerika, hvor de kunne begynde forfra som mand og kvinde. De var i forvejen også fætter og kusine, og deres kærlighed var ren nok.
    Ergo slog de sig ned, og familien fik fremgang, i bilfabrikkernes by. Eugenides giver en indlevet skildring af arbejdsdagen ved samlebåndet i »Henry Fords engelsksprogede smeltedigel«, hvor kunstneren Diego Rivera også i virkeligheden udførte et heroisk vægmaleri, som beskriver den industrielle arbejdsproces. Eugenides erkender sin gæld til dette billede, som han gør til alle de kilder, der har gjort det muligt for ham at skrive så sikkert om Cals familie og Detroits historie, fra velstanden i 1920erne til de sønderlemmende raceuroligheder, der så godt som knuste Motown i 1967.
   Middlesex hedder romanen, fordi fortælleren bevæger sig mellem kønnene. Det er samtidig navnet på det hus i Grosse Pointe, hvor familien Stephanides slår sig ned efter urolighederne. Huset var tegnet i 40erne af en arkitekt med store moderne visioner à la Frank Lloyd Wright. Efter tre årtier er det en skrantende anomi med en mængde indbyggede besynderligheder. Cals forældre hader dette skrummel af en bolig, der flyder mellem tiderne som Cal gør mellem kønnene.
   På Poul Langes danske omslag ses skeen, som tøver over Tessies højgravide mave, da Desdemona i 1959 vil kønsbestemme sit barnebarn. Susan Mitchells amerikanske omslag er derimod hentet fra et alkymistisk skrift, der fremstiller hermafroditten i blomst, som en tredje tvekønnet mulighed på linje med den kosmiske pagt mellem konge og dronning (hvori man troede at guldet lå gemt).
   Begge billeder fabulerer i romanens mangfoldige, gavmilde ånd. Man læser en tid og erkender, at Cal Stephanides er en amerikansk fætter til Oskar Matzerath fra Günter Grass’ Bliktrommen (1959) og Saleem Sinai fra Salman Rushdies Midnatsbørn (1981), begge biologiske særtilfælde. Eugenides peger selv på Laurence Sternes Tristram Shandy (1759-67), den definitive tekst om (blandt meget andet) næsers form og andre kæpheste, som en inspirationskilde.
   Under alle omstændigheder modtog Jeffrey Eugenides Pulitzerprisen 2003 for den bedste amerikanske roman. Middlesex er oversat til 25 sprog. Forfatteren, der ligesom fortælleren bor i Berlin, har således ingen grund til bekymring, da han sætter sig over for undertegnede. Danmark er sidste land på listen, som Eugenides har gennemtrawlet i år. Mens vi taler, fornemmer man af og til, at han næsten venter på klokken, der ringer ud til frikvarter.

At nå til side ét


JEFFREY Eugenides var heldig allerede med sin første roman, The Virgin Suicides eller Jomfruselvmorderne fra 1993. Trods en makaber og næsten bizar præmis – fem katolske teenagesøstre tager én for én livet af sig i forstæderne, mens 1970erne passerer og nabolagets drenge drømmer stadig hedere om, hvad der sker bag gardinerne inde hos familien Lisbon. Sit sære væsen til trods, fik bogen øjeblikkelig kultstatus, og denne blev konsolideret, da Sofia Coppola i 1999 baserede sin debutspillefilm på Eugenides’ roman.
   Begge bøger bygger på så opsigtsvækkende ideer, at man kunne mistænke forfatteren for at spekulere i en eller anden recessiv mutation hos sit publikum. Coppolas film fik imidlertid vist, hvor enkel og paradoksalt uskyldig Jomfruselvmorderne er. Middlesex behøver ingen visuel støttepædagog. Den åbner sig for læseren på side ét. Lars Bonnevie anmeldte førsteudgaven, da Eugenides modtog Pulitzerprisen. Vi vil derfor koncentrere os om en samtale, der finder sted i anledning af Mich Vraas meget mundrette oversættelse.
    Der gik ni år mellem »Jomfruselvmorderne« og »Middlesex«. Stephen King må have skrevet tyve bøger imens. Hvorfor fik denne bog så lang en drægtighedsperiode?
   »Der gik et år med at redigere, forberede lanceringen, få bogen trykt, alle de ting. Men otte år har det vel taget. Hvorfor? Måske fordi jeg ikke er Stephen King. Det hér er mere kompliceret. Men jeg famlede meget rundt i begyndelsen. Jeg havde problemer med at finde den rigtige fortællerstemme. Især kunne jeg ikke bestemme mig for, om jeg skulle lade Cal fortælle i første person eller skrive om ham i tredje person, som en alvidende fortæller. Der var også de problemer man har, når man skriver en historisk roman. Skal man fortælle én sandhed eller foregive, at man fortæller hele sandheden?«
   »Der gik flere år på den måde. Jeg skrev noveller i ventetiden. Som regel begynder mine romaner for alvor, når jeg når frem til at have en færdig side ét, som jeg er tilfreds med og kan arbejde videre ud fra. Det er næsten, som om den første side – og i dette tilfælde er analogien jo oplagt – indeholder romanens DNA, den genetiske kode for alt som følger efter. Da jeg nåede side ét, var jeg allerede halvt i mål, for jeg kendte perspektivet, jeg kendte Cals historie i store træk. Blot tog det mig lang tid at nå til side ét.«

En fortælling om to byer

  Du endte med at lade Cal selv fortælle. På den måde får romanen også et diskret præg af Charles Dickens...
   »Den første sætning, »Jeg blev født to gange...« osv., er naturligvis en hilsen til David Copperfield. Men egentlig valgte jeg en hybridform, en blanding af første og tredje person ental. Cal kan ikke med sikkerhed vide, hvad hans bedsteforældre tænkte i Smyrna, og hvad hans forældre tænkte i Detroit, længe før han selv blev født. Men han taler som om han gør det, for han har været nede og researche i materialet. Så jeg lader ham være den alvidende fortæller. På den måde fik jeg det bedste af begge verdener med.«
    Som læser fornemmer man, at romanen på forskellige tidspunkter har koncentreret sig om forskellige ting. Der er adskillige omveje og digressioner. Et langt afsnit beskriver den sorte islamiske bevægelse i Detroit. Et andet sætstykke er urolighederne i 1967, som også blev strejfet i »Jomfruselvmorderne«. Man får indtryk af, at de på et tidspunkt har været hovedsagen i bogen...
   »Jeg berørte urolighederne i The Virgin Suicides, men de er primært noget, der rumsterer i baggrunden. Medierne, som kommenterer pigernes selvmord, prøver at se en forbindelse til raceurolighederne. Men jeg har altid vidst, at jeg ville skrive om Detroit 1967 i denne roman, den store bog. Det var en del af præmissen, at Cals familiehistorie skulle spændes ud mellem disse brændende byer, Smyrna i 1922 og Detroit i 1967.«
   »Sandt nok vidste jeg ikke, at historien om Farrad Mohammad og Islam Nation skulle med i denne bog. Men jeg blev opslugt af materialet, da jeg fandt det, for jeg forskede jo i hele Detroits historie, så jeg kunne skrive sandfærdigt om, hvad der skete og hvordan det påvirkede disse menneskers liv, da de bosatte sig i byen. Jeg opdagede, at denne mystiske mand var i Detroit i 1932, at han handlede med silke og var af ubestemmelig oprindelse. En mørklødet, hvidhudet, mulatagtig person, måske fra Caribien, måske fra Mellemøsten, der havde disse fantastiske ideer om race, tro og genetik. Det føltes på ingen måde som en digression. Tværtimod var det, som om skæbnen ville have mig til at finde ham og tage ham med i denne bog.«

At vokse op i Detroit


– UROLIGHEDERNE i Detroit var meget omfattende. Fyrre mistede livet, flere hundrede blev såret. Bymidten blev raseret, og 650.000 mennesker flyttede fra byen. Det standsede kun, fordi hæren sendte tanks ud i gaderne. I romanen kalder Cal det en fejlslagen amerikansk revolution. Du var syv år i 1967. Det må have præget byen i mange år. Har det også præget dig som forfatter?
   »At vokse op i Detroit var en mærkelig oplevelse. Det kan jeg se nu, men sådan virkede det ikke dengang. Jeg kan huske, at jeg var med min far på arbejde, da jeg var dreng i 60erne. På det tidspunkt var byen den fjerde eller femte største økonomi i De Forenede Stater. Man kan diskutere, om Detroit nogen sinde har været en smuk by, men dengang var den velstående og fremadstræbende. Dét billede af byen kan jeg huske. Så kom urolighederne. Byen faldt simpelt hen fra hinanden, og myndighederne anede ikke, hvordan de skulle forholde sig til fremtiden i en by, hvor halvdelen af indbyggerne var rejst inden for et år.«
   »Følgevirkningerne var naturligvis en masse forfald, en masse tomme bygninger og ingen penge til at betale for forbedringer. En bestemt etnisk gruppe blev mere og mere dominerende. Jeg kan huske, at hovedstrøget med tiden blev mere og mere forfaldent. Og var man fem, seks, syv år gammel, kunne man kun få det indtryk, at sådan var det bare med byer. Man kunne ikke tage for givet, at de steder hvor man legede, ville være der om ti år. Det var ikke kun i Detroit, at man følte sådan. Alle de store byer havde problemer i 70erne. New York City gik fallit. Det var, som om alle de store bymidter var ved at kollapse. Detroit viste bare vejen.«
   »Som forfatter er det i regelen selve historien, der griber mig. Jeg har svært ved at sige, hvilke psykologiske eller følelsesmæssige grunde, der gør at den griber mig, men jeg har aldrig været i tvivl om, at den melankolske, gravskriftsagtige tone i The Virgin Suicides må have noget at gøre med følelsen af at vokse op i en by, som er i færd med at dø. Træerne, som falder i The Virgin Suicides, blev fældet mens jeg var dreng. Det var en meget konkret forandring. Man havde boet i et smukt kvarter med løvfulde træer, blødt lys og skygge. Pludselig væltede lyset ind ad vinduerne og skar én i øjnene.«
   »Med hensyn til Middlesex ved jeg ikke, om jeg gjorde nogen bestemmende erfaring eller havde nogen særlig livsbekræftende oplevelse, som ændrede mit syn på det hele. Men det er sandt, at på trods af bedrøvelsen i bogen, for den er der masser af, så er det en komisk og generelt mere livfuld bog. Men jeg kan ikke pege på nogen forandring i min personlige filosofi, som er årsag til det.«
    Har du nogensinde boet i et hus som Middlesex?
   »Ja, det er jo simpelt hen vores hus i Grosse Point. Alt i bogen er lidt overdrevet, men de fleste ting findes i den virkelige historie. Jeg voksede op i et Frank Lloyd Wright-agtigt hus, som mine forældre havde anskaffet, fordi det var hvad de kunne få råd til. De forstod måske nok ideen med huset, men der var mange træk ved det, som de ikke satte pris på, så mange af de komiske detaljer er autentiske. Det var et funktionalistisk hus, som skulle møbleres med enkle, funktionalistiske møbler, f.eks. skandinavisk minimalisme, Danish Design. Mine forældre fyldte det med imiterede historiske møbler fra revolutionstiden. På den måde kunne de camouflere de moderne træk ved huset. Jeg tog den idé og de modsætninger og forstørrede dem til noget mere barokt. Det er ikke helt det hus, jeg voksede op i, men der er mange fællestræk.«

Michel Foucault og Alexina Barbin


- HVOR kommer Cal fra? Hvordan udviklede karakteren sig?
   »Jeg læste Michel Foucaults bog om Alexina Barbin, som blev til Abel Barbin. Det var i 1984. Så jeg havde denne ide om at skrive en roman om en hermafrodit helt tilbage i begyndelsen, endnu før jeg tænkte på The Virgin Suicides. Da jeg havde skrevet The Virgin Suicides, tog jeg ideen frem igen, og så udviklede den sig egentlig i kraft af min research. Jeg ville skrive om en hermafrodit, men ikke på en symbolsk måde. Den biologiske side af sagen skulle være korrekt, så jeg begyndte at læse vidt og bredt om forskellige mellemkønstilstande. Jeg gik også i dybden med nogle af dem, helt ned i det faglige materiale.«
   »Jeg vidste tidligt, at jeg ville bruge 5-alpha-reductase pseudohermafrodit-syndromet, fordi det så langt er den mest dramatiske ændring. Jeg så på de genetiske forudsætninger og den recessive mutation, som lå til grund for tilstanden. Det fik mig til at tænke på en familie, som havde denne recessive mutation i sit blod, og på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg måske kunne bruge noget af min græske families historie. På den måde kan man finde på og digte til, men man bevarer en vis forankring i det faktiske, som sætter én stand til at tage friheder med materialet.«
   »På den måde stod jeg pludselig med en bog, der var radikalt anderledes fra den, som jeg var begyndt med at skrive. Pludselig var det en historisk roman, som strakte sig over 80 år og tre generationer. Lidt efter lidt gik det op for mig, at Cal/Calliope behøver denne familie, fordi den giver ham del i en mere normal historie. Han er ikke denne store undtagelse, som svæver frit i et tomrum. Disse ting begyndte efterhånden at hænge sammen. Cal tog form, mens han fortalte, især da han fortalte om sine bedsteforældre.«
   Var incestuøse forhold, som det ægteskab Cals bedsteforældre indgår, udbredte i 20ernes Grækenland?
    »Overhovedet ikke! Tværtimod er de græsk-ortodokse love meget strenge med hensyn til sådanne relationer. Derfor havde jeg brug for den brand, som ødelægger Smyrna, da tyrkerne angriber. I ét øjeblik er det alt eller intet, blive og dø eller slippe alt og rejse til et nyt land som nyfødte elskende. Det var sådan set ikke nødvendigt af videnskabelige årsager. Havde de været fætter og kusine, ville det samme genetiske skred være muligt, men jeg følte et behov for at dramatisere indavl på to eller tre kapitler. Faren ved det er, at læseren forventer en slags straf, at man forveksler Cals tilstand med gudernes hævn, for det er ikke meningen.«
   »På den anden side demonstrerer det, hvordan genetiske mutationer kommer i stand. Det bliver også en bedre historie, og jeg har jo den dér mytologiske strøm, som løber under det hele. Zeus og Hera var bror og søster. Nu er det Cals version, vi læser. Min fornemmelse er, at Cal ikke nødvendigvis kender sin families historie i detaljer. Måske fylder han hullerne i fortællingen ud med mytologiske tilføjelser. Måske er det slet ikke sandt hvad han siger. Men det er en frygtelig god historie. Bogens første halvdel er set i et eventyrligt skær, så det var vigtigt for mig at trække forbindelsen til Antikkens græske myter og legender.«

Sofia Coppolas film


– HVAD mente du om Sofia Coppolas filmatisering af »The Virgin Suicides«?
   »Det er en meget respektfuld filmatisering, og hun ramte atmosfæren i romanen. Men der er en grundlæggende forskel i fortællersynsvinklerne. I bogen fantaserer drengene om pigerne, der døde. De lægger til og trækker fra og digter videre på det skete, også i erindringens skær, tyve år efter. Sofia Coppola bevarede ganske vist drengenes fortællerstemme, men det er pigerne og deres forældre, som vi ser på hele tiden. Vi kan derfor ikke være i tvivl på samme måde. Når kameraet følger med ind på pigernes værelser, tror vi at det er sandheden vi ser. Det dér mellemled, drengenes forestilling, forsvinder. Men det er en udmærket film, jeg er meget glad for den.«
    Var det med vilje, at du skrev en stor roman?
   »Efterhånden som ideen blev klar for mig, kunne jeg se, at det var denne form, et stort komisk epos, som stoffet kunne blomstre i. Der sker en masse på én gang, i passager overdriver Cal, i andre slet ikke, fortællingen er på én gang gammeldags og post-moderne. Så jeg vidste godt, at det skulle være denne slags historie fortalt i dette brede format.«
    Jeg spørger, fordi mange toneangivende forfattere, både hér og i Amerika, skriver post- og post-post-moderne tekster, som primært interesserer sig for de formalistiske aspekter, semantiske værdier, kognitiv syntaks osv. Men der er også denne slags historie, som bliver ved med at vende tilbage, den store brede kulørte historie, der suger læseren ind. Vil det store epos altid være hos os?
   »Det narrative drive vil aldrig forsvinde, så meget er sikkert. De kan sige, at vi har fortalt alle historierne, der er ikke mere nyt at sige, men hvis romanerne mister den nødvendige rygrad af fortælling og bliver en rent formalistisk leg med begreber, bliver de tørre og kedelige og kun læsbare i de mest udsøgte geniers hænder. Da le nouveau roman kom til verden, var den meget frisk og spændende, men man vil ikke læse den slags bøger i de næste tredive år. Jeg vil i hvert fald ikke.«
   »Lysten til at fortælle og lytte er så grundlæggende et menneskeligt behov, så urgammel en glæde, at den aldrig vil forsvinde. Vi behøver ikke nødvendigvis store epos. Vi behøver ikke nødvendigvis lange fortællinger. Men man har et behov for fortælling og drama. Det har jeg i hvert fald, både som forfatter og læser, også selv om jeg ikke læser de genrer, krimi, fantasy osv., som halvfems procent af læserne synes at have det bedst med. Jeg reagerer ikke på spændingen i de bøger. Men jeg reagerer på fortællingen. Og den vil altid være hos os.«

Bøger i bagagen

 Hvilke amerikanske forfattere føler du et slægtskab med?
   »Jeg har altid holdt meget af Saul Bellow. Han har ikke store plots eller megen fortælling, det meste sker i sproget, men der er trods alt en historie på spil. Og hos Philip Roth har der altid været en stærk understrøm af historie.«
    Måden som Roth skriver om 60ernes forstæder på, f.eks. i »Amerikansk Pastorale«, kan jeg godt se, at du måske kunne sætte pris på 
   »Roth er en af mine yndlingsforfattere. Han kommer fra en ældre generation, men jeg føler et slægtskab med måden, han ser tingene på. Og det er lettere at se en far i en ældre forfatter, end det er at se en bror eller søster i sine jævnaldrende kolleger. Der er mange jævnaldrende forfattere, som jeg sætter pris på. Jonathan Franzens The Corrections er en stor bog, og jeg holder af den, men jeg ville ikke sætte mig til at skrive noget lignende. Det er lettere for mig at se på de ældre forfattere. Det er jo dér, at Cal har sine fæller. Middlesex knytter an til traditionen fra Tristram Shandy, Bliktrommen, Midnatsbørn. Usædvanlige fortællere med en usædvanlig forbindelse til historien. De bøger hører med i bagagen, som denne roman bærer med sig.«

*) 
I den græske mytologi var den blinde Teiresias sandsiger/orakel/profet for Apollon hos kongerne i Theben. Han skiftede køn og kunne således tale med særlig autoritet om alle sider af menneskelivet (herunder seksualiteten). Som ung mand så han to slanger parre sig. Da han skilte dem ad ved at slå med en stok, blev Zeus’ hustru Hera vred og forvandlede ham til en ung kvinde. Han var herefter hendes præstinde og tjener, blev gift og fik børn, som også havde profetiske evner. Efter syv år så Teiresias atter to slanger. Det er uklart, om han slog eller klog af skade undlod at gribe ind. I hvert fald gentog Hera forvandlingen, og Teiresias levede resten af sit liv som mand. Dobbeltkønnetheden har inspireret en lang række kunstnere gennem tiden.Teiresias optræder både i Homers Odysseen (ca. 700 f.Kr.), Sofokles’ Kong Ødipus (425 f.Kr.), Ovids Metamorfoser (ca. år 8 e.Kr.) og Dante Alighieris La Divina Commedia (1320, da. Den guddommelige Komedie). I moderne tid er han fortællerstemmen i tredje del (»The Fire Sermon«/ »Ildprædikenen«) af T.S. Eliots The Waste Land (1922, da. Ødemarken/ Det Golde Land) og inspiration for Virginia Woolfs Orlando (1928). Den franske filmskaber Bertrand Bonello bruger sagnet som afsæt for filmen Tiresia (2003). Graveringen er udført af den schweizisk fødte kunstner Johann Heinrich Füssli (1741-1825), som i England arbejdede under navnet Henry Fuseli. Hans maleri af »Mareridtet« (som viser en dæmon, der sidder på brystet af en sovende kvinde) er ikonisk. Graveringen er fra 1804 og bygger på et udateret oliemaleri fra 1780erne. »Teiresias foretells the future to Odysseus« hænger på National Museum i Wales. 

Jeffrey Eugenides blev interviewet på Den amerikanske Ambassade i København og hos Gyldendal i Klareboderne 13.-14.11.2003. Han var bosat i Berlin fra 1999 til 2004. I 2007 blev han ansat på Princeton University i New Jersey som Professor of Creative Writing. Han bor og arbejder stadig i Princeton. Efter Middlesex fulgte romanen The Marriage Plot (2011) og novellerne i Fresh Complaint (2017). 

Jeffrey Eugenides: Middlesex. Oversat efter »Middlesex« (2002) af Mich Vraa. 536 s. Gyldendal, 2003.

Jeffrey Eugenides: Jomfruselvmorderne. Oversat efter The Virgin Suicides (1993) af Marianne Børch. 216 s. Samleren, 1994.

The Virgin Suicides. Instr. og manus: Sofia Coppola. Foto: Edward Lachmann. 97 min. USA 1999. Dansk premiere: 29.09.2000. 


Fotos: Farrar, Straus & Giroux/ Picador/ Gallimard/ Gyldendal/ BGJ
Sofia Coppolas The Virgin Suicides streames ikke i Europa. The Criterion Collection har udgivet filmen på blu-ray
Trykt første gang i Weekendavisen Bøger 21.11.2003

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar