Translate

tirsdag den 12. januar 2021

Sofia Coppola: Lost in Translation (2003)


FORTABT I JAPAN
Mennesker mødes og sød musik opstår

Af BO GREEN JENSEN

GLÆDEN kan nå os de særeste steder. Charlotte (Scarlett Johansson), som har livet for sig, og skuespilleren Bob Harris (Bill Murray), der har fremtiden bag sig, er begge strandet i Tokyo.
   Charlotte er fulgt med sin mand til Japan, men fotografen John (Giovanni Ribisi) skal næsten altid arbejde og genopfriske sit forhold til en bimbo af en gammel flamme. Bob er kommet for pengenes skyld – bryggeriet Suntory betaler ham to millioner dollar for at medvirke i en whiskyreklame – men vel også for at slippe lidt væk hjemmefra, hvor livet går op i børnenes fødselsdage og valget af nye gulvtæpper.
   De er begge fortabt og alene i Japan. Charlotte vil gerne ud, men som dagene går er det lettest at blive på hotellet, hvor den kulturelle dissonans i det mindste leveres med room service og aircondition. Bob skal bare have tiden til at gå, mens agenterne diskuterer omfanget af hans forpligtelser.
   De begynder at smile til hinanden i elevatoren, hvor Bill Murrays slidte pokerfjæs rager op over alle japanerne. Siden deler de drinks i baren, udforsker neonvildnisset sammen, taler i parenteser om natten og bliver mere og mere fortrolige med hinanden. Så skal maj blive ét med september?


NEJ, og det er for så vidt det fine ved Sofia Coppolas første arbejde efter debutspillefilmen The Virgin Suicides (1999). Lost in Translation er en bittersød romantisk komedie uden noget stort romantisk payoff. Det er snarere en velgørende ironisk realisme, som præger filmen fra først til sidst. Charlotte og Bob er praktiske mennesker, skønt begge har lyst til at flygte og glemme. Bob ved, hvad en dyrekøbt hverdag koster, og Charlotte vil sikkert se tiden an. Da han rejser, giver han hende et knus og mumler noget i hendes øre.
   VI kan ikke høre, hvad han siger, og derved bliver scenen dybere og vigtigere. Ikke siden Wong Kar-wais In the Mood for Love (2000) har en hemmelig hvisken virket så stærkt. Da Lost in Translation blev præsenteret i Venedig, fortalte Sofia Coppola, at der faktisk stod nogle banale og utilstrækkelige replikker i manuskriptet. Hun syntes ikke om dem og bad i stedet Bill Murray tage afsked med en mine, som fortalte, at »han er glad for at være på vej hjem, men også glad fordi han kom til Tokyo.«


DÉT er præcis, hvad Murray udtrykker med sin legendariske udtryksløshed. I 80erne blev hans Buster Keatonske deadpan brugt som en komisk effekt. Efter gennembruddet i Ghostbusters (1984) fulgte en række roller – i film som John McNaughtons Mad Dog & Glory (1993, da. Pigen i midten), Harold Ramis’ Groundhog Day (1993, da. En ny dag truer) og Wes Andersons Rushmore (1998) – der bedre kunne bruge furerne i fjæset og poserne under øjnene. Murray ligner nu indbegrebet af den lakoniske overlever. Han er ikke blevet en indbildsk succes eller en lykkelig taber, men en mand som midt i livet er forkommen og taknemlig for hverdagens stille velsignelser.
   Over for denne ærefrygtindgydende livstrætte maske sætter Scarlett Johansson sin sarte æblehud og de friske øjne, som dog har set for meget til at lade sig narre eller begejstre ret længe ad gangen. Hun er 19, han er 53, men i uvirkeligheden på Tokyo Park Hyatt er de nogenlunde lige gamle og fortabte.
   Ude i gaderne eksploderer alt i neonreklamer og blankt storbymørke. De japanske skrifttegn forstærker indtrykket af en hemmelig kode, som parret bestræber sig på at bryde, og den kulturelle fremmedgørelse bliver ikke mindre, fordi Bob Harris genkender sig selv på plakater og skærme allevegne. Snarere bliver han, midtvejs i livet, en mand der står ved siden af og betragter sig selv. I hans øjne kan man læse, at synet ikke behager ham særligt.


FILMENS fortryllelse ligger i dialogen og spillet mellem Johansson og Murray. Til gengæld er sædeskildringen tegnet med brede og meget generaliserende strøg, som ikke forsømmer nogen lejlighed til at latterliggøre den japanske konsumerisme og kulturens knæfald for populære amerikanske fænomener, som den ikke forstår, når det kommer til stykket.
   Samtlige komiske sætstykker bliver til på japanernes bekostning: filmholdet bag whiskyreklamen; den prostituerede kvinde, som bryggeriet sender op til Murray (»Lip my stockings!«); talkshowværten, som hviner så skingert, at Murrays udtryk et øjeblik tangerer en panikslagen reaktion.
   At Matthew's Best Hit faktisk er et autentisk japansk tv-program, gør ikke satiren mindre firkantet. Hvad vi ser er et svimlende marked i neon. Kulturen bag spejlet og under overfladen beskæftiger filmen sig slet ikke med. Disse ting er velsagtens nogle af de kvaliteter, som går tabt i oversættelsen.


LOST in Translation er en stilfærdig og tidssvarende komedie, der siger lidt mere for hver gang man ser den. I USA modtog den tre Golden Globes (bedste film, bedste manus, bedste mandlige hovedrolle) og var Oscar-nomineret i fire kategorier (bedste film, bedste manus, bedste instruktør og bedste mandlige skuespiller). Det kan være meget godt, men siger filmen danske mennesker noget om, hvad vi mister i den følelsesmæssige oversættelse?
   Det er dét, som er forbløffende. Lost in Translation ophæver kulturelle begrænsninger ved at udspille sig i et ingenmandsland. Overensstemmelsen mellem signifikat og signifikant kommer ikke ind i billedet. Der er ingen tabt forbindelse; ingen skjult betydning at bore i hér. Bare to gode mennesker, som kommer fra hver sin ende af aldersspektret, men mødes på midten af i livet i Tokyo.


Lost in Translation. Instr. og manus: Sofia Coppola. Foto: Lance Acord. 102 min. USA-Japan 2003. Dansk premiere: 30.01.2004.


Fotos: Focus Features/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity
Filmen streames på Netflix
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 30.01.2004

1 kommentar:

  1. Den så jeg for første gang for en måned siden. Dejlig film smukt indfanget af BGJ.

    SvarSlet