Translate

lørdag den 2. januar 2021

Michel Gondry: En nuance af blå/L'écume des jours (2013)


DAGENES SKUM
Jazz, sex og surrealisme 

Af BO GREEN JENSEN

TUSINDKUNSTNEREN Boris Vian (1920-59) var en ener: forfatter, kritiker, skønånd; ingeniør med diplom, (selv)ironisk eksistentialist og helt sikkert surrealist af en slags. Han skrev digte, sange, film og teater. Vian kunne også spille jazz og skrive krimier efter den hårde amerikanske model. Det skete under pseudonymet Vernon Sullivan. Under eget navn skrev han tre romaner, som har bevaret deres kultstatus. Den første var L'écume des jours (1947), som på dansk hedder Dagenes skum
   Michel Gondrys filmatisering fik herhjemme titlen En nuance af blå. Det må være, fordi den amerikanske version hedder Mood Indigo, ikke The Spray of Days eller Froth on the Daydream, som er romanens engelske titler. Mood Indigo henviser til Duke Ellingtons musik, som for Vian var en guddommelig kraft. I bogens forord hedder det: 
   »Der findes kun to ting: elskov med kønne piger på alle mulige faconer og New Orleans musik – eller Duke Ellingtons. Det øvrige burde forsvinde, for det øvrige er grimt. Og de følgende siders bevisførelse får al sin vægt fra den kendsgerning, at historien er sand helt igennem, da jeg har opdigtet den fra ende til anden. Dens konkrete udførelse består hovedsagelig i en nedfældning af virkeligheden under en skæv og overophedet synsvinkel på et forvredent plan, der bølger sig uregelmæssigt. Som man ser, er det en fremgangsmåde, man kan være bekendt, om nogen.«* 



ROMANEN begynder besnærende let. Den fortæller svimmelt om dandyen Colin, der har ansat kokken Nicolas, som kan tilberede fantastiske retter (ålepostej eller vestindisk kødpølse i moskusaromatiseret portvin). Nicolas kærtegner køkkenets mus og oplærer på en time sin herre (han insisterer på De og tredje person, for man kan kun være dus, når man har jaget piger sammen) i at danse buglemi. Dansen bygger på sindrige fysiske principper af samme beskaffenhed som Vians æstetik.
   Colin selv er ikke uden talenter. Han har opfundet en pianococktail, der blander drinks, mens man spiller:

Til hver tangent svarer en alkohol, en likør eller et krydderi. Til fortepedalen svarer pisket æg og til pianopedalen is. Sodavandet er en trille i de høje toner. Kvantiteterne står i ligefremt forhold til varigheden: til en fire og tresindstyvendedels node svarer en sekstendedels portion, til en fjerdedels node svarer én portion, til hele noder fire portioner. Når man spiller en langsom melodi fungerer et reguleringssystem, så portionerne ikke forøges - hvilket ville give for rigeligt med cocktail - men kun alkoholprocenten. 

COLINS ven Chick (Gad Elmaleh) er forelsket i Alise (Aïssa Maïga). Han bruger sine penge - og siden også Colins - på at købe sjældne udgaver af Jean-Sol Partres værker. Parodien på Jean-Paul Sartre er præcis og ganske ondskabsfuld.
   Colin vil også være forelsket. Det bliver han, da han møder Chloë, og de danser buglemi - eller Glopåmig - til Duke Ellingtons Chloë. Men farven skifter med lykken, da Chloë får en mislyd i brystet. Hun har en åkande i lungen - tal så om les fleurs du mal - som den blaserte doktor Skaftesluger behandler. Også musen i køkkenet sørger, mens Chloë begraves i blomster, der skal dræbe den parasitære åkande.


   
NU er historien slet ikke let. Chick bliver ruineret af Partre. Colin må søge arbejde for at betale Chloës medicin. Lejligheden gror til og bliver mindre. Colin får job på et gartneri, hvor gendarmernes våben dyrkes i jorden. Det er endnu et absurd system, som Vian gør sig umage med. Kun jordvarme giver den rigtige form. Arbejderen skal ligge nøgen på højen, men Colin kan ikke gøre det rigtigt. De forkrøblede falliske våben peger i retning ad William Burroughs, som man ellers ikke forbinder med Vian.
   Virkeligheden bliver totalitær. Få har elsket som Colin og Chloë, men der er ingen kur for hendes sygdom. Alise tager en skrækkelig hævn over Partre. Colin affyrer de skæve våben mod søens åkander. Verden er endelig helt uden farve. Glæden fra første kapitel er væk. 



MAN glæder sig til at se Gondry sætte billeder på Vians fantasi. Hvis nogen kan, må det være instruktøren bag værker som Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004) og The Science of Sleep (2006). Gondry har den samme sødme og uskyld, som ikke bliver mindre, fordi mørket i verden er tiltagende.
   Protestsangeren Phil Ochs fik skyld for at svigte, da han begyndte at spille en anden musik. Han skrev et svar til stemmerne, som sagde: »You must protest, it is your diamond duty.« Det lød: »But in such an ugly time, the true protest is beauty.« Vian kunne have svaret det samme. Trods alt skrev han også balladen om »Le Déserteur«.
   Forventningen stiger endnu nogle grader, fordi Colin og Chloë bliver spillet af Romain Duris og Audrey Tautou. Omar Sy (fra De urørlige) er Nicolas. Partre fremstilles af Philippe Torreton – og filmen trækker alt, hvad den kan ud af Sartre-karikaturen. Historien skrives på en fabrik, hvor samlebåndet kører skrivemaskiner forbi de smilende sekretærer. Colin og Chloë flyver væk i en bil, der ligner en sky. Disse ideer er Gondrys egne. Man tænker, at det ser lovende ud.

   

DERFOR er skuffelsen større, da de første mange scener – romanens energiske sætstykker  bliver til selvoverbydende grimasseren. Gondry tager teksten bogstaveligt og illustrerer den i forholdet 1:1. Det gælder maden i køkkenet, musen i væggen, klaveret med drinks og Duke Ellington-dansen. Det ligner en film af Terry Gilliam, når Gilliam er værst. Begyndelsen er ikke det oplagte stof, som den ligner.
   Heldigvis finder filmen sit fodslag, da Colin og Chloë møder hinanden. Det er romantik, som romantik skal være, og da Chloës sygdom sætter ind, er tonen endelig nænsom og mørk. De sidste tanker om filosofiens fallit og fascismen fungerer faktisk ikke i bogen. Det gør de hos Gondry, som lader glæden dø ved at filme verden i sort-hvid. Alise tager hævn med en hjertetang, som stammer fra en anden bog af Vian. Man kunne tude over slutningen  som ikke skal røbes  hvis prologen ikke var så hysterisk, at chokket stadig sidder i kroppen. 


MUSIKSIDEN er formidabelt opfindsom. Paul McCartney har doneret samtlige baslinjer, og Duke Ellington bliver brugt med manér. De obskøne ornamenter er helt i bogens ånd, der reproduceres ned til detaljer som musen med blødende poter, der vil skrabe mørket af ruderne inde hos Chloë. Her forbinder Nicolas dens poter. Hvor ser man ellers den slags? En nuance af blå er et kærligt misfoster med mange ideer. Det er ikke helt den film, man har håbet, men varmen i stoffet er virkelig nok.
   Filmen deler sit publikum skarpt, og der er sikkert flest af nej-sigerne. På det amerikanske marked, hvor Mood Indigo er uden distributør, har man lanceret den i en kortere form, der fjerner 40 forrykte minutter. Det må dog ødelægge balancen. Jeg var overvældet på flere måder. Det er en krævende film med adskillige knaster. Jeg tror nok, at jeg gerne vil se den igen. Om ikke andet for Partre, musen og Chloë. 

*) Dagenes skum er citeret efter den første danske udgave [Boris Vian: Dagenes skum. Oversat efter 
»L'écume des jours« (1947) af Jacques-Louis Ratel og Elsebeth Juncker. 159 s. København: Hans Reitzels Forlag, 1966]. Ratel/Juncker-versionen blev i 1985 genudgivet i forlagets Fremads serie 12/20, som jeg havde fornøjelsen af at redigere. Der findes en nyere udgave [Boris Vian: Dagenes skum. Oversat efter »L'écume des jours« (1947) af Lone Teglskov.199 s. København: Løvens Forlag, 2012], som sikkert er mere moderne og mundret. Den indgår i serien »Glemte mesterværker« sammen med Fjodor Dostojevskijs Foma, Flakkende fugle af Rabindranath Tagore og Jules Vernes En verdensomsejling under havet (i ny uforkortet version).   




En nuance af blå (L'Écume des jours). Instr.: Michel Gondry. Manus: Luc Bossi og Michel Gondry. Foto: Christophe Beaucarne. 125 min. Frankrig 2013. Dansk premiere: 07.11.2013.


Fotos: Brio Films/ StudioCanal/ UIP/ Cinematerial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Google Play
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 08.11.2013

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar