Translate

søndag den 31. januar 2021

Todd Robinson: Lonely Hearts (2006) [Noir 100]


DETEKTIVENS HISTORIE
Et blødere blik på The Honeymoon Killers 

Af BO GREEN JENSEN


TO handlingsspor støtter og nærer hinanden i Todd Robinsons effektivt castede Lonely Hearts. Tiden er 1940ernes slutning, og stedet er et prosaisk USA, hvor uskyld er en absolut mangelvare. Prologen skildrer et ubegribeligt selvmord, som begåes af en kvinde, hvis hænder netop har tilberedt en bryllupsdagskage. Hun skærer sine pulsårer over ved håndledet, og man ser blodet brede sig i badekarret. Det vises oppefra, i en afsindig optik. Man ser ikke kvindens ansigt, og i den første ordinære scene er der allerede gået tre år.
   Nogle eftersøgte mordere er blevet pågrebet, og kriminalassistent Charles Hilderbrandt (James Gandolfini) fortæller i hårdkogt detektivjargon om sin gode ven og kollega Elmer C. Robinson (John Travolta), der ikke kunne hvile og ikke ville give slip, før han havde fundet og fanget de berygtede »Honeymoon Killers«, som efterlod sig et stadig bredere spor af dræbte enlige kvinder og lemlæstede børn.
   Det er også Hilderbrandt, som præsenterer de hæmningsløse mordere. Ray Fernandez (Jared Leto) er en effektiv bondefanger, der reflekterer på enlige kvinders kontaktannoncer. Hvis brevene dufter af penge, slår den tidligt tyndhårede Romeo til. Iklædt toupé og grænseløs selvtillid dræner han sine ofre for penge. Den seriøst sexfikserede og rablende gale Martha Beck (Salma Hayek) er egentlig et offer, som nægter at lade sig vrage. Hun følger efter ham og gør sig uundværlig. For første gang kan manden ikke sige nej.



DET monstrøse par er skabt for hinanden. En sociopat møder en psykopat, og sammen har de kronede dage. Fraskilte kvinder og yngre krigsenker charmeres, forføres og ægtes. Fernandez får pengene ind på sin konto, mens Beck poserer som hans søster. Ligene skaffes lemfældigt af vejen, støbes ned i et gulv, begraves i marken, parteres og kasseres. For Beck er den hede sex allerbedst, når hun og Fernandez er sammen ved siden af ofrenes endnu dampende kroppe.
   Dræberne opererer i solskin. Kriminalbetjentene er derimod natdyr, som bærer bløde hatte og regnfrakker, også når jagten fører dem ud på knastørre marker i Midtvesten. Skønt Hilderbrandt fortæller, er Robinson i fokus. Han er ved at gå til af skyldfølelse. Han taler dårligt med sin teenagesøn og prøver forgæves at skjule sit forhold til kollegaen René (Laura Dern). Han er lige så irrationel med dette, som Fernandez er forfængelig med sin toupé. Robinson føler instinktivt, at han kan rette balancen, hvis han fanger de flygtige Lonely Hearts Killers.



HISTORIEN er ikke grebet ud af luften. Virkelighedens Beck og Fernandez blev pågrebet i 1949, sigtet for 17 drab, hvoraf de tilstod 12, og henrettet i Sing Sing-fængslet den 8. marts 1951. Det er også sandt, at de mødte hinanden via en kontaktannonce. Martha Beck var dog fysisk forskellig fra Salma Hayek, der hér er stylet som en yngre Jane Russell.
   Den virkelige Martha Beck var en neurotisk ulykkelig sygeplejerske, som vejede mere end 100 kilo. Hendes henrettelse måtte udsættes, fordi den elektriske stol skulle justeres. Den spinkle Fernandez var ingen Adonis, men han kunne bedre skrue sin selvfølelse op. Noget sagde klik, da de mødte hinanden. To misfits fandt sammen for at tage hævn.
   Deres historie er filmet flere gange, bl.a. i Leonard Kastles kultfilm The Hooneymoon Killers (1970), en subversiv kultursatire med Shirley Stoler og Tony LoBianco, der fik premiere i kølvandet på Arthur Penns Bonnie and Clyde (1967). I Luís Buñuel-lærlingen Arturo Ripsteins Profundo carmesí (1996, amr. Deep Crimson) er navnene ændret og handlingen henlagt til Mexico. Manden bærer dog stadig toupé, og kvinden i forholdet vejer for meget.


BEGGE fremstillinger solidariserer sig med de monstrøse dræbere. Todd Robinson undgår dette med æstetiske kunstgreb og narrative filtre. I Hayeks skarpe skikkelse er Beck så sindssyg og giftig, at man studerer fænomenet, snarere end at leve sig ind. Frem for alt viser Robinson ofrene, uden at ironisere over deres patetiske træk. Som weekendbruden Janet Long har Alice Krige sin bedste rolle i mange år.
   Endelig er Lonely Hearts detektivens historie. Elmer C. Robinson stirrede sig så blind på sagen, at man kunne frygte for hans forstand. Bagefter slap han imidlertid taget, forlod detektivarbejdet og gik sin vej for at leve et andet sted med sin søn og kvinden som havde ventet, mens besættelsen rasede ud. For så vidt som filmen besidder et hjerte, kommer det til udtryk i scenen, hvor Robinson afhører Beck og slår en ganske fin sprække i hendes porcelænsklokkeagtige narcissisme.



LONELY Hearts er en langt bedre film, end man tror, når man først ser plakaten og hører den lurvede baggrundshistorie. Finessen er formentlig, at instruktøren Todd Robinson er barnebarn af den nidkære Elmer C. Det burde sikkert ikke gøre en forskel - man véd det, fordi man har læst det – men giver ikke desto mindre filmen følelsesmæssig autenticitet.
   Filmen er eksemplarisk fortalt og fornemt designet. Politifolkenes scener er neo-noir i traditionen fra Curtis Hansons L.A. Confidential (1997) og tabloidfotografen Weegees grynede blitzskud af friske gerningssteder, mens Beck og Fernandez opererer i en realistisk genskabt solskinsudgave af 1940ernes USA.
   Robinson oplyser, at den visuelle reference var Paul Hendricksons sofabordsbog Bound for Glory: America in Color 1939-43 (2004), som samler de fotos af Roosevelts USA, der blev taget på vegne af Farm Security Administration og Office of War Information.* Det giver filmen en forførende stoflighed, som kunne stjæle opmærksomhed fra historien, hvis denne ikke var så rå og så rigtig. »Vi tænkte kun på to film, Badlands og In Cold Blood,« siger Robinson om filmens psykologiske register.


*) Hendricksons bog var kataloget til udstillingen af samme navn, som stadig [31.01.2021] ligger på Library of Congress' hjemmeside i en eksemplarisk kurateret onlineversion. Den er under alle omstændigheder værd at besøge.  

Lonely Hearts. Instr. og manus: Todd Robinson. Foto: Peter Levy. 108 min. USA 2006. Dansk premiere: 27.10.2006


Fotos: Millennium Films/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinty
Filmen streames på FILMSTRIBEN
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 27.10.2006

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar