Tom Ford: Nocturnal Animals (2016) [Noir 100]

BEGÆRLIGE NATDYR

Modeskaberens metafiktion

Af BO GREEN JENSEN

HÆVN og begær, afhængighed og grådighed, er hårde grundstoffer i den del af genrelandskabet, som stadig bliver kaldt film noir, skønt der kom farver i feltet for mange år siden. Det er også blevet en løsere form, som dækker mange slags skæbnefortælling. Af samme grund verserer betegnelser som neo-noir.

   Ægte noir er dog stadig – i sagens natur – en auteur-baseret genre, der som regel arbejder med beskedne budgetter, fordi misantropien og den fatalistiske grundstemning går imod behagesygen i den kommercielle hovedstrøm.

   Manhattan-galleristen Susan (Amy Adams) lever det gode liv i den hurtige bane. Hun er gift med en børsmægler (Armie Hammer), som bedrager hende for et godt ord og vist nok er ved at gå ned økonomisk. Der er hele tiden en stab af tyende og assistenter omkring de smukke ægtefæller, som er holdt op med at sige særligt meget til hinanden. De bor i et veloplyst glashus.

   

DET skal siges, at Susan har fået præcis det liv, som hun ønskede sig. Som ung var hun – det beskrives i flashbacks – en åben kvinde, der ville være kunstner selv. Da hun blev gift med Tony (Jake Gyllenhaal), en famlende forfatter, var det ikke kun for at trodse de rige forældre. Men det var Susans pragmatiske mor (Laura Linney), som forudsagde, at hun en dag ville gå fra den følsomme mand.

   Susan markerer ferniseringen på sin nye udstilling – af pornografisk trompe l’oeil-kunst og kolossale kvinder i stripper-outfits – med en fest, som der ikke er råd til. Bagefter er hun alene igen og får tid til at åbne pakken, som hendes assistent har lagt frem. Hun skærer endda sin finger på papiret og bliver sammen med tilskueren mindet om, at der findes andet end steriliteten og den monumentale vulgaritet i popkunsten.

   I pakken ligger manuskriptet til en roman med titlen Nocturnal Animals. Det viser sig at være en brutal historie om hævn og begær, afhængighed og grådighed, fortalt af eks-manden, som Susan hånede for hans fine æstetiske fornemmelser, da de var sammen. Nu har piben fået en helt anden lyd. I rå, taktile billeder beskriver bogen, hvordan en familie bliver udraderet.

FILMEN bruger lige megen tid i de to historier, men de er ikke for alvor flettet sammen. Snarere ligger Susans fortælling som en skal om Tonys beretning. Fiktionen i fiktionen får på den måde status som virkelighed.

   I manuskriptet får karakteren Edward sin verden revet over, da psykopatiske bøller voldtager og dræber hans hustru og datter på en landevej i Texas. Det sker om natten, og der er en langstrakt legen kispus mellem jæger og bytte. Alting er skildret så detaljeret, at tilskueren føler akut ubehag.

   Senere vil Edward finde gerningsmændene, der gjorde det for sjov. Han er – som sin forfatter – en mild amatør uden praktisk erfaring. Men rangeren Bobby Andes (Michael Shannon), en kræftsyg kæderyger, gør Edwards hævn til sin principsag – og insisterer på handling, når Edward bliver svag.

TYDELIGVIS er der tale om forbundne narrative kar. Både Tony og Edward bliver spillet af Jake Gyllenhaal. Det kan være, fordi Susan ser forfatterens ansigt for sig, mens hun læser, eller fordi Tony skriver om Edward med absolut indlevelse. I hvert fald har han fundet sin stemme. Der er reaktionsbilleder af den henførte Susan. Sjældent er læserens begær visualiseret så bogstaveligt.

   Da hun lukker bogen, er Susan forført, fortabt, helt våd og åben, parat til at gøre det hele igen. Hun sender Tony en bævende mail. Hun klæder sig på med grundig nydelse og venter i restauranten. Nu er hun endelig klar.

DESIGNEREN Tom Ford debuterede sent som filmskaber, da han instruerede Colin Firth i en dramatisering af Christopher Isherwoods A Single Man (2009). Han er en pertentlig fortæller med stor appetit på gennemførte billeder. Han har råd til også selv at producere sine film. Det gør ham til en effektiv ener.

   A Single Man havde et homoerotisk tema, som var personligt for Ford. Så kan han mon mere? sagde skeptikerne. Her leverer han et smukt stykke sanselig neo-noir, der et stykke af vejen deler terræn og virkemidler med David Lynch. Jeg har set ham kritiseret for ikke at være sær og foruroligende nok, men det er at misforstå ærindet. Ford vil hellere tale om psykologi og moral end dyrke det mærkelige for dets egen skyld.

   Fra titelsekvensens fantastiske frise af store kvinder, der stripper i slow-motion – som havde Federico Fellini animeret figurer af Lucien Freud og Francis Bacon – til det sidste Edward Hopper-beskårne glimt af Susan i restauranten, er der tale om original billedkunst. Forlægget er en thriller af Austin Wright, som de færreste har læst. Ford gør den til noget dunkelt og stærkt.

Nocturnal Animals. Instr. og manus: Tom Ford. Foto: Seamus McGarvey. 116 min. USA 2016. Dansk premiere: 05.01.2017.

Fotos: Focus Features/  UIP DK/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 06.01.2017