Translate

torsdag den 20. august 2020

Hyde Park on Hudson: Franklin Delano Roosevelt 1882-1945


FRANKLINS FRIMÆRKER
Fiktive fremstillinger af FDR

Af BO GREEN JENSEN

FRANKLIN Delano Roosevelt (1882-1945), De Forenede Staters 32. præsident, var den vigtigste amerikanske statsleder mellem Abraham Lincoln og John F. Kennedy.
   Demokraten blev genvalgt to gange og sad i tre embedsperioder. Ved sin død blev han afløst af Harry S. Truman, som tog beslutningen om at anvende kernevåben, satte hårdt mod hårdt i Korea og trak fronterne op ved begyndelsen af Den Kolde Krig. Trumans politik har præget eftertiden i mindst lige så høj grad som Roosevelts – men det er FDR, man husker og har meninger om i fælleskulturen.*
   Roosevelt var aristokraten, som tilhørte en af nationens ældste familier, men blev Folkets mand og Fælleskabets varmeste fortaler. Han angreb Depressionen med øget økonomisk styring, offentlige anlægsarbejder og store hjælpepakker, der under ét blev kendt som The New Deal.
   Roosevelt var et politisk dyr og en stor populist. Han talte om ikke at frygte andet end frygten og brugte »Happy Days Are Here Again« som bannersang. Han var demagogen, som forstod at være ærlig, og han styrede USA gennem to faretruende perioder – 1930ernes krise og 1940ernes krig mod aksemagterne – som blev bestemmende for Det Amerikanske Århundrede.
   


PRIVAT blev han gift og fik seks børn med pionerfeministen Eleanor Roosevelt (1884-1962), den progressive førstedame, som var sin tids Hilary Clinton. Hun var væsentlig for hans embedsførelse og tolererede hans udenomsægteskabelige affærer.
   Disse hørte ikke op, da Roosevelt som 40-årig fik polio og blev lam fra livet og ned. Han lærte sig at gå en kort afstand ved hjælp af stokke og bøjler, brugte ikke sin kørestol uden for hjemmet og indgik en pagt med pressen, som aldrig viste ham i sårbare situationer. Nutidens mediefolk måber, fordi det kunne lade sig gøre dengang.
   Eleanor og Franklin boede hos hans mor, i familieejendommen Springwood ved Hudson River i Hyde Park, New York. Med tiden fik Eleanor sit eget hus, Val-Kill, som lå i nærheden. Hun havde flere forhold til kvindelige kærester. Præsidenten tegnede selv et tredje hus, Top Cottage, som var funktionelt og handicapvenligt. Under ét hed komplekset Hyde Park on Hudson.
   Netop hér venter man vigtigt besøg, da Roger Michells film tager sin begyndelse. Franklin (Bill Murray) og Eleanor (Olivia Williams) har inviteret George VI (Samuel West), den britiske konge, og hans hustru, Elizabeth (Olivia Colman), på en uformel weekend med skovtur og lokal underholdning. Det er juni 1939, sommeren før mørket, der åbner sig i september samme år.
    De britiske gæster er usikre og nervøse. Hvis man ikke husker historiebøgernes fremstilling, har man sikkert set familien i Tom Hoopers udmærkede The King’s Speech (2010), som Hyde Park on Hudson deler snit og form med. Man vil tale om træk i den store historie ved at fokusere på anekdotiske detaljer i den lille. Det lykkes bedre for Hooper end for Michell, skønt afsættet ellers er lovende nok.



KONGEN har netop afløst sin bror, Edward VIII, som abdicerede for at kunne gifte sig med den notorisk fraskilte Wallis Simpson. Parret kommer for at bede USA om hjælp og sikre sig stormagtens støtte i den kommende krig mod det nazistiske Tyskland. Roosevelt var aldrig isolationist, men to år før Pearl Harbor så han ikke USA som en aktiv part i en mulig konflikt. Snarere skulle Amerika fungere som »demokratiets arsenal« og forsyne de allierede med våben. På den måde imødekom han oppositionen. Det ville også give mening i forhold til nationaløkonomien.
   Den store mand er mere presset end sædvanligt. Hans stab har derfor kontaktet kusinen Margaret »Daisy« Suckley (Laura Linney), en fjern slægtning fra den mindre velstillede del af familien. De legede nu og da sammen som børn. Hun skal tale med FDR og gøre ham selskab på afstressende ture i den specialbyggede 1936 Ford Phaeton, som han kan betjene med sine hænder.



HISTORIEN er lagt i Daisys synsvinkel. Det er sammen med hende, at publikum præsenteres for Franklin og den excentriske husholdning. Han spørger, om hun vil se hans fornemme frimærkesamling, vel vidende at det er en klassisk scoreteknik. De kører gennem det favnende landskab i Hudson Valley og bliver snart fortrolige. Efter et par ture vinker han sikkerhedsvagterne væk. Han parkerer og lægger Daisys hånd i sit skød. Hun gør det fornødne, og så er de kærester af en slags.
   Men hvilken slags? Franklin er for det første trofast i alliancen med Eleanor. Ægtefællerne har indgået en pagt om at repræsentere firmaet USA. Og forholdet til Daisy er blot ét i rækken af vanemæssige sidespring. Missy (Elizabeth Marvel), Eleanors køligt effektive sekretær, behandler Daisy som forgyldt tyende, før hun forbarmer sig og sætter den naive kusine ind i situationen. FDR har små affærer med mange kvinder i Hudson Valley. Hun indgår selv på listen.

   
FILMEN påberåber sig en autenticitet, som vist nok er mere kontroversiel, end de fyndige skærmtekster giver det udseende af. Margaret Suckley var én af de fire kvinder ved Roosevelts dødsleje. Hun fungerede siden som arkivar på The Franklin D. Roosevelt Presidential Library and Museum. Filmens manuskript er baseret på breve og dagbøger, som blev fundet i en æske under sengen, da hun døde i 1999, 91 år gammel. Dog har flere af Roosevelts biografer sat spørgsmåltegn ved historien.
   Der er til gengæld ingen tvivl om, at det britiske kongepar kom til Hyde Park og blev bespist med hot dogs foran Top Cottage. Den orkestrerede mediebegivenhed blev foreviget af fotografer og filmet til nyhedsrevyer. Michell kopierer samvittighedsfuldt disse scener, som filmen naturligvis kører til slut.
   Ligesom denne tekst bruger Michells film megen tid på at forklare konteksten og sætte i scene. Ergo venter man sig noget særligt, da Hyde Park on Hudson begynder for alvor. Det særlige kommer dog aldrig. Tonen er som høfligt tv-teater, og det er forbavsende antiklimaktisk at se Bill Murray spille en dramatisk rolle, hvor han ikke skal bruge sine patenterede manierismer: pokeransigtet, den lakoniske humor og syrlige fremtoning. Man vil meget hellere se ham i Groundhog Day, Wes Andersons Rushmore eller Sofia Coppolas Lost in Translation.



MICHELLS film er en kuriøs konstruktion. Vist kører Daisy ture med Franklin, og der gemmer sig en spinkel historie om ømhed mellem mennesker i scenerne, hvor hun tilfredsstiller den frejdigt promiskuøse præsident. Men i den større historie er hun dårligt placeret som vidnet, der erfarer på publikums vegne. Under den officielle middag lader Franklin hende vente ved døren – netop som en blanding af fattig kusine, hired help og seksuelt faktotum.
   De bedste scener er dialogerne, som Bertie og Elizabeth fører i soveværelset, helt uden for referat. De britiske gæster fortolker værtens udfordrende strategi. På væggen hænger karikaturtegninger fra kolonitiden. Kongeparret gruer for skovturen næste dag, hvor underholdningen leveres af indfødte amerikanske kunstnere som Prinsesse Te Ata og Ish-ti-obi, »den indianske Caruso«. Hvad er meningen med at servere hot dogs? Er det en raffineret fornærmelse, eller forstår FDR bare ikke, hvor alvorlig situationen er, og hvor langt de royale gæster har strakt sig?
   Det gør FDR. Der er en fin scene, hvor den handicappede præsident taler mand-til-mand med den stammende konge, mens han kanter sig fra det ene bord til det andet, akavet og alligevel værdigt. Bagefter er kongen vundet for sagen, da han går op til sin hustru. Ved daggry står parret ved vinduet sammen. De måber og morer sig lidt over aktiviteten. De føler sig som innocents abroad. Den-og-den forlader soveværelset hos den-og-den. »Han har vist også noget i gang med sekretæren.«



ROOSEVELT har set rigtigt. Fotoet af kongen, som tager en stor bid af den jævne mands favoritsnack, går Amerika og verden rundt. USA forholder sig afventende, da krigen bryder ud, men livlinen er sikret, og hvis japanerne ikke selv havde fundet på at angribe Pearl Harbor, kunne FDR have fundet andre grunde til at træde aktivt ind i konflikten. Præsidenten var måske en sjuft i sit forhold til kvinder, men få har kritiseret hans politiske eftermæle. Det gør Hyde Park on Hudson bestemt heller ikke.
   Det forbliver uklart, hvad den vil. Margarets rolle er for speciel til at sige noget alment om kvinders vilkår i 1930erne. På film bliver Roosevelt som regel reduceret til en elskelig karikatur med lorgnetter, blød hat, stort smil og en tændt cigaret i et cigaretrør, der koncentrerer karakteren, som cigaren og V-tegnet definerede Churchill.
   Ralph Bellamy spillede FDR i tv-versionerne af Herman Wouks The Winds of War (1983) og War and Remembrance (1988-89). Edward Herrmann gjorde det eksemplarisk i Eleanor and Franklin (1975) og Eleanor and Franklin: The White House Years (1976). Jason Robards gjorde det elskeligt i FDR: The Last Year (1980). Den mest radikale fremstilling er Kenneth Branaghs i tv-filmen Warm Springs (2005).



BILL Murrays figur er varm og loyal, men den føjer intet til til standardversionen. Filmskaberen Roger Michell var muligvis mainstream i Notting Hill og Morning Glory, men stærk, litterær og erotisk i The Mother, hvor Daniel Craig havde et seksuelt forhold til en langt ældre kvinde, og filmatiseringen af Ian McEwans Enduring Love. Han er egentlig teaterinstruktør og har instrueret flere af Richard Nelsons tekster, bl.a. Some Americans Abroad og Two Shakesperian Actors. Hyde Park on Hudson ligner teater, der anstrenger sig for at blive til film.
   Man sidder tilbage med et hvad så? Jeg må dog sige, at indtrykket blev nuanceret, da jeg – på dvd-udgaven af Hyde Park on Hudson – havde lyttet til Michells oplæsning af »First Day on the Set«, en prosalyrisk reportage, som beskriver stemningen på optagelsernes første morgen. En hær af mennesker er mobiliseret for at fange de nænsomme stunder mellem Franklin og Daisy. Her taler Michell besnærende om sine håb for filmen, han begynder på. I glimt kan man se konturerne af den, men alt for ofte er Hyde Park on Hudson blot ordinær.

*) Et særlig fint – og stærkt satirisk – mindesmærke er Ry Cooders version af calypsohittet »F.D.R. in Trinidad«, som han gav nyt liv på americana-albummet Into the Purple Valley (1972), hvor 11 sange fra Forbudstiden og Depressionen samler sig til et solidt panorama. Fitz McLean skrev sangen i 1936. da Roosevelt besøgte Trinidad for at pleje militære og økonomiske interesser i den caribiske baggård. Sangen var et hit for Atila the Hun - alias Raymond Quevedo (1892-1962), som blev politiker, da hans musikalske karriere var forbi. Quevedo blev valgt til Trinidads lovgivende forsamling i 1950. Han kæmpede indædt for østatens selvstændighed. Trinidad var under britisk herredømme, men blev lejet ud til USA. Trinidad fik uafhængighed i 1962. Sangen kritiserer USAs politik, men lader FDR have alfaderlig status. Det er typisk for det historiske syn på præsidenten.  



Hyde Park on Hudson. Instr.: Roger Michell. Manus: Richard Nelson. Foto: Lol Crawley. 94 min. Storbritannien 2012. Dansk premiere: 20.06.2013



Fotos: Der findes kun to fotos af FDR i sin kørestol. Det var netop Margaret 'Daisy' Suckley, som tog det, der ledsager denne artikel. Frandlin D. Roosevelt Library/ Focus Features/ MoviestillsDB/ Cinematerial

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.06.2013

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar