Translate

fredag den 28. august 2020

Christopher Nolan: Insomnia (2002)




OVER STREGEN
Den som synder sover ikke 

Af BO GREEN JENSEN

SOMMER i Alaska, midnatssol og søvnløshed. Til en lille by helt oppe nordpå ankommer to af de skarpeste detektiver fra Drabsafdelingen i Los Angeles. Officielt er kriminalassistenterne Dormer (Al Pacino) og Eckhart (Martin Donovan) sendt til Nightmute for at hjælpe den lokale politistyrke med efterforskningen af mordet på en ung kvinde. Uofficielt skal de ligge lavt, mens Afdelingen for Interne Anliggender, forhadt som altid i filmens verden, går Dormers metoder efter i sømmene. Dormer er en legende. Politikvinden Ellie (Hilary Swank) kan ikke komme sig over, at stjernen hun skrev sit speciale om er i byen. Andre lokale betjente skumler. Som om de ikke var dygtige nok.
   Will Dormer er tilsyneladende en træt mand, som forsøger at holde fast i resterne af sin integritet, mens han udfører sit arbejde så grundigt og uangribeligt som muligt. Han er en af de martrede stoikere, som Pacino har spillet så ofte og godt, at man uvægerligt fatter sympati for hans person og nærer tillid til hans dømmekraft og metoder. Det gør Ellie, og det gør publikum. Men hvad er det egentlig for nogle sære indklip, der synes at bunde i hans erindring?


DE gør sig gældende straks i titelsekvensen. Tekstilfibre gennemblødes i ekstreme nærbilleder. En hånd med en kirurgisk handske gnider i noget stof, enten masturbatorisk eller bare meget ivrigt. Man kan ikke se hvem hånden tilhører. Længe ved vi ikke helt, hvad der knytter sig til disse fragmenter, men de sikrer allerede fra begyndelsens bjergtagende billeder af indflyvningen over fjorden ved Nightmute, at man ikke føler sig sikker på noget, hverken stedet, Dormer eller sagerne, som han enten flygter fra eller skal opklare her. Virkeligheden i Imsomnia ligger aldrig helt fast, skønt fortællestilen på realistisk vis egentlig er bred, klar og lys.



I æstetisk henseende er Christopher Nolans Insomnia en uafbrudt glæde at følge. Moralsk er den derimod rendyrket horror. For måske er det ikke kun solen, der afholder Dormer fra at sove. Eckhart betror ham, at det kan blive nødvendigt at handle med Interne Affærer, så alle Dormers sager bliver åbnet igen. Dormer har sine grunde til at have gjort nogle ting, som ikke var efter bogen – han er dybest set et retskaffent menneske – men når først man træder forkert, er der ingen ende på de historier, man må skrive for sin egen og de andres skyld.
   Netop om skyld, moral og personligt ansvar handler denne ualmindeligt vellykkede thriller. Det er år og dag siden, at noget så helstøbt er kommet ud af et stort amerikansk studie. Sidst det skete var i 1997, da Curtis Hanson filmatiserede James Ellroys L.A. Confidential. Nolans film har dog også adskilligt til fælles med The Pledge (2001, da. Løftet), Sean Penns film efter Friedrich Dürrenmatts roman. Måske står den moralske krimi virkelig over for en renæssance. Det ville ikke være den værste tendens.



DET er svært at skrive om Insomnia uden at røbe for mange af de prosaiske detaljer, der gør opklaringsarbejdet så spændende at følge. Samtidig kan man ikke få øjnene fra Pacino, som heller ikke selv kan sige, om det er et vådeskud og en slags hændeligt uheld, der tidligt i filmen tager livet af Eckhart. Sikkert er imidlertid, at der knyttes en skæbnesvanger forbindelse, da manden som myrdede den unge kvinde første gang ringer til Dormer. Denne ligger vågen i det kroniske dagslys. Morderen havde det lige sådan, da han første gang kom til Alaska. Han nærer dyb respekt for Dormers erhverv. Han ville jo selv være kriminalbetjent. Det er derfor, han skriver romaner om en politidetektiv.
   Man må ikke røbe for meget, men også i dén henseende udgør Insomnia en stor og indviklet undtagelse. For det første får man sit virkelige thrill ved at følge furerne i Pacinos ansigt, se hvornår Dormer krakelerer, følge med i hvor langt han vil gå og overveje, om han er skyldig. For det andet vil mange skandinaviske tilskuere se Insomnia med en fornemmelse af udsøgt déjàvu. Nok er handlingen forskudt til Alaska, og visse detaljer i rammen er justeret, men ellers følger filmen scene for scene sit norske forlæg, Erik Skjoldbjærgs sylespidse skæbnefortælling Insomnia – den som synder sover ikke (1997), som Skjoldbjærg skrev sammen med Nikolaj Frobenius.*
  


BÅDE skikkelserne og den moralske konflikt reproduceres trofast hos Nolan. I den norske Insomnia var Stellan Skarsgaard den kompromitterede opdager, som kom flyvende fra Sverige for at opklare mordet på en ung kvinde. Forfatteren Walter Finch, som muligvis er gerningsmanden, blev i norsk regi spillet excentrisk og engleblidt af Bjørn Floberg. Hos Nolan gør Robin Williams noget lignende, men han lægger lidt mere pervers fornuft og psykopatisk tyngde i karakterens eksplosive psykologi. Finch kan ikke lade være med at betragte det hele på afstand, samtidig med at han opsøger Dormer. For forfatteren er der både et spil og et plot i forløbet, og han ynder at se sig selv som en joker.
   Vi er og bliver i fortællingens vold og på Dormers side, mens han betror sig til kvinden på hotellet, der hos Nolan bliver fremstillet af Maura Tierney. Maria Bonnevie spillede kvinden på norsk, hvor karakteren var en hovedrolle. Hos Nolan overtager politikvinden Ellie en del af Bonnevies funktioner. Nogle ting stod skarpere hos Skjoldbjærg, der i parentes bemærket er meget tilfreds med den amerikanske genindspilning. På filmfestivalen i Haugesund kunne man se de to film back to back og høre Skjoldbjærg og Frobenius fortælle om processen. Det er synd, at Ole Bornedals Nattevagten ikke blev en så vellykket Nightwatch. Egentlig er det den samme historie om en lillebitte nordisk film, der vælter verden med én god idé.



HOS Skjoldbjærg stod midnatssolen skarpere, og verden virkede lidt mere udsat. I samme ånd var det lettere at se forskel på rigtigt og forkert. Skarsgaards opdagerskikkelse, Jonas Engström, var mere kynisk end Pacinos kvæstede humanist. Nøglescenerne er dog de samme: blodet på stoffet, uvirkeligheden i tågen hvor makkeren omkommer, opgøret med den afsindige forfatter, der hos Skjoldbjærg ikke skrev krimier, men digte om skæbne og ansvar. Englænderen Nolan vakte opsigt med den fragmentarisk opklippede Memento (2000), en thriller om en mand uden korttidshukommelse og i stilistisk henseende en af de mest konsekvente spændingsfilm fra de senere år. Dybden i Hilary Seitz’ manuskript kommer dog fra Skjolbjærg og Frobenius.
   Der er mere fysisk spænding i Nolans Insomnia, bl.a. en original scene mellem jæger og bytte. Pacino forfølger Williams, som skyder genvej over vandet ved at træde på de flydende træstammer. Hos Nolan kommer man virkelig til at leve på stedet. Ugerningerne bliver konkrete, og det samme gør Pacinos træthed. Han ligner virkelig en mand, der kunne sove i tusinde år, om det skulle være. Ikke for intet hedder han Dormer efter det latinske dormire.
   De bedste steder i filmen kommer direkte ud af Pacinos karakter. Dormer taler i telefonen om sin foragt for skrankepaverne i Interne Affærer. Eller han decimerer Walter Finch, som tror at han nu har guddommelig indsigt, med en velrettet konstatering af, at for ham, Dormer, er forbryderens psyke lige så fascinerende og særlig som et stoppet toilet er for en blikkenslager. Pacino er suveræn i disse scener. Dormer er hans bedste rolle siden Michael Manns Heat. Han er simpelt hen denne retskafne strømer, der krydsede kridtstregen og mistede evnen til at navigere moralsk.
   Er der retfærdighed til, får han fred før det slutter, men man kan aldrig være sikker på Insomnia. De må selv se denne prægtige film, som i ét hug rehabiliterer den lødige thriller, der prioriterer moralske anfægtelser og hård kugleregn lige højt.

Læs videre om Nolans The Prestige (2006), Inception (2010) og Interstellar (2014)

Insomnia. Instr.: Erik Skjoldbjærg. Manus: Nikolaj Frobenius & Erik Skjoldbjærg. Foto: Erling Thurmann-Andersen. 96 min. Norge 1997.
   Den norske originaludgave af Insomnia kom aldrig i dansk biografdistribution, men den blev vist på Natfilm Festivalen og fik et langt liv på dvd. Filmen blev udtaget til La Semaine de la Critique (International Critics' Week), Cannes Festivalens Kritikeruge, som først blev virkelig for danske journalister i 2003, da Christopher Boes Reconstruction blev vist og valgt som bedste film. Mange store navne er brudt igennem i Kritikerugen, hvor kriteriet er, at der skal være tale om den første eller anden film fra en instruktør. Gaspar Noé (Seul contre tous), Kevin Smith (Clerks), Francois Ozon (Sitcom), Alejandro Gonzalez Inárritu (Amores perros) og Julie Bertuccelli (Da Otar rejste) blev opdaget i Semaine de la Critique. I 2010 var Janus Metz' Nato-i-Afghanistan-dokumentar Armadillo den store film. Den norske Insomnia indgår i The Criterion Collection og er i kritiske cirkler højere agtet end Nolans inspirerede kalkering. 


Insomnia. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Hillary Seitz. Foto: Wally Pfister. 118 min. USA 2002. 15.11.2002.


Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.11.2002

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar