Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012)

MYTERNES SANDHED

Nattens Ridder gør arbejdet færdigt

Af BO GREEN JENSEN

DER knyttede sig – for at sige det mildt – enorme forventninger til denne film, da den fik premiere i sommeren 2012. The Dark Knight Rises var sidste akt i Christopher Nolans genrejsning af selvtægtslegenden, som begyndte med Batman Begins i 2005. Heath Ledger modtog posthumt en Oscar for sin rolle som The Joker i fortsættelsen The Dark Knight (2008). Den kulørte kultur blev umådelig mainstream. Der herskede bred enighed om, at superheltegenren var bragt til sin episke klimaks.

   Men adel forpligter, og mere vil have mere. Brødrene Nolan, som havde skrevet sammen siden Following (1999) og gennembrudsværket Memento (2000), må have haft rigeligt af Batman, da Warner og DC Comics insisterede på en slutning. Omvendt havde succesen givet Nolan mulighed for at realisere den geniale illusionsfilm The Prestige (2006) og den overdrevent cerebrale Inception (2010). Så brødrene vendte tilbage. De skulle atter bestige Wagnerske højder, hvor genren kunne nå sit Götterdämmerung.

   Dusinvis af forfattere og tegnere har bestyret legenden, siden Bob Kane (og Bill Finger) skabte figuren i 1939. Med og uden Robin, henvendt til børn eller voksne, bevidst eller ubevidst om sin myte, har der været en Batman i 81 år. Batman Begins fortalte en ny origin story om tilblivelsen. The Dark Knight Rises blev lanceret med sloganet »The Legend Ends«. Det lå i luften, at Batman skulle dø denne gang.

DET er ikke så epokalt, som det lyder. Batman er en af de figurer – à la Tarzan, Zorro, James Bond og Sherlock Holmes – som tiden ikke vidste, den havde behov for, da begyndelsen blev skrevet, men som siden har levet i fælleskulturen. I Batman-universet er der mange parallelle og alternative storylines. Batman og The Joker er begravet flere gange, men eftersom de aldrig har levet, kan de heller ikke dø.

   Batman (1989) og Batman Returns (1992), Tim Burtons double feature med Michael Keaton som Batman, Jack Nicholson som The Joker og Michelle Pfeiffer som en stadig ikke overgået Catwoman, var resultatet af en modning i serieuniverset. Her havde Frank Miller havde skabt en slags år nul med billedromanen The Dark Knight Returns (1986), som præsenterede en ældre, vredere, vildere Batman.

   Redaktøren Dennis O’Neill, som frem til årtusindeskiftet havde samordnet de mange verserende forgreninger af moderhistorien, lod figurerne skildre i vidt forskellige stilarter og skrev selv om Batmans død i romanen Knightfall (1993).* Da Burton tog sex og fortrængninger med i sin postmoderne genfortælling, var der tale om en revolution i forhold til den campede popkunstudgave, tv-serien (1966-68) og spillefilmen Batman (1966) med Adam West og Burt Ward, som mange voksne havde i kærlig erindring.

   Også filmens Batman fik et nyt publikum i 90erne. Joel Schumacher satte landvindingen overstyr med to ukritisk overlæssede fortsættelser, Batman Forever (1995) og Batman & Robin (1997), hvor først Val Kilmer og siden George Clooney krøb i den formstøbte kampdragt. Imens blev en tegnet tv-udgave bedre og bedre. Det var i Batman: The Animated Series (1992-95), at The Joker og Harley Quinn fandt hinanden.

   Christopher (f. 1970) og Jonathan Nolan (f. 1976) var stadig store drenge, da Burtons Batman fik premiere. Da Warner tilbød dem opgaven, fordi man var imponeret over Memento og Nolans amerikanske remake af Erik Skjoldbjærgs norske Insomnia (2002), gav brødrene sig til at de- og rekonstruere legenden med al den iver, grundighed og respekt, som kendetegner dedikerede fanboys.

   Batman Begins var en kæmpesucces, men filmen kom fra hjertet og kunne derfor vække genklang. I samme ånd skabte Sam Raimi tre film om Spider-Man (2002-2007), mens J.J. Abrams instruerede en prequel til Star Trek (2009). Der er kommercielle interesser i disse latterligt kostbare blockbusters. Der er dog også en kærlighed investeret, og når nogen skriver filmhistorien om det årti, vil Nolans film ligge højt på den kritiske liste. Få har som brødrene Nolan forstået, hvad superheltebegrebet vil sige.

DER er gået otte år, siden Batman trak sig tilbage, mere død end levende efter krigen mod The Joker i The Dark Knight. Bruce Wayne (Christian Bale) ligner karakteren, der taler i Trent Reznors sang »Hurt«, som Johnny Cash annekterede kort før sin død i 2003: »I hurt myself today/ To see if I still feel/ I focus on the pain/ The only thing that’s real.«

   Til butleren Alfreds (Michael Caine) store bekymring har Bruce isoleret sig i husets østfløj. Vandrehistorierne går om en Howard Hughes-agtig excentriker, der lader neglene gro og forretter sin nødtørft i syltetøjsglas. Klatretyven Selina Kyle (Anne Hathaway), bedre kendt som Catwoman, trænger ind og stjæler hans fingeraftryk sammen med et smykke, der har tilhørt hans mor. Han lader hende gøre det. Til gengæld vægrer han sig ved at modtage Miranda Tate (Marion Cotillard), som gennemskuer hans »indstuderede ligegyldighed«, da det lykkes at skabe kontakt.

   Det samme gør politikommissær Gordon (Gary Oldman), der som den eneste aldrig har tvivlet på flagermusmanden eller ønsket at fjerne hans maske. Catwoman vækker Bruce Waynes interesse, og samtidig bliver Batmans indgriben påkrævet, da terroristen Bane (Tom Hardy) besætter Gotham City med en hær af østeuropæiske lejesoldater.

   Først går det ud over banker og børsfolk, mens Bane – der trækker vejret gennem en iltmaske og har en fysik så koncenteret, at Batman bliver en splejs i forhold – holder taler om at give magten tilbage til Folket. Ordene kunne være skrevet af talsmænd for Occupy Wall Street-bevægelsen. Der er overhovedet en dimension af retfærdig hævner over denne sjældne superskurk. Inden længe tager han byen som gidsel, ødelægger infrastrukturen og iværksætter en bombe med energi, som Bruce og forretningsføreren Lucius Fox (Morgan Freeman) har udviklet til fredelige forhold.

TIL syvende og sidst bliver det Gothams politistyrke, som skal redde dagen sammen med de traumatiserede fetichister, Batman og Catwoman, der film for film bliver mere som et kærestepar (i serieuniverset har de for længst haft sex med kostumerne på). Legender kan gå i arv ligesom troner. Kriminalbetjenten John Robin Blake (Joseph Gordon-Levitt) bliver diskret kørt i stilling som den, der skal følge efter The Caped Crusader. Gotham lægges i ruiner. For så vidt er alt ved det gamle.

   Der bliver dog mytologiseret med måde. Den mørke ridders genkomst er ikke iscenesat med fanfarer. Tværtimod er han sin modstander underlegen, fysisk såvel som logistisk, indtil han (måske) vinder krigen efter at have tabt alle slag. Det er en væsentlig pointe, at ingen af legenderne taler sandt. Befolkningen holdes hen med en løgn. Man vedtog en lov – The Dent Act ligner The Patriot Act – som gav politiet frie hænder i kampen mod organiseret kriminalitet. Men Harvey Dent var identisk med Two-Face, og Batman var ikke hans morder.

   Helten er bare en skrøbelig mand. Helt eklatant er han ikke usårlig, som myterne om ham fortæller. Også Bane, den ustandselige nemesis, har sin akilleshæl, og der er en væsentlig krølle på sagnet om barnet, der kommer fra helvedes bund som en hævner. Her er filmens bærende tema, som siger John Ford ret imod. Man skal ikke længere trykke legenden, fordi den er smukkest og gør nytte på kort sigt. Nu må sandheden frem på alle niveauer, politisk såvel som personligt.

DET er modstanderen, som giver filmen substans. Bane (der blev skrevet ind i Batman-universet i 1993 og knækkede heltens ryg i miniserien Knightfall) er født i verdens værste fængsel. Han kommer – som butleren Alfred udtrykker det – fra helvede på jord i en ældre del af verden, hvor man kaster mænd ned på bunden og håber, at de rådner. Men en sjælden gang kaster mørket noget tilbage, og Bane er på den måde kommet, bogstavelig talt, som et indbegreb af borgerlig fortrængning.

   Som film er The Dark Knight Rises en præcis konstruktion. Ligesom tematikken holder igen, bliver effektbudgettet væsentligst brugt på at transportere Batman rundt i Flagermusen, et lille fly, der kan smyge sig mellem husene. Der er ingen Batmobil, og den futuristiske motorcykel betjenes af Catwoman, som næsten er en Batgirl nu.

   Fordi den narrative faktor er stærk, bliver der kun plads til enkelte sekvenser, hvor man abstraherer fra fortællingen og tænker, at dette er gjort med finesse. Det sker typisk, når lyd og billeder følger forskellige spor. På stadion synger en dreng med englestemme »The Star-Spangled Banner«, så selv Bane kommenterer vellyden. Imens sættes planen i værk, og forhistorien repeteres. Det lykkes her Nolan at skabe et af de æstetiske frirum, som udmærker hans actionfilm.

CHRISTIAN Bale er en mindre formørket ridder efter sin pause. Adskillige kender hans hemmelighed – blandt andre hittebarnet John Blake. Blake husker Waynes omsorg på samme måde, som Bruce selv husker kommissær Gordons venlighed. Det var den unge politimand, som lagde en jakke om den rige drengs skuldre, da hans forældre var blevet skudt. Han forstod, at verden stadig stod. At der fandtes varme, fædre og kærlighed. Her er Nolans andet tema: det gode i mennesket findes og lever i familien.

   Batman er år for år blevet mørkere, mere menneskelig og mere realistisk, mere udsat i forhold til sine fjender, men moralsk set usårlig og exceptionelt reflekteret. Det kunne være interessant, hvis man gik tilbage til selvironien fra Silver Age Batman og lod kitschfiguren Adam West lande midt i en ny Batman-film. Der er sket tusind ting i strukturen, men det er år og dag siden, at nogen har grinet.

   Filmen taler om myternes sandhed og er i tilgift en realpolitisk demonstration af, hvad der sker, hvis man giver magten til gadens parlament. Flere scener fra en standret, hvor man gør kort proces med finansfolk og spekulanter, er inspireret af tableauer fra den franske revolutionshistorie. Her er det Scarecrow (Cillian Murphy), som lader klasseforræderne vælge mellem død, eksil og døden ved eksil.

   Nolans trilogi er det til dato mest gennemtænkte forsøg på at skrive tegneseriernes virkelighed sammen med vor egen kompromitterede udgave. Der er langt til den naivistiske camp i The Avengers. Kun Hans Zimmers bombastiske musik, der også var tæt på skyde Inception i sænk, trækker fra i det samlede regnskab. Der er stadig stil og moral i historien. Det er effektiv PR for selvtægt med ansvar.

Se mere om Joker (2019) og Nolans Insomnia (2002), Batman Begins (2005), The Prestige (2006), The Dark Knight (2008), Inception (2010) og Interstellar (2014) 

*) Dennis O’Neill: Batman Knightfall. 416 s. Bantam Books, 1994. Tegneserien Knightfall var en labyrintisk multiplot-saga, som blev afviklet i en vifte af titler hen over halvandet år i perioden april 1993 til august 1994. Forfatterne var Chuck Dixon, Jo Duffy, Alan Grant, O’Neill og Doug Moench. Redaktører arbejdede sammen, en mindre hær af tegnere bidrog. Komplekset er samlet i omnibusbind flere gange, mest omfattende i Batman: Knightfall Vol. 1 (2017), Batman: Knightfall Vol. 2 – Knightquest (2017) og Batman: Knightfall Vol. 3 – KnightsEnd (2018). O’Neills roman samler fortællingens tråde og udreder kronologien. Sidst i bogen står en efterskrift, hvor O’Neill gør sig tanker om projektet. Han var hovedredaktør på Batman-familien af serier fra 1986 til 2000. Han skabte bl.a. Azrael–identiteten og moderniserede Green Lantern/Green Arrow-figuren sammen med Neal Adams. O’Neill delte fødselsår med Batman. Han døde – 81 år gammel – den 11. juni 2020.

The Dark Knight Rises. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Jonathan Nolan og Christopher Nolan. Foto: Wally Pfister. 164 min. UK-USA 2012. Dansk premiere: 20.07.2012

Foto: Warner Bros./ DC Comics/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ [FilmGrab]

Filmen streames (køb eller leje) på YouTube og C More

Revideret udgave af teksten i Weekendavisen Kultur 21.07.2012