Translate

lørdag den 12. september 2020

Richard Matheson: I Am Legend (1954) [Sci-Fi 100]


DEN IMMUNE MAND
Koldkrigsromanen i tre filmudgaver 

Af BO GREEN JENSEN

BYEN er stille og øde om dagen, når den sidste mand jager sin føde og finder måder at få tiden til at gå på. Det er ikke bomber, som har lagt gaderne øde, men en virus som dræbte alt menneskeliv. Den immune mand er dog ikke alene. Efter solnedgang kommer natvæsenerne. De truer og trygler som pibende dyr. De banker på hans dør og vil ind. Neville er nødt til holde sig vågen. Hvis han falder i søvn, bliver han en af dem.
   Richard Mathesons første roman, I Am Legend (1954, da. Jeg er den sidste) hører til de kanoniske skrifter i krydsfeltet mellem horror og sci-fi. Den har aldrig været i restordre, og skønt forfatterens navn især er forbundet med The Shrinking Man (1956, da. Edderkoppen), som i Jack Arnolds klassiske filmudgave blev til The Incredible Shrinking Man (1957, da. Manden, der blev mindre), er det i stigende grad for I Am Legend, at han bliver læst.
   

PRÆMISSEN er skræmmende enkel. Det er den sidste mands beretning om sin sidste tid på Jorden. Året er 1978. Efter epidemien tre år før er menneskene døde eller muteret til sløve liggnaskere, der kombinerer træk fra vampyrer og zombier. Tilstanden smitter ved bid. De tåler ikke sollys. Neville barrikaderer sit hus og hører hver nat vampyrerne kalde. Få bøger har bedre beskrevet, hvor svært det kan være at holde sig vågen.*
   Om dagen kører Neville rundt og samler forsyninger. Han dræber de vampyrer, han finder, og får stadig sværere ved at håndtere sin situation. Blodfolkets leder er Cortman, hans gamle ven med Oliver Hardy-fysik. Neville er ensom. Han knytter sig til en hund, som imidlertid bliver inficeret. Han er skeptisk, da kvinden Ruth lader sig redde. Hun er inficeret, men har stadig sin personlighed, og han åbner sig for hende mod bedre vidende.
   Kvinden viser sig at være udsendt af de nye mennesker, som har absorberet den vampyriske virus og tilpasset sig en verden i mørke. De skaber orden med totalitære metoder og har Neville øverst på dødslisten. For den nye race er Neville en legende. De frygter den ensomme jæger, som lever om dagen og dræber i flæng. Bogens slutning er kulsort. Den nye art henretter Neville, som får lov at bevare en vis værdighed, da han tager afsked med Ruth. Romanens sidste ord er selve titlen: »I am legend.«


MAN kan og har fortolket meget på fortællingens koldkrigsmotiver, angsten for en ødelagt verden, smitsom kommunisme, de frie landes udsathed. Historien er dog større og mindre tidsbestemt. Den er filmatiseret flere gange, først i 1964, med Vincent Price i rollen som The Last Man on Earth, en billig men effektiv produktion, som er trofast mod ånden i bogen. Den kan ses på websitet Internet Archive, til og med lovligt, da ingen har fornyet ophavsretten.
   Her, som i bogen, er handlingen henlagt til en lille by i Californien. Den anden filmatisering, Boris Sagals The Omega Man (1971) med Charlton Heston som Neville, flytter scenen til Los Angeles og konstruerer en post-apokalyptisk samfundsorden. Sagal gør sig tanker om tidens sociale opløsning. En albinokult er som muterede hippier, epidemien følger en krig mellem Sovjetunionen og Kina, hvor biokemiske våben blev anvendt. Neville er her en amerikansk officer, som når at give sig selv en prøvevaccine, da symptomerne begynder.**  


FRANCIS Lawrences 2007-filmudgave, den første med romanens titel, låner træk fra alle de nævnte steder. Forskeren Neville (Will Smith) er alene på Manhattan med sin schæferhund Samantha. New York ligner sig selv og alligevel ikke. Byen er ved at gro til, som mayafolkets pyramider. Plakater reklamerer for musicals som Wicked og Hairspray. Alt kan lade sig gøre digitalt. Der løber hjorte rundt mellem de tærede biler.
   Epidemien ramte i 2009. En muteret mæslingevirus blev forvekslet med en kur mod cancer. Lægen (Emma Thompson) talte på tv om de tusindvis af kræfttilfælde, som vaccinen havde kureret. Tre år senere er jorden affolket. Den tiendedel af befolkningen, der ikke faldt bort, er forvandlet til Nosferatu-agtige liggnaskere, der bevæger sig med rovdyrhast og dræber uden hæmninger.
   Den første time af filmen er meget vellykket. Manden og hunden har en troværdig rutine. De spiser sammen i huset, hvor Neville boede med sin familie, og ser gamle tv-aviser for hyggen. Hver nat forsegles huset hermetisk. Her kender fjenden ikke Nevilles sted. I kælderen eksperimenterer han med vacciner, der kan stabilisere og vende vampyrtilstanden. De fleste forsøgsdyr er rotter, men han har høje håb for sit eksperiment med en kvindelig vampyr, der er bedøvet og forsvarligt fikseret.



FRANCIS Lawrence lader Neville gøre tingene så langsomt, at hver rutine bliver meget specifik. Han forlener også New York med en stilhed, som er rungende stor og håndgribelig. Der er plads til poetiske afsnit. En liflig middagssol lyser på havnen, hvor Neville sætter sig for at blive kontaktet af eventuelle overlevende. En aften bliver Sam bidt af inficerede hunde. Neville må aflive dyret, der har været hans eneste ven i tre år. Her skildrer filmen en virkelig smerte, som Will Smith formidler udmærket. Så langt giver den nye film mening.
   Herefter glipper koncentrationen. Det skyldes ikke så meget de gruopvækkende kampe mellem Neville og vampyrerne, der efter en tid bliver ret monotone. Snarere træder filmen forkert, da den begynder at dreje bogens rejse ind i mørket, mod sikker udslettelse, i retning ad en heroisk fabel med kristen adresse. Også her er der en kvinde (Alice Braga), som bryder Nevilles isolation. Der er også en dreng, og i nogle scener fungerer de tre som en familie.
   Anna er på vej til de overlevendes koloni i Vermont. Neville tror ikke på sådan et sted, men da vampyrerne finder hans lejlighed, konfronterer han dem i kælderen, så kvinden og drengen kan flygte. Han ofrer sig i en eksplosion, netop som det fremgår, at vaccinen er virksom. Der er et enestående billede af kvindevampyren, som er på vej til at blive et menneske igen. Neville tager blodsugerne med sig i døden. Imens bliver kvinden og drengen lukket ind i kolonien. På lydsporet taler Anna om Neville, der gav sit liv og kurerede verden på den-og-den dag i 2012. Det er derfor, at »his legend lives on«.***



RICHARD Matheson døde i 2013. Han blev 87 år. Foruden The Shrinking Man (og adskillige episoder af antologiserien The Twilight Zone) skrev han forlægget for Duel (1971), Steven Spielbergs profetiske tv-fabel om vejraseri, og romanen Bid Time Return (1975), der blev til Jeannot Szwarcs genuint bevægende Somewhere in Time (1981). Christopher Reeve rejser tilbage til 1912 og forelsker sig i Jane Seymour. Deres kærlighed lever, men kort og forgæves.
   Kun i efterdødsfablen What Dreams May Come (1978) præsterer Matheson en lykkelig slutning. Romanen er filmatiseret af Vincent Ward, som lader Robin Williams rejse gennem bjergtagende landskaber, alle set i hustruens yndlingsmalerier, for at blive genforenet med Annabella Sciorra.
   Matheson fik sine penge, når I Am Legend blev filmatiseret, men havde ikke høje tanker om hverken The Last Man on Earth eller The Omega Man. Han har næppe heller jublet over den sakrale og specifikt amerikanske kristuslegende, som hans bedste værk blev til i Francis Lawrences effektfulde filmatisering. Se den for den første time med manden, hunden og byen. Her skaber filmen et sted, som er stærkt og konkret.


*) Bogen taler specifikt om vampyrer og gør brug af diverse mytologi og folklore. Filmatiseringerne er mere vage med hensyn til artsbestemmelsen. I
The Last Man on Earth hænger der hvidløgsranker ved vinduerne. Natvæsenerne i The Omega Man kan ikke tåle sollys, men tilstanden er en viral følgevirkning af kemisk krigsførelse. I I Am Legend bliver virus på ironisk vis forvekslet med en vaccine.
   Det er i alle fremstillinger en pointe, at natvæserne udgør det nye normale. Neville er det sidste menneske. Men vampyrerne er en ny art med deres egen historie og spirende civilisation. Den ene livsform er ikke automatisk bedre end den anden.
   

*) Variationerne i Nevilles psykologi siger noget om, hvordan tidens normative humanitet ser sig selv. I 1964 er Vincent Price fuld af undren og elegisk melankoli. I 1971 er Charlton Heston praktisk orienteret, hårdkogt og anti-nostalgisk, endda humoristisk. I 2007 er Will Smith eftertænksom og empatisk på en måde, som foregriber 10ernes og 20ernes identitetspolitiske årvågenhed (woke-idealet). Romanens Neville har lidt af alle muligheder.   

***) En alternativ slutning blev filmet og findes på blurayudgaven. Her overlever Neville og slutter sig til kvinden og drengen i kolonien. Testpublikummet foretrak slutningen, hvor Neville dør.


I Am Legend. Instr.: Francis Lawrence. Manus: Mark Protosevich og Akiva Goldsman. Foto: Andrew Lesnie. 101 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.12.2007

The Omega Man. Instr.: Boris Sagal. Manus: John William Corrington og Joyce Hooper Corrington. Foto: . USA 1971. Dansk premiere: 17.01.1972

The Last Man on Earth (L'ultimo uomo della terra). Instr.: Ubaldo Ragon/ Sidney Salkow. Manus: William F. Leicester, Richard Matheson, Ubaldo Ragona, Furio M. Monetti. Foto: Franco Delli Colli. Italien-USA 1964. 


Fotos: Warner Bros./ CineMaterial/ Berkley Books (de ikoniske 70er-forsider er tegnet af Murray Tinkelman
Filmen streames (køb eller leje) på Blockbuster, SF Anytime, Viaplay, Google Play og iTunes/ AppleTV
Første udgave af teksten stod i Weekendavisen 21.12.2007 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar