Translate

torsdag den 16. juli 2020

Landet bag regnen: L. Frank Baum og The Wizard of Oz (1900/1939)


LANDET BAG REGNEN
L. Frank Baum, MGM og The Wizard of Oz

Af BO GREEN JENSEN

DE færreste eventyr er forsynet med en præcis brugsanvisning. Den praktisk anlagte L. Frank Baum fandt det dog naturligt at give instrukser. I førsteudgaven af The Wonderful Wizard of Oz (1900) står følgende, mildt polemiske programerklæring:
   »Folkesagn, legender, myter og eventyr har gennem tiderne været barndommens følgesvende, for alle raske børn nærer en sund og umiddelbar kærlighed til historier som er fantastiske, forunderlige og fuldstændig uvirkelige. Grimms og H.C. Andersens bevingede feer har bragt mere lykke i børnenes hjerter end nogen anden menneskelig frembringelse.
   Imidlertid er gamle dages eventyrfortælling, efter at have fascineret generationer, nu blevet et 'historisk klenodie' i børnenes bibliotek. Tiden er inde til at introducere nyere fantastiske fortællinger, hvorfra de stereotype ånder, dværge og feer er forvist sammen med alle de grusomme isnende passager som deres forfattere har brugt til at lade læseren uddrage en nådesløs lære i hver eneste fortælling. Moderne tiders skolegang tilfører i forvejen barnet moralfølelse og derfor søger barnet udelukkende underholdningen i de fantastiske fortællinger og ser gladelig bort fra alle de kontante moraler.
   Med denne tanke i erindring blev Troldmanden fra Oz skrevet for udelukkende at fornøje nutidens børn. Den higer efter en plads som moderne eventyr hvori forunderligheden og glæden er fastholdt, men gråden og mareridtene udeladt.«*



I

LYMAN Frank Baum (1856-1919) havde prøvet adskilligt, da han tilfældigt kom ind på at skrive for børn. Han havde forsøgt sig som skuespiller, primært i stykker af egen tilvirkning, og var gået fallit med avisprojekter som The Rose Lawn Home Journal.
   Der var mere hold i en karriere som butiksindehaver. Især gik Baum op i udsmykningsdelen, men »Baum’s Bazaar« kunne ikke bære i længden. En tid lang skrev og udgav han The Aberdeen Saturday Pioneer. Så kastede han sig over fjerkræopdræt og redigerede fagbladet The Poultry Record. Hans første udgivne bog, The Book of the Hamburgs (1886), var en manual om hønseavl.
   Baum var med andre ord foretagsom. I 1881 blev han gift med Maud Cage, med hvem han fik fire sønner. Familien boede flere steder i Midtvesten, før Baum slog sig ned i Chicago for at skrive. Især de svære år i South Dakota inspirerede Kansas-baggrunden i Troldmanden fra Oz. Det var Baums svigermor, feministen Matilda Joslyn Cage, som foreslog ham at nedskrive de historier, han fortalte sine børn. Da Baum fik smag for sagen, skrev han videre under eget navn, men brugte også pseudonymer som Edith van Dyne (Aunt Jane’s Nieces-serien) og Floyd Akers (The Boy Fortune Hunters-serien).
   The Wonderful Wizard of Oz udkom hos George M. Hill i Chicago. Baums tekst var illustreret – med tofarvede tegninger, som matcher fortælllingens geografi, blå for Munchkinland, grøn for Emerald City – af Willam Wallace Denslow, som Baum havde arbejdet sammen med i et af sine tilløb til Oz-bogen, Father Goose: His Book (1899). Hans første bog for børn, Mother Goose in Prose (1897), var i øvrigt illustreret af det senere stilikon Maxfield Parrish.
   The Wonderful Wizard slog an med det samme. Få bøger har sat sig dybere spor. Baum skrev 13 bind mere i serien, og da Glinda of Oz (1920) var udgivet posthumt, overtog Ruth Plumly Thompson tillidshvervet som »Royal Historian of Oz« og skrev 19 bind frem til 1939. John R. Neill, som havde illustreret alle Oz-bøgerne efter Baums brud med Denslow i 1902, skrev tre titler 1940-42, før Jack Snow, Rachel Cosgrove og endelig Eloise og Lauren McGraw (mor og datter) bidrog til serien. Den sidste kanoniserede Oz-bog, Merry Go Round in Oz, udkom i 1963. I Oz-litteraturen er disse titler kendt som »The Royal Forty«.





BAUM så Oz som et univers, han kunne vende tilbage til og trække nye historier ud af, ikke nødvendigvis med Dorothy Gale som handlingsbærer. F.eks. optræder hun ikke i bind to, The Marvellous Land of Oz (1902). Da det blev for omstændeligt at pendle mellem Kansas og Oz, lod han Dorothy blive i The Emerald City of Oz (1910). Herefter er bøgerne rendyrket fantasy. Da MGM i 1938 besluttede at filmatisere den første, var serien trykt i 10 mio. eksemplarer.
   Baum vidste, at han havde skabt en succes med muligheder for videreudvikling. I 1901 var han klar med en sceneversion, som Paul Tietjens skrev sangene til. I den forbindelse brød han med Denslow. De to mænd ejede figurerne sammen, men var uenige om fordelingsnøglen. Baum mente, at han havde moralsk ophavsret. Adskillige Oz-relaterede teaterproduktioner blev sendt på turné, før Baum i 1910 lod William Seligs Polyscope Company producere den første filmudgave af The Wizard of Oz. Også en forlystelsespark var på tegnebrættet.
   Samme år stiftede Baum og Selig The Oz Film Manufacturing Company og producerede The Land of Oz. I hastigt tempo fulgte The Patchwork Girl of Oz (1914), The Magic Cloak of Oz (1914 ) og The New Wizard of Oz (1914). Som Dororthy ses bl.a. Mildred Harris, Charlie Chaplins første hustru. Den mest interessante af de tidlige film er dog Larry Semons Wizard of Oz (1925), med Oliver Hardy i rollen som Tin Man. Den indgår i ekstramaterialet på den seneste dvd-udgivelse af The Wizard of Oz fra 2005.
   Som det fremgår, havde Oz haft betydning for tre-fire amerikanske generationer, da Louis B. Mayer første gang tænkte tanken om at satse stort på en filmmusical i technicolor. Det gjorde han, fordi Disney-studiets første animationsfilm i fuld spillelængde, Snow White and the Seven Dwarves (1937), havde sat en ny dagsorden. Faktisk var Snehvide alle tiders største amerikanske kassesucces. Da Mayer ansatte Mervin LeRoy som produktionsleder – efter Irving »The Last Tycoon« Thalbergs død - stod Troldmanden fra Oz på LeRoys ønskeliste. Ergo gav man sig til at udvikle projektet, som løftede Oz i myternes sfære.




II

DET er en enestående vellykket film, som demonstrerer styrken i samlebåndsprincippet fra studiesystemets store år. Tre forfatternavne er anført, men faktisk lå manuskriptet hos 14 skribenter, bla. Herman J. Mankiewicz og Ogden Nash, og skønt Victor Fleming er krediteret som instruktør, blev filmen påbegyndt af Richard Thorpe.
   George Cukor var tilknyttet filmen (og nåede at ændre Judy Garlands type fra glamourøs teenybobber til en mere troværdig pige på 16), før han forlod den for at arbejde på Gone with the Wind. King Vidor færdiggjorde projektet, da Clark Gable fik Cukor erstattet med Fleming på Borte med blæsten. Det var Vidor, ikke Fleming, som instruerede Kansas-sekvensen, hvor Judy Garland synger »Over the Rainbow«.
   Der er ikke for ingenting skrevet bøger om tilblivelsen. Adskillige kapaciteter bidrog uden at blive krediteret. Busby Berkeley var koreograf på flere dansenumre, og komponisten Arthur Freed – der siden blev synonym med The MGM Musical – påtog sig rollen som assisterende producer. Det var Freed, som hentede Broadway-sangskriverne Harold Arlen og E.Y. Harburg til Hollywood, hvor de blev installeret i en bungalow og skrev musikken på tre måneder. Shirley Temple var Garlands eneste konkurrent til rollen som Dorothy Gale, men hun sang ikke godt nok og blev kasseret tidligt i overvejelserne.
   Især én forfatter, Noel Langley (1911-80), foretog vigtige ændringer i forhold til forlægget. Langley ændrede farven på Dorothys magiske sko fra sølv til rubin. Han skrev prologen og skabte overensstemmelse mellem karaktererne i Kansas og Oz. Præget af drøm blev forstærket. Langley gav Dorothy lov til at længes og mulighed for at træde i karakter. Hos Baum sker tingene mere ad hoc. I bogen er Oz et virkeligt sted. Ved at forankre det i fantasien, gjorde Langley det mindre konkret og mere troværdigt.




SIN nuværende udbredelse fik filmen via tv. Den blev sendt første gang i november 1956. Det var, hævder alle i generationen, en grænseoverskridende oplevelse, skønt man endnu ikke havde farvefjernsyn og gik glip af det overvældende skift fra sepiatoning til fuld technicolor, da Dorothy lander i Oz. For NBC blev det et ritual at sende The Wizard of Oz en gang om året, først til Thanksgiving, siden ved juletid. I begyndelsen af 60erne nåede seertallet 45 mio. For Steven Spielberg, George Lucas og andre af babyboom-generationens fantaster blev mødet med Oz en bestemmende del af opvæksten.
   Samtidig bortfaldt ophavsretten på de ældste bøger. En selvforstærkende strøm af Oz-relateret materiale, legetøj og anden merchandise, begyndte at flyde fra kilden. Så meget i denne moderne myte har at gøre med industri, kapital og ejendomsret. Magien er mekanisk. Også derfor har man i Europa haft flere forbehold (Oz på russisk er et kapitel for sig: oversætteren Alexander Volkov skrev simpelt hen serien om og korrigerede ideologien). Den første akademiske læsning var en kapitallogisk tolkning, som i rejsen på The Yellow Brick Road så en allegorisk fremstilling af dollarens forhold til guldfoden.
   Andre ser fascistiske træk ved abehæren i Oz, atter andre hylder de matriarkalske træk ved regimet. Der er næppe tvivl om, at filmens tilblivelsestidspunkt, efter ti års økonomisk krise og på kanten af en ny verdenskrig, gør den intense eskapisme mere prægnant. Både bogen og filmen fremstiller Troldmanden som en blanding af idealist og forfører, en populist i traditionen for politisk illusionskunst. Der er udtænkt så mange fortolkningsmodeller. Nogle giver endda udmærket mening.
    På Blair Frodelius’ website Books of Oz (ozproject.egtech.net) kan man følge væksten i mængden af stof over tid. Længe er interessen stabil og beskeden. I 70erne tiltager farten, og i 90erne finder en eksplosion sted. I dag er den kritiske masse på flere tusinde titler. Det er bøger om Baum, essays om Oz, nyskrevne fortsættelser, grafiske romaner, Garland-relateret materiale og bøger, som simpelt hen fejrer fænomenet.
   Imens er filmografien nået over 100 titler, der mere eller mindre direkte tager afsæt i Oz, og henvisningerne er, bogstavelig talt, alle vegne i fælleskulturen. De henviser da til filmen, sjældent til bøgerne hvor det begynder: »I’ve got a feeling we’re not in Kansas anymore«, »Follow the Yellow Brick Road« og naturligvis »Over the Rainbow«.**




III


JEG har beskrevet udenværkerne, fordi alle må være bekendte med filmen. Selv kom jeg til universet via Judy Garlands stemme og den lagrede længsel, som næres i Allens og Harburgs sang. I 1973 hørte jeg, som mange andre unge, Elton Johns dobbeltalbum Goodbye Yellow Brick Road, hvor tekstforfatteren Bernie Taupin trækker på Oz-mytologien.
   Senere så vi John Boormans allegoriske Zardoz (1974), en dystert sexistisk fremtidslegende med Sean Connery og Charlotte Rampling. Til slut bliver det klart, at det post-apokalyptiske samfund hedder Zardoz, fordi Baums bog står i biblioteket. Ideen er stjålet fra Abernes planet, men udgør en passende hyldest. Baum navngav sit land ved at se på kartoteksskufferne i sit arbejdsværelse. Den ene bar påskriften A-N. På den anden stod der O-Z.





DEN første Oz-bog er fremdeles en klassisk fabel om iboende egenskaber, der ikke kan erhverves, men må opdages og realiseres af hvert individ. Baums genistreg var at begynde, ikke i Europas mørke eventyrskove, men »på den store prærie i Kansas«, hvor skypumper, tørke og følelseskulde hørte til hverdagens realiteter. Han ville skabe et tidssvarende, amerikansk eventyr. Det må siges at være lykkedes ham.
   De øvrige bind er gentagelser uden samme gennemslagskraft. Gore Vidal, der voksede op med Baums serie, har skrevet et glimrende essay, »The Oz Books« (1977), som går i dybden med hver enkelt titel. Det er genoptrykt i samlingen United States. Essays 1952-1992. Også John Updike har skrevet om emnet i »Oz is Us: Celebrating the Wizard’s Centennial« (2000). Updikes artikel er en anmeldelse af Michael Patrick Hearns uundværlige The Annotated Wizard of Oz (1973), som blev stærkt revideret i jubilæumsåret 2000.
   Motown-musicalen The Wiz (1975), en funky udgave af eventyret, gjorde mere skade end gavn, både i sceneversionen og Sidney Lumets 1978-filmatisering med bl.a. Diana Ross og Michael Jackson. Derimod var John Kanes sceneudgave af The Wizard of Oz, som Royal Shakespeare Company opførte i 1988, en væsentlig faktor i sammensmeltningen af bog og film. Musicalen Wicked, som stadig kan (og bør) ses på Apollo Victoria Theatre i London, giver den grønne heks baggrund og motivation. Forestillingen er baseret på Gregory Maguires roman Wicked: The Life and Times of the Wicked Witch of the West (1995), som i 2005 blev forsynet med fortsættelsen Son of a Witch.





BÅDE Baums og MGMs Oz har affødt kulørte fiktioner, som er værker i deres egen ret. Krimiforfatteren Stuart Kaminsky lod sin periodedetektiv, Toby Peters, efterforske et dødsfald blandt dværgene på Munchkinland-sættet i Murder on the Yellow Brick Road (1977). Sci-fi-koryfæerne Robert Heinlein og Philip José Farmer, har anvendt Oz-legenden kreativt, Heinlein i The Number of the Beast (1979), Farmer i A Barnstormer in Oz (1982). Martin Gardners Visitors from Oz (1998) lader trafikken gå den anden vej og fører Dorothy, Fugleskræmsel og Blikmand til New York, hvor en ny Oz-film er i produktion.
   Mest finkulturel er formentlig Salman Rushdies novelle »At the Auction of the Ruby Slippers«, som står i samlingen East, West (1995), men gør nytte allerede i Rushdies udmærkede monografi om filmen (i serien BFI Film Classics,1992). Den stærkeste dekonstruktion er dog romanen Was (1992) af Geoff Ryman. Her vokser Dorothy op i et Kansas, hvor der ikke findes nogen flugtvej. Frances Gumm (alias Judy Garland), Baum og andre nøglepersoner optræder i den hjerteskærende tekst.
   Andre fans ville vælge andre skriftsteder. Oz er i dag en grænseløs industri, hvis grundsten er et amalgam af bogen fra 1900 og filmen fra 1939. Den er lige dele drøm og forretning og i sit væsen inderligt amerikansk. Som myte såvel som fortælling og filmkunst er Troldmanden virkelig one of a kind.

Kilder: The Annotated The Wizard of Oz. Centennial Edition. Edited with an Introduction and Notes by Michael Patrick Hearn. 396 s. New York: Norton, 2000; The Wonderful Wizard of Oz. The Only Authorized Edition. 304 s. New York: iBooks, 2001; Mark Evan Swartz: Oz Before the Rainbow. L. Frank Baum’s The Wonderful Wizard of Oz on Stage and Screen to 1939. 294 s. Baltimore and London: Johns Hopkins University Press, 2000; Aljean Harmetz: The Making of The Wizard of Oz. Special Sixtieth Anniversary Edition. 382 s. New York: Hyperion, 1998; Salman Rushdie: The Wizard of Oz. 70 s. London: BFI Publishing, 1992. Den bedste udgave af filmen er The Wizard of Oz. 3-Disc Collector’s Edition. Warner Home Video 2005. Den definitive udgave af filmens musik er The Wizard of Oz. Original Motion Picture Soundtrack. The Deluxe Edition. Turner Entertainment/Rhino Movie Music, 1995.


*) Troldmanden fra Oz. Oversat efter »The Wonderful Wizard of Oz« (1900) af Hanna Lützen. Med billeder af W.W. Denslow og efterskrift af Ole Knudsen. 270 s. Gyldendal, 2006. Den første uforkortede oversættelse med original layout og illustrationer. De øvrige Oz-bøger findes ikke på dansk.


**) »Tror du, der findes sådan et sted, Toto? Det må der gøre. Det er ikke et sted, man kan nå med en båd eller et tog. Det ligger langt, langt væk – bag månen – på den anden side af regnen.«. MGM Production #1060, Scene 19: The Wizard of Oz Continuity Script, March 15, 1939. Foto: Framegrab/ Warner Home Video.



Troldmanden fra Oz (The Wizard of Oz). Instr.: Victor Fleming. Manus: Noel Langley, Florence Ryerson og Edgar Allan Woolf. Foto: Harold Rosson. 103 min. USA 1939. Dansk premiere: 26.03.1940



Artiklen er skrevet til en repremiere på filmen og stod i Weekendavisen Kultur 28.12.2007 - Forskelligt er ændret og tilføjet juli 2020

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar