Translate

søndag den 12. juli 2020

Store filmatiseringer: The Thin Red Line (1962/1998)




EN KRIG TIL ALLE TIDER
Terrence Malick filmatiserer James Jones

Af BO GREEN JENSEN

SOLDATER i krig er et tema, der har hjemsøgt amerikansk film fra begyndelsen. Såvel gode som mindre gode filmskabere har beskæftiget sig med det, og hen ad vejen har der, mellem genrens mange sekundavarer, samlet sig en kerne, for ikke at sige en kanon af værker, som stikker dybere i emnet end mange af de litterære forlæg.
   Hvis krigen har sjæl, kan man se den på film – i hvert fald film som King Vidors The Big Parade (1925), Lewis Milestones Intet nyt fra vestfronten (1930), John Fords They Were Expendable (1945), Fred Zinnemanns Herfra til evigheden (1953), Michael Ciminos The Deer Hunter (1978), Francis Ford Coppolas Apocalypse Now (1979), Sam Fullers The Big Red One (1980), Oliver Stones Platoon (1986), Steven Spielbergs Saving Private Ryan (1998) og Clint Eastwoods tofløjede Flags of Our Fathers/ Letters from Iwo Jima (2006), som på bemærkelsesværdig vis anerkender, at fjenden var vores medmennesker.
   Europæiske film kravler typisk ind i den enkeltes oplevelse og vender så at sige krigen på vrangen. Det gælder fra Raymond Barnards Les croix de bois (1936, da. Trækorsene) og Jean Renoirs La grande illusion (1937) til Christopher Nolans Dunkirk (2017) og Sam Mendes 1917 (2019). Det gælder for den sags skyld russiske helvedesbilleder som Elem Klimovs uafrystelige Kom og se (1985). Derimod har den amerikanske model, uanset om sigtet er patriotisk eller pacifistisk, oftest en gruppe i centrum.
   Snart sagt alle store instruktører har forsøgt sig. Frank Capra gjorde sig umage med Why We Fight-serien (1942-44), skønt han lavede den i propagandaøjemed, og Stanley Kubrick, som ikke er det første navn, man forbinder med genren, har signeret to af dens mørkeste bidrag: Paths of Glory (1957) og Full Metal Jacket (1987). Alligevel havde man næppe ventet at finde Terrence Malick på listen over militante filmskabere – slet ikke med et forlæg som James Jones' roman om The Thin Red Line.






JAMES Jones var netop fyldt 30 år, da From Here to Eternity udkom i 1951. Romanen tog den vestlige verden med storm, blev overhængt med priser og dænget til med kritiske lovord. End ikke Fred Zinnemanns i sig selv legendariske helaftensfilm har fortrængt erindringen om bogen. Den hører stadig til de mest læste romaner og kom i 1997 med på listen over de 100 vigtigste titler i det 20. århundrede. Jones brugte resten af sit liv på at prøve at leve op til denne begyndelse.
   Det gjorde han stort set forgæves. 1950erne gik med at etablere og co-finansiere Handy Writers' Colony i Marshall, Illinois, en blanding af kollektiv og skriveværksted, hvor han blev inddraget i ægteskabskrigen mellem Lowney Turner og hendes mand, Harry Handy, som havde grundlagt refugiet. Imens prøvede han med Some Came Running (1958, da. De rodløse) at give sit bud på Den Store Amerikanske Roman.
   Bogen var faktisk andet forsøg på at skrive They Shall Inherit the Laughter, en generationsroman om hjemvendte soldater, som Jones begyndte på i 1944, da han kom hjem fra krigen til Robinson, Illinois. Adel forpligter, og Jones vidste godt, at Ernest Hemingway havde skrevet sine Nick Adams-noveller, bl.a. den om »Soldatens hjemkomst«, da han kom tilbage til Illinois fra 1. verdenskrig. Jones fik afslag alle steder, lagde manuskriptet væk og begyndte i stedet på Herfra til evigheden.




EFTER sit gennembrud så han på stoffet igen. Bogen nåede et stort publikum – det gjorde alt, hvad Jones skrev, mens han levede – men fik en hård kritisk medfart. Der var et element af backlash i modtagelsen. Mange mente, aFrom Here to Eternity havde fået den succes, som Norman Mailers skarpere The Naked and the Dead (1948, da. De nøgne og de døde) fortjente. De lagde ikke fingrene imellem, da Jones ville være finlitterær. Til gengæld kunne alle se, at Vincente Minnellis filmatisering af Some Came Running – som blot hed De kom løbende på dansk – var intet mindre end fremragende.
   I 1959 blev Jones gift med skuespilleren Gloria Musolino (1928-2006). Familien sagde farvel til alt dét og bosatte sig i Paris. Her vendte Jones tilbage til krigen og erindringsstoffet i The Thin Red Line (1962), hvis første danske titel var Den blodrøde streg. Den posthumt udgivne Whistle (1978, da. Feber) lukker, hvad han selv betragtede som en trilogi. Jones døde i 1977. Den tynde røde linie, som blev filmatiseret første gang i 1964, bygger på forfatterens egen oplevelse af slaget på Guadalcanal, ganske som Herfra til evigheden var baseret på den 20-årige meniges indtryk af japanernes luftangreb på Pearl Harbor.*




NORMAN Mailer var for resten ikke enig med Jones' kritikere. »Han vidste mere om livet i Amerika end resten af os,« har Mailer sagt. »Faktisk var Jim Jones ingen typisk litterær figur. Resten af os er forfattere først og dernæst amerikanere. Jim Jones var amerikaner først, dernæst forfatter.« 
   Kritikeren Leslie Fiedler var inde på det samme, da Frank MacShane i 1985 skrev biografen Into Eternity om Jones. I sin anmeldelse skrev Fiedler: »Mailer forsøgte at tale som folket, men Mailer havde eksamen fra Harvard. Jim Jones var virkelig den populære stemme.«
   Jones er ikke glemt i dag. James Ivorys A Soldier's Wife Never Cries (1998) bygger på datteren Kaylie Jones' erindringsroman om de svære år i Paris. Kris Kristofferson og Barbara Hershey spiller parret, der til forveksling ligner James og Gloria Jones; Leelee Sobieski spiller teenagedatteren, som oplever kriserne i ægteskabet. 
   Nyhedsbrevet fra The James Jones Literary Society udkommer fire gange om året. Den originale version af They Shall Inherit the Laughter udkom i 2011 med titlen To the End of the War. I perioder er der tilløb til at genopdage Jones' mest atypiske og interessante roman fra årene i Europa. The Merry Month of May (1977) foregår i maj 1968 og sidestiller en førstehåndsskildring af urolighederne i Paris med en ligeledes selvoplevet beskrivelse af den eksilerede amerikanske forfatters forsøg på at holde sig ædru og monogam.
   Terrence Malicks monumentale version af The Thin Red Line er uden sammenligning det bedste, der er sket forfatterskabet, siden Fred Zinneman filmatiserede Herfra til evigheden.


TERRENCE Malick var 54, da han kom til Berlin med The Thin Red Line. Forventningerne var skruet op. Endelig kom der nyt fra geniet. I 2020 synes man vel snarere, at den 76-årige filmskaber har lavet for meget for hurtigt, især siden 2011, da storværket The Tree of Life  som fik både Guldpalme og Oscar  satte en veritabel lavine i skred.
   Malick var tavs i 20 år før The Thin Red Line. The New World (2005) var syv år undervejs. Efter The Tree of Life har han skabt fem film på ni år: To The Wonder (2012), Knight of Cups (2015), Voyage of Time: Life's Journey (2016), Song to Song (2017), alle i svimmel, impressionistisk fuga-form, og omsider den majestætiske A Hidden Life (2019), som markerer en tilbagevenden til mere fast og fokuseret territorium.
   Dengang var han odd man out i generationen, som også Coppola, Spielberg, Lucas, De Palma og Scorsese tilhører. Han debuterede skarpt med den heftige Badlands (1973), hvor Martin Sheen og Sissy Spacek tager på et dræbertogt gennem Midtvesten. Hele partier af Bruce Springsteen-pladerne Darkness on the Edge of Town (1978) og Nebraska (1982) er skrevet oven på Badlands, der tog afsæt i en autentisk historie, ganske som Arthur Penns Bonnie and Clyde (1967) havde gjort, da dén film kickstartede New Hollywood.




   
ALLEREDE Badlands gav Malick kultstatus. Den blev konsolideret med Days of Heaven (1978), som hedder Himlen på jorden på dansk. Tiden er 1910erne. På overfladen udspilles et kulørt trekantsdrama mellem Richard Gere, Brooke Adams og Sam Shepard. Det er en syndefaldsmyte i verdslig forklædning. Gere og Adams foregiver at være søskende, så Shephard kan gifte sig med Adams. Nestor Almendros' bjergtagende billeder af den grænseløse himmel over kornhavet i Midtvesten og Ennio Morricones store score føjer sig sammen: formen er ét med kunstnerens vision.
   Efter Days of Heaven insisterede Malick på sin vision. Han fik ry for at være for dyr, for langsom og for besværlig. Flere projekter strandede i forproduktion. Privat var han PR-sky som en filmens J.D. Salinger. På den måde gik 20 år. Den generelle holdning var derfor et lad-os-nu-se, da det forlød, at Malick i Australien var ved at forvandle James Jones' roman til en af historiens dyreste, længste og mærkeligste krigsfilm.
   The Thin Red Line stod produktionsselskabet Fox i 400 millioner kroner. Den trak ikke masserne til i det omfang, som Saving Private Ryan havde gjort året før, men investeringen var ikke forgæves. Malick vandt i Berlin og blev Oscar-nomineret. Når det skal være stort, kan man næppe tænke sig en smukkere film end The Thin Red Line.


FILMEN skildrer, ganske som bogen, en gruppe amerikanske marineinfanterister og deres meget forskellige oplevelser af den langstrakte kamp om Guadalcanal, en jungleovergroet atol som i 1942 blev af strategisk betydning for krigsførelsen i det sydlige Stillehav. Mændene har forskellige sind, kommer fra mange slags baggrunde og reagerer forskelligt på den ekstreme situation, som de befinder sig i. Alligevel er de i en vis forstand ét kød, et broderskab som kalder sig C-kompagniet. Det var ikke mindst dén demokratiske pointe, som James Jones ville demonstrere i sin roman.
   Hos Mallick reduceres historien til en konflikt mellem to moralske modsætninger, som også er komplementære principper. Stoikeren sergent Welsh (Sean Penn) er lige så hård, straight og bogstaveligt orienteret, som den blide enspænder Witt (James Caviezel) er drømmende tænksom.
   Begge mænd er objektivt set »tapre«. Kun de sekundære skikkelser forholder sig til en mulig død under slaget: korporal Fife (som på et tidspunkt har fyldt mere i filmen); køkkensoldat Doll (der i bogen har en fornemmelse af, at »enhver lavede en roman om sig selv og derefter over for alle andre lod, som om han var romanens hovedperson«); sergent Storm og menig Mazzi; sergent Keck (Woody Harrelson), som fumler med en håndgranat og må krydse den tynde røde linie meget brat.
   I bogen er der ingen hovedperson og heller ingen spor af den reflektivt mediterende fortællerstemme, som Malick fordeler på fire personer: Welsh og Witt; karrieresoldaten Tall (Nick Nolte), som har ydmyget sig for at få den blodige bestilling; menig Bell (Ben Chaplin), der gennem hele krigen »sparer« sig for sin kones skyld og fantaserer om og længes efter hende (i patetiske indklip af drømmen om nærhed). Til slut får han brev om, at hun har truffet en anden. Jones' bog kulminerer i dette beske forræderi. Malicks film viser Welsh som knæler ved Witts grav. »Så hvor er din gnist henne nu, kammerat?«.




DET er en æstetisk fuldkommen, ja næsten obskønt smuk film, som Malick har skabt efter Jones' prosaiske forlæg. Man kan hævde, at Malick blot har taget skallen fra romanen og fyldt den med sine egne, vagt kristne og zenbuddhistiske tanker om alle sjæles sammenløb og ondskabens dybereliggende problem. Ingen af de ofte teatralsk turnerede tanker indgår i forlægget, som i dén grad holder sig til sagen og kun har billedet af den røde streg mellem liv og død, fornuft og vanvid, at tilbyde ud over det strengt konkrete. Men koret af dvælende stemmer svarer til romanens billede af fællesdyret Kompagni C. I det mindste er mændene ensomme sammen.
   Stilistisk bruger filmen lidt af hvert fra mange værker. Det oplagte sidestykke er Coppolas Apocalypse Now, skønt Malicks film er køligere og klarere funderet. Angrebet på den japanske bunker er tæt på Platoon og Saving Private Ryan. John Irwin lavede i 1987 en mærkeligt bevægende Vietnam-film med titlen Hamburger Hill. Her havde systemet reduceret mændene til numre og dele i krigsmaskinen. Alt handlede om at erobre højen med det makabre kælenavn, og ingen tænkte noble tanker om krigens væsen og muligheden for godhed. Havde Malick instrueret, var filmen fyldt med filosofiske asides.




MAN skal se den som et tre timer langt billeddigt, der først og fremmest udtrykker Witts mystisk naive vision om en gnist og en anden verden end denne, men i realismens navn bekender sig til forlægget og lader Welsh stå alene til slut. Man skal nyde Nick Noltes oberstløjtnant, som ikke tror sine egne øren, da kaptajn Staros (Elias Koteas) nægter at lade sine mænd begå selvmord. Man skal se kaptajn Gaff (John Cusack) blive tavs og forlegen, da Nolte vil bestikke ham med ære.
   Endelig er filmen lang, fordi Malick og fotografen John Toll bruger tid og kræfter på at skildre det paradisiske sted, hvor krigen – som er en krig til alle tider – finder sted. Den Malickske meditation er gjort af et mærkelig ukongenialt materiale, men resultatet er en lyrisk krigsfilm, der fortjener betegnelsen en mesters værk.




*) Det er en skam, at den første filmatisering er glemt. Andrew Marton instruerede The Thin Red Line (1964) efter Bernard Gordons manuskript. Manuel Berenguer optog i saglig, sort-hvid Cinemascope, der giver den sprøde atmosfære, som tiden selv foretrak. Scenerne fra kommandobroen har Robert Aldrich-stemning. Junglekrigen er skildret som i en episode fra Rod Serlings The Twilight Zone. Keir Dullea, Jack Warden, James Philbrook og Kieron Moore medvirker. Merlyn Yordan er kvindefiguren, som hos Malick gestaltes af Miranda Otto. Det er B-holdets bud på From Here to Eternity. Filmen blev distribueret af Warner, men produktionsselskabet A.C.E. var en uafhængig tomandsforretning. Der kan være grunden til, at The Thin Red Line (som Jones selv så og syntes om) er sunket i jorden. På dansk hed filmen Helt eller kujon? Der var premiere i Nørreport Bio den 4. juli 1966.



Den tynde røde linie (The Thin Red Line). Instr. og manus: Terrence Malick. Foto: John Toll. 165 min. USA 1998. Dansk premiere: 26.02.1999


Fotos: Fox 2000/ The James Jones Literary Society/ Cinematerial/ Filmgrab [+] 
Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 26.02.1999

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar