I virkelig tid: 1917 (2019) [Oscars 2020]

EN KRANS TIL DE FALDNE

Sam Mendes genskaber sin bedstefars krig

Af BO GREEN JENSEN

SAM Mendes’ 1917 er en kolossal produktion, men fortællingen midt i er lille og enkel. Det er en almindelig hverdag ved fronten i Frankrig, og to britiske konstabler, Blake (Dean-Charles Chapman) og Schofield (George Mackay), har lagt sig i græsset for at tage en lur.

   Blake bliver vækket med en besked om, at han skal melde sig hos general Erinmore (Colin Firth) og få instrukser om en vigtig mission. Han kan vælge én ledsager. Blake vælger naturligvis Schofield, som er i nærheden og har erfaring, endnu før de ved, hvad missionen går ud på.

SAMMEN med sergent Sanders (Daniel Mays) arbejder de to venner sig gennem netværket af skyttegrave. I kommandocentralen kan general Erinmore afsløre, at den herskende stilhed ikke er tegn på, at tyskerne har tabt moment. Fjenden har trukket sig tilbage til en sværere befæstet stilling, og den engelske bataljon, som har ordre til at indlede en offensiv ved daggry næste morgen, vil gå i en fælde. Blake og Schofield skal finde oberst Mackenzie og få ham til at afblæse angrebet.

   Tiden er knap, men det kan lade sig gøre. »Hvorfor spørger De mig?« siger Blake. Jo, generalen ved, at Blake har en bror, som er blandt de 1.600 mænd, der vil miste livet, hvis ordren ikke når frem.

   Herfra er der egentlig aldrig et valg. Blake sætter i løb med det samme. Schofield følger efter med flere forbehold og mindre overbevisning. Han mener, at de bør lægge en plan. Blake har ikke tid. Det handler om at nå fra A til B før daggry, koste hvad det vil. Alt er alligevel oppe i luften.

   Her begynder de to mænds rejse gennem skyttegravslandskabet. De skal gennem ingenmandsland, ind bag fjendens linier, over en flod og frem til den franske by, hvor oberst Mackenzie måske ikke uden videre vil lade sig overtale til at opgive.

SOM krigsfilm er 1917 usædvanlig, fordi den ikke har nogen mening om krigen. Der er måske nok en implicit, tilbageskuende pacifisme, men den opvejes af en betingelsesløs patriotisme. Krigen er et historisk vilkår, som lige hér – den 16. april, 1917 – er virkelig, altomsluttende nutid. Så længe krigen varer, er hunnerne udyr, og vi er ikke brødre i Kristus.

   Øvelsen har to uanfægtelige formål. For det første at levendegøre historien og give den moderne tilskuer en håndgribelig fornemmelse af, hvordan det var at være i situationen. Taktiliteten er således prioriteret på bekostning af kontekst og overblik. For det andet at ære og mindes de britiske tropper, som kæmpede og døde i Den Store Krig.

FORFATTEREN Alfred Mendes (1897-1991), filmskaberens farfar, var ikke blandt de faldne, men han tilbragte to år ved fronten i Flandern, og 1917 er tilegnet ham. Der stod »Lest We Forget« - »Så vi ikke glemmer« - på alle de knaphulsnåle og køleskabsmagneter, som blev fremstillet i 100-året for freden. Det er præcis, hvad filmen handler om: ikke og aldrig at glemme.

   1917 er ikke en officiel produktion, som forsvarsministeriet har sat penge i, men den kunne næsten være det. Peter Jacksons forbløffende dokumentar, They Shall Not Grow Old (2018), som farvelagde historiske optagelser og viste dem i højrestaureret 3D, havde samme dagsorden og var produceret i samarbejde med The Imperial War Museum. Det er oplagt at se dem sammen. Men en kritik – eller blot en problematisering – af krigens inventar og nødvendighed må findes i andre fremstillinger.

1917 er en teknisk og logistisk bedrift. For at forstærke graden af nærvær og fornemmelsen af ubønhørlighed, har Mendes valgt at lave filmen, som var der tale om én lang optagelse. Mesterfotografen Roger Deakins har selv ligget på knæ i mudderet for at føre a-kameraet. Der er kun i begrænset omfang brugt steadicam. Hovedparten af filmen er skudt på den gamle måde med skinner, kran og dolly. Eneste nymodens ting er droner, der leverer luftfotos i stejl absurditet.

DET er langt fra den første film, som drømmer om at være one take. Alfred Hitchcock var tidligt ude med Rope (1948). Aleksander Sokurovs Russian Ark (2002) er en milepæl (og den eneste film, hvor tricket faktisk giver ekstra dybde: kameraturen gennem Eremitagen i Sankt Petersborg bliver en rejse gennem Ruslands historie). Linda Wendel gjorde et dansk forsøg i One Shot (2008).

   Alejandro Gonzalez Iñárritus Birdman (2014) bliver endnu mere pågående af at benytte teknikken, som generelt fungerer bedre, hvis kameraturen begrænses til enkelte scener. Orson Welles, Robert Altman og Martin Scorsese har hver især skabt små mirakler.

   Jeg kan, hvis jeg skal være ærlig, ikke se, hvad tricket tilfører 1917. Vist er vi anbragt midt i det hele - men aldrig i ægte første person med subjektiv kameraføring. Situationerne åbner sig for os – forhindringerne lukker sig op – i smukt koreograferede optrin, der giver rejsen en drømmeagtig atmosfære. Vejen er given, det går i en vis forstand som en leg. Det er mere som at være passager på en tidrejse.

   Skønt mændene taler om tingene hjemme – det var den sidste krig, hvor man tog hjem på orlov i weekenden – bliver savnet aldrig virkeligt. Filmen er mere som en vægtløs illustration, et altomsluttende diorama, der kunne gøre nytte i Planenariet. Levende film bliver det kun i isolerede episoder: Rotterne i den forladte tyske bunker, som er udstyret med eksplosionstråd; det rigeligt pittoreske møde mellem en af mændene og den franske krigsenke, som tager ham ind og hjælper ham.

DA er enden nær, og spændingen stiger, også blandt publikum nede i salen. Jeg skal ikke røbe andet end, at oberst Mackenzie bliver spillet af Benedict Cumberbatch. Det er ikke sikkert, at alle når frem, men vi ved jo, hvordan krigen endte.

   1917 er bestemt en værdig krans til de faldne og også en vigtig film, fordi den går imod en tendens til at glemme historien. Men fornemmelsen af at være i kaos, har man mere af i så forskellige film som Intet nyt fra Vestfronten (1930), Trækorsene (1932), Den store illusion (1937), Ærens vej (1957), Konge og fædreland (1964), Gallipoli (1981), Regeneration (1997), The Trench (1999), En lang forlovelse (2004), En dag uden krig (2005), War Horse (2011) og Journey’s End (2017).  

  1917 føjer sig smukt til kongerækken, men den ændrer ikke spillets regler, som jeg tror, at Sam Mendes havde til hensigt. Det er smuk, pædagogisk historiefortælling. Men vi bliver faktisk ikke klogere på, hvordan det var eller hvorfor vi var der.  

1917 er blandt de ni film, som er nomineret i Best Picture-kategorien ved den 92. Oscar-uddeling, som finder sted den 9. februar, 2020. Flere kandidater er anmeldt på bloggen: The Irishman (Martin Scorsese), Joker (Todd Phillips), Marriage Story (Noah Baumbach), Once Upon a Time in Hollywood (Quentin Tarantino) og Parasite (Bong Joon-ho). 

1917. Instr.: Sam Mendes. Manus: Krysty Wilson-Cairns og Sam Mendes. Foto: Roger Deakins. 119 min. USA-UK 2019. Dansk premiere: 02.01.2020

Foto: Dreamworks/ Universal/ Nordisk Film Distribution

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.01.2020