Alejandro González Iñárritu: Birdman (2014)

VÆRDIEN AF UVIDENHED
Messe for kvæstet Hollywoodstjerne

Af BO GREEN JENSEN

ALLERFØRST ser vi ham levitere. Riggan Thomson (Michael Keaton) sidder i lotusstilling med ryggen til kameraet. Han trækker vejret dybt og svæver, mens en mørk indre stemme håner ham for stedet, lugten og situationen. Stemmen tilhører Birdman, signaturrollen som superhelt, der blev skuespillerens skæbne. Han gik fra en serie effektfilm, som folk endnu husker tyve år efter.

   Riggan ville bruge sit talent på noget bedre, men heldet fulgte ham ikke. Nu har han for egne penge lejet et teater på Manhattan. Her vil han spille hovedrollen i en sceneudgave af Raymond Carvers What We Talk About When We Talk About Love (1981, da. Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed). Riggan har selv bearbejdet teksten og vil også instruere. Hollywood kommer til Broadway. Alle er skeptiske, men processen skrider frem. For Riggan gælder det livet.

BIRDMAN følger den pressede mand i dagene før premieren. Der er en uafbrudt panikslagenhed. Riggan bliver revset af sit mørke alter ego. For Birdman vil op at flyve igen. Filmen blander virkelighed og fantasi i et flow, hvor der næppe er forskel. Riggan har først en umulig medspiller, som heldigvis får en sandsæk i nakken. Så ankommer metodespilleren Mike Shiner, der er sin generations Marlon Brando.

   Filmen har en preciøs undertitel, The Unexpected Virtue of Ignorance, som gradvist giver bogstavelig mening. I kraft af sin kvæstede uskyld bliver Riggan faktisk en god skuespiller. Det varer lidt, før man opdager det. Michael Keaton, der i sin tid selv forlod serierollen som Batman, spiller Riggan med autoritet. Alle omkring ham bliver ved med at sige, at det »ikke er 90'erne mere«. Manden må tro sin umulige drøm.

   Han har livagtige vrangforestillinger. Eller også har Riggan virkelig fået et par af heltens fantastiske kræfter. Han flytter ting ved tankens kraft og lader spejlets lys eksplodere. Men kun når ingen ser det, og Birdmans stemme tager over. Han svæver over Broadway, som regel når situationen er værst. Det er lige så befriende, som da Jeff Bridges fløj til tonerne af Dylans »The Man in Me« i The Big Lebowski (1998).

 

EDWARD Norton er Mike Shiner, som vil have ægte sex på scenen og rigtig gin i glassene. Hvor Riggan må kæmpe for hver enkelt linie, kommer ordene let til den yngre komet. Som alle på Broadway foragter han film. Riggan diskuterer med en kritiker (Lindsay Duncan), der på forhånd kan sige, at hun vil myrde forestillingen i sin anmeldelse. Hun hader Hollywood, hvor man giver hinanden priser for tegnefilm og pornografi.

   På teatret assisteres Riggan af sin datter (Emma Stone), der kæmper med en depression og netop har været på afvænning. Hun håner ham for at opføre en 60 år gammel bog for 800 rige, hvide mennesker, der er indbegrebet af irrelevans. Keaton bruger hverken Facebook eller Twitter. Han er old school hele vejen igennem.

ALLE får lejlighed til at revidere deres fordomme. Det lykkes Alejandro González Iñárritu, som har været skarp og original, men sjældent særligt humoristisk i Amores Perros (2000, da. Love Is a Bitch), 21 Grams (2003), Babel (2006) og Biutiful (2010), at skabe en let film, der flyder og slingrer, men alligevel hænger nagelfast sammen. Et rent drum score – ved Antonio Sanchez – stresser tilskueren, så han føler sig lige så trængt som Riggan.

   Der er en ny veninde (Andrea Riseborough), en hengiven eks (Amy Ryan) og en medspiller (Naomi Watts), som bor sammen med Shiner. Alle har aktier i Birdman-figuren. Ved generalprøven bliver Riggan låst ude af teatret. Han løber spidsrod på Times Square i hvide underbukser. Episoden bliver filmet og havner på nettet. På Twitter får han 80.000 følgere.

   Da vinder Riggan sin datters respekt. Han gennemfører scenen, et fingeret selvmord, som ikke må blive virkeligt. Eller også vil han improvisere. Måske er der virkelig en himmel, hvor knækkede superhelte kan flyve.

BIRDMAN er blandt de bedste teaterfilm siden Bob Fosses All That Jazz (1979, da. Det er showtime!), som havde mange af de samme takter, men var mindre interesseret i kulturel satire. Hård humor veksler med kejtet patos; storhed og ynkelighed balancerer. Keaton og Norton er deres karakterer. Den yngre mand ryster den ældre ved så hurtigt at være så god. Der er fuld kongruens mellem liv og teater. I hvert fald kan Riggan ikke se forskel.

Se også Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100].

Birdman. Instr.: Alejandro González Iñárritu. Manus: Nicolas Giacobone, Alexander Dinelaris, Armando Bo og Alejandro G. Iñárritu. Foto: Emmanuel Lubezki. 119 min. USA 2014. Dansk premiere: 22.01.2015.

Fotos: New Regency Productions/ M Productions/ Le Grisbi Productions/ TSG Entertainment/ Worldview Entertainment/ Searchlight Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB, YouTube [trailer]

Filmen streames på AMAZON PRIME, AppleTV, Blockbuster, DISNEY+, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 23.01.2015