Robert Altman | Raymond Carver: Short Cuts (1993) [Bogen og filmen]

EN BITTER LILLE IRONI

Robert Altmans næstbedste multiplotfilm

Af BO GREEN JENSEN

KNAP 20 år og 30 film efter Nashville (1975) vender Robert Altman i Short Cuts tilbage til den panoramiske kollektivskildring, som han første gang dyrkede dér. I en lignende episodisk struktur – og med det samme sædeskildrende anslag, som ligner objektiv impressionisme – tager Altman 10 tekster af Raymond Carver, føjer sporene sammen og fylder en dampende, støjende gryde af liv.*

   Det er ikke sædvanlige Hollywoodliv, vel at mærke, med action-orienteret drive og regelret mangel på gråzonetvivl. Der er 22 karakterer i det brede myldrebillede. Alle søger en forfatter og finder ham også i Altmans mix. Det er blevet en californisk livsfrise. Short Cuts – det betyder både »tynde skiver«, »genveje« og »korte klip« – er ingen filmatisering i traditionel forstand. Snarere tager den tværsummen af Carver.

   Resultatet er en bevægende film, som man nødigt giver netop dét klistermærke. Hverken Carver eller Altman vil manipulere. De vil registrere, og de vil beskrive. Når først vi har set, kan vi muligvis nå til at reagere, men vi får ikke følelsen serveret eller dikteret. Det er en strategi, som til tider giver bagslag, fordi den står så stærkt på sin distance, men ofte er det en effektiv stikvej.

   Især er formatet imponerende, såvel i overført som konkret forstand. Hver for sig er historierne og deres billeder små og rodede at se på. Sammen udgør de en kollektivskildring, der er filmet i sjælens cinemascope. Carver ligger godt for Altman. Det er en bedre film end den smarte The Player (1992), den opportunistiske Prêt-à-Porter (1994) og den nostalgiske Kansas City (1996). Man føler sig genkendt og ikke talt ned til. Man føler sig anbragt i midten.

RAYMOND Carver (1938-1988) blev kaldt »Amerikas Tjekhov«, fordi hans noveller besidder en lignende kosmisk stilfærdighed. Han arbejdede hårdt for at opnå det præg af ukunstlet hverdag og menneskelig indsigt, der banker som et roligt hjerte under de bedste af hans historier. Carvers skikkelser er ofte »tabere«, der gør hvad de kan for at rejse sig eller bare holde en skrøbelig balance, som andre mennesker tager for givet.

   Carver kunne til sin død huske dagen, som blev vendepunktet i hans liv, den dag han holdt op med at drikke. Det var den 2. juni 1977. Han kendte kædereaktionen af sejre, kriser, nederlag og genfødsler, der bærer de udsatte skikkelser frem. Ved aldrig at falde for fristelsen til at bruge højt sprog, giver han dem fuld troværdighed. Han blev set som minimalismens digter, men ordet er både goldt og for småt. Snarere var han sin stil.

   Carver blev gift og skilt som ganske ung, havde en række tilfældige småjobs og store problemer med diverse stimulanser, indtil han i sit andet ægteskab, med digteren Tess Gallagher, fandt den fornødne fred til at skrive. Samtidig begyndte hans noveller at få mesterstatus. De fleste står i tre samlinger: Will You Please Be Quiet, Please? (1976), What We Talk About When We Talk About Love (1981) og Cathedral (1983). Før sin død samlede Carver de bedste noveller i de bedste versioner. Where I'm Calling From: New And Selected Stories (1988) rummer 7 nye tekster plus 30 fra de første bøger. 

   Carver skrev også digtsamlingerne Where Water Comes Together With Other Water (1985) og Ultramarine (1987). Efter hans død udkom A New Path To The Waterfall, hvis titel meget godt giver den forklarelse, som fandt og fyldte ham til slut, men kernen i Carvers historier ligger tilbage i hans kritiske tid. Lyrikken er samlet i All of Us: The Complete Poems (1996). Carver vedkendte sig gerne inspirationen fra Tjekhov og sagde tre år før sin død til en interviewer:

Jeg elsker Tjekhov. Men jeg vil samtidig sige, at jeg ikke kender nogen forfatter som ikke gør dét. Jeg elsker også Tolstoj. Han er klar, præcis og samtidig umådeligt vidtrækkende. Han rammer alle de rigtige toner, ligesom Bach. Tjekhov arbejder i en meget mindre målestok. Jeg kan lide måden, han fortæller om almindelige mennesker på. Med et betragtende blik som ikke automatisk udelukker sympati. Og så holder jeg naturligvis meget af Hemingway. Hemingways tidlige noveller har været en kæmpemæssig påvirkning. Deres rytme, deres særlige kadence. Jeg genlæser dem hvert andet eller tredje år, og de kan stadig gøre mig henrykt. Til en vis grad er vi alle Hemingways børn.**

EN sværm af helikoptere hænger i truende formation over Los Angeles, mens titelsekvensens neonbogstaver krediterer de mange celebre medvirkende. På afstand ligner det indflyvningen til en scifi-fortælling, måske Blade Runner 2 eller Escape from L.A., men det apokalyptiske optrin viser sig hurtigt at være prosaisk og samtidigt. Helikopterne sprøjter insektgift ned i et forsøg på at komme de frygtede medflies til livs.

   Den kemiske regn er det første, som forbinder tableauets simrende skæbner. Det andet er det mellemsvære jordskælv, som til slut retfærdiggør filmens mest markante ændring af det litterære forlæg. Carvers noveller udspiller sig ved byerne på den nordlige vestkyst, et mere køligt og mindre støjende hjørne af den amerikanske virkelighed. Det er Altman og medforfatteren Frank Barhydt, der transplanterer dem til Californien. I sit forord til tie-in udgaven af Short Cuts forklarer filmskaberen:

One of the reasons we transposed the settings from the Pacific Northwest to Southern California was that we wanted to place the action in a vast suburban setting so that it would be fortuitous for the characters to meet. There were logistical considerations as well, but we wanted the linkages to be accidental. The setting is untapped Los Angeles, which is also Carver Country, not Hollywood or Beverly Hills - but Downey, Watts, Compton, Pomona, Glendale - American suburbia, the names you hear about on freeway reports. [»Collaborating with Carver«, Short Cuts s. 9] 

STRUKTUREN i Short Cuts er horisontal. De små historier er ikke isolerede episoder, som knyttes sammen af en central begivenhed, en handlingsbærende faktor, et fælles rum eller lignende. Der er tale om mere end forbundne noveller. Altman og Barhydt har en vision. Alt foregår med en samtidighed, der løfter blikket til kosmisk niveau.

   Historierne ånder i hinanden. De enkelte liv griber ind i hinanden som ved en narrativ osmose. I farten bliver de også bestemmende for hinanden, men sjældent så det giver anden mening end symmetrien i den udeltagende skæbne. Det er lidt som at sidde i cockpittet på den forreste Medfly-helikopter. Eller betragte filmen i Guds klippebord.

   Atmosfæren af universel fatalisme er sat på spidsen i den mest bevægende af handlingsklyngerne, baseret på novellen »A Small, Good Thing« (»Lidt Godt«) fra Cathedral. Den demonstrerer samtidig Altmans organiske teknik som fortæller. Han arbejder altid i flere af billedets felter. Det er som at se en skulptur, der tager form. 

   Vi har vænnet os til at følges med Earl og Doreen Piggot (Tom Waits og Lily Tomlin). Han er en alkoholiseret limousinechauffør, som nok er frustreret over aldrig at være nået længere end til at bo i en meget stationær trailer sammen med sin kone, men som især bliver bitter på skæbnen, når han kigger indenfor i cafeteriaet, hvor hun serverer kaffe og burgers, og ser, hvordan andre mænd overbeglor hendes krop. 

   Vist er det noget, han bilder sig ind, men jalousien er stærk og konkret. Det ender altid med, at han bliver olm og begynder at drikke for alvor. Hun kommer hjem, de skændes, han går og smækker hårdt med døren, for så at vende ydmyg tilbage, når det er blevet dag igen. Sådan er det bare med de to. Vi følger dem gennem en af de mest opløftende episoder frem til forsoningen, hvor de drikker sig småfulde sammen og forvandler traileren til det Hawaii, som de aldrig får besøgt. Men i ét nu rører de tre andre liv.

ANN og Howard Finnigan (Andie MacDowell og Bruce Davison) har hjemme på solsiden i Los Angeles. Han er tv-kommentator, hun får hverdagen til at fungere. Sammen har de sønnen Scott, som fylder 8 år næste dag. Derfor bestiller Ann en kage hos konditoren Andy Bitkower (Lyle Lovett), da hun har sendt Scott i skole. Samtidig er Doreen Piggot på vej hjem fra arbejde. Scott løber efter skolebussen, og Doreen kommer til at påkøre ham. 

   Hun er chokeret, springer ud af bilen og vil følge ham hjem til forældrene, men drengen har fået at vide, at han ikke må tale med fremmede. Desuden ser han ud til at være sluppet med forskrækkelsen. Doreen ser drengen humpe af sted og tager hjem og fortæller Earl om, hvor heldigt det var, at han ikke tog skade. Hun bliver aldrig klogere.

   Desværre véd publikum bedre. Scott falder i en komatøs søvn. Ann får kørt ham på hospitalet og hidkalder Howard fra tv-studiet. Deres læge bliver samme Ralph Wyman (Matthew Modine), som i en anden historie er bitter på sin hustru, billedkunstneren Marian (Julianne Moore), fordi hun tre år før havde en affære, hun aldrig har villet fortælle ham om.

   I begyndelsen er prognosen god, og vi følger udviklingen fortrøstningsfuldt, mens ulykken sætter sig små, bitre spor. Den rasende konditor forstår ikke, hvorfor Scotts kage ikke blev hentet. Efter at være blevet affærdiget af Howard, iværksætter han en udførlig telefonterror over for Ann.

SAMTIDIG dukker Howards far (Jack Lemmon), som ingen har hørt fra i 30 år, op på hospitalet. Paul Finnigan venter både forsoning og bifald for sine trætte selskabstricks. Lemmons monolog – som er et riff på digtet »Lemonade« – varer 7 minutter og står som en arie i filmen, der ellers er bygget af recitativer. Det bliver ved og ved, og drengen får det aldrig bedre. Han åbner øjnene, og vore hjerter letter med forældrenes. Så dør han, og vi deler deres afmagt. Sammen konfronterer de den bitre konditor. Et andet sted i byen tror Doreen Piggot stadig, at de slap med skrækken, og alting er godt.

   For Ann og Howards nabo, den depressive cellist Zoe Trainer (Lori Singer) virker drengens død så meningsløs, at hun omsider gør alvor af mange års trusler og tager sit liv i garagen. Filmens kor og bærende muse, jazzsangerinden Tess Trainer (Annie Ross) kommer hjem til sin tilværelses sammenbrud. Hun kunne dog bare have hørt efter, for Zoe forsøgte at forklare, hvad der var sket, men Tess havde ikke tid at lytte, fordi hun havde travlt med sine prøver. 

   Det er Carvers og Altmans gennemgående strategi. Hvis ikke, hvis bare, sæt nu og mon ikke. Der er aldrig nogen stor morale. Men altid en bitter lille ironi, som intetsteds forløses bedre end i skildringen af den elskede drengs vilkårlige død.

DER er mange flere skæbner i Short Cuts. I regelen løber to-tre historier sammen i én. Det er menneskene, vi følger. Hvad der sker dem, er mindre vigtigt, end hvem de egentlig er. Man får sine favoritter på vejen, og skønt ingen er helt ond ret længe ad gangen, er et sympatisk træk ved filmen, at den ikke under ét skildrer menneskeheden som en stakkels slægt af martrede engle, der alle rummer noget godt på bunden. 

   I stedet giver Altman sig lov til at skildre overfladiske og irriterende personer. Robert Downey Jr. er fortrinlig som den mest øretæveindbydende af disse, flaben Bill Bush (fra novellen »Tell the Women We're Going«), der trækker sin godmodige ven, poolmanden Jerry Kaiser (Chris Penn), med så langt, at ansvarsløsheden får dødeligt udfald.

   Jennifer Jason Leigh er mut og stærk som Lois Kaiser, poolmandens kone, der passer sit telefonsexarbejde, mens hun skifter bleer og giver børnene mad. Anne Archer er åben og varm som Claire Kane, der optræder som professionel klovn ved børnefødselsdage. Hun er storkunde hos Lyle Lovetts konditor og egentlig udmærket gift med Stuart (Fred Ward), som på en fisketur med to kammerater (Buck Henry og Huey Lewis) finder en myrdet kvinde i floden. Mændene ved ikke, hvad de skal stille op, lader liget ligge i tre dage og rapporterer først fundet, da de tager hjem. 

   Stuart fortæller Claire om det, da de har elsket, og hun mister alt, hvad hun havde for ham. De tager dog sammen til middag hos parret, som de traf ved koncerten forrest i filmen (hvor The Trout Quintet optrådte med Lori Singer som solocellist). Det er lægen og kunstneren, Matthew Modine og Julianne Moore, der tvangsindlægger dem til en lang nat med smådruk og ægteskabelig infight. 

   Claire giver dem alle klovnemakeup på, og for billedet af de sminkede ansigter i morgenlyset tilgiver man Altman den mest trivielle historie. Det er næsten som at se en scene fra en af de demonstrativt kunstneriske 70'er-film, Images (1972) eller Three Women (1977) for eksempel. Forbløffende billeder, diffuse historier.

ENDELIG skal fremhæves Tim Robbins som den paranoide, ondskabsfulde og faktisk komisk tykpandede motorcykelbetjent, Gene Shepard, der holder hustruen Sherri (Madeleine Stowe) hen med utrolige historier om narkomissioner og velgørenhedsarbejde, mens han dyrker sit sidespring med Betty Weathers (Frances MacDormand) et andet sted i byen.

   Stowes karakter er søster til Julianne Moores billedkunstner, og MacDormand er skilt fra helikopterpiloten Stormy Weathers (Peter Gallagher). Mens hun er væk for en weekend, tager han motorsaven i egen hånd og foretager uigenkaldelig bodeling. En støvsugersælger afbryder ham, og der venter den strejfende kvinde et svært aflæseligt hjemkosttableau. 

   Vi forlader myldrebilledets historier i et sammensurium af tilstande. Nogle forløses, andre formørkes. Nogle er bitre, andre nyforelskede, gået fra forstanden eller ramt af dyb sorg. Solen i Los Angeles er lige så ligeglad som jordskælvet og den kemiske regn. Og det er sikkert som amen i kirken, at Lois Kaiser genoptager sin telefonlir næste dag, mens Doreen Piggot går på arbejde og begynder at skændes med Earl igen. 

   Sympatien bliver hos ofrene og de efterlevende. Hos den døde dreng og forældrene. Hos poolmanden som det slår klik for. Hos jazzsangerinden der sørger over den datter, hun aldrig lærte at forstå. De andre liv kværner videre. Så planløst og prosaisk som vore egne og med samme mangel på klar dramatik:

Raymond Carver's view of the world, and probably my own, may be termed dark by some. We're connected by similar attitudes about the arbitrary nature of luck in the scheme of things – the Finnegans' child being hit by a car in »A Small, Good Thing«; the Kanes' marriage upheaval resulting from a body being discovered during a fishing trip in »So Much Water So Close to Home.«

   Somebody wins the lottery. The same day, that person's sister gets killed by a brick falling off a building in Seattle. Those are both the same thing. The lottery was won both ways. The odds of either happening are very much against you and yet they both happened. One got killed and the other got rich: it's the same action.[»Collaborating with Carver«, Short Cuts, s. 8-9]

DE tre tætte timer i Altmans filmatisering af den menneskelige komedie føles præcis lige så lange. Men formen kan bære, og alt balancerer. Der klippes og splejses optimalt – Geraldine Peroni og Suzy Elmiger har redigeret. Mark Ishams score bruger natklubbens jazz og byens diegetiske lyde til at skabe en konkret musik. Hal Willner har valgt et blåt sæt sange som lægger en melankolsk puls under de bankende liv.***

    Hvad man savner ved gensynet 30 år efter, er måske den politiske skarphed fra Nashville. Og lidt flere flossede kanter i den narrative sammenføjning. Der er mange løse ender, som slæber og skurrer i Nashville. Det gør de på konstruktiv vis. I Short Cuts bliver puslespillet lagt færdigt. Det hårde lys i Nashville var iskoldt fastholdt af fotografen Paul Lohmann. Walt Lloyds billedside i Short Cuts har en mere møbleret, tilrettelagt kvalitet. 

   Filmen var en stor succes. Altman præsenterede værket på Mostraen i Venedig, hvor Short Cuts delte Guldløven med Krzysztof Kieslowski for Tre farver Blå. Det samlede cast fik en særpris ved årets Golden Globe Awards. Manuskriptet var Oscar-nomineret og blev kun forbigået, fordi Steven Spielbergs Schindler's List tog alle priser. I Danmark fik Short Cuts en Bodil som årets bedste amerikanske film.

    Altman blev forsigtigt kritiseret for sit overforbrug af store navne i små roller, men hvis vi ikke kendte stjernerne, ville vi ikke i længden kunne fokusere på deres skæbner og holde handlingens tråde ude fra hinanden. Dét kunne til gengæld være en markant pointe og meget i mesteren Carvers ånd. 

Se også Robert Altman: Kansas City (1996); Robert Altman: Dr. T & the Women (2000); Robert Altman: Gosford Park (2001); Robert Altman: The Company (2003); Robert Altman: A Prairie Home Companion (2006).

*) Der er 9 noveller og et langt, fortællende digt. Teksterne er: »Neighbors«, »They're Not Your Husband«, »Collectors«, »Jerry and Molly and Sam« og »Will You Please Be Quiet, Please?« fra Will You Please Be Quiet, Please?;  »Tell the Women We're Going« og »So Much Water So Close to Home« fra What We Talk About When We Talk About Love; »A Small, Good Thing« og »Vitamins« fra Cathedral. »Neighbors«, »Collectors«, »A Small, Good Thing«, »So Much Water So Close to Home«, »They're Not Your Husband« og »Vitamins« er optrykt efter Carvers eget udvalg, Where I'm Calling From: New and Selected Stories (1988). Digtet »Lemonade« blev skrevet i 1988 (til The Atlantic Monthly) og er optrykt i samlingen A New Path to the Waterfall. Vintage Books udgav et særtryk af Short Cuts-materialet i 1993, som Robert Altman skrev forordet til. Bogen indgår som ekstramateriale i den første dvd-udgave fra The Criterion Collection – ikke i blu-ray-udgivelsen. Altman og Barhydt har tilføjet flere historier, for egen regning, men i Carvers ånd. Det gælder f.eks. mor/datter-historien om Tess (Annie Ross) og Zoe Trainer (Lori Singer), sangerinden og cellisten. I andre tekster har Altman og Barhydt tilføjet særlige træk. Det var Tim Robbins, som spiller færdselsbetjenten Gene Shepard, der foreslog at lade Claire Kane, Anne Archers karakter, arbejde som professionel klovn. Hun kunne på den måde færdes naturligt i mange miljøer og have flere personlige sider. Ydermere giver klovnefiguren et betydeligt visuelt boost. I dokumentaren Luck, Trust & Ketchup fortæller Altman og Barhydt om deres arbejde med manuskriptet. Tess Gallagher redegør for sin døde ægtefælles forhold til sine tekster og uddyber, hvordan formålet med filmen netop ikke var at lave en respektfuld 1:1-filmatisering. Altman selv kaldte filmen en jazz-rapsodi, der tog afsæt i Carvers motiver og improviserede ud fra hans temaer. I løbet af de 30 år, som er gået, er dét blevet standardbeskrivelsen. 

**) Carver er beundret for sin nedbarberede, hyperrealistiske stil, der får forbilledet Ernest Hemingway til at fremstå som et sludrechatol. De minimalistiske noveller blev ikke skrevet ord for ord sådan. De begyndte som gavmilde tekster med flere detaljer og mere håndgribelig baggrund. Efter Carvers død er der i stigende sat fokus på den afgørende rolle, som Gordon Lish (f. 1934), der redigerede Carver på magasinet Esquire og siden på forlaget Knopf, havde i udviklingen af hans signaturstil. Lish redigerede ved at beskære. Endvidere ændrede han Carvers egne novelletitler. Især teksterne i What We Talk About When We Talk About Love er behandlet med hård og næsten forvanskende (eller medskabende) hånd. I flere tekster er mere end halvdelen af Carvers oprindelige tekst udeladt. Carver havde tillid til Lish – »If I have any standing in the world, I owe it to you« – men han var ikke altid lykkelig for den færdige tekst. I 2009 udkom Beginners (da. Begyndere) med teksten fra det oprindelige manuskript til What We Talk About When We Talk About Love, som Carver afleverede til Gordon Lish. I Library of America-bindet med Carvers Collected Stories, som William L. Stull og Maureen P. Carroll redigerede i 2010, indgår Beginners på lige fod med de kanoniserede samlinger. På dansk er de første udvalg afløst af Her hvor jeg ringer fra (Gyldendal, 2010), som samler de 34 noveller, Johannes Riis fik oversat og har forord af Klaus Rifbjerg. I 2012 udkom 50 digte, som Johannes Riis har oversat og udvalgt i samråd med Kim Skotte. Gordon Lish redigerede flere forfattere efter beskæringsmetoden. Paul Bowles sagde fra, og Don DeLillo trak en tekst tilbage fra Esquire, fordi han ikke ville se den trykt med Lishs beskæringer. Til gengæld er romanen Mao II tilegnet Lish. Lish, som stadig lever, var en sjældent kontroversiel skrivelærer, der næppe havde fået lov at undervise i 2020'ernes cancel culture. Se bl.a. Carla Blumenkranz' portræt »Seduce the Whole World: Gordon Lish’s Workshop«, skrevet til antologien MFA vs. NYC: The Two Cultures of American Fiction (2014) og trykt samme år i The New Yorker. 

***) Musikken i Short Cuts er forankret i fortællingen om jazzsangerinden Tess (Annie Ross og hendes datter, cellisten Zoe Trainer (Lori Singer), som Altman og Frank Barhydt skabte i ånden fra Carver. Tanken var, at scenerne fra natklubben kunne fungere som musikalske hængsler. Altman bad Hal Willner (1956-2020) være kurator på soundtracket, og Willner betragtede opgaven som et koncept på linje med de albums, han i samme periode producerede som enkeltstående, originale projekter (Amarcord Nino Rota, Stay Awake: Various Interpretations of Music from Vintage Disney Films, Lost in the Stars: The Music of Kurt Weill etc). Willner bad moderne musikere skrive nye sange, der lød som jazz standards. I den færdige film er det især de bidrag, som Doc Pomus og Dr. John leverede sammen, der skiller sig ud, men også Bono og The Edge fra U2 (»Conversation on a Barstool«), Elvis Costello og Cait O'Riordan (»Punishing Kiss«), Gavin Friday og Maurice Seezer (»A Thousand Years«), Roy Nathanson, Marc Ribot og David Cale (»Imitation of a Kiss«) har bidraget. Albummet Music from and Inspired by the Film Short Cuts (Imago, 1993) er næsten et værk i sin egen ret. Indrammet af lydeffekter (»Open On Helicopters« og »Earthquake«) foretager 15 skæringer en rejse gennem filmen, før Doc Pomus og Dr. John (»Prisoner of Life«) møder Peggy Lee og Duke Ellington (»I'm Gonna Go Fishin'«) i »Ending Credit Music Medley«. Filmens cellostykker af Anton Dvorák (Cellokoncert i b-moll, opus 104), Igor Stravinskij (»Berceuse« fra Ildfuglen) og Victor Herbert (Cellokoncert nr. 2, opus 30) er indsat i mosaikken. Den 7. skæring, »Evil California (These Blues)«, som ikke indgår i filmen, tyder på, at konceptet har været mere ekspansivt tænkt på et tidspunkt. Iggy Pop fremfører teksten til kompositionen af Terry Adams med samme lounge singer-flair, som han i samme periode sang duet (»Well, Did You Evah!«) med Debbie Harry på Red, Hot + Blue (1990), et hyldestalbum med moderne Cole Porter-fortolkninger, som er en veritabel guldgrube. Hal Willner døde under COVID-19-pandemien [se i øvrigt den nederste note i artiklen Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021]. 

Short Cuts. Instr.: Robert Altman. Manus: Robert Altman, Frank Barhydt. Foto: Walt Lloyd. 188 min. USA 1993. Dansk premiere: 27.05.1994.

Fotos: Short Cuts Productions, Inc./ Fine Line Features/ Spelling Films International/ Avenue Pictures/ CineMaterial (Poster Art: Guy Peellaert), MovieStillsDB/ Filmgrab.com/ Artificial Eye/ The Criterion Collection/ Vintage Books/ Library of America/ Imago Music/ IMDB | Columbia Tristar (25 Year Mashup trailer)/ www.artofthetitle.com (Opening Credits)

Filmen streames ikke p.t.– The Criterion Collection har udgivet Short Cuts på dvd (2004) og 2K Blu-ray (2016) [Spine #265]

Teksten trykt i Øjeblikket – tidsskrift for kunst og visuelle kulturer #20 (1994). En kortere version står i De 25 bedste film fra 90'erne (Rosinante, 1998). Der er revideret og efterjusteret i november 2023.