Robert Altman: A Prairie Home Companion (2006)

DEN SIDSTE FORESTILLING

Robert Altman tager afsked og går med manér

Af BO GREEN JENSEN

BERLIN 2006: UMIDDELBART ligner svanesangen måske et stykke stjernebestrøet ensembleteater, der spinder en ende over Garrison Keillors radioshow »A Prairie Home Companion«. Men under al charmen, de stilrene sange og den nostalgisk livsalige humor er der adskillige skarpe kommentarer til aktuelle amerikanske tendenser.

   De fleste falder i et medley af overdådigt gnistrende »Bad Jokes«, som fremføres af Woody Harrelson og John C. Reilly i rollen som syngende cowboys. De skiftes til at standse fællessangen og fortælle en vittighed, der enten er profan, latrinær eller sexistisk. Den bedste af de dårlige vittigheder, som faktisk er ret gode alle sammen, koncentrerer Keillors og Altmans syn på de genfødte kristnes amerikanske fundamentalisme, der er ved at forvandle USA til et land, hvor ingen i dag ville drømme om at producere film som M*A*S*H (1970) eller sætte penge i et radioprogram som »A Prairie Home Companion«.

   »Har du én mere, Dusty?« siger Reilly til Harrelson. »Det har jeg da, Lefty,« dræver Harrelson, som i denne film rammer sin type på kornet. »Så lad mig høre den, Dusty.« »Okay, Lefty, hvad får man, hvis man blander vievand med afføringsmiddel?« »Det ved jeg ikke, Dusty. Hvad får man?« »En religiøs bevægelse.«

   Vittigheden er bedre på engelsk, hvor man blander »holy water« med »castor oil« og får »a religious movement«, men humoren lader sig oversætte. Det samme gælder langt den overvejende del af pointerne i Altmans virtuost balancerede film. Det kan egentlig undre, for »A Prairie Home Companion« er et ærkeamerikansk fænomen, som dyrker og parodierer en anakronistisk radiokultur, der ikke længere findes uden for Garrison Keillors univers.

   

I FILMEN er fiktionen, at programmet må lukke, fordi en investeringsfond har opkøbt alle aktierne i hovedsponsorens selskab. I virkeligheden lever »A Prairie Home Companion« i bedste velgående, sendes på 30. år hver uge fra St. Paul i Minnesota og bliver p.t. transmitteret til 558 lokale radiostationer, der abonnerer på Keillors særegne mix af nostalgi, excentrisk humor, gammeldags fortælleglæde og dybfølt hjemstavnskærlighed.*

   Altmans film bibeholder alle disse kvaliteter og slipper godt fra at sætte ansigter på nogle radiofigurer, som ellers kun lever i lytterens fantasi. Der er naturligvis sat ekstra tid af til en særudgave af Keillors »News from Lake Wobegon«.**

   Så husdetektiven Guy Noir (Kevin Kline) er en flygtning fra en Raymond Chandler-roman, der tager os ved vingebenet og guider os rundt i det dødsdømte teater, The Fitzgerald, der er opkaldt efter F. Scott Fitzgerald, som var dreng på Summit Avenue i St. Paul. Han våger over det meste af filmen i skikkelse af en buste, som er anbragt bag glasset i V.I.P.-logen, hvorfra konglomeratets onde øksemand (Tommy Lee Jones) følger de sidste krampetrækninger på scenen. Dødens engel, Asphodel, er i Virginia Madsens trenchcoatklædte skikkelse kommet for at hente en eller anden, men får i forbifarten gjort teatrets folk en tjeneste.

   Meryl Streep og Lily Tomlin er countrysanglærkerne The Johnson Girls, som har fulgtes med forestillingen fra begyndelsen. Sangene får de med nød og næppe presset ind, når de ikke fortæller anekdoter om gamle dage til Streeps teenagedatter, Lola (Lindsay Lohan), der har hørt alle historierne og helst vil have fred til at skrive dystre eksistentielle digte om selvmord. Alligevel er hun dog også lidt stolt af sin mor og sin tante.

  

SANGENE er sentimentale ballader, evergreens og schlagere fra den gyldne ende af en sangskat, som udgør det amerikanske svar på Dansktoppen. Imidlertid fremfører Streep (som faktisk kan synge country), Tomlin og Keillor (som også har en habil baryton) disse sange med så fordringsløs hjertevarme, at kernen af sandhed i countrymytologiens klicheer finder hjem og bliver den livsvisdom, som vi har at gøre godt med, når det nu ikke kan være anderledes.

   En gammel cowboysanger (Rim Russell) synger med knækkende stemme det sidste kvad om venskab. »Hvis der findes sådan en ting som en rigtig ven, så var du den ven for mig«. Så går han ned, klæder om og gør klar til en hyrdetime med kostumedamen. Og kommer aldrig op at stå igen.

FILMEN registrerer den i bund og grund fiktive afskedsforestilling, før, under og efter, i to akter, med mange kig ind bag scenen og enkelte glimt af et medlevende publikum. Altman er med rette berømt for sin evne til at orkestrere kaos og skabe frodigt eskalerende anarki i gruppescener med op til 20 talende karakterer. Han gør det typisk i prologen til sine film. Denne gang fylder fællesscenen faktisk hele filmen. Resultatet er en mageløs, hjertevarm gestus, som gik rent ind hos alle over 30 i Berlin.

   For har filmen noget imod sig, kunne det være et vist præg af seniorreservat. Det er uden tvivl derfor, at teenidolet Lindsay Lohan er indforskrevet i rollebesætningen. Altman bruger dog også Lohan til at formulere et kategorisk mistillidsvotum til Amerikas nye voksne. Denne gang kommer fordærvelsen ikke fra narko, våben og hiphop. Den kommer fra de genfødte kristnes saliggjorte rækker, der i Altmans øjne er mindst lige så intolerante som andre fundamentalister.

I SCENERNE fra teatret er Lohan stadig en levende pige, man har lov at nære forhåbninger til. I epilogen er teatret jævnet med jorden, og der er gået nogle måneder, da Johnson-pigerne, Dusty, Lefty, Guy Noir og de øvrige usual suspects samles på den Edward Hopper’ske diner over for teatret. Da bruser Lohan ind, nu som forkromet businesstype. »Hvad er det nu, hun laver?« spørger en af de andre, da Lohan er fræset videre. »Jeg kan næsten ikke huske det,« siger Streep. »Hun er ansat i et firma, der sælger religiøse computerprogrammer.«

ROBERT Altman døde den 20. november 2006. Han – og alle andre, som så A Prairie Home Companion på Berlinalen – vidste, at filmen ville blive hans sidste. Der herskede derfor en sær stemning ved pressemødet. Journalisterne var stadig i grinehumør efter visningen. De prøvede at finde alvoren frem og måske også lidt af hengivenheden. 

   Altman var 80 år, mager af sygdom og meget markeret. Der var ingen hengivenhed fra hans side. Altman smilede sjældent ved pressemøder, hvor det ellers er praksis, at man står sammen og siger pæne ting. Altman fortalte som regel om de problemer, han havde haft med sin producer og/eller distributør. Der var en slags pertentlig sadisme i den grundige gennemgang af fortrædeligheder. For imens sad den omtalte et andet sted i panelet og så ned i bordet.

   I Berlin var svarene præget af klarsyn. Altman var selv producer på filmen, men ville hverken tale den op eller ned. Han fortalte om vanskelighederne ved at gennemføre en stor produktion med en syg instruktør. Forsikringsselskabet krævede, at en yngre kollega stod klar til at overtage arbejdet. Altmans stand-in var Paul Thomas Anderson. Han sad ved mesterens side og gav sit besyv. Anderson talte om Altmans betydning for metoden i Boogie Nights (1997) og Magnolia (1999). Han sagde mindst lige så meget om filmen som Altman. Den gamle mand var træt og bitter. Man kunne se, at han gerne snart ville hjem. 

*) I 2006 var »A Prairie Home Companion« og Garrison Keillors bulletiner fra lillebyen Lake Wobegon virkelig blevet det fænomen og den institution, jeg beskriver. Minnosota Public Radio sendte programmet hver uge fra 1974 til 2016. Der var en pause i perioden 1987-93, hvor Keillor flyttede formatet til New York, bearbejdede den nostalgiske faktor og kaldte programmet »The American Radio Company of the Air«. Ellers ingen afbrydelser i tæt på 40 år.

   Minnesota Public Radio opsagde samarbejdet med Keillor i 2016, da den første bølge af #MeToo-bevægelsen for alvor tog fart. En tidligere medarbejder fortalte, at hun følte sig krænket, da radioværten lagde en lidt for levende hånd på hendes nøgne ryg. Keillor siger, at han blot ville trøste empatisk, da medarbejderen græd. Ifølge MPR var der en række andre sager. Afskedigelsen vakte stort postyr og førte også til et brud med The Washington Post, der havde bragt en ugentlig klumme af Keillor. 

    I de magre år før streaming og podcast holdt Keillors program liv i radiomediet og blev sendt på 690 lokale radiostationer med mere end 4 mio. lyttere pr. show. I 2006 var det utænkeligt, at slutningen ville komme så brat. Efter Keillors fratræden levede PHC videre under navnet »Live from Here« og med Chris Tile som vært, men produktionen er ikke genoptaget efter COVID-19-nedlukningen i 2020.

   Til gengæld er »A Prairie Home Companion begyndt at turnere igen. Der bliver for tiden solgt billetter til rejsekoncerten »A Prairie Home Companion American Revival«. Radioshowet blev ofte sendt fra teatre og koncertsale ude i landet, fra The Hollywood Bowl til Ryman Auditorium i Nashville. Keillor fik oprindelig sin idé til PHC, da han skrev en artikel om Grand Ole Opry til The New Yorker. Keillor har kaldt sin fyring for »injustice on behalf a good cause«. De gamle programmer er online igen i arkivet hos Minnesota Public Radio. 

   

    

**) Keillors bøger om Lake Wobegon – en fiktiv version af forfatterens hjemstavn i Anoka, Minneota – var umådeligt populære i hele den anglofone kultursfære i 1980erne og 90erne. Lake Wobegon Days (1985) er den første og bedste, men lillebyuniverset (som fik kritikere til at sammenligne ham med Mark Twain og James Thurber) bliver stadig mere detaljeret udbygget i Leaving Home: A Collection of Lake Wobegon Stories (1987) og We Are Still Married (1989).

   Efter New York-mellemspillet følger Wobegon Boy (1997) og Lake Wobegon Summer 1956 (2001), som har selvbiografiske kvaliteter. In Search of Lake Wobegon (2001) er et gennemillustreret album med fotos af Richard Olsenius. Pontoon: A Novel of Lake Wobegon (2007), Liberty: A Novel of Lake Wobegon (2008); Life Among the Lutherans (2009) og Pilgrims: A Wobegon Romance (2009) bruger byen til at beskrive tidsånden i det republikanske USA efter 9/11. Her er demokraten Keillor på linie med Michael Moore, der bruger sit Michigan ligesådan. Det er også fra Lake Wobegon, at Keillor betragter COVID-19-pandemien i The Lake Wobegon Virus (2020) og tiden efter Trump i Boom Town: A Lake Wobegon Novel (2022).

   Forfatterskabet er større endnu og omfatter Happy to Be Here (1981), en selvbiografisk roman, og WLT: A Radio Romance (1991), der er Keillors sidestykke til Radio Days. I sit manuskript til Altmans film har Keillor inddraget The Sandy Bottom Orchestra (1996), som han skrev sammen med sin (tredje) hustru Jenny Lind Nilsson. Privatdetektiven Guy Noir lever videre i pasticheromanen Guy Noir and the Straight Skinny (2012). Erfaringerne fra det svære årti er bearbejdet i That Time of Year: A Minnesota Life (2020).

   Keillor arbejder ufortrødent videre fra sit website og publicerer dagligt en »A Writer’s Almanac«-podcast. I skrivende stund er han netop fyldt 80. Jeg mødte ham på Askov Højskole i juli 1990, da han kom til en digtoplæsning sammen med sin daværende hustru, Ulla Skaerved, som var dansk. Det var et sympatisk og behageligt møde. Jeg er derfor mest tilbøjelig til at tro på hans version af #MeToo-forløbet.

Se også Robert Altman | Raymond Carver: Short Cuts (1993) [Bogen og filmen]; Robert Altman: Kansas City (1996); Robert Altman: Dr. T & the Women (2000); Robert Altman: The Company (2003); Robert Altman: Gosford Park (2001).

A Prairie Home Companion. Instr.: Robert Altman. Manus: Garrison Keillor. Foto: Edward Lachman. 105 min. USA 2006. Dansk premiere: 14.06.2006.

Fotos: Picturehouse/ GreeneStreet Films/ River Road Entertainment/ Sandcastle 5 Productiobs/ Prairie Home Productions/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames på Google Play og iTunes

Teksten er lirket fri af en festivalreportage, som stod [med rubrikken »Skæbnehjulet«] i Weekendavisen Kultur 17.02.2006