David O. Russell: Three Kings (1999)

ÅH, SIKKEN HERLIG KRIG!

Eventyr, action og kritisk satire

Af BO GREEN JENSEN

PÅ afstand ser det bestemt ikke spændende ud. Plakaten for Three Kings viser George Clooney, Mark Wahlberg og rapperen Ice Cube som amerikanske ørkenrotter, der skræver mandigt gennem sandet og kniber øjnene sammen. Den ligner til forveksling de kunstværker, der plejer at sælge ordinære krigsfilm til det dødsliderlige publikumssegment. I baggrunden stiger røg op fra to eksplosionsbrande. De tre mænd er bevæbnet til tænderne og bærer på noget tungt. Ved nærmere eftersyn viser det sig at være sportstasker. Så bliver man alligevel lidt interesseret. Faktisk er det heller ikke anskudte tanks, som brænder i baggrunden. Det er limousiner med irakiske vimpler på køleren.

SAGEN er nemlig, at Three Kings ikke ligner de krigsfilm, vi plejer at se. Den foregår umiddelbart efter Golfkrigen i 1991 og kaster et særdeles kritisk blik på den amerikanske Operation Ørkenstorm, men det er umuligt at forveksle den med det filosofiske billeddigt om krigens væsen til alle tider, man finder i film som Francis Ford Coppolas Apocalypse Now (1979) og Terrence Malicks The Thin Red Line (1998).

   Snarere er der i afsættet tale om en camoufleret cowboyfilm på linie med Robert Aldrichs The Dirty Dozen (1967, da. Det beskidte dusin) eller Brian G. Huttons Kelly's Heroes (1970, da. Kellys helte), som instruktøren David O. Russell da også indrømmer at være inspireret af: nogle soldater tager på skattejagt og lader hånt om konfliktens højere mål.

   Også dén form bryder Three Kings dog, for mændene vokser med opgaven, og modsat en film som Edward Zwicks Courage under Fire (1996, da. Det afgørende bevis), som umiddelbart virker mere sober og traditionel i sin fremstilling af Golfkrigen, interesserer Russells film sig faktisk for den irakiske side af sagen. Dens syn på de politiske kræfter og mediernes håndtering af konflikten er lige så misantropisk som i Barry Levinsons Wag The Dog (1997, da. Når halen logrer med hunden), hvor man opfinder en hurtig krig, fordi præsidenten er taget med bukserne nede igen.

ALLIGEVEL er vi langt fra tonen i sorthumoristiske fnisestykker som Robert Altmans M*A*S*H (1970, da. M.A.S.H.), Mike Nichols' filmatisering af Joseph Hellers Catch-22 (1970, da. Punkt 22) eller Richard Attenboroughs Oh! What a Lovely War (1969, da. Åh, sikken herlig krig!), hvor selveste John Lennon var blandt de syngende soldater.

   Den kvindelige tv-reporter er tegnet med flere nuancer end sædvanligt, og de i udgangspunktet selviske mænd ender med at engagere og ofre sig for at hjælpe den lokale befolkning. Den slags er faktisk ikke set, siden William Holden og resten af den vilde bande gjorde fælles front med de mexicanske bønder i Sam Peckinpahs The Wild Bunch (1969, da. Den vilde bande) – som på sin tid var et anakronistisk ekko af den maskuline ridderkode i Akira Kurosawas De syv samuraier (1954). Det er med andre ord en rigtig glat forvandlingsfisk, vi hér har fået i nettet.

MEST opsigtsvækkende er billedstilen, som straks slår benene væk under tilskueren. Three Kings er klippet i en høj, hektisk, udsyret stil, der kan minde om Oliver Stones strategier i film som Natural Born Killers og U-Turn. Skæve vinkler vrider perspektivet, den flimrende hede slår igennem i både farver og lyssætning, det store billede er aldrig i ro, og man synes hele tiden at være lidt for tæt på begivenhederne til at kunne orientere sig tilfredsstillende. Det er afgjort ikke en film, som man får ro i sindet af at se, og hen ad vejen risikerer den også at blive ét med flere af de hurtige tendenser, som den på ironisk vis tager afstand fra.

RUSSELL har adskillige dagsordener, nogle mere skjulte end andre, og at det hele faktisk balancerer og hænger sammen, er ikke det mindst imponerende. Vi befinder os i Irak, og Saddam Hussein har kapituleret, men alting blæser i vinden. Internt er man i gang med en politisk udrensning og føjer fjenden for at få arbejdsro.

   De amerikanske tropper ved stort set intet om hverken stedet eller konflikten. »Skyder vi folk?« lyder filmens første replik. En partisan står på en høj og vifter med et eller andet. Troy Barlow (Wahlberg) kender ikke den aktuelle procedure. De andre interesserer sig ikke for problemet. Så han skyder for en sikkerheds skyld, og skikkelsen falder, surrealistisk, en tændstiksmand i et ørkenlandskab, som kunne været malet af Salvador Dali.

TROY er nybagt far, og filmen lader ham se hustruen og babyen hjemme i hverdagen med afstandens idylliserende blik. Da han senere bliver tortureret af en irakisk forhørsleder, som har mistet sin familie under de fjernstyrede amerikanske bombardementer, viser Russell os Troys forestilling om, hvordan det ville se ud, hvis en bombe væltede husmuren ned over konen og barnet.

   Three Kings gør overhovedet en dyd af at vise, hvad skudsår faktisk gør ved én, så det er umuligt at acceptere døden og de mange dræbte som konventioner. Oberst Gates (Clooney) forklarer de kamplystne frø, hvad der sker, når et projektil trænger ind gennem huden, og vi ser det. Kameraet følger kuglen ind i indvoldene og viser galden, der siver ud i bughulen.

   Midtvejs i filmen realiseres et opgør mellem fribytterne og nogle irakiske vagter som en serie af standsede enkeltbilleder. Vi følger hvert skud og ser, hvor det rammer. Først da borgen stormes i slutningen, giver filmen sig hen til en fejende stemning, der er hentet engros fra Indiana Jones-serien.

FILMENS macguffin er en guldreserve, som Saddam har konfiskeret i Kuwait. Det er den, de alle efterstræber, Clooney, Wahlberg, Ice Cube og den fjerde musketér, bondejokken Conrad, der spilles med indlevelse af Spike Jonze (instruktøren bag den originale Being John Malkovich). Guldet flytter handlingen rundt mellem skoldede lokaliteter, som faktisk er filmet i Mexico, og skatten viser sig lige så besværlig som alt Sierra Madres guld. Men mændene bliver ikke til hunde, der grådigt gnaver løs på hinanden. Tværtimod træder de i karakter som anstændige mennesker. Dét er i grunden det mest radikale.

FORMEN er effektiv, original og i længden også anstrengende. Jo mere tyngde plottet får, jo mere distraherer de visuelle nyskabelser. Flot og skarp er filmen dog til stadighed, også selv om der faktisk er fire konger, og titlen udelukkende er valgt på grund af en sangstump om De Vise Mænds Rejse. Det er i øvrigt et udmærket kompilationssoundtrack, som understøtter absurditeten på de rigtige steder. 

   Russell fornøjede med Spanking The Monkey og irriterede med Flirting With Disaster. Med denne første store studieproduktion træder han i karakter som en yngre fornyer af gamle former, en kreativ billedskaber på linie med David Fincher og Quentin Tarantino. Samtlige spillere gør det fornødne, men især Clooney og Wahlberg er godt tjent med at lægge ryg til de ekstreme strabadser.

Se også David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); David O. Russell: American Hustle (2013).

Three Kings. Instr. og manus: David O. Russell. Foto: Newton Thomas Sigel. 112 min. USA 1999. Dansk premiere: 03.03.2000.

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ Coast Ridge/ Atlas Entertainment/ Junger Witt Productions/ Sandrews/ Warner Home Video/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.03.2000.