Once Upon a Time... in Hollywood [Bedste biograffilm 2019 nr. 1]

ALLE DE LEVENDE OG DØDE
Tarantino forvandler historien igen

Af BO GREEN JENSEN

TILBAGE i 1992, da Quentin Tarantino instruerede Reservoir Dogs og med ét slag blev både berømt og berygtet, var det først og fremmest tonen, stilen og volden, som gjorde indtryk.
   Tarantino ankom fuldt færdig og satte sin signatur med samme. Det var måden, der blev sprunget i tiden og klippet rundt om kuppet på. Det var gangsternes lavpraktiske samtaler, om servitricers lønforhold og lignende emner, der kunne vare i evigheder og lød som autentisk jargon. Det var Tim Roth, der forblødte i flugtbilen, og Michael Madsen, der skar øret af Kirk Baltz, mens han twistede til tonerne af »Stuck in the Middle with You« med Stealers Wheel. Tarantino medvirkede selv som Mr. Brown.

TO år efter fulgte Pulp Fiction, der forstærkede debutfilmens originale kvaliteter og var endnu mere voldsom, morsom og genrebevidst. Det var metafilm om en hypervirkelighed, hvor karakterer kunne blive blæst væk i en scene, for så senere at komme daffende ind i shorts og klipklapper, som John Travolta og Samuel L. Jackson gør i scenen med Honey Bunny og Pumpkin.
   Som i rigtig pulp fiction – altså det, vi kaldte kioskromaner – var der også en kerne af virkelighed. Der blev sagt hårdkogte sandheder i den blomstrende dialog. Jeg tabte for alvor mit hjerte i scenen, hvor Uma Thurman sidder i bilen og siger: »Don’t be a square« til Travolta. Hun tegner en firkant i luften, som filmen markerer med stiplede linier. Jeg havde aldrig set noget lignende.
   Tarantino havde hengivne fans fra begyndelsen. En vis kritisk skepsis tog af efterhånden. Han blev i genrelandskabet og opsøgte udvalgte egne. Jackie Brown (1997) var en atypisk afdæmpet Elmore Leonard-filmatisering. Den todelte Kill Bill (2003-04) var spektakulær og næsten nyfeministisk. Skønt Tarantino får skyld for at være misogyn, er pointen som regel, at kvinder bliver misbrugt.
   Den svageste film må være Death Proof (2007), som indgik i Grindhouse-projektet, hvor Tarantino og Robert Rodriguez hyldede 50ernes genrefilm sammen. Death Proof var en forrykt kørefilm. Den skulle helst ses i en drive in-biograf.

   
FRA og med Inglourious Basterds (2009) begyndte en tematik at tage form. Ja, filmen var en blanding af parafrase og pastiche på 60ernes film om Anden Verdenskrig, med Brad Pitt som helten og Christoph Waltz som teaternazist. Men Tarantino greb chancen for at korrigere historien. Hitler og hans følge bliver brændt ihjel i en fransk biograf. Første kapitel af filmen hed for resten »Once Upon a Time in Nazi-Occupied Germany«.
   Den kontrafaktiske historieskrivning har siden været fast grund for Tarantino. Den er en slags evigt es i hans ærme, fordi vi som publikum véd, hvad der vil ske, og alligevel ingenting aner. Plottet kan strejfe på vejen til målet. De gode får lov til at smile, og de onde får deres rette bekomst. Det er både besværgende magi og en ganske radikal praksis, der passer godt til genreformatet.
   Django Unchained var en spaghettiwestern af den slags, hvor Tarantino henter halvdelen af musikken til sine soundtracks. Dusørjægeren (Christoph Waltz) frikøbte slaven (Jamie Foxx), som tog en grum hævn over plantageejeren (Leonardo DiCaprio). Django var ikke en hvid amerikaner. Alle filmens racister blev mejet ned med sadistisk frydefryd.
   The Hateful Eight var en kønspolitisk kammerspilswestern, der brugte widescreenformatet til at understrege klaustrofobien. Et galleri af faste typer var strandet i en hytte i sneen. De tirrede og forrådte hinanden. Filmens eneste kvinde – spillet af Jennifer Jason Leigh – bed fra sig, men blev slået af samtlige mænd og endelig hængt. Det var en blanding af Kill Bill og Lars von Triers Dogville. Mildest talt ikke Lucky Luke.

MED Once Upon a Time in Hollywood sætter Tarantino kronen på værket. Det er, som du sikkert ved allerede, en romantisk og dog realistisk fremstilling af livet i filmbyen i 1969.
   Over et halvt år, men med fokus på udvalgte dage, én i foråret og én i efteråret, kortlægges venskabet mellem tv-stjernen Rick Dalton og hans stunt double, Cliff Booth, som sørger for alle praktiske forhold. I baggrunden, oppe i Hollywood Hills, forbereder Charles Manson, afvist sangskriver og karismatisk kultleder, sit angreb på virkeligheden.
   Det er først og fremmest en klassisk bromance. Rick bliver arbejdsløs, da tv-selskabet lukker westernserien Bounty Law. Han drikker tæt og har problemer med sit selvværd. Cliff er i forvejen persona non grata, fordi man siger, at han dræbte sin kone. Og det gjorde han måske. Han bærer i hvert fald sin byrde med stoisk ro og en vis arrogance.
   De to mænd har kun hinanden. Det vil sige, Cliff har også en bidsk dræberhund, som han har trænet til at vente med at spise, til han kommer hjem og siger værsgo. Så ser de begge to Mannix i tv. Alle små rutiner får stor betydning i filmens kontrafaktiske slutning.

RICK og Cliff bliver spillet af Leonardo DiCaprio og Brad Pitt, som selv er to af de sidste filmstjerner. De gør det med overbevisende charme og indbygget usikkerhed. Man tror virkelig på et loyalt kammeratskab.
   Rick har løse småjobs. Så siger han ja til at medvirke i en italiensk western. Han kommer hjem med nyvunden stjerneværdighed og en italiensk hustru. Han siger til Cliff, at de nok må afbryde samarbejdet. Det er så vemodigt, at de drikker sig fra sans og samling. Rick bor for resten på Cielo Drive i Benedict Canyon og er nabo til Roman Polanski og Sharon Tate. Her mødes alle tråde den 9. august, 1969, da tre medlemmer af Manson Familien kommer for at dræbe beboerne i huset.
   Jeg røber ikke mere. Som tilskuer fortjener man at få den fulde virkning. Det siger vel sig selv, at Once Upon a Time in Hollywood ikke følger den officielle historie. Vist er finalen en voldseksplosion, men det går ikke som i virkeligheden. Som sagt har Tarantino fået smag for at revidere historien. Måske kan han slet ikke lade være.

DET er hans bedste film til dato, for i Hollywood er han på hjemmebane. Tarantino er født i Tennessee, men kom til Californien, da hans forældre gik fra hinanden. Det var i 1967. Drengen var fire, hans mor tyve år. Hun tænkte på Quint Asper, Burt Reynolds' karakter i westernserien Gunsmoke, da hun gav ham fornavnet Quentin.
   Reynolds var castet til en lille rolle i Once Upon a Time in Hollywood, da han døde i 2018. Under alle omstændigheder, siger Tarantino, er karakteren Rick Dalton baseret på alle de gammeldags heltetyper, som blev valgt fra, da rockkulturen og New Hollywood ændrede mentaliteten. Han nævner navne som Vince Edwards, Edd Byrnes og Ty Hardin. Fabian og Tab Hunter. Den nye tid tilhørte Peter Fonda, Jack Nicholson og Elliott Gould. Kulturen var taget et andet sted hen.
   Cowboyserier som Gunsmoke (1955-75) og Rawhide (1959-66) var et marked for falmende stjerner. Der var et skel mellem tv og film, som ikke længere findes. Alle så tv, men filmen var finest. Clint Eastwood var træt af sin rolle i Rawhide, da han tog imod et italiensk tilbud om at spille Manden uden Navn i Sergio Leones En nævefuld dollars (1964).
   Once Upon a Time er fortalt i en mageligt slentrende form, der giver tilskueren rig lejlighed til at nyde de kærligt genskabte detaljer i Hollywood-arkæologien. Filmen bygger op til finalen på Cielo Drive, men der er ingen undergangsstemning. Bare mennesker, som lever deres liv.
   Tarantino ved – eller tager for givet – at publikum kender historien. Han kan bruge to timer på at fortælle anekdoter og skrive sædeskildring. Spændingen er bygget ind i præmissen: hvordan vil filmen skildre det infamøse massemord, som markerede 60ernes slutning?

FORBINDELSEN til Manson er kun en lille tråd i tæppet. Når Cliff venter på Rick eller kører ærinder for ham, er der somme tider en af de unge hippiekvinder i cutoffs, som fanger hans blik. Der er flere af dem i gadebilledet. De står ved læskure og tomler eller roder efter mad i skraldespande. Det er ikke noget, Cliff tænker videre over. Det er bare de nye unge i tiden, som hverken han eller Rick holder af. Men Cliff er altid bedre til at bruge dagens tilbud.
   Da han ser den samme pige for tredje gang, giver Cliff efter og tager hende op. Manson Familien hvervede nye medlemmer ved at lade kvinderne fellatere de mænd, som gav dem kørelejlighed. Cliff siger nej tak og kører Pussycat (Margaret Qualley) op til den forfaldne Spahn Movie Ranch, hvor han og Rick kom i den gode tid, da de optog Bounty Law.
   Her er et ramponeret westernset og en bås med heste til turisternes børn. I hovedbygningen ligger den blinde George Spahn (Bruce Dern) og venter på at blive seksuelt betjent af Squeaky Fromme (Dakota Fanning), hans favorit blandt Manson-kvinderne. Cliff spørger, om alt er i orden. Spahn beder ham rende og hoppe. Han er ingen stakkels gammel mand.
   Manson Familien havde en aftale med Spahn. De passede ranchen og tog sig af ham. Til gengæld boede de gratis. Cliff vrider armen om på Mansons næstkommanderende, der har piftet hans dæk. Der er atter et stand-off, hvor Cliff sætter sig i respekt. Det gør han filmen igennem. Cliff Booth er intet blomsterbarn.

FILMEN blander fiktive figurer og autentiske karakterer. Til en fest i Playboy Mansion taler Steve McQueen (Damien Lewis) med Mama Cass (Rachel Redleaf) og Michelle Phillips (Rebecca Rittenhouse) fra The Mamas & the Papas. Cliff er i urkomisk nærkamp med martial arts-ikonet Bruce Lee (Mike Moh), som ikke giver ham megen modstand.
   Her er alle de levende og døde, både fra dengang og nu. Da Rick får en gæsterolle i westernserien Lancer (1968-70) – og er så taknemlig for jobbet – møder han Wayne Maunder, som bliver spillet af Luke Perry, der endnu levede i 2018. Det er dog en 8-årig barnestjerne (Julia Butters), som har mere styr på tingene end Rick, der stjæler billedet ved den lejlighed. Hun forklarer den nervøse mand, som faktisk er en god skuespiller, hvorfor hans gerning er vigtig.
   Rick er også med i en krigsfilm, hvor han lærer at bruge en stor flammekaster. Det eksotiske våben bliver en vigtig rekvisit, da filmen til slut reviderer historien.
   Charles Manson (Damon Herriman) ringer på i Cielo Drive, fordi han tror, at Beach Boys-produceren Terry Melcher (som nægtede Manson en pladekontrakt) stadig bor i huset sammen med Candice Bergen. Roman Polanski (Rafal Zawierucha) ledsager sin hustru i et par scener. Men disse fabeldyr er bipersoner. Det er en generel strategi, at faktiske navne optræder i forbifarten, mens de fiktive bliver fuldt skrevet ud.

UNDTAGELSEN er Sharon Tate (Margot Robbie). Tarantino bruger en lang sekvens på at følge med Tate gennem dagen. Polanski er i London for at arbejde på The Day of the Dolphin (der blev færdiggjort af Mike Nichols). I mellemtiden bor hun i huset sammen med Wojciech Frykowski og Abigail Folger. Jay Sebring (Emil Hirsch), hendes kæreste fra tiden før ægteskabet med Polanski, er med til at indrette barneværelset.
   Filmen træder sidelæns for at se på Hollywood med Tates øjne og på Tate med eftertidens blik. Hun er 26 år, og hun glæder sig til at tage hul på det hele. Hun smiler og nynner i solen. Hun går ind og ser en film med sig selv. I The Wrecking Crew spiller hun sammen med Dean Martin. Det var en af de populære spionkomedier i serien om Matt Helm. Filmen hed Matt Helm og de hårde drenge ved sin danske premiere i juli 1969.
   Sharon ser kun Sharon, og hun er meget tilfreds. Hun spiller Freya Carlson, en britisk agent, der bliver sendt ind for at hjælpe Matt Helm. Hendes navn står lige under Elke Sommers på plakaten, og i The New York Times har Vincent Canby skrevet, at »det eneste gode ved filmen er Sharon Tate«. Hun spørger pigen i billetlugen, om man kommer gratis ind, hvis man medvirker. Ejeren kommer og hilser på. Hun sætter sig i den halvtomme sal og nyder øjeblikket. Hun studerer de andre ansigters reaktioner i scenerne, hvor hun er på lærredet. 
   Det er en meget bevægende scene. The Wrecking Crew havde amerikansk premiere i marts. Det må være et halvt år før Manson-mordene. Hun er ikke højgravid endnu. Tate blev stukket 16 gange. Sebring, Frykowski og Folger døde også. Her fastholder filmen det liv, som blev taget. Og forpligter sig på at give det tilbage.

DER er filmen igennem lagt spor ud, som mødes i den voldsomme slutning. En cigaret, der er dyppet i LSD; måden som stuntmanden træner sin hund på; Ricks benovelse over de nye naboer; flammekasteren fra krigsfilmen; en generel fortabelse i psykedelisk hedonisme. Alle effekterne kommer i brug. Der er eufori og katarsis i salen.
   Once Upon a Time in Hollywood er en forrygende blanding af lille hjemstavnsskildring og stor mentalitetshistorie. Jeg så filmen i Cannes til urpremieren. Den har så at sige simret i baghovedet lige siden. Jeg tilstår, at jeg er meget glad for den. Jeg har altid beundret stilen og formen. Denne gang tror jeg også på dét, manden siger.

Se også Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Black Lives Matter 7] [Westerns 100]; Quentin Tarantino: The Hateful Eight (2015) [Westerns 100]; Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020.

Once Upon a Time in Hollywood. Instr. og manus: Quentin Tarantino. Foto: Robert Richardson. 161 min. USA-UK-Kina 2019. Dansk premiere: 15.08.2019

Foto: Sony/ SF Studios
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 16.08.2019