Translate

mandag den 30. december 2019

Karl Marx 1818-1883 og Friedrich Engels 1820-1895


STRANDEDE STATUER
Da Karl mødte Friedrich

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE koryfæer er i så høj grad forbundet med bestemte ideer, strømninger og perioder, at deres navne bliver næsten abstrakte begreber. De dominerer historien så stærkt, at eftertiden har svært ved at huske dem som individer. De er stivnet i statuers positioner.
   Det gælder konkret for Karl Marx (1818-83) og Friedrich Engels (1820-95), kommunismens tyske faderfigurer. I Berlin diskuterer man stadig, hvad der skal ske med monumentet på Marx-Engels Forum ved Alexanderplatz. De heroiske skikkelser flyttes omkring, mens området bliver istandsat og afstemt med erindringen om DDR.





   Lige nu rykker Marx ikke som tænker. Den anden store hegelianer, Søren Kierkegaard, får flere likes på Facebook og bliver set som en moderne mand. Karl er derimod støvet til, i det mindste i Vesten, hvor social ulighed (igen) bliver betragtet som en forudsætning for vækst, og de færreste anfægter konsumerismen.
   Flertallet forbinder Marx med det store sovjetrussiske eksperiment, som blev et diktatur under Lenin og Stalin. Ydermere er vi landet i en adspredt tid, der interesserer sig mere for antik sexchikane i filmindustrien end for 100-året for Oktoberrevolutionen. Selv IS kan ikke bruge Karl Marx.
   Raoul Peck vil rense tavlen med filmen om Den unge Karl Marx. Den minder i al stilfærdighed om, at patriarkerne engang var begejstrede, levende unge. Vi ser dem som regel på venerable fotos fra 1870erne, da Marx havde skrevet Das Kapital. Peck skraber skikkelsen fri, fjerner den viltre hårpragt og spoler tilbage til Köln i 1842.
   Den 24-årige Karl skriver for Rheinische Zeitung, som bliver lukket ned, da avisen kritiserer zardømmet i Rusland. Året efter bliver han gift med Jenny von Westphalen, datter af en prøjsisk friherre, og begynder at positionere sig i dissidenternes kreds.
   Marx møder Engels i 1844. Den yngre mand arbejder som bogholder på sin fars fabrik i Manchester, har øjnene med sig og er allerede forfatter til Die Lage der arbeitenden Klasse in England. Karl har sproget og ideerne. Friedrich har den sociale samvittighed og det strategiske overblik.
   De unge mænd spiller skak, drikker dus og taler igennem på Café de la Régance i Paris. De bliver venner for livet på fem minutter. De kan absolut ikke undvære hinanden. Sådan noget hører med på film, skønt det tog sin tid i virkeligheden.




RAOUL Peck er en stædig håndværker med snart mange skalpe i bæltet. Han er født på Haiti, opvokset i Congo og uddannet i Tyskland. Sometimes in April (2005) skildrede Rwanda ti år efter den etniske udrensning. Dokumentaren Fatal Assistance (2013), om Haiti efter jordskælvet i 2011, var især en konstatering af, hvor lidt der sker, når »Cirkus Clinton« kommer til byen og monopoliserer nødhjælpsarbejdet.
   Peck var Haitis kulturminister fra 1996-97. Siden 2010 har han fungeret som rektor på den franske filmskole La Fémis. Med I Am Not Your Negro (2016) – et dokumentarisk drømmeportræt af James Baldwin, som også fik dansk premiere – fandt han en ny og frapperende form. 
   Filmen om Marx er mere traditionel, for den vil gerne ses af så mange som muligt – og helst de yngste tilskuere. Peck glider af på teksternes indhold, fordi engagementet er selve budskabet: »Før de fyldte 30 år, var Marx og Engels ved at ændre verden – på godt og ondt. Her er alt, hvad min film forsøger at vise: ungdom og en revolution af ideer.«

DET er ikke en dyb eller indviklet film. De romantiske forhold passer sig selv, og grundkonflikten er elementær. I stedet bruger Peck friske farver til at skildre magtkampen blandt de første socialister
   August Diehl har den rette arrogance til rollen som Marx, og Stefan Konarske fylder rammen ud som Engels. Vicky Krieps spiller Jenny, og Hannah Steele er den irskfødte Mary Burns, som Friedrich forelsker sig i, da hun skaber problemer på fabrikken i Manchester.
   Der bliver talt tysk, fransk og engelsk efter behov. Der er fri leg og kollektiv stemning i pastorale mellemspil, hvor utopien lever i praksis. I periferien færdes signifikante figurer som anarkisten Proudhon (Olivier Gourmet) og den radikale Wilhelm Weitling (Alexander Scheer). De er forbundsfæller, som bliver konkurrenter.
   

Det er befriende at følges med de unge dissidenter, som ikke kunne vide, hvad fremtiden bragte. Klimaks er henlagt til London i 1847, da De retfærdiges Forbund skifter navn, og Karl og Friedrich kupper den første store partikongres. Det er Marx, som får ændret parolen om, at alle mennesker er brødre. For ejere og (dag)lejere kan ikke være venner.
   Man får en god, akut fornemmelse af, hvor opskræmt øvrigheden er. Endelig sætter de to unge mænd sig og skriver Manifest der kommunistichen Partei, som udkom den 21. februar 1848. Det er klassekampens genesis. Her begynder den lange spøgelsesdans.





Den unge Karl Marx (Der junge Karl Marx). Instr.: Raoul Peck. Manus: Raoul Peck og Pascal Bonitzer. Foto: Kolja Brandt. 118 min. Tyskland-Frankrig-Belgien 2017. Dansk premiere: 09.11.17


Foto: Another World Entertainment/  Bo Green Jensen
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 10.11.17

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar