Translate

lørdag den 22. februar 2020

I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987 [Black Lives Matter 1]



HUSK DETTE HUS
James Baldwin 1924-1987

Af BO GREEN JENSEN

FORFATTEREN James Baldwin var en af de centrale stemmer i 1950ernes og 60ernes amerikanske borgerrettighedskamp. Han blev nævnt sammen med Richard Wright (Native Son) og Ralph Ellison (Invisible Man), når man talte om »den sorte roman«. Hans taler blev trykt i de antologier, som bragte retoriske highlights fra Abraham Lincoln til Martin Luther King.
   Baldwin var en frygtsom mand, der lærte sig at blive tapper. Han rejste til Frankrig i 1948 for at slippe for at blive set ned på. Det var også en måde at dukke sig på, og da aktivismen accelererede hjemme, tog Baldwin imod en invitation til at skrive to personlige reportager.
   »My Dungeon Shook«, et åbent brev til forfatterens 14-årige nevø, stod i tidsskriftet The Progressive, og magasinet The New Yorker trykte »Down at the Cross« under titlen »Letter from a Region of My Mind«.



DE skelsættende essays blev samlet i bogen The Fire Next Time. Den kunne bruges over hele verden. Det var den, som man læste i 70ernes danske gymnasier, når racismen i USA skulle behandles. I hjemlandet blev den set som et kampskrift. Næste gang kommer ilden i stedet for regnen, hvis I/vi ikke ændrer kurs.
   I noveller, romaner og digte var Baldwin en mere afdæmpet stemme, som insisterede på nuancer. Da han rejste tilbage til Frankrig i 1970, var det i desillusion over udviklingen. Sikkert også af træthed og frygt for sit liv – som erklæret homoseksuel var Baldwin en særlig udsat forfatter.
   Han skrev sig samtidig ud af samfundsdebatten og blev i stigende grad grad betragtet som en irrelevant Onkel Tom. Baldwin døde i sit hus i Saint-Paul-de-Vence, hvor han i øvrigt var nabo og ven med Nina Simone, en anden kvæstet legende fra de fortumlede kampår.

  
I DE sidste ti år har forfatterskabet været genstand for en større genopdagelse. Især yngre amerikanere ser med nye øjne på Baldwins budskab, som siger mere til dagens Black Lives Matter-debat end retorikken hos de politiske hardliners.
    Baldwin kendte krigens soldater personligt. I 1979 præsenterede han sin agent for ideen til en bog om sine venskaber med aktivisten Medgar Evers (myrdet i 1963), Malcolm X (myrdet i 1965) og Martin Luther King (myrdet i 1968). Der var mindre flatterende ord om Robert Kennedy (myrdet i 1968), som Baldwin også kendte personligt.
   Bogen skulle hedde Remember This House, men den blev aldrig skrevet færdig. Derfor har filmskaberen Raoul Peck taget en synopsis på 40 sider og brugt dem som afsæt for dokumentaren I Am Not Your Negro.
   Det handler i princippet om de store døde venner og historiens betydning for Black Lives Matter-bevægelsen nu. Men først og fremmest er filmen et elektrisk portræt og en eftertrykkelig rehabilitering af den forsvundne frontkæmper.
   Baldwin selv var aldrig i tvivl om historiens betydning. Igen og igen slog han fast, at »historien om negeren i Amerika er historien om Amerika«, og han kunne med stadig større klarhed se, at »alle de vestlige samfund er blevet fanget i løgnen om deres egen humanisme. Det betyder, at deres historie ikke har nogen moralsk gyldighed.«
   Det er i dette tomrum, at han begynder på en ny version.




FORREST i filmen sidder nogle ikoniske tv-klip fra Baldwins mest aktive periode. De gnidrede billeder er klippet sammen med hyperklare optagelser af politiets overgreb på den sorte befolkning i dagens USA. Peck lader dem ledsage af Buddy Guys »Damn Right I’ve Got the Blues« og endnu mere effektivt af elegien »The Ballad of Birmingham«, som bliver sunget af studerende fra Tennessee State University.
   Det er typisk for filmens strategi og metode. Alt materialet ligger på YouTube, hvor tilskueren selv kan udrede kontekst, og samtlige ord i den sprøde voice-over, som skuespilleren Samuel L. Jackson har indtalt, stammer fra Baldwins egne skrifter. Nogle er fra Remember This House. Langt flere stammer fra The Fire Next Time.



I 1963 har Dr. Kenneth Clark (ikke den britiske kunsthistoriker, men den amerikanske psykolog) interviewet Malcolm X, Martin Luther King og James Baldwin til et debatprogram om, hvad »vi« stiller op i den anspændte situation efter mordene i Birmingham, Alabama.
   Baldwin er tydeligvis inviteret som en repræsentant for den æstetiske position mellem Kings kristne ikke-volds pacifisme og Malcolms militante aktivisme. Selv blandt brødre er han stemplet som »den kultiverede neger«, der kritiserer ansvarligt og taler forsoning på sigt.
   Senere samme år sidder han i en høflig rundbordssamtale med Harry Belafonte, Marlon Brando, Charlton Heston, Joseph Mankiewicz og Sidney Poitier, som alle har deltaget i marchen mod Washington.
   Fem år efter er han gæst hos talkshowlegenden Dick Cavett i en mere sofiskeret samtale om »the Negro problem«. Her tager Baldwin virkelig bladet fra munden og taler om sin personlige vrede, lede og frygt, da en anden gæst beder ham slå koldt vand i blodet.



BALDWIN siger hver gang de samme ting om moralsk apati og historisk fordrejning. Han er især god til at forklare den hvide racismes voldsfantasier om slavernes hævn. Med årene aftager håbet for en forsoning, som i de ældste klip afsikrer vreden. I stedet er der kommet en ny, melankolsk stoicisme.
   Raoul Pecks film er et vitalt stykke identitetspolitik i sin egen harmdirrende ret. Den haitianske instruktør har aldrig promoveret en letkøbt humanisme. Han instruerede både en dokumentar (1990) og en spillefilm (2000) om de belgiske interesser i mordet på den congolesiske leder Patrice Lumumba.
    Peck skildrede Rwanda ti år efter folkemordet i Sometimes in April (2005). Dokumentaren Assistance mortelle (2013), om Haiti to år efter jordskælvet i 2011, var især en konstatering af, hvor lidt der sker, når »Cirkus Clinton« kommer til byen og hijacker nødhjælpsarbejdet.
   På Berlinalen 2017 kunne man se både I Am Not Your Negro og Pecks spillefilm om Den unge Karl MarxI Am Not Your Negro giver Baldwins eksempel ny relevans. Filmen er stilfuld og skarp og intens, og den taler med mere autoritet end de fleste dogmatiske flammeskrifter. Den taler ikke om forsigtig forsoning. For midt i er mennesket Baldwin, og drømmeren er blevet træt af at tilgive.
   Næste gang er det ilden, der kommer.



I Am Not Your Negro. Instr. og manus: Raoul Peck. 93 min. Frankrig-Belgien-Schweiz-USA 2016. Dansk premiere: 28.09.2017


I Am Not Your Negro. A Major Motion Picture Directed by Raoul Peck from Texts by James Baldwin. Compilation and Introduction by Raoul Peck. Introduction by Alexandra Strauss. 144 s. Vintage Books/ Penguin Classics, 2017







Foto: Øst for Paradis
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.09.2017

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar