Ford v Ferrari (Le Mans 66) [Oscars 2020]

ET FANBREV TIL FARTEN

Om stærke biler og mænd uden kvinder

Af BO GREEN JENSEN

TILBAGE I 60ernes morgen var miljøhensyn stadig fremtidsmusik. Der blev brugt lige så megen energi og fantasi på at udvikle biler, som der blev på at skabe rumskibe og strategiske våben. Tidligt i Le Mans ’66, som bygger på ofte fortalte historier fra motorsportens guldalder, forklarer Lee Iacocca (Jon Bernthal), den legendariske vicedirektør for Ford Motor Company, at firmaet må komme tidsånden i møde.

   Henry Ford II (Tracy Letts) driver selskabet i sin fars pionerånd. Han har lukket produktionen ned og sendt alle ansatte, chefer som samlebåndsarbejdere, hjem med en besked om, at de ikke skal vende tilbage, før de har en god idé. Eller bare har gjort sig tanker. For Ford skal igen sætte markedets standard og være anfører i industrien.

VI er i Mad Men-tiden og samme historiske mentalitet. Iacocca forklarer, at hvis Ford vil konkurrere på andet end priser og stabilitet, må selskabet gøre sit brand mere sexet. Unge mænd drømmer ikke om at køre i familiebiler. De drømmer om at være James Bond – et nyt idol i 1962 – og køre sportsvogn. Hvis Ford vil have det marked, må selskabet satse på væddeløbssejre og udkonkurrere Enzo Ferrari.

   Der er skepsis i bestyrelseslokalet. Iacoccas planer bliver ofte talt ned af især Leo Beebe (John Lucas), som er marketingchef. James Mangolds fermt konstruerede film får på den måde skabt en forbindelse mellem kampen internt i koncernen og de fysiske vilkår på værksteder og ved racerbanen, hvor brave mænd kører brutale biler og viderefører Vestens – både Det vilde og Den kolde krigs – værdier i en evig kappestrid.

  

FILMEN begynder et helt andet sted. I 1959 vandt Carroll Shelby (Matt Damon) det sagnomspundne 24-timers løb i Le Mans. Det var aldrig før sket for en amerikaner (som kørte for Aston Martin og havde en britisk makker, Roy Salvadori, men den slags bliver skrevet med småt).

   Shelby forklarer publikum, at der kommer et punkt – han siger at det ligger ved 7.000 omdrejninger i minuttet – hvor tiden og vejen forsvinder, så der kun findes mennesket i bevægelse. Her har filmen sit hjerte. Le Mans ’66 er først og fremmest en kørefilm om fartens rene poesi.

   Shelby trækker sig ud af sporten, fordi han har hjerteproblemer. Så begynder han at konstruere biler og have andre chauffører i stalden. Vi kommer hurtigt rundt om turneringer som Sebring og Daytona. Shelby er en god mand med sans for forretning. Han har aldrig kendt en bedre kører end englænderen Ken Miles (Christian Bale). Miles ville være sportens konge, hvis han kunne styre sit temperament.

VI har set, hvordan Miles netop ikke kan dét. Krigsveteranen vil leve stille med hustruen Mollie (Catriona Balfe) og sønnen Peter (Noah Jupe), som synes, hans far er den bedste i verden. Men Ken fornærmer kunderne på autoværkstedet og lægger sig ud med paragrafryttere, når han kører ræs. Han er kendt for at slå og kaste med værktøj.

   Faktisk har alle brug for et mirakel – eller bare en regulær chance – da brikkerne er sat på brættet. Forspillet varer en time, men tiden er godt givet ud. Herfra er Le Mans ’66 en klar og ren kørefilm om, hvordan Ford vandt de første tre pladser i løbet og gav Enzo Ferrari (Remo Girone) en lærestreg så eftertrykkelig, at italieneren måtte lette på hatten.

SHELBY og Miles udvikler Ford GT40-sportsvognen. Det er trial and error i mange omgange. Miles kommer endelig med til Le Mans, da Shelby har givet Henry Ford II en køretur, som chefen sent glemmer. Men lakajen Beebe får trumfet igennem, at tre Ford-biler kører sammen over målstregen, så man kan tage et perfekt pressefoto.

   Miles er i front – og samarbejder endelig. Derfor mister han sejren af tekniske grunde. Det bliver Bruce McLaren og Chris Amon, som åbner champagnen. Her ser vi omsider, at Le Mans ’66 er en western i ånden fra John Ford. For rigtige helte lever i skyggen. When the legend becomes fact, print the legend. »Når legenden bliver sand, så trykker vi legenden.«

 

DAMON og Bale er maskuline arketyper, men Tracy Letts leverer det bedste skuespil i rollen som Henry Ford II. Han ler og græder på én gang, får til og med sat bremsespor i undertøjet, da han oplever farten i praksis. Også Peter Miles ser op til sin far. Glæden i den gode drengs øjne er et rendyrket Shane – den tavse rytter (1953) øjeblik. Vigtigst er, om vi tror på det hele. Det gør vi i overvældende grad.

   Le Mans ’66 er et fanbrev til farten og en nostalgisk erindring om mere uskyldige tider, da maskuline grundtræk (og klicheer) var i kurs. Det er også en meget hvid film, hvor milde kvinder står klar til at hjælpe og bære. Der er ingen spor af etnisk eller kønsmæssig diversitet.

   Allerbedst er scenen, hvor Mangold rekonstruerer den traditionelle Le Mans-start. Før 1969 løb kørerne hen til de ventende biler. Jeg ser aldrig Top Gear og har intet forhold til motorsport. Men jeg nyder at se forsiden af Fart og Tempo nr. 1, hvor Mark Breton/Michel Vaillant løb ud til sin bil, genskabt i så kærlige detaljer. Bladet udkom netop i 1966.

   

FILMEN er i stil og på niveau med Ron Howards Rush (2013), hvor grundkonflikten lå mellem Niki Lauda og James Hunt. Vil De have en fornemmelse af Le Mans, skal De unde Dem selv at se Steve McQueen i Lee Katzins Le Mans (1971). Filmen blev optaget på stedet under utrolige forhold. Om dén proces skabte Gabriel Clarke og John McKenna i 2015 en meget stemningsfuld dokumentar: Steve McQueen: The Man & Le Mans. Her er vi tilbage i tiden. Også dén må De virkelig se.

Le Mans ’66 (Ford v Ferrari). Instr.: James Mangold. Manus: Jez & John-Henry Butterworth, Jason Keller. Foto: Phedon Papamichael. 152 min. USA-Frankrig. Dansk premiere: 14.11.2019

Ford v Ferrari er blandt de ni film, som er nomineret i Best Picture-kategorien ved den 92. Oscar-uddeling, som finder sted den 9. februar, 2020. Flere kandidater er anmeldt på bloggen: The Irishman (Martin Scorsese), Joker (Todd Phillips), Marriage Story (Noah Baumbach), Once Upon a Time in Hollywood (Quentin Tarantino), Parasite (Bong Joon-ho) og 1917 (Sam Mendes).

Foto: Chernin Entertainment/ Twentieth Century Fox/ Nordisk Film Distribution

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.11.2019