Philip Roth på film: Indignation (2016)

MELLEM NEMESIS OG NOSTALGI

En sjældent solid Philip Roth-filmatisering

Af BO GREEN JENSEN

1. Den gyldne pige og slagterens søn

NEWARK, New Jersey, 1951. Koreakrigen har varet et år og vil vare to mere. Max Messner, kvarterets jødiske slagter, er ude af sig selv af bekymring for sin søn. Også derfor spinker og sparer familien, så Marcus kan blive optaget på Winesburg College i Ohio, for studerende bliver ikke indkaldt.

   19-årige Marcus (Logan Lerman) er på sin side både en god søn, en dygtig student og en vred, ung mand, der prøver at bryde ud af miljøet, som han alligevel vil forsvare, når antisemitismen igen stikker hovedet frem. Det sker sjældent på overfladen. På et indre plan er den til gengæld systemisk.

   Winesburg College regeres af den i princippet imødekommende Hawes Caudwell, der er dekan for de mandlige elever. Skolen er kristent funderet og har mange traditioner, som Caudwell kræver efterlevet. Én af dem siger, at alle elever møder til morgengudstjenesten.

   Ovenfor står der: »Marcus er«. Der skal snarere stå: »Marcus var«. I Philip Roths bog ligger Marcus såret et sted i Korea og fortæller fra bunden af en morfinrus, som læseren til det sidste er usikker på, om han vågner op af.

   I James Schamus’ film er denne tvivl fjernet. Scene to viser begravelsesceremonien for Marcus. Til gengæld ved man intet om den gamle kvinde, som sidder og ser ind i væggen på et plejehjem i scene ét.

   Indignation (2008) er – som alle fire bind i den sene sekvens, forfatteren under ét kalder Nemeses – en blanding af skæbnefortælling og moralitet. Det er også endnu en variation over udviklingshistorien og en undersøgelse af tiden og stedet, som Roth så ofte er vendt tilbage til i sine »nyttige fiktioner«.

   Den unge mand har kvaliteter, men hans stolthed tangerer en karakterbrist. Der er i Marcus en trodsig kapacitet for at nære brændende indignation. Han kan ikke lade uretfærdighed ligge og insisterer på sine principper.

  

MARCUS holder sig fri af alle fællesskaber i Winesburg. Han møder både en åndsfælle og et fremmed væsen i skikkelse af den skrøbelige Olivia Hutton, som giver ham et blowjob på deres første køretur. 1951 er en anden tid. Marcus er forbløffet over Olivias seksuelle gestus, der ifølge tidens moral er løsagtig.

   Senere forsvarer han Olivia og slår fra sig, da sladder og stigmatisering begynder. Olivia har forsøgt at begå selvmord – det bliver mellem linierne antydet, at hun måske er blevet misbrugt af sin far – og Marcus’ mor får ham til at love, at han vil bryde med den gyldne pige. Ikke fordi hun er goy, men fordi hun har fravalgt sit liv.

   Stadig er der sagen om de obligatoriske gudstjenester. Filmens hjertescene er en 15 minutter lang dialog mellem Marcus og Dean Caudwell, der bliver spillet fremragende af Tracy Letts, som selv er forfatter til teaterstykket August, Osage County, der i sin danske version hed En familie.

   Caudwell udspørger og afhører Marcus. Denne markerer sin afstand ved at kalde Caudwell sir. De skændes om religion og moral, om nødvendigheden at begå sig socialt. Marcus insisterer på sin ateisme og vil ikke finde sig i, at Caudwell fordømmer hans helt og rollemodel, filosoffen Bertrand Russell.

   Marcus kaster op på Caudwells gulv, da vreden og forurettelsen bliver ubærlig. Det viser sig, at han har blindtarmsbetændelse, men kvalmen er naturligvis noget mere: selve koncentratet af hans indignation og foragt.

   Begge mænd går langt over stregen. Ved en senere konfrontation svarer Marcus Caudwell med to små ord, som bogstaveligt koster ham livet. »Fuck you« betyder vel »Rend mig«, men som sagt er 1951 en anden tid. Den ældre mand ved præcis, hvad han gør, da han bortviser Marcus fra skolen.

  

ROTHS roman slutter tørt og ironisk med en »historisk note« og nogle bemærkninger om, hvordan det ene og det andet kunne være faldet ud på forskellige måder. Men hvis og hvis min bag var spids. Det korte af det lange er, at Marcus Messner døde i 1952 i Korea, fordi han ikke ville indordne sig.

   Filmen respekterer materialets intellektuelle kvalitet. Der er lidt for mange ankelsokker og hyttesko i de påtaget travle scener fra campus, men der er sødme, ægte indsigt og dybe nuancer i scenerne mellem Marcus og Olivia, som bliver spillet med autoritet af Sarah Gadon.

   Schamus har baseret Olivia Hutton på Sylvia Plath, som digteren så ud, da hun var 20 år, dvs. i tiden for Glasklokken. Da Plath tog sit liv i 1963, var hun ved at læse Philip Roth.

    Schamus ved, at fortællingens kraftcenter er konfrontationen på Caudwells kontor. Scenen er mesterligt spillet og realiseret. Filmen står eller falder med den. Mange har prøvet at ramme tonen hos Roth. Indignation er ikke perfekt, men øvelsen lykkes for Schamus. Det er i hvert fald et udsøgt eksempel på en litterær filmatisering.

Indignation. Instr. og manus: James Schamus. Foto: Christopher Blauvelt. 110 min. USA 2016. Dansk premiere: 24.11.2016

2. Et interview med James Schamus

JAMES Schamus (f. 1959) er et velkendt navn, hvis man interesserer sig for at læse credits. Blandt andet har han produceret og skrevet de fleste af Ang Lees film, herunder hovedværker som The Wedding Banquet, The Ice Storm, Brokeback Mountain og Life of Pi. Men også fejlskud som Hulk og Taking Woodstock.

   Schamus har arbejdet med instruktører som Todd Haynes, Paul Schrader og Todd Solondz. I 1990 var han medstifter af produktionsselskabet Good Machine. Det blev opkøbt af Universal og fungerer stadig under navnet Focus Features. De fleste kender det uskarpe O fra firmaets logo.

   Schamus var studiechef indtil fornylig, hvor han blev erstattet med mere budgetorienterede kræfter. Han virker bestemt ikke bitter, da jeg møder ham på Hotel Imperial. Han er i byen for at præsentere Indignation på CPH PIX. Schamus er i øvrigt forfatter til en bog om Carl Th. Dreyer og har en doktorgrad fra Berkeley University.

   Debutanten er netop fyldt 57. Samtalen varer en time. Her er et udtag, som handler om Indignation.

   - Hvorfor begynde at instruere så sent?

»Det føltes som en naturlig udvikling, og jeg fik bedre tid efter fyringen fra Focus. Det er ikke sådan, at jeg altid stået i kanten af billedet og brændt efter at være i centrum. Jeg sad med dette manuskript og kunne simpelt hen se, hvordan det skulle gøres.«

   - Adskillige har forsøgt at filmatisere Philip Roth. Det er aldrig rigtigt lykkedes. Hvorfor er det så svært?

   »Fordi fortællerstemmen forsvinder. Man må finde en visuel løsning, der modsvarer kompleksiteten hos Roth. Filmskaberne forelsker sig i materialet, fordi de ser dramatiske muligheder i forholdet mellem en ældre mand og en yngre kvinde, der så ofte går igen hos Roth. Men meningen med erotikken forsvinder, hvis konteksten ikke er med.

   Indignation er en enkel roman, skønt kronologien er indviklet nok. Det er ikke en af Zuckerman-bøgerne, hvor man skal forholde sig til et helt univers. Her kunne vi få ideerne med.«

   - Du kan ikke selv huske 1951. Hvorfor var det et vigtigt årti?

   »Roth gør meget ud af at lægge afstand til 50erne. Han betoner forskellen på dengang og nu, men ser samtidig farlige ligheder. Jeg har altid beundret Roths kompromisløshed. Stemmen skærer igennem, og han er ikke bange for noget som helst.«

   - Dit speciale er litterære filmatiseringer. Hvorfor er de vigtige?

   »Fordi det er så smukt, når de lykkes. Når filmen er en fortolkning i sin egen ret og mere end en svag kopi. Helt grundlæggende har man mulighed for at udbrede sin kærlighed til bøger, man elsker. Og så kan jeg godt lide ideen om fortællingen som en slags grundstof, der cirkulerer i det kulturelle system.«

   - Er der film, du er særligt stolt af?

   »At arbejde med Ang Lee var som at skabe én lang film i mange kapitler. Det svarer til at fremhæve et af sine børn på bekostning af de andre. Men jeg er stolt af Lust, Caution, som vi lavede i Kina. Vi havde åbnet grænsen med Tiger på Spring, Drage i Skjul. Men Lust, Caution var noget særligt.«

   - Erotikken fungerer perfekt i den film. Jeg har altid holdt af The Ice Storm. I ramte både tonen og tiden i Ron Moodys roman.

   »Tak. Der er noget af den samme historiske kvalitet i Indignation. Det er næsten, som om Roth dissekerer årtiet. Han ser det så klart, og han savner det ikke. Bogen er skrevet med knastørre øjne.«

   - I Berlin så jeg filmatiseringen af Hans Falladas Jeder sterbt für sich allein, som du har produceret for Vincent Perez. Flere kaldte den irrelevant...

   »Jeg lavede den film for at se Emma Thompson og Brendan Gleeson som et gammelt ægtepar, der gør modstand. Når en film bliver modtaget negativt, siger man altid, at det er noget i tiden, som får publikum til at afvise den. Det er det meget sjældent. Som regel har publikum ret. Alligevel tror jeg, at Alone in Berlin får sin tid.

   Det er chancen for at skabe stort skuespil, der driver lysten hos mig. Det var fantastisk at instruere den lange scene mellem Marcus og Caudwell i Indignation. Det var en ære at arbejde sammen med Tracy Letts og Logan Lerman. Dén ene dag var alle problemerne værd.«

James Schamus blev interviewet på Hotel Imperial i København den 8. november 2016.

3. Philip Roth på film

ADSKILLIGE har prøvet at filmatisere Philip Roth. Richard Benjamins Goodbye, Columbus (1969) er i det mindste fri for den litterære præstationsbevidsthed, der tynger senere forsøg. Ved den danske premiere i 1970 var titlen Rend mig i ambitionerne, et riff på Leif Panduros gennembrudsroman.

   Fra samme anstrengt frigjorte tid stammer Ernest Lehmans pinlige filmatisering af Portnoy’s Complaint (1973). Den danske titel var ikke Portnoys genvordigheder, som »skandaleromanen« ellers hedder herhjemme. Salgsargumentet var chancen for at få et glimt af Alexanders stående problem.

FORFATTEREN havde ikke høje tanker om filmmediet. Han bearbejdede dog selv kortromanen The Prague Orgy (1985), hvori Roths alter ego, Nathan Zuckerman, tager til Prag for at stå ved Kafkas grav. TV-filmen blev aldrig produceret, men manuskriptet er trykt i bind 4 af Library of Americas samlede Roth-udgave [Zuckerman Bound: A Trilogy and Epilogue 1979-1985, pp. 507-593]

   Robert Bentons The Human Stain (2003) demonstrerer vanskelighederne ved at filmatisere Roth. Filmskaberne forelsker sig i stoffet, fordi de ser dramatiske muligheder i relationen mellem en ældre mand og en yngre kvinde, som er en trope hos Roth. Skuespillerne står i kø for at blive udfordret af stoffet, men meningen med erotikken forsvinder, hvis konteksten underbelyses. Anthony Hopkins og Nicole Kidman medvirker.

DET går en anelse bedre i Isabel Coixets Elegy (2008), som bygger på romanen The Dying Animal (2001, da. Det døende dyr), simpelt hen fordi sexscenerne er mere overbevisende. Ben Kingsley spiller David Kepesh, Roths persona fra Brystet og Professor i lyst. Penelope Cruz er den kræftsyge rengøringshjælp, som han fører eksistentielle samtaler med.

   Barry Levinsons The Humbling (2014) bygger, ligesom Indignation, på en af de sene Nemesis-romaner. Al Pacino er skuespilleren, som er i krise. Han bliver reddet, men siden også ødelagt af sit forhold til en yngre kvinde, der i udgangspunktet er lesbisk. Hun spilles af Greta Gerwig. Levinson når længere ved at ændre mere i stoffet, men det er alligevel en anstrengende film.

I 2016 blev American Pastoral Ewan McGregors instruktørdebut. Han spiller selv hovedrollen i et særdeles ambitiøst forsøg på at få en stor film ud af 1997-romanen, som måske var den ældre Roths hovedværk. Det lykkes ikke helt for McGregor, men filmen fortjente bedre end at blive levende begravet. Den fik dansk VOD-premiere med titlen En amerikansk drøm og kan stadig streames på HBO Nordic. 

   På denne forstemmende baggrund er Indignation en veritabel bedrift. 

   

Listen er ny. Anmeldelsen og interviewet stod i Weekendavisen Kultur 25.11.2016