DE GODE DANSKE FISKERE
Myten bliver nuanceret og revideret
Af BO GREEN JENSEN
I EFTERÅRET 1943 stod nationen sammen om at
redde de danske jøder fra den tyske besættelsesmagt. Modstandsfolk og fiskere fik
sejlet de jagede landsmænd over fra Dragør, Gilleleje, Snekkersten og andre sjællandske
kystbyer. Så godt som alle – flere end 7.000 – kom til Sverige og kunne efter krigen vende hjem til
huse og lejligheder, der stod pristine tilbage. Det var et stort og stolt
øjeblik.
Sådan cirka lyder den officielle version af historien, som især de
ældste af os er opdraget med. Selv er jeg født ti år efter krigen. Min mor kom
fra Bornholm, som blev bombet og besat af russiske styrker, der først tog hjem i
april 1946. Min far var underkvartermester i flåden, som blev interneret i august 1943. Han kom aldrig helt over oplevelsen. Hans bror,
som senere blev min stedfar, var kommunist og gravede tørv det meste af krigen.
De
kunne sikkert have nuanceret historien, men de gjorde det aldrig. Det blev højest
til satiriske bemærkninger om, hvordan alle med ét var modstandshelte. Vi
hørte røverhistorier om streng rationering, hvordan man drak løbesod og røg halm.
Min fætter fik en lussing, fordi han ikke kunne lide bananer, da der endelig
kom en båd med bananer.* Men ingen i hele fælleskulturen satte spørgsmålstegn
ved det forkromede nationalsagn om fiskernes redningsaktion.
REVISIONISMEN kom efterhånden. »Forklaringerne på, at jødernes redning i oktober 1943
overhovedet var mulig og blev en sådan succes, er mange og sammenvævede,«
skriver historikerne Claus Bundgaard Christensen, Joachim Lund, Niels Wium
Olesen og Jakob Sørensen i oversigtsværket Danmark
besat fra 2005. »Forklaringer får gerne relativeringens funktion.
Absolutte, sort-hvide fortællinger bliver grumsede, gråtoner opstår og
forvirrer billedet.«
Det er netop, hvad der på frodig vis sker i nyere danske spillefilm om
besættelsestiden. Ole Christian Madsen undersøgte sabotørernes motiver i Flammen & Citronen fra 2008. Anne Grethe
Bjarup Riis knæsatte myten om samme i Hvidsten
Gruppen fra 2012. Siden er i hurtig takt kommet Roni Ezras 9. april, Martin Zandvliets fremragende Under sandet og her altså Fuglene over sundet, som ser nærmere på
den store redningsaktion.
SAGEN er, at fiskerne tog penge for at sejle
jøderne over. Det er sådan set en ærlig sag. Vi hørte bare aldrig om det i skolen, hvor patriotisme og næstekærlighed var i fokus. Flere tog endda mange
penge. Den 2. oktober 1943 blev 11 voksne og to børn sejlet fra Munkerup til
Höganäs for 53.500 kr. Det svarer til 4.000 kr. pr. person – eller 400.000 kr.
i nutidspenge.
Standardtaksten var 1.000 kr. pr. mand. Ikke desto mindre blev det gjort. Fiskerne risikerede livet, politiet så
væk, modstandsfolk satte trafikken i system. Der er ingen grund til helt at aflive
myten. Det var et stort og stolt
øjeblik.
Fuglene over sundet koncentrerer sig om
begivenhederne i Gilleleje, hvor meget af mange grunde gik galt. Natten til den
7. oktober blev 107 jøder arresteret, fordi Gestapochefen i Helsingør gik mere
nidkært til værks end de aldrende østrigere, som ellers var stationeret på
egnen. Gilleleje repræsenterer i filmen alle aspekter af den danske holdning til det
jødiske mindretal.
FLUGTEN er anskueliggjort gennem jazzguitaristen Arne Itkin (David Dencik), hans hustru Miriam (Danica Curcic) og deres søn på 5 år. Først tager Arne
ikke sagen alvorligt. Så prøver han og Miriam ellers alt, hvad der kan gå galt.
De møder andre familier, som er desperate, fordi fiskerne ikke vil give kredit.
Jeg skal ikke røbe mere, men der er ingen enkel Hollywood-slutning.
Nicolo
Donato baserer sin film på historiske kilder, men især på de sobre historier,
som hans stedfarfar, skibsmægleren N.B. Lund Ferdinandsen, fortalte ham, når de
fiskede sammen. Filmen er dedikeret til den retskafne bedstefar, som bliver
spillet med autoritet af Jacob Cedergren.
Han
og hustruen Katrine (Laura Bro) er de gode danskere – den bedste del af myten,
som filmen aldrig rører ved. Også byens politichef (Morten Suurballe) er en
klarsynet mand med sunde værdier. Pastor Kjeldgaard (Lars Brygmann) er derimod
en idealistisk fantast, som insisterer på at samle de flygtende jøder på loftet
i kirken. 85 blev taget af Gestapo på én gang.
VÆRST er svoger Kaj (Nicolas Bro), som inkarnerer den grådige skipper. De
danske nazister er værre end de tyske soldater. En særligt fæl undermåler
bliver ligefrem til en djævel med dødningehoved. Til gengæld er det en tysker,
der i første omgang lader familien gå. »Absolutte, sort-hvide fortællinger
bliver grumsede, gråtoner opstår og forvirrer billedet.« Dét er hele filmens
ærinde.
Det er lærerigt og instruktivt. Ingen kan være i tvivl om de gode
hensigter, og da oktobernatten først strammer til, bliver det også en spændende
film. Men karaktererne er typer, og det moralske register er meget firkantet.
Ligesom i Donatos Broderskab (2009) –
om danske nynazister – bliver budskabet spillet på messingtrompet.
DET er i sagens natur ikke en film, man bliver glad af. Snarere eftertænksom og
fortrøstningsfuld. Stærkest står en lakonisk replik, som politimesteren
leverer, da pengespørgsmålet bliver rejst: »Nå ja, hvis det er dét, der
skal til, så må det vel være sådan.« Svagest er Jesper Mechlenburgs
svulstige temasang, som sender publikum ud i Titanic-stemning.
Andre tekster i temaet Danmarks Besættelse: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.
*) Tiden er sikkert blevet så fjern, at henvisningen kræver forklaring. Holger 'Fællessanger' Hansen fremførte »Når der kommer en båd med bananer« i Ib Schønbergs sommerrevy Cirkus Ib (Fælledrevyen) i juni 1945. Schønberg indspillede også selv sangen, og det er den version, som lever videre. Sangen har musik af Erik Christiansen og tekst af Anker Hansen. Den blev stadig ønsket hver uge i radioprogrammet Giro 413, da jeg voksede op i 60erne: »Vinteren har været lang/ Mørk og kold endnu en gang/ Uden smil og uden sang/ Uden bægerklang/ Ingen sko og ingen hat/ Kort for dit og kort for dat/ Ikke spor af kærlighed/ Og De ved besked/ Men når der kommer en båd med bananer/ Så har vi glemt alle sorger og savn/ Og den kan komme langt før end vi aner/ og lægge til i en ventende havn/ Den vil vi hilse med flag og med faner/ Vi går og længes hver dag i vor by/ For når der kommer en båd med bananer/ Så har vi solskin og sommer på ny.«
Fuglene over sundet. Instr.: Nicolo Donato. Manus: Per Daumiller, Nicolo Donato. Foto: Aske Alexander Foss. 90 min. Danmark 2016. Dansk premiere: 27.10.2016.
Foto: Christian Geisnæs | SF Studios/ Det Danske Filminstitut (DFI)/ Norsk Rikskringkasting (NRK)/ Svenska Filminstitutet (SFI), TV2 Danmark/ Subotica/ CineMaterial/ MovieStillsDB .
Filmen streames på Blockbuster, DISNEY+, FILMSTRIBEN, Google Play, NETFLIX, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.10.2016.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar