Lone Scherfig: The Kindness of Strangers (2019)

ET EVENTYR FRA NEW YORK

Kærlighedens kodeks ifølge Lone Scherfig

Af BO GREEN JENSEN

VED første daggry vækker prinsesse Clara (Zoe Kazan) sine sønner, Anthony og Jude (Jack Fulton og Finlay Wojtak-Hissong), så de kan liste sig ud af huset. Politibetjenten Richard (Esben Smed), den falske prins, er begyndt at slå den ældste dreng, som han har slået på Clara, siden parret mødtes romantisk engang. Nu er det tid til at flygte fra trolden.

   Drengene har drømt om at se Manhattan, så Clara tager bilen og kører derind. I New York kan man forsvinde, skjule sig i mængden og leve under radaren. Ellers har Clara ingen stor plan. Hun satser – ligesom Blanche DuBois i A Streetcar Named Desire (1951, da. Omstigning til Paradis) – på at klare sig ved venlige fremmedes hjælp.

   Der plejer at være indbygget ironi i den titel, som Lone Scherfig har hentet hos Tennessee Williams. Det er der ikke i The Kindness of Strangers. Clara og drengene ville gå til grunde, hvis ikke det var for menneskers iboende godhed.*

   Det var dén, som Scherfig bekendte sig til i gennembrudsfilmen Italiensk for begyndere (2000), en nyklassiker fra Dogme 95-tiden. Siden fulgte to ujævne genrestykker, Wilbur Wants to Kill Himself (desperat skotsk galgenkomedie) og Hjemvé (corny dansk provins). Så en stribe pletfri britiske produktioner, som Scherfig instruerede, men ikke selv skrev: An Education (2009), One Day (2011, da. Samme dag, næste år), The Riot Club (2014) og Their Finest (2016). Hun har atter selv skrevet The Kindness of Strangers.

CLARA OPSØGER SIN svigerfar (David Dencik), som ikke er nogen annonce for mænd. Han afviser dem med et indolent skuldertræk. Så tænker hun, at de kan sove i bilen og leve af receptionsmad, som hun snyder sig til ved at posere som gæst på den russiske restaurant, hvor de parkerer i gården.

   Her er vi ved omdrejningspunktet. Faktisk var filmens titel i lang tid Secrets from the Russian Tea Room. For imens er en kreds af forbundne karakterer kørt i stilling. De kommer alle i restauranten, som den ret beset ikke så russiske Timofey (Bill Nighy) har arvet og ikke helt magter at drive.

DEN famlende Jeff (Caleb Landry Jones) er aldrig lykkedes med noget og falder hurtigt mod bunden. Sygeplejersken Alice (Andrea Riseborough) har to fuldtidsjobs og leder en selvhjælpsgruppe, som praktiserer tilgivelsesterapi. Marc (Tahar Rahim) sad i fængsel for noget, hans bror havde gjort. Juristen John Peter (Jay Baruchel) har netop fået ham ud, da Clara kommer til byen og forbinder de cirklende liv.

   The Kindness of Strangers fik en hård medfart på Berlinalen i 2019, hvor den blev vist som åbningsfilm. Den levede i fem minutter; så var der alt muligt galt. Man havde ventet sig en ny An Education og mødte i stedet et menneskesyn, der kunne ligne Frank Capras forsikringer om, at Vi har brug for hinanden og Det er herligt at leve. Scherfigs New York ligner ikke den mangefarvede millionby, der sædvanligvis bliver skildret på film; snarere det fortryllede, labyrintiske London hos Charles Dickens.**

FILMEN er bestemt ikke blind for menneskets mørke side. Det er dén, der dominerer i det store billede, makrostrukturen, som karaktererne finder små lommer i. Det samme gjaldt i den udeltagende danskhed, hvor karaktererne fandt sammen i Italiensk for begyndere. Man kan kun blive positivt overrasket.

   Snart dukker Richard op og prøver at indfange familien, som han ikke fortjener. Anthony har set pædofile torturbilleder på hans computer, og John Peter hjælper Clara med at iværksætte en skilsmissesag. New York er en magisk metropolis, skønt vi kun ser baggårde og sidegader, aldrig turisternes skyline.

   Der er fire bestemmende steder: restauranten, hospitalet, den gamle kirke med selvhjælpsgruppen og suppekøkkenet, hvor hjemløse mødes. En forhutlet mand tilbyder Clara sin hjælp. Da hun afviser ham, bliver han vred og siger, at hun ikke ser ham. Clara har sine grunde, for ved flere lejligheder er drengene i akut livsfare, men den hjemløse mand formulerer filmskaberens menneskesyn.

FILMEN er varm og meget velskreven. Det er vigtigt at se den i rette ånd og den rigtige stemning; som et hverdagseventyr, der forener romantik og realisme. Zoe Kazan inkarnerer ukueligheden. Bill Nighy giver sin distræte signatur lidt mere kød på, skønt pointen præcis er hans poetiske redundans.

   »The House of the Rising Sun« bliver fremført af smægtende balalajkaer. Alle får, hvad de fortjener, for her virker skæbnen meritokratisk, og der er faktisk kosmisk retfærdighed til. Hvis Scherfigs humanisme skal være et problem, ved jeg ikke, hvordan man lever med flertallet af romantiske film.

THE Kindness of Strangers forener empatisk realisme med besværgende hverdagsmagi. Alle gode viljer mødes i et New York, der ligner byen fra julesangen med Kirsty MacColl og The Pogues, hvor højtiden fejres i detentionen. Andrew Lockington har skrevet changerende stemningsmusik, og Scherfigs husfotograf, Sebastian Blenkov, har taget distinkte bybilleder.

   Der er så mange gennemførte detaljer og finesser i persontegningen. Vi kan alle lære lidt af denne fabel. Måske fortjener tiden en hårdere film, men den har godt af at se The Kindness of Strangers.

*) Der er til gengæld både symmetri og poesi i castingen af Zoe Kazan (f. 1983), som er barnebarn af Elia Kazan (1909-2003), der instruerede A Streetcar Named Desire. Kazans betydning som instruktør og forfatter står i skyggen af det vidneudsagn, som han aflagde for HUAC-kommissionen i 1952. Kazan angav otte kolleger fra sin tid på Group Theater. Arthur Miller har skrevet bevægende om de samtaler, som han og Kazan førte dagen før afhøringen. Da Kazan i 1999 modtog en kontroversiel Honorary Academy Award for sit livsværk, valgte halvdelen af publikum at blive siddende, mens resten rejste sig for at klappe. Martin Scorsese motiverede prisen og har arbejdet utrætteligt for at rehabilitere Kazan. Intet af dette rokker ved værdien af On the Waterfront (1954, da. I storbyens havn), East of Eden (1955, da. Øst for Paradis), A Face in the Crowd (1957, da. Et ansigt i mængden), Splendor in the Grass (1961, da. Feber i blodet) og fem andre film, som Kazan instruerede efter HUAC-høringen. Hans sidste film blev The Last Tycoon (1976), en filmatisering af F. Scott Fitzgeralds ufuldendte Hollywood-roman med Robert De Niro i rollen som Monroe Stahr (dvs. Irving Thalberg-figuren i Fitzgeralds bog). 

**) Faktisk er kun få scener indspillet i New York City. De fleste eksteriørscener er optaget i Toronto i Canada. Studiescenerne er optaget i København.

Se også Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | David Nicholls: One Day (2011) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | Laura Wade: The Riot Club (2014); Lone Scherfig: Their Finest (2016).

The Kindness of Strangers. Instr. & manus: Lone Scherfig. Foto: Sebastian Blenkov. 116 min. DK-Sverige-Tyskland-Frankrig-Canada-UK-USA 2019. Dansk premiere: 18.06.2020.

Fotos: Creative Alliance/ Arte/ DFI/ Film i Väst/ HanWay Films/ Front Porch Pictures/ NadCon Film/ WDR/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, C More, FILMSTREIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max, iTunes, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 19.06.2020.