Lone Scherfig: Wilbur Wants to Kill Himself (2002)

UD AF MØRKET

I flugt mellem livet og døden

Af BO GREEN JENSEN

»KÆRLIGHED er stadig den bedste kur for modløshed«. »Når det gælder om at finde vej ud af mørket, kan ingen medicin konkurrere med varme, hverdag og meningsfuldt nærvær«. Banale udsagn som disse tangerer vel tautologier. Dog insisterer de på at blive sagt, når man lige har set Lone Scherfigs film om en selvmorder, der kommer på bedre tanker, i høj grad på trods af sig selv.

   Wilbur (Jamie Sives) prøver allerede i titelsekvensen at tage sit liv med tabletter, gas og andre forhåndenværende midler. Målbevidst finkæmmer han lejligheden, koncentreret og med et intenst pokerfjæs. Alle verdens tårer kunne falde fra himlen over Glasgow. Det ville ikke rage Wilbur en fjer. Tvangsbetonet adfærd, kaldes det rituelle sygdomsmønster, som han følger. Wilbur Wants to Kill Himself, hedder filmen.*

VI befinder os i Skotland, hvor solen aldrig skinner, og det bliver hurtigt klart, at Wilbur gør dette når som helst han har lejlighed til at forsøge. De andre patienter i samtalegruppen på hospitalet er trætte af Wilbur, fordi han ikke tager depressionen alvorligt. Lægen Horst (Mads Mikkelsen) har afskrevet ham. Sygeplejersken Moira (Julia Davis) vil gerne have galgenhumoristen med hjem i seng. Dog skal Wilbur ikke nyde noget med hensyn til nære relationer. Wilbur ønsker bare at dø. Han har prøvet så længe nogen kan huske.

   Dét er udgangspunktet i Lone Scherfigs Wilbur begår selvmord, hendes første film efter verdenssuccesen Italiensk for begyndere (2000). Den er optaget i Glasgow og befolket med skotske og britiske spillere. Alligevel fornemmer man den umiskendeligt danske tone i manuskriptet, som Scherfig har skrevet sammen med Anders Thomas Jensen. Denne viser sine bedste sider, når han arbejder med kvindelige instruktører. Efter Wilbur og Susanne Biers Elsker dig for evigt kan ingen råbe »Tarantino-plagiat« efter Jensen. Han er virkelig vokset med disse to film.

WILBUR går sine egne veje, men fastholder dog relationen til sin lillebror, Harbour (Adrian Rawlins), en lys fatalist som slet ikke deler Wilburs akutte desperation. Ved filmens begyndelse er faderen endelig død, og de voksne drenge skal sammen overtage antikvariatet, som har kørt skævt i en menneskealder. Egentlig er der kun gæld tilbage. Broderen er mildt bekymret. Wilbur er fuldkommen ligeglad. De flytter sammen i bagbutikken, hvor Harbour systematisk har fjernet alt, som en kompulsiv selvmorder kunne bruge.

   Begyndelsen er grimet, skæv, meget stilrent turneret og en lille smule trættende, lidt som tonen i Knud Leif Thomsens antikke Selvmordsskolen (1964), en Jacques Tati-agtig farce med Jørgen Ryg, hvis nogen husker så langt tilbage. Men netop som det næsten er blevet for mørkt, ankommer varmen i skikkelse af den kejtede, livsbekræftende Alice (Shirley Henderson). Hun gør rent på hospitalet, er alene med datteren Mary (Lisa McKinley) og kan ikke finde ud af nogen ting. Ganske hurtigt, og på datterens anbefaling, finder hun sammen med den mindst lige så kejtede Harbour.

DE fire karakterer bliver efterhånden en lille familie, og alle i salen genkender gradvis konturerne af den personkreds, som Lone Scherfig kaldte »uafhentede enere« i forbindelse med Italiensk for begyndere. Wilbur, der arbejder som pædagog og i øvrigt er fremragende til sit arbejde, vil i begyndelsen ikke være ved, at han er anfægtet af både Alice og Mary. Så bliver Harbour uhelbredeligt syg, og Wilbur får en hustru og en datter til låns. En dag, hvor han af vane vil dræbe sig selv snarest muligt, indser han, at trangen er væk. Hans bror skal dø, der er denne familie. Han ville ikke have troet det, men med ét har selvmordskandidaten fået noget at leve for.

DET er en ganske lille historie, men at følge den føles umådeligt tilfredsstillende. Scherfig er god til det lave og nære, og i de skotske spillere har hun det optimale materiale. Især Jamie Sives, der udtrykker lakonisk afmålt nærvær på samme måde som amerikaneren Robert Downey Jr., er eminent i den svære rolle som Wilbur. Denne kunne let være blevet et karikeret postulat. Shirley Henderson er uimodståelig. Som datteren er Lisa McKinley god til at arrangere sine voksne i de rigtige konstellationer.

   Historien er tragisk. Imidlertid spiller den som en komedie, fordi Scherfig så behændigt blander sorgen med situationskomik. En børnefødselsdag i forretningen udarter til sublim komik. Al kærligheden i filmen føles ægte, jordnær og uafviselig. Som personinstruktør tilhører Scherfig skaren af Mike Leighs disciple, men Wilbur Wants to Kill Himself er en bedre film end lærerens [i 2002] aktuelle All or Nothing.

WILBUR Wants to Kill Himself lover godt for den kommende bølge af engelsksprogede danske produktioner, der bl.a. omfatter Thomas Vinterbergs It’s All About Love og Nicolas Winding Refns Fear X. Egentlig kunne Wilburs Glasgow lige så godt ligge i Lyngby, hvor regnlyset i Italiensk for begyndere blev til. For det handler dybest set ikke om sproget. Det handler om mennesker alle vegne, og om dem ved Lone Scherfig mere end de fleste.

*) Teksten står som skrevet for 20 år siden. Der er derfor ingen bagklogskab. Og heller ikke helt det sprog for tvangstanker, selvskade og OCD, som siden er blevet fintunet. Wilbur fik ikke et stort efterliv. Det er svært at finde billeder. I den anglofone sfære bliver filmen primært set af én grund: Mads Mikkelsen medvirker som dr. Horst. Det var stjernens store år i medicin. Han var samtidig den hudløst utro læge i Elsker dig for evigt, som i udlandet bliver kaldt Open Hearts. Måske får hele hospitalsgenren en opblomstring, når der i 2022 er premiere på tv-serien The Shift (da. Dag & Nat), som Lone Scherfig og Ole Christian Madsen har udviklet på vegne af Creative Alliance. Imens er Lars von Trier stærkt på vej med Riget Exodus, en egentlig uventet opfølger til Riget (1994) og Riget II (1997), der i sin tid gjorde auteuren til en slags dansk folkehelt. The Kingdom: Exodus skal streames på Viaplay og siden vises på DRTV. Det er den første af karrierens bebudede trilogier, som filmskaberen faktisk færdiggør.

Se også Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | David Nicholls: One Day (2011) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | Laura Wade: The Riot Club (2014); Lone Scherfig: Their Finest (2016); Lone Scherfig: The Kindness of Strangers (2019).

Wilbur Wants to Kill Himself (Wilbur begår selvmord). Instr.: Lone Scherfig. Manus: Lone Scherfig og Anders Thomas Jensen. Foto: Jørgen Johansson. 105 min. DK-UK-Sverige-Frankrig 2002. Dansk premiere: 08.11.2002.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Wilbur Ltd./ Scottish Screen/ Sigma Films/ TV2/ Glasgow Film Office/ SVT/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ DFI/

Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, NORDISK Film+, SF Anytime, YouTube Film

Ingen BD-udgivelse – DVD fra Icon Film Distribution (UK) 11.02.2008 + DVD fra Nordisk Film (i serien Dansk Filmskat) 14.01.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.11.2002

Lone Scherfig: The Kindness of Strangers (2019)

ET EVENTYR FRA NEW YORK

Kærlighedens kodeks ifølge Lone Scherfig

Af BO GREEN JENSEN

VED første daggry vækker prinsesse Clara (Zoe Kazan) sine sønner, Anthony og Jude (Jack Fulton og Finlay Wojtak-Hissong), så de kan liste sig ud af huset. Politibetjenten Richard (Esben Smed), den falske prins, er begyndt at slå den ældste dreng, som han har slået på Clara, siden parret mødtes romantisk engang. Nu er det tid til at flygte fra trolden.

   Drengene har drømt om at se Manhattan, så Clara tager bilen og kører derind. I New York kan man forsvinde, skjule sig i mængden og leve under radaren. Ellers har Clara ingen stor plan. Hun satser – ligesom Blanche DuBois i A Streetcar Named Desire (1951, da. Omstigning til Paradis) – på at klare sig ved venlige fremmedes hjælp.

   Der plejer at være indbygget ironi i den titel, som Lone Scherfig har hentet hos Tennessee Williams. Det er der ikke i The Kindness of Strangers. Clara og drengene ville gå til grunde, hvis ikke det var for menneskers iboende godhed.*

   Det var dén, som Scherfig bekendte sig til i gennembrudsfilmen Italiensk for begyndere (2000), en nyklassiker fra Dogme 95-tiden. Siden fulgte to ujævne genrestykker, Wilbur Wants to Kill Himself (desperat skotsk galgenkomedie) og Hjemvé (corny dansk provins). Så en stribe pletfri britiske produktioner, som Scherfig instruerede, men ikke selv skrev: An Education (2009), One Day (2011, da. Samme dag, næste år), The Riot Club (2014) og Their Finest (2016). Hun har atter selv skrevet The Kindness of Strangers.

CLARA OPSØGER SIN svigerfar (David Dencik), som ikke er nogen annonce for mænd. Han afviser dem med et indolent skuldertræk. Så tænker hun, at de kan sove i bilen og leve af receptionsmad, som hun snyder sig til ved at posere som gæst på den russiske restaurant, hvor de parkerer i gården.

   Her er vi ved omdrejningspunktet. Faktisk var filmens titel i lang tid Secrets from the Russian Tea Room. For imens er en kreds af forbundne karakterer kørt i stilling. De kommer alle i restauranten, som den ret beset ikke så russiske Timofey (Bill Nighy) har arvet og ikke helt magter at drive.

DEN famlende Jeff (Caleb Landry Jones) er aldrig lykkedes med noget og falder hurtigt mod bunden. Sygeplejersken Alice (Andrea Riseborough) har to fuldtidsjobs og leder en selvhjælpsgruppe, som praktiserer tilgivelsesterapi. Marc (Tahar Rahim) sad i fængsel for noget, hans bror havde gjort. Juristen John Peter (Jay Baruchel) har netop fået ham ud, da Clara kommer til byen og forbinder de cirklende liv.

   The Kindness of Strangers fik en hård medfart på Berlinalen i 2019, hvor den blev vist som åbningsfilm. Den levede i fem minutter; så var der alt muligt galt. Man havde ventet sig en ny An Education og mødte i stedet et menneskesyn, der kunne ligne Frank Capras forsikringer om, at Vi har brug for hinanden og Det er herligt at leve. Scherfigs New York ligner ikke den mangefarvede millionby, der sædvanligvis bliver skildret på film; snarere det fortryllede, labyrintiske London hos Charles Dickens.**

FILMEN er bestemt ikke blind for menneskets mørke side. Det er dén, der dominerer i det store billede, makrostrukturen, som karaktererne finder små lommer i. Det samme gjaldt i den udeltagende danskhed, hvor karaktererne fandt sammen i Italiensk for begyndere. Man kan kun blive positivt overrasket.

   Snart dukker Richard op og prøver at indfange familien, som han ikke fortjener. Anthony har set pædofile torturbilleder på hans computer, og John Peter hjælper Clara med at iværksætte en skilsmissesag. New York er en magisk metropolis, skønt vi kun ser baggårde og sidegader, aldrig turisternes skyline.

   Der er fire bestemmende steder: restauranten, hospitalet, den gamle kirke med selvhjælpsgruppen og suppekøkkenet, hvor hjemløse mødes. En forhutlet mand tilbyder Clara sin hjælp. Da hun afviser ham, bliver han vred og siger, at hun ikke ser ham. Clara har sine grunde, for ved flere lejligheder er drengene i akut livsfare, men den hjemløse mand formulerer filmskaberens menneskesyn.

FILMEN er varm og meget velskreven. Det er vigtigt at se den i rette ånd og den rigtige stemning; som et hverdagseventyr, der forener romantik og realisme. Zoe Kazan inkarnerer ukueligheden. Bill Nighy giver sin distræte signatur lidt mere kød på, skønt pointen præcis er hans poetiske redundans.

   »The House of the Rising Sun« bliver fremført af smægtende balalajkaer. Alle får, hvad de fortjener, for her virker skæbnen meritokratisk, og der er faktisk kosmisk retfærdighed til. Hvis Scherfigs humanisme skal være et problem, ved jeg ikke, hvordan man lever med flertallet af romantiske film.

THE Kindness of Strangers forener empatisk realisme med besværgende hverdagsmagi. Alle gode viljer mødes i et New York, der ligner byen fra julesangen med Kirsty MacColl og The Pogues, hvor højtiden fejres i detentionen. Andrew Lockington har skrevet changerende stemningsmusik, og Scherfigs husfotograf, Sebastian Blenkov, har taget distinkte bybilleder.

   Der er så mange gennemførte detaljer og finesser i persontegningen. Vi kan alle lære lidt af denne fabel. Måske fortjener tiden en hårdere film, men den har godt af at se The Kindness of Strangers.

*) Der er til gengæld både symmetri og poesi i castingen af Zoe Kazan (f. 1983), som er barnebarn af Elia Kazan (1909-2003), der instruerede A Streetcar Named Desire. Kazans betydning som instruktør og forfatter står i skyggen af det vidneudsagn, som han aflagde for HUAC-kommissionen i 1952. Kazan angav otte kolleger fra sin tid på Group Theater. Arthur Miller har skrevet bevægende om de samtaler, som han og Kazan førte dagen før afhøringen. Da Kazan i 1999 modtog en kontroversiel Honorary Academy Award for sit livsværk, valgte halvdelen af publikum at blive siddende, mens resten rejste sig for at klappe. Martin Scorsese motiverede prisen og har arbejdet utrætteligt for at rehabilitere Kazan. Intet af dette rokker ved værdien af On the Waterfront (1954, da. I storbyens havn), East of Eden (1955, da. Øst for Paradis), A Face in the Crowd (1957, da. Et ansigt i mængden), Splendor in the Grass (1961, da. Feber i blodet) og fem andre film, som Kazan instruerede efter HUAC-høringen. Hans sidste film blev The Last Tycoon (1976), en filmatisering af F. Scott Fitzgeralds ufuldendte Hollywood-roman med Robert De Niro i rollen som Monroe Stahr (dvs. Irving Thalberg-figuren i Fitzgeralds bog). 

**) Faktisk er kun få scener indspillet i New York City. De fleste eksteriørscener er optaget i Toronto i Canada. Studiescenerne er optaget i København.

Se også Lone Scherfig: Wilbur Wants to Kill Himself (2002); Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | David Nicholls: One Day (2011) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | Laura Wade: The Riot Club (2014); Lone Scherfig: Their Finest (2016).

The Kindness of Strangers. Instr. & manus: Lone Scherfig. Foto: Sebastian Blenkov. 116 min. DK-Sverige-Tyskland-Frankrig-Canada-UK-USA 2019. Dansk premiere: 18.06.2020.

Fotos: Creative Alliance/ Arte/ DFI/ Film i Väst/ HanWay Films/ Front Porch Pictures/ NadCon Film/ WDR/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

Ingen BD-udgivelse - DVD fra Alive Bild (Tyskland) 17.04.2020 + SF Studios (Skandinavien) 19.10.2020 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.06.2020.

Lone Scherfig: Their Finest (2016)

GODE OG SPÆNDENDE DAGE
Lone Scherfig består hjemstavnsprøven

Af BO GREEN JENSEN

DER er blandt filmskabere ny interesse for 2. verdenskrig. Man vil spejle sig i historien og forstå en tid, hvor man ikke selv var der. Resultatet er anti-nostalgiske fortællinger, der nuancerer de vedtagne sandheder. Se bare danske eksempler som 9. april, Under sandet og Fuglene over sundet.

   Lone Scherfig har instrueret en romantisk komedie – hvad tiden selv (med et godt ord) kaldte et lystspil – der bruger briternes krig ligesådan. Efter fire UK-produktioner (Wilbur Wants to Kill Himself, An Education, One Day, The Riot Club) har Scherfig udviklet sin egen lydefri engelskhed, der næsten tangerer en bugtalerkunst. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at Their Finest var instrueret af Stephen Frears eller Mike Newell.

   Blitzen over London og evakueringen af tropper fra stranden ved Dunkerque i 1940 er nøglesteder i britisk historie. Joe Wrights filmatisering af Atonement (2007, da. Soning) brugte mere tid på Dunkirk-afsnittet end Ian McEwans roman, og Christopher Nolan har arbejdet i fire år med storfilmen Dunkirk (2017). Der er sikkert mange flere markeringer på vej.

   Scherfigs beskedne komedie kan ses som en ouverture til festen. Their Finest er både en stilfærdigt feministisk skildring af tiden, hvor kvinder pludselig kunne bruges i arbejdsstyrken, en fejring af engelskhed til alle tider og en metafilm om en film, der bliver til.

TEKSTFORFATTEREN Catrin Cole (Gemma Arterton) bliver hyret til at skrive dialogen i de oplysningsfilm, som regeringen producerer. Ministeriet (personificeret af en elskeligt indolent Richard E. Grant) forhandler samtidig med producenten Gabriel Baker (Henry Goodman) om at skabe en fiktionsfilm, der kan styrke moralen og overtale USA til at komme England til undsætning.

   Baker – der taler med ungarsk accent og ligner virkelighedens Alexander Korda – får bestillingen og uddelegerer manuskriptarbejdet til Tom Buckley (Sam Claflin), som skriver i tandem med veteranen Raymond Parfitt (Paul Ritter). Catrin skal levere det »sludder«, som binder scenerne sammen.

UDENFOR bliver London bombet, men Catrin har gode og spændende dage. Hun er kommet fra Wales til London med kunstneren Ellis (Jack Huston), der maler fabriksbygninger i katedralstil. Mens Catrin forsvinder i filmarbejdet, får også han en patriotisk bestilling. De driver næsten venskabeligt fra hinanden, mens Tom og Catrin i samme tempo kommer tættere på hinanden.

   Catrin bliver sendt til Dover og hører fra hestens egen mund historien om to søstre, tapre tvillinger, der tog deres fars fiskerbåd og sejlede til Dunkerque. De måtte ganske vist vende om, men da der er pyntet stærkt på historien, bliver den til plottet i The Nancy Starling, en gæv fremstilling af briternes indsats, som gør stor lykke i biografen.

   Hvis der er nogen nostalgi i Their Finest, er det en længsel efter tiden, hvor halvdelen af den voksne befolkning gik i biografen hver uge. Og efter oplevelsen af at sidde blandt publikum, som ser den færdige film og bliver opslugt af de illusioner, som har været så svære at skabe.

SCHERFIG skildrer tilblivelsen af The Nancy Starling, viser fint patinerede scener fra filmen og rammer ret godt dag-for-nat atmosfæren på settet. Det er en grundpræmis, at virkeligheden justeres for at finde en enklere sandhed – »when the fact becomes legend, print the legend« – og filmens selvforståelse rækker ud over denne historie. Den stikker også dybere end forlægget, en roman af Lissa Evans med titlen Their Finest Hour and a Half.

   Der er et frodigt mylder af højbritiske karakterer. Allerbedst er Bill Nighy som Ambrose Hilliard, en 63-årig filmfrikadelle, der stadig vil spille ung elsker. Han tager til takke med rollen som søstrenes alkoholiserede Uncle Frank, men Catrin redder situationen – og mandens selvrespekt – ved at skrive rollen om til en karakter i flere dimensioner. Nighy leverer et af flere gedigent bevægende øjeblikke, da han synger »Wild Mountain Thyme« for sine kolleger.

DER er 75 år mellem William Wylers Mrs. Miniver (1942) og Their Finest, som begge skildrer Dunkirk ved at se på hjemmefronten. Og menneskene er de samme. De rejser sig i nødens stund og yder deres bedste. At de også gør nyttige ting for sig selv, forvirrer måske myten om heroisk offervilje, men tilfører stoffet en ny realisme.

   Arterton og Claflin er eksemplariske typer. Rachael Stirling har en mindre rolle som den lesbiske line producer, der bemærker, at misogynien i faget kan skyldes, at »mange mænd er skrækslagne for, at kvinderne ikke vil kravle tilbage i æsken, når alt det hér er forbi.«

   Jeremy Irons er ministeren, der vil høre sig selv deklamere Shakespeares Henry V. Bill Nighy er uovertruffen både som Ambrose og Uncle Frank i filmen-i-filmen. Vi skal heldigvis ikke se endnu et bud på Winston Churchill.*

 

DET er let, fint og fremragende gjort. Hér er måske mit lille forbehold. Man talte i gamle dage om kød, der kunne tygges med øjnene. Det samme kan Their Finest. Der er ingen modstand i stoffet og derfor heller ikke meget for publikum at arbejde videre med. Men sød og seværdig er filmen bestemt.

*) Their Finest ankom midt i en byge af vidtløftige Churchill-portrætter: Michael Gambon i Charles Sturridges Churchill’s Secret (2016); John Lithgow i første sæson af Peter Morgans Netflix-serie The Crown (2016); Brian Cox i Jonathan Teplitzkys Churchill (2017); Gary Oldman i Joe Wrights Darkest Hour (2017). I Christina Rosendahls Vores mand i Washington (2020) findes den (vist nok) første Churchill-fremstilling i en dansk spillefilm. Her bliver statsmanden spillet af Nicholas Blane, mens Henry Goodman (som spiller Korda-karakteren i Their Finest) er castet som Franklin D. Roosevelt.

Se også Lone Scherfig: Wilbur Wants to Kill Himself (2002); Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | David Nicholls: One Day (2011) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | Laura Wade: The Riot Club (2014); Lone Scherfig: The Kindness of Strangers (2019). 

Their Finest (Their Finest Hour). Instr.: Lone Scherfig. Manus: Gaby Chiappe. Foto: Sebastian Blenkov. 117 min. UK-Sverige-Frankrig 2016. Dansk premiere: 04.05.2017.

Fotos: BBC Films/ HanWay Films/ Ingenious Media/ Pinewood Pictures/ Wildgaze Films/ Number 9 Films/ Film i Väst/ Filmgate Films/ Ripken Productions/ Welsh Government/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Mk2/ YouTube (Film Trailer Channel)

Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate Films (UK) 21.08.2017

2K Blu-ray fra SF Studios (DK) 07.09.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 05.05.2017

Lone Scherfig | Laura Wade: The Riot Club (2014)

HÆRVÆRKSKLUBBEN

Englands politiske klasseteater

Af BO GREEN JENSEN

I STORBRITANNIEN fungerer klassesystemet som efter en naturlov. Den sociale arv og de riges privilegier er emner, der kan bringe debatten i kog. Hvis klassekampen er hendøende, er det kun, fordi besidderne har haft held til at udslette arbejderklassen. Hvad konservatismen påbegyndte i 1980erne, blev gjort færdigt af 90ernes globalisering.

   Klassetænkningen har udviklet sig til noget næsten metafysisk. Dramatikeren Laura Wade (f. 1977) skabte en af årtiers største britiske teatersucceser, da hun satte ti unge mænd fra Oxford til at hærge på scenen i Posh. Her holder »The Riot Club« sin traditionsrige middag, som kulminerer i et orgie af destruktion. Man knuser alt, hvad der kan gå i stykker. Man æder og drikker sig fra sans og samling, forsøger også at få en kvinde ned på knæ under bordet, er i det hele taget drenge, når drenge er værst.*

DA Wade skrev sit skuespil i 2010, var Labour Party ved magten. De rige rødder på scenen kunne tale, som om de repræsenterede en minoritet og en stolt tradition, der var ved at forsvinde. I 2012 blev stykket genopført, og Wade justerede teksten til David Camerons konservativt administrerede England, hvor flere af klubbens principper i mellemtiden var blevet til lov.

   Hærværksklubben er angiveligt fiktiv. Det er dog en åben hemmelighed, at The Riot Club er baseret på virkelighedens Bullingdon Club, som har eksisteret i Oxford siden 1780erne. Evelyn Waugh nævner klubben flere steder. Listen over medlemmer tæller mænd som Cecil Rhodes og Kong Frederik IX. Bullingdon-drengene bærer korte, skræddersyede jakker. Det samme gør vandalerne fra The Riot Club.

   Den reviderede forestilling fik ekstra opmærksomhed, fordi tre af rigets magtfulde embeder var beklædt af gamle Bullingdon-medlemmer. David Cameron, finansminister George Osborne og Boris Johnson – som siden blev både udenrigs- og premierminister, men i 2014 endnu var Londons borgmester – havde alle siddet med ved bordet, hvor man når til at råbe »I fucking hate poor people!«, før aftenen er omme. I det hele taget sætter klubben en ære i ikke at nære social empati.

I LONE Scherfigs filmatisering af stykket, som Laura Wade selv har bearbejdet, er den hårde kerne ikke blødt op, men den er indrammet af forskellig baghistorie, og der er nuanceret i typologien, så karaktererne er til at skelne fra hinanden. I teatret er drengene kloner, nogenlunde lige stupide – og værre, fordi de er sammen og ens.

   Miles Richards (Max Irons) er egentlig ikke typen, der snobber hverken op eller ned. I Oxford bliver han kæreste med Lauren (Holliday Grainger), som kommer fra jævne walisiske kår. Der er ingen Lauren i sceneversionen. I filmen fungerer hun som et humaniserende filter og et identifikationspunkt for tilskueren. Det er muligvis ikke, hvad der er brug for. Skuespillet fungerer i kraft af sit koncentrerede anarki.

   Miles er en sød dreng, der lader sig benove af invitationen til at blive medlem. Man ved, at man er kommet i betragtning, når ens værelse bliver raseret.

DET er en gennemgående svaghed, i filmen såvel som i stykket, at man aldrig helt begriber, hvorfor klubben er så attraktiv. Alt, hvad de unge mænd foretager sig – og det er ret beset ikke meget – virker gennemført infantilt.

   Men man bliver medlem af et netværk, som fungerer (og forpligter) hele livet. Det véd den arrogante Alistair Ryle (Sam Claflin), som skal løfte arven efter sin farfar, far og onkel Jeremy (Tom Hollander), der er konservativ politiker. Alistair deler det kyniske menneskesyn. Han og Miles læser begge historie. De skriver opgaver til den samme tutor. Her er de tæt på at hade hinanden. Bortset fra, at den milde Miles næppe er i stand til at hade.

DEN lyse side af Oxford bliver skildret i filmens første akt, hvor Scherfig formidler sin glæde ved stedet. En scene, hvor Miles og Lauren taler på taget med udsigt til byens »drømmende spir«, har sjælfuld sødme og kunne stamme fra de bedste tider i One Day (2011). Der er også lidt humor i drengenes ture. Så begynder middagen, og alvoren bliver blodig.

   Fordi klubben knuser alt, har den karantæne på de fleste spisesteder. Man kører langt for at nå til pubben The Bull’s Head, hvor en ambitiøs kroejer (Gordon Brown) prøver at give stedet stil. Han bukker og skraber for selskabet, der har booket sig ind som Unge Entreprenører. De øvrige gæster, som ikke er posh, får lov at vente i timer. Manden, som man når at få ondt af, er i mange henseender en straight version af Basil Fawlty, den inkarnerede småborgerlighed.

MIDDAGEN forløber. Ti fugle er bagt ind i hinanden, og klubbens formand taler vidtløfligt om at fejre fråseriet som kunst og erkendelsesform. De æder og drikker for Englands skyld. I tarvelige tider er de det sande bolværk mod pøbelen. I prologen har man set den historiske Lord Ryot være både dekadent og visionær. Det er der ingen af dagens drenge, der er. De vil bare rive verden i stykker.

   Udover Miles er der ingen i klubben, som kender det andet køn særligt godt. Det ligger ikke i opdragelsen, hvis man kommer fra skoler som Eton og Harrow. Harry (Douglas Booth) har bestilt en professionel pige, som skal give drengene blowjobs. Da Charlie (Natalie Dormer) betakker sig, overvejer klubben at voldtage kroværtens datter (Jessica Brown Findlay).

   Her indskyder Scherfig og Wade en forvikling. Redegørelsen for kvindesynet er i forvejen omstændelig. Nu skal filmen skyde sit krudt af i en hæmningsløs destruktionsscene, der kulminerer i afstraffelsen af kroværten. Da er The Riot Club blevet ren horror.

FILMEN fungerer bedst på de steder, hvor den holder fast i teaterforestillingens klaustrofobiske ramme og de kunstfærdige replikker, der i pointeret form taler om klasser. Det er og bliver en britisk forestillingsverden. Da Alistair siger til kroværten, at denne i virkeligheden elsker de hærgende overklassedrenge, er det tydeligt, at han rammer et ømt punkt. Det kunne han kun gøre i en britisk kontekst.

   Lone Scherfig formidler alt dette med samme fintmærkende præcision, som hun lagde for dagen i An Education og One Day. Det virker af og til, som om hun hellere ville lave en lys film, der fejrer de klassiske dyder i Oxford. The Riot Club er en grov satire, men eftersmagen er syrlig og ram – altså for så vidt som den skal være.

Se også Lone Scherfig: Wilbur Wants to Kill Himself (2002); Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | David Nicholls: One Year (2011) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig: Their Finest (2016); Lone Scherfig: The Kindness of Strangers (2019).

*) Laura Wade voksede op i Sheffield i det nordlige England. Hun studerede drama ved Bristol University, debuterede med Limbo (1996) og kom til Londons Soho Theatre med Colder Than Here (2005). Hun har skrevet 15 skuespil, hvoraf syv foreligger i bogform.

   Wade har ingen Oxford-baggrund selv. Hun har dog kunnet spørge sit bagland, hvis hun var i tvivl. Wade har to børn med instruktøren og skuespilleren Samuel West, som har instrueret flere af hendes stykker. West, der er søn af Timothy West (Edward VII) og Prunella Scales (Fawlty Towers), tog sin kandidatgrad i Oxford. Wade og West har dannet par siden 2007. 

   Posh blev uropført i 2010 på Royal Court Theatre, hvor Wade var en del af Young Writers-programmet. I 2012 blev teksten afstemt efter aktuelle forhold og opført på Duke of York Theatre i West End. Wade var ikke selv involveret i 2017-produktionen, som lod teksten opføre af et kvindeligt cast. Derimod skrev hun sceneversionen af Sarah Waters’ victorianske perioderoman Tipping the Velvet (1999), som blev opført på Lyric Hammersmith i 2015. Tipping the Velvet er især kendt fra tv-versionen [med manuskript af Andrew Davies] med Rachael Stirling, Sally Hawkins og Keeley Hawes, som var en LGBTQ+-landvinding i 2002.

   Efter Posh har Laura Wade skrevet Home, I’m Darling (2018) – en tragisk satire om nostalgiske kønsroller – og The Watsons (2019). Sidstnævnte bygger på Jane Austens aldrig færdiggjorte roman (som mange austenites har skrevet videre på). I Wades version bliver handlingen sat i stå, når »Dramatikeren« og karaktererne diskuterer, hvad der videre kunne, burde og måske vil ske. The Watsons havde premiere på Chichester Festival Theatre i 2018 og spillede videre på Menier Chocolate Factory i London. Forestillingen var instrueret af Samuel West.

The Riot Club. Instr.: Lone Scherfig. Manus: Laura Wade. Foto: Sebastian Blenkov. 107 min. UK-Frankrig 2014. Dansk premiere: 04.12.2014.

Fotos: Daniel Hambury (Laura Wade Portrait)/ Film4/ HanWay Films/ BFI/ Universal Pictures International/ Pinewood Pictures/ Blueprint Pictures/ Selective Films/ Orange Studio/ Royal Court Theatre/ Angel Films/ YouTube (Universal Studios Trailer).

Filmen streames (juni 2025) Amazon TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios (UK) 19.01.2015

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 05.12.2014 [revideret og ajourført 2022]