To versioner: The End of the Affair (1955/1999) [Bogen og filmen]

DEN SKINSYGE GUD

Graham Greenes katolske utroskabshistorie

Af BO GREEN JENSEN

DEN irske filmskaber Neil Jordan (f. 1950) deler sit virke mellem trivielle amerikanske bestillingsopgaver (High Spirits, We’re No Angels, In Dreams) og europæiske produktioner, som han brænder for og vil noget med. Fordi danske distributører sjældent tager chancer, er det ved at være længe siden, vi har set en af Jordans rigtige film. Det skete for eksempel, da man ikke kunne ignorere den Guldløve, som Michael Collins (1996) vandt i Venedig.

   Hovedværket The Butcher Boy (1997) fik vi derimod aldrig at se. For de fleste danske biografgængere er Jordan derfor bedst kendt som manden bag Mona Lisa (1986), The Crying Game (1992) og Interview with the Vampire (1994).

   Jordan er endvidere forfatter til bøgerne Night in Tunisia (1976), The Past (1980), The Dream of a Beast (1983) og Sunrise with Sea Monster (1994). At han skriver selv, kan ikke mindst mærkes på de manuskripter, han baserer på andres romaner. Ikke altid for det gode. Jordan nøjes ikke med beskære og bearbejde. Han skriver også videre på de udvalgte værker. Det fungerede i forbindelse med Patrick McGabes knudrede roman om Slagterdrengen, som Jordan fik en helstøbt, men fortsat voldsom og visionær fabel ud af. Hjemlandets kritikere har kåret The Butcher Boy som den bedste irske film nogen sinde.

   Mere betænkeligt er det, når Jordan begynder at skrive videre på Graham Greenes romaner. I sin filmatisering af The End of the Affair (1951, da. Enden på legen) holder han længe tungen lige i munden og gør alt for at formidle de komplekse understrømme i den handlingsmæssigt ret enkle historie. Til slut kan han dog ikke dy sig for at pynte på romanen og lade den ende, som han finder det rimeligst. Hvilket vel er grunden til, at han gav sig i kast sig med filmatiseringen.

VI skriver 1946, og Blitzen over London er ophørt for længst, da forfatteren Maurice Bendrix (Ralph Fiennes) drives ud i regnen og mørket på Greenham Common af den rastløshed og tomhedsfølelse, som ikke vil forlade ham.

   To år tidligere mistede han næsten livet under Blitzen, og da han vågnede, var han alene. Sarah Miles (Julianne Moore), kvinden som han havde elsket og haft en langstrakt affære med, siden de i 1939 mødtes til et selskab hos hende og ægtemanden Henry, ville ikke længere have noget med ham at gøre. Siden har Bendrix bearbejdet sin bitterhed og levet alene med sine bøger.

   I regnen møder han nu Henry Miles (Stephen Rea). Den sløve embedsmand er omsider begyndt at føle jalousi og mistænker Sarah for at have et forhold til en anden mand. På Henrys vegne, men afgjort for sin egen skyld, kontakter Bendrix et detektivbureau, som sætter den klodsede opdager Parkis (Ian Hart) på sagen.

   Imens begynder Bendrix at huske, og vi ser hvor glade de elskende var for hinanden. Så faldt V-1 raketten, og sjælen fløj ud af Bendrix for at vende. Da han atter kunne sanse, gik Sarah sin vej. Hvorfor bliver forklaret, men vil man engagere sig i mysteriet, bør man ikke vide for meget på forhånd. De skal derfor kun læse videre, hvis De kender romanen i forvejen.

GREENE skrev The End of the Affair i 1951 og dedikerede den til »C.«. Bag dette forbogstav skjulte sig Catherine Walston, som Greene havde et forhold til fra slutningen af 40erne til begyndelsen af 60erne. De var begge gift med andre partnere, men ellers er romanen på sin måde tro mod virkeligheden.

   De havde begge religion på hjernen, ikke mindst Greene som var konverteret til katolicismen i 1926, og de havde deres personlige tolkning af diverse dogmer om hor og fortabelse. Greene kaldte Enden på legen for sin »Great Sex Novel« og talte den ikke blandt sine entertainments. Egentlig er romanen jo den »hadets dagbog«, som Bendrix begynder at skrive i filmens allerførste scene.

   

THE End of the Affair blev filmatiseret allerede i 1955. Amerikaneren Edward Dmytryk instruerede; Van Johnson og Deborah Kerr spillede Bendrix og Sara. Ligesom Jordan fulgte Dmytryk i første omgang Greenes komplekse lag-på-lag struktur, men det amerikanske studie ville ikke forvirre sit publikum, og Dmytryk blev pålagt at klippe filmen om, så den fik lineær kronologi. Der blev selvsagt heller ikke vist grafisk sex i den første filmatisering. Det gør der på smagfuld vis hos Neil Jordan, mens Michael Nymans musik tonser ned over de elskende, og den skinsyge Gud ser til fra sin himmel.

FORDI Jordans version generelt er så trofast, undrer man sig eftertrykkeligt, da han i ellevte time alligevel ændrer handlingsgangen og efterjusterer Greenes egen slutning. Det sker ikke for at nedtone bogens religiøse tema. Jordan gengiver stort set alle de tirader af tvivl og forklarelse, som Bendrix og Sarah på skift skriver ned i deres respektive optegnelser. Den katolske faktor er og må også være en hovedsag. End ikke Dmytryks pædagogiske filmatisering forsøgte at pille ved dén.

   Snarere er Greenes forkomne elskende ikke romantiske nok for den irske billedskaber. For i bogen er der ingen sidste udflugt til Brighton, ingen grådkvalt Liebestod og slet ikke noget moderne menage à trois som det, der i filmen kommer i stand på Henrys foranledning.

   Også i romanen flytter Bendrix ind hos Henry, men det sker først efter Sarahs død. Denne opleves i filmen som en direkte konsekvens af loven om årsag og virkning. Sarah bryder sit løfte til Gud, da hun genoptager forbindelsen med Bendrix, og her er der udbetaling ved kasse ét. Sarah dør af kærlighed, vel vidende hvad hun har gjort.

MEST problematisk er modermærket, den symbolske stigmatisering, som Sarah muligvis helbreder med styrken i sin nyfundne tro. Hos Greene sidder den hæslige røde kind på Richard Smythe, en slags troende skeptiker, som angriber evangelierne fra en talerstol på Greenham Common. Han er en større hjælp for Sarah end den vage Fader Crompton, der repræsenterer den autoriserede version og kun har floskler at tilbyde.

   Jordan skriver disse skikkelser sammen til én karakter og lader modermærket sidde på kinden af drengen Lancelot, som er søn af Parkis, den kiksede privatdetektiv, der trawler rundt i de elskendes fodspor. Før sin død stryger Sarah mærket væk med et kærtegn. Det forsvinder gradvis og efter nogen tid, men alligevel fremstår forandringen som healing, hun foretager med en grad af bevidsthed.

   Også Bendrix’ genopstandelse, selve forudsætningen for Sarahs pagt med Gud, bliver hos Jordan et ægte mirakel. Greene er langt mere tvetydig. Der er Bendrix’ version og Sarahs version. Måske findes sandheden et sted mellem de to muligheder. Måske – og vel mere sandsynligt – er der slet ingen entydig sandhed, for Gud bor i detaljerne, og troens billedvindue tager sig anderledes ud for den, som står inde i kirken og ser op på glasset.

LIGESOM Greene holder Jordan fast i Blitzen over London som fortællingens ramme og den nervøse kraft, som styrer de elskendes forhold. Ligesom Greene klipper han frem og tilbage i tiden, fra og til situationer som ligger før, under og efter bombardementerne.

   Alligevel udspiller filmen sig ikke i en trøstesløs, nedslidt by. Hos Jordan mødes de elskende i en kirke, som er fuld af fred og mættede farver. Hos Greene er lyset koldt og udeltagende. Glasskår knaser under de elskendes fødder.

   På samme måde kan Jordan generelt ikke dy sig for intensivere lidenskaben. Han føjer en faktor af Brief Encounter til paletten, og eftersom Michael Nymans score er romantisk ud over alle grænser, bliver det pludselig svært at genkende Blitzens London som en egn i det udvaskede Greeneland, hvor romanen har sin forankring.

   Ret skal dog være ret. Man engagerer og identificerer sig med de nødstedte elskende. Man tror på deres kærlighed, fordi Jordan visualiserer den med billeder, hvis skønhed modsvarer den retoriske styrke hos Greene. Selv hanrejen Henry tilkendes en smule værdighed.

VIGTIGST af alt lykkes det Jordan at gøre trekanten til en firkant og inddrage Gud som blind makker. Dybest set er den skinsyge elsker jo hverken Bendrix eller Henry. Det er den nøjeregnende Gud, som ikke vil høre tale om at lade nåde gå for ret, når et løfte nu engang er et løfte. Enden på legen kunne lige så godt hedde Bordet fanger, men i sidste ende er det netop manglen på tilgivelse, som tvinger Bendrix til at erkende, at der – i hvert fald i Greeneland – findes en Gud.

Se også Fortællerens flugtveje: Graham Greene 1904-1991; To versioner: Brighton Rock (1947/2010) [Bogen og filmen].

The End of the Affair (Enden på legen). Instr. og manus: Neil Jordan. Foto: Roger Pratt. 102 min. UK-USA 1999. Dansk premiere: 17.03.2000.

The End of the Affair (Enden på legen). Instr.: Edward Dmytryk. Manus: Lenore J. Coffee. Foto: Wilkie Cooper. 105 min. UK-USA 1955. Dansk premiere: 23.03.1955.

Enden på legen. Oversat efter The End of the Affair (1951) af Bendix Bech-Thostrup & Henning Pade; gennemset og revideret af Allan Hilton Andersen. 188 s. Graham Greene Biblioteket/ Forlaget Klim, 2000.

Fotos: Coronado Productions/ Columbia Pictures/ Columbia TriStar Home Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ National Portrait Gallery/ Forlaget Klim

The End of the Affair (1999) streames på iTunes og Google Play

The End of the Affair (1955) er udkommet på dvd og Blu-ray

Anmeldelsen stod (i en lidt længere udgave) i Weekendavisen Kultur 17.03.2000.