Ron Howard | Peter Morgan: Frost/Nixon (2008)

ALLE PRÆSIDENTENS LØGNE

De legendariske Frost/Nixon-samtaler

Af BO GREEN JENSEN

DET skete for tæt på 50 år siden, da verden var lidt mindre hærdet i forhold til nyheder og mediespin.

   I august 1974 måtte Richard Milhous Nixon (1913-1994), de Forenede Staters 37. Præsident, træde tilbage, da beviserne fra Watergate-skandalen blev for belastende. Det skete efter høringerne i en rigsretssag, der var uden fortilfælde i nyere tid. Men før afstemningen i Kongressen, som ville beseglet hans skæbne og medført en lang fængselsdom.

   Det var længe før nettet og sociale medier. Watergate gjorde virkelig ondt på nationen. Ikke siden Andrew Jackson og 1860ernes borgerkrig havde Unionen af Amerikanske Stater oplevet en gennemført rigsretssag. Donald Trump var bogstavelig talt en hel tidsalder væk.

   Amerika oplevede endnu et monumentalt uskyldstab. Præsidenten hilste trodsigt, da han steg op i helikopteren og forlod Det Hvide Hus. Som filmskaberen Ron Howard (f. 1954) husker det, var der ingen forløsning. Ingen sagde undskyld, ingen indrømmede noget. Nixon fik bare lov til at gå.

OGSÅ den britiske tv-vært David Frost (1939-2013) så præsidenten tage afsked. Han fæstede sig især ved de enorme seertal. Frost var i midten af 1970erne en ambitiøs tv-mand, en af mediets første skærmtrolde, som endnu ikke havde fundet sin form. Han kæmpede på tre kontinenter, i Australien, England og USA, for at sætte sin charme igennem. Han stillede sjældent dybe spørgsmål, men han forstod at få folk til at tale. Fremfor alt smilede han uanset hvad, før han sagde tak for i aften på tre forskellige måder.

   Frost fik på stedet ideen til at tale med Nixon. Han mente selv, at konceptet var oplagt, men de næste tre år gik med at overbevise agenter, reklamefolk og programlæggere. Også Nixons stab var længe om at se værdien af Frosts projekt, men omsider mødtes de to mænd på skærmen i sommeren 1977.

MED udgangspunkt i de skelsættende samtaler og mødet mellem to populister, begyndte forfatteren Peter Morgan (f. 1963) i 1992 at skrive et stykke teater om magten. Frost/Nixon havde premiere på Donmare Warehouse i London den 10. august 2006. Siden nåede succesen til Broadway, og i Ron Howards hænder blev den i 2008 til en stor studiefilm, der føjer sig smukt til den amerikanske tradition for kritiske fremstillinger af det politiske magtapparat. På dét punkt har Hollywood haft en høj standard fra begyndelsen – tænk f.eks. på Citizen Kane. Vil man vide mere om Watergate-baggrunden, er Alan J. Pakulas All the President’s Men (1976, Alle præsidentens mænd) ikke det værste sted at begynde.

FROST/NIXON-filmen er meget vellavet og stærkt fascinerende. Morgan har selv bearbejdet sit skuespil, og skønt tekstens spænding er koncentreret i de gladiatoragtige konfrontationer mellem Frost og Nixon, kan Howards film brede baggrunden ud og bygge op til hvert møde, så man som tilskuer forstår – og næsten på sin egen krop føler – hvor meget begge mænd har på spil.

   I tilgift er filmen fuld, men ikke overhældt, af autentisk periodeatmosfære. Trods alt er denne fortid ikke så fjern. Ron Howard selv var stadig skuespiller og havde hovedrollen som Richie Cunningham i komedieserien Happy Days (1974-84), da Frost interviewede Nixon.

MICHAEL Sheen var Tony Blair i Stephen Frears' The Queen (2006), som også havde manuskript af Peter Morgan. Han glider kamæleonagtigt ind i rollen som Frost, både den kompetente showmaster, der forstår tv-mediet bedre end de fleste, og den frejdige festabe, der scorer kvinder i flyet og går til gallapremiere på The Slipper and the Rose (1976), en så godt som glemt udgave af Askepot-historien, som Frost producerede for lånte penge.

   Frost er både i gæld og i krise, da den første samtale afvikles. Finansieringen er ikke på plads, men han betaler programmerne selv, så de siden kan videresælges. Også i den forstand skrev The Frost/Nixon Interviews mediehistorie.

   Frank Langella, den store mand med den bløde stemme og det sørgmodige ansigt, ligner faktisk ikke Nixon fysisk. Det tænker man i hvert fald de første ti minutter, også fordi den belevne, vittige mand karakter er så forskellig fra de kendte tv-billeder af en svedende, sammenbidt, nu og da oplagt forlorent smilende mand, som anstrenger sig for at kommunikere. Langella kopierer den tunge form og den ludende holdning. Til slut er der totalt sammenfald mellem den fiktive og den faktiske Nixon.

MORGANS Nixon har nået et punkt, hvor han må æde skammen og overleve, skønt snart sagt alle hader ham og har afskrevet de politiske resultater, som blev udhulet af Vietnam-krigen og udslettet af Watergate.

   Frost har på sin side ingen anden dagsorden, end at få Nixon til at erkende sin skyld. Han har intet personligt imod manden. Snarere fascineres han af fabelvæsenet og bliver forbavset over at finde et menneske. Nixons svage punkt er hans sårede stolthed og hans intakte arrogance. Det er muligt, at en rigsretssag har fjernet ham fra embedet, men Nixon mener stadig, at præsidenten har ret til at gøre, som han vil.

   Frost har sin stab af journalister og forfattere, som alle vil have skovlen under Nixon og stille ham til ansvar. Nixon har især sin pressechef Jack Brennan (Kevin Bacon), som er loyal til det sidste. I filmen spiller det også en rolle, at Frosts trofækæreste, Caroline Cushing (Rebecca Hall), svæver rundt og er dekorativ i baggrunden. Nixon misunder Frost hans vindende væsen og sociale naturtalent. Frost misunder Nixon hans penge og evnen til at skaffe sig magt. Han har altid kompenseret for sin ydmyge baggrund og mangel på dybde. Nixon ser en værdig modstander i Frost. Det er ham, som siger, at alle kneb gælder.

NIXON vinder de første runder ved at glide af på kritiske spørgsmål og give lange anekdotiske svar. Ifølge Morgan er det dog Nixon selv, som endelig lader paraderne falde. Han vil prøve at forklare sig, når han nu for et øjeblik atter har folkets opmærksomhed. De færdigklippede samtaler blev vist i 40 lande og set af 85 mio. mennesker. De skrev politisk historie og mediehistorie. De gjorde Frost til en levende tv-legende og drev Nixon ud af politik for bestandig. Alligevel tager de to mænd afsked med varme.

VENDEPUNKTET kommer midtvejs, da den berusede Nixon ringer til den fortvivlede Frost, som er tæt på at opgive ævred. Hans lange monolog om at have den forkerte baggrund og det forkerte ansigt, om altid at blive set som en opkomling og derfor arbejde så meget hårdere på at vise sine modstandere, show the bastards, er hjertet i Peter Morgans tekst. 

   Nixon taler mand til mand, som undermåler til undermåler, om skammen og vreden og behovet for at hæve sig op. Frost begynder med at gøre indvendinger, men undervejs i samtalen giver han eks-præsidenten ret med blød stemme. Det er ikke til at sige, om han gør det af strategiske hensyn eller fordi Nixon har ret. Han ved det næppe heller selv.

NÆSTE dag kommer gennembruddet. Nixon ignorerer Jack Brennans protester og begynder på spektakulær vis »at tale ud«, som det siden kom til at hedde på tabloidsprog. Alle er målløse, inklusive Nixon selv, men end ikke han orker længere at fingere uskyld og vende op og ned på løgn og sandhed. Peter Morgan og Ron Howard har skabt en sjældent stringent film om hans tilståelse.

Se også Ron Howard: A Beautiful Mind/Et smukt sind (2001); Herman Melville og Moby-Dick; Ron Howard | Peter Morgan: Rush (2013). 

Frost/Nixon. Instr.: Ron Howard. Manus: Peter Morgan. Foto: Salvatore Tortino. 122 min. USA 2008. Dansk premiere: 13.02.2009.

Fotos: Universal/ Imagine Entertainment/ Working Title/ StudioCanal/ Relativity Media/ Digital Image Associates/ UIP/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ 

Filmen streames på Blockbuster og iTunes

Frost/Nixon - The Original Watergate Interviews (1977) streames på Blockbuster og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.02.2009.