Translate

lørdag den 16. april 2022

Bogen og filmen: Cats (1939/1981/2019)


ELIOTS PRAKTISKE KATTE
En misforstået filmatisering

Af BO GREEN JENSEN

TOM Hoopers filmudgave af Andrew Lloyd Webber og Trevor Nunns musikforestilling har fået så megen hadsk foromtale, at den kun kan overraske positivt. Det sker, da filmen omsider når til sagen, hvilket vil sige tre kvarter inde.
   Der falder ro over redeligheden, da Judi Dench gør sin entre i rollen som Old Deuteronomy. Sædvanligvis bliver urkatten spillet af en mand, og Ian McKellen kunne have gjort det. Han er dog allerede castet som Teater-Katten Gus, der har kendt meget bedre dage. Men i storhedstiden var hans mesterværk »Futfrossenfedel eller Fanden til Fyr«, som der står i Kai Friis Møllers oversættelse af T.S. Eliots Old Possum's Book of Practical Cats (1940), der er det meget britiske og stærkt antikverede forlæg for Cats.*



MANGE af filmens kritikere har gjort sig morsomme på bekostning af de pudseløjerlige sangtekster. Det skal tangere topmålet af banalitet, når Gamle Deutoromi slutter af med sindrige anvisninger om »at til-tale katte«: »Her bør du aagre med dit pund/ Husk på: EN KAT ER INGEN HUND«. Men alt er jo hentet i Eliots bog, som Hoopers film er mere trofast imod, end Andrew Lloyd Webber og Trevor Nunn var i teatermusicalen, som fik premiere i 1981.
   Det er rigtigt, at man skal vænne sig til de CGI-bearbejdede kroppe, som får skuespillernes ansigter lejret ind i den kunstige pels. Det er dog ikke værre, end kattedragterne var. Og vist er der svage og bizarre sange, som med fordel kunne være klippet fra. »Den gamle Kugle-Kat«, »St. James Street-katten Bustopher Jones«, selv »Mungojerrie og Rumpleteazer« er tæt på at være frastødende sange. Men sådan har sceneudgaven af Cats altid været.



HVERT år samles Jellicle-kattene for at gøre sig til foran Gamle Deutoronomi. Den mest fortjenstfulde bliver genfødt i kattenes himmel, som hedder The Heaviside Layer. Andre Lloyd Webber og Trevor Nunn opfandt Glamour-katten Grizabella og gav hende sangen »Memory«, så der var et rimeligt radiohit. Det var den sang, de fleste tog med sig fra Cats.
   Fordi »Memory« er slidt, lægger filmen endnu et nyt lag ovenpå. Francesca Heyward danser og synger partiet som Victoria, der hjælper Grizabella med at blive udvalgt. Lloyd Webber har skrevet en ny sang sammen med Taylor Swift (der har en lille rolle som Bombalurina). »Beautiful Ghosts« demonstrerer i hvert fald, at komponisten stadig har taget.



KATTENE er både katte og karikerede typer fra Eliots London. »Da tanken om en dansk lokalisering af deres tilværelse et øjeblik strejfede nærværende oversætter,« skriver Kai Friis Møller, »maatte den omgaaende afvises med et bestemt NON POSSEMUS«.
   Eliot får lov at være Eliotsk i Judi Denchs version af »The Moments of Happiness«: »We had the experience but missed the meaning/ And approach to the meaning restores the experience/ In a different form, beyond any meaning/ We can assign to happiness…«. Der er flere dybe lag i Cats. Det er modigt af filmen at inddrage dem.



DER er skåret rigelig dybt i musikken. Den første time er dødfødt, men sidste akt har glimt af det rigtige stof. Dench reciterer »The Ad-Dressing of Cats«, mens Jennifer Hudson flyver op til The Heaviside Layer. Macavity falder som Lucifer. Cats er jo også en slags kristen vaudeville.
   Publikum er for længst stimlet ud, da Taylor Swift synger »Beautiful Ghosts« under syv minutter med tæt rulletekst. Kritikken af Cats er vildt overdreven og tangerer udskammende medløberi. Alle vil afreagere. Filmen er grotesk i flere afsnit, men besidder sin egen syrede charme.

*) Eliots snurrige kattedigte blev først trykt i et lille oplag med forfatterens egen forsidetegning i 1939. Da man så, at digtene kunne bære, bad forlaget Faber and Faber (hvor Eliot fungerede som poesiredaktør) kunstneren Nicolas Bentley om at gennemillustrere værket. Den første fulde udgave er således fra 1940. Kai Friis Møllers oversættelse udkom på Strubes Forlag i 1958. Den seneste danske udgave udkom hos Lindhardt og Ringhof i 1982. Forlaget undlader ikke at nævne »den succesombruste musical "Cats"« i bagsideteksten. Jeg har tit tænkt på, hvad Eliot, som døde i 1965, ville mene om Lloyd Webbers musical. Det er som regel moderne kompositionsmusik, der spiller i baggrunden af hans digte. Four Quartets (1943, da. Fire Kvartetter) fra krigsårene, som kattedigtene udgør et let modspil til, er komponeret efter klassisk model. Omvendt er luften fuld af jazz og døgnets sange i pubafsnittet af The Waste Land, (1922, da. Ødemarken eller Det Golde Land), hvor man hører den shakespearske rag sammen med tordenens stemme. Heer står det til troende, at »the moon shone bright on Mrs. Porter/ and her daughter/ They wash their feet with soda water«.  

Cats. Instr.: Tom Hooper. Manus: Lee Hall, Tom Hooper. Foto: Christopher Ross. 110 min. UK-USA 2019. Dansk premiere: 25.12.2019.


Fotos: Working Title Films/ The Really Useful Group/ Amblin Entertainment/ Perfect World Pictures/ Dentsu/ Monumental Pictures/ Universal Pictures/ UIP/ Cinamaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ National Portrait Gallery (T.S. Eliot portrait by Irving Penn, Vogue Magazine 1960)/ Faber and Faber (Nicolas Bentley illustrations)/ Lindhardt og Ringhof
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod som en Filmrevy i Weekendavisen Kultur 27.12.2019

Ingen kommentarer:

Send en kommentar