Trevor Nunn: Twelfth Night /Helligtrekongersaften (1998)

DEN KOSMISKE KOMEDIE

Regnen falder hver eneste dag

Af BO GREEN JENSEN

DER er næsten ingen ende på Shakespeare i 90erne. Australieren Baz Luhrmann, instruktøren bag den overrumplende Romeo + Juliet (1996), har sikkert ret, når han siger, at samtidigheden i Shakespeare er selvforstærkende. I tider, hvor værdierne flyder og tingene skrider, vil man instinktivt søge tilbage til værker, der altid har været der, for på den måde at kunne spore forandringen, når man læser dem i sin egen tids lys.

   Twelfth Night or What You Will blev skrevet og opført som festspil for hoffet i 1601 eller 1602. Shakespeare skrev det samme år som Hamlet, og stykket betragtes i regelen som den sidste af de modne komedier – de andre er Much Ado about Nothing (da. Stor ståhej for ingenting) og As You Like It (da. Som man behager) – der er skrevet i tragediernes skygge, men har vist sig mindst lige så levedygtige.

   De baner vej for de senere mørke komedier, de store historiske stykker, Shakespeare selv måske har set som sit zenit, og den kosmiske scene i The Winter's Tale (da. Vintereventyret) og The Tempest (da. Stormen), der er hinsides genrer i gængs forstand.

DET er bemærkelsesværdigt moderne teater. Forvekslingsfarcen og situationskomedien samt et par andre moderne genrer bor i maven af Shakespeares lettere stunder, og de opleves gang på gang som en behagelig, velkommen overraskelse. Til at begynde med virker de pjattede, for ikke at sige fortænkte, men siden forundres man over, hvor mange af livets farver, de får med. Måske er sproget større i tragedierne, men det er ikke mindst komedierne som beviser i hvor høj grad Shakespeare var forud for sin tid.

   Teatermennesket Trevor Nunn (f. 1940) er i udlandet bedst kendt for sine spektakulære opsætninger af moderne musicals, fra Cats og Chess til Aspects of Love og Sunset Boulevard, men det er hos Royal Shakespeare Company, hvor han var fastansat 1965-1986, at han har ydet sin primære indsats. Så godt som alle de store kanoniske numre er blevet versioneret af Nunn.

   Med sin radikale og gavmilde tv-version af Charles Dickens' The Life and Adventures of Nicholas Nickleby (1982), et pionerarbejde inden for fænomenet totalteater, viste Nunn, hvor god han er til at tackle produktioner, der bryder formatet og antager militære operationers omfang. Man kan derfor ikke fortænke ham i at gå efter charmen og den bitre sødme i et lille spil som Twelfth Night.

FOR et par årtier siden ville Trevor Nunns version sikkert have set radikal ud. Som flere sene Shakespeare-stykker er Helligtrekongersaften henlagt til et arkadisk-idyllisk andetsteds og intetsteds, her kaldet Illyrien, som hvad det så ellers er, netop er et helt andet sted, hvor tingene som vi kender dem er drejet en smule og vendt på hovedet. En verden som et teater, med andre ord. Nunn er derfor i sin gode ret til at blande victorianske og edwardianske træk sammen med feudale islæt og operetteagtige wieneruniformer.

   Helhedsindtrykket er på én gang teatralsk og interessant, mere excentrisk end i Kenneth Branaghs pastoralske Much Ado about Nothing fra 1993, som er dén af de nyere Shakespeare-film, Nunns Twelfth Night minder mest om, men bestemt også mindre forpligtende. Der er en umiskendelig aura af det preciøse og uforbederligt smagfulde over Nunns film. Man fornemmer aldrig, som hos Luhrmann, Zeffirelli, Loncraine, Pacino eller for den sags skyld Branagh selv, at en egentlig vision er på spil.*

SAMTIDIG skal der ikke herske tvivl om, at denne Helligtrekongersaften på sin egen måde og sine egne præmisser er en overmåde vellykket film. Nunns bearbejdelse af teksten bestræber sig på at finde plads til situationskomikken, såvel som romantikken og den gennemgribende melankoli hos Shakespeare, dét træk der for alvor giver historien dybde og bittersødt format.

   Frem for at bruge de farciske optrin med bajadserne Hikke og Blegnæb – alias Sir Toby Belch og Sir Andrew Aguecheek – som isoleret comic relief, prøver Nunn at integrere dem i den overordnede sammenhæng. Filmens smukkeste scene udspiller sig om natten i køkkenet hos kammerjomfruen Maria (Imelda Staunton), hvor svirebrødrene sammen med narren Feste er i skiftevis sentimentalt og vulgært humør.

   Narren Feste spørger, om han skal synge en elskovssang eller kvæde en opbyggelig vise. Hikke og Blegnæb vælger balladen – »O mistress mine, where are you roaming?« – som er en af de smukkeste sange hos Shakespeare. Sidste linies ord om, at ungdom ikke varer evigt – »Youth's a stuff will not endure« – bliver en melankolsk indsigt, der eksploderer i drikkebrødrenes ansigt. Feste gentager den tre gange, stadig mere anfægtet, og kameraet trækker sig tilbage til total.

   Et øjeblik har selv de komiske figurer fået værdighed. Så bryder opkomlingen Malvolio ind med sine gule strømper og sin indbildske adfærd og kræver drikkelaget standset, hvilket som bekendt bliver hans bane.

SVAGEST står i virkeligheden hovedhistorien om Viola, der tror sin bror Sebastian omkommet i forliset Helligtrekongersaften, som sætter hele den kosmiske komedie i gang. Hun vil gerne i huset hos den unge grevinde Olivia, der på lignende vis sørger over sin bror og sin far og derfor har vendt verden ryggen. Forklædt som mand tager hun navnet Cesario og tjener i stedet grev Orsino, der i årevis har bejlet til Olivia.

   Så Olivia forelsker sig i Cesario/Viola, som til gengæld falder pladask for Orsino. Undervejs dukker Sebastian op, og pointen er, at ingen kan se forskel på de to søskende. Det kan vi imidlertid, og dén del af det bærende conceit fungerer ikke rigtigt hér. Adskillige moderne kritikere har beskæftiget sig med den seksuelle dobbelthed og det androgyne islæt i denne komedie. Enkelte har set den som stedet, hvor Shakespeare springer ud af skabet og erklærer sig.

   Den side af sagen interesserer Nunns version sig ikke for, og det er vel fornuftigt nok.** Til gengæld bliver Malvolios ydmygelse – en af teaterhistoriens grummeste practical jokes – og Olivias forelskelse i Cesario, gjort til komiske sætstykker. Narren Feste cirkulerer konstant i periferien og kommenterer alt med sine sange, sit sørgmodige væsen og sin særdeles moderne facon. Twelfth Night bærer ikke for ingenting undertitlen What You Will. Man kan få hvad som helst ud af de blandede stemmer, men det er svært at være uberørt.***

DET er spillerne, der giver filmen liv som andet og mere end filmet teater. Imogen Stubbs spiller dobbeltrollen som Viola/Cesario med en saglig og dækkende tyngde, der især er god til at udtrykke den forvirring, som figuren føler, efterhånden som hun drages mod Orsino (Toby Stephens).

   Helena Bonham Carter, som i øvrigt debuterede i en film af Trevor Nunn, Lady Jane fra 1984, er upåklagelig som Olivia, mens trinde Mel Smith og bønnestagen Richard E. Grant går rigelig langt ud ad den komiske planke i rollerne som Hikke og Blegnæb. Det er Nigel Hawthornes Malvolio og Ben Kingsleys bedrøvede nar, som gør det største og varigste indtryk.

DE forskellige forsøg på at bryde scenen ned og komme ud af teatret, som Nunn investerer betragtelig energi i, er sjældent mere end formelle og futile. Kun er forliset forrest i filmen skrevet op til et mægtigt sætstykke, endda med nyskreven pastichedialog.

   Til gengæld går han tæt på personernes ansigter og lader os opleve dybden og nuancerne i nogle karakterer, der på en scene defineres ved – og i processen reduceres til – et sæt manerer og en bestemt gestik, som er underordnet sproget. Det er derfor ikke helt retfærdigt at affærdige Nunns version som filmet teater.

   Snarere kan den i glimt minde om et forstørret tv-spil. Dialogen behandles i øvrigt med respekt og sikker stilfornemmelse. Man bliver aldrig utålmodig. Tværtimod drages man gradvis ind og engagerer sig i de menneskelige relationer. Til hverdag kan man sagtens gå forgæves i teatret efter dét.

   Ellers er alting som altid hos Shakespeare, og regnen den regner hver eneste dag.

Se også Kenneth Branagh: Hamlet (1996); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016). 

I temaet »Liv og teater« se også bl.a. Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673; Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac; Arthur Miller: The Crucible/Heksejagt (1953/1996).

*) Baz Luhrmanns ekstravagante Romeo + Julie (1996) og Kenneth Branaghs uforkortede Hamlet (1996) satte både hver for sig og sammen en ny, høj standard for Shakespeare-filmen som genre. Franco Zeffirellis Hamlet (1990) med Mel Gibson, Helena Bonham Carter, Alan Bates og Glenn Close var en markant og radikal fortolkning fra den italienske filmskaber, som på samme måde havde fornyet Shakespeare-filmen med sin Romeo and Julie (1968), hvor Olivia Hussey og Leonard Whiting var yngre, end man før havde set det. Richard Loncraine og Ian McKellens dystopiske Richard III (1995) udspiller i en diktaturstat, der ligner et nazistisk England i 1930erne. Al Pacino beskrev sit arbejde med Richard III i Looking for Richard (1996), som han selv instruerede. Filmen blander dokumentar med essayistisk analyse og iscenesætter centrale scener fra tragedien. 

**) Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg skrev sådan i 1997. 25 år senere er det om noget de flydende åbne kønsroller, der giver filmen en frisk og langtidsholdbar kvalitet. Jeg reagerede måske på den aggressive annoncering for noget »pikant« eller »dristigt«, som filmens trailer og den øvrige lancering gjorde til salgsargumentet. Twelfth Night bliver solgt som et værk i traditionen fra Some Like It Hot, Priscilla, Queen of the Desert og The Birdcage. Gender bender-aspektet er »vovet« camp, der på skrømt skal forhale en endelig heteroseksuel formæling. Faktisk har Ingen er fuldkommen noget af Helligtrekongersaftens DNA. Transkønnetheden bevares til slut. Men forvirringen er altid set humoristisk. It's all good fun. Begæret bliver aldrig en subversiv faktor.   

***) »When that I was and a tiny little boy,/ with hey, ho, the wind and the rain,/ A foolish thing was but a toy,/ for the rain it raineth every day«. Narren Feste synger fire tidløse sange i Twelfth Night: »O Mistress Mine«, »Come Away Death«, »I Am Gone, Sir« og »Feste's Song« med stroferne om »The Wind and the Rain«. Han begynder på en femte, »Hey Robin, Jolly Robin«, men bliver afbrudt få linier inde.

Twelfth Night or What You Will (Helligtrekongersaften). Instr. og manus: Trevor Nunn. Foto: Clive Tickner. UK-USA 1996. 134 min. Dansk premiere: 18.04.1997.

Fotos: Renaissance Films/ BBC Films/ First Line Features/ Summit Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wikiwand/ Art UK (Daniel Maclise: Scene from Twelfth Night: Malvolio and the Countess, 1840).

Filmen streames ikke i Europa - i USA på Amazon Instant, Google Play og VUDU. Dvd fra 2001 er stadig i omløb. Der findes ingen blu-ray udgivelse.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.04.1997