TIL ÆRE FOR ABBA
Sangenes liv i den evige jukebox
Af BO GREEN JENSEN
BENNY Andersson (f. 1946) og Björn Ulvaeus (f. 1945), arkitekterne bag ABBAs sange, har altid vidst, at de var til mere end flygtige pophits. En overgang stod de alene med drømmen om at skabe noget varigt, for i bandets egen tid – det svenske verdensnavn var aktivt 1972-82 – kunne man ikke abstrahere fra de futuristiske kostumer og den maskinelle produktion.
Af BO GREEN JENSEN
Faktisk græd man tørre tårer, da de fire medlemmer gik hver til sit. ABBA var en industri, og i 1980erne foragtede vi dem. Man gik stille med sin kærlighed, hvis man trods alt kunne høre noget i musikken.
Mens Agnetha Fältskog (f. 1950) og Anni-Frid Lyngstad (f. 1945) gik mere eller mindre helhjertet ind i deres respektive solokarrierer, skyndte Benny og Björn sig at lægge afstand til schlagerne. De mente, at de kunne forene deres tæft for hurtige melodier med ambitionen om det gennemkomponerede værk, hvis de skrev en såkaldt rockopera. Gerne noget i stilen fra Andrew Lloyd Webber og Tim Rice, som dengang var konger på musicalscenen. Kun Stephen Sondheim (1930-2021), formens amerikanske klassicist, gav de britiske løver en smule modspil.
SVENSKERNE tog ikke fejl. Problemet med Chess (1984) var vel netop, at sangene lød mere som Webber og Rice end som Andersson og Ulvaeus. Til og med skrev Rice den engelske libretto. Det kyniske blik på koldkrigens politiske teater var derfor det samme som i Evita, og melodierne lagde sig meget efter Webbers skabelon.
Chess var en kæmpesucces alle vegne, men skønt forestillingen indeholdt mindeværdige sange som »Anthem«, »One Night in Bangkok« og »I Know Him So Well«, fik den aldrig ægte klassikerstatus, og Andersson og Ulvaeus har ikke gentaget eksperimentet med det grænseløse musikteater.
Til gengæld skrev de tre-akteren Kristina från Duvemåla, som havde urpremiere på Storan Malmö Musikteater i oktober 1995. Denne musical efter Vilhelm Mobergs Utvandrarna var et ambitiøst forsøg på at skabe noget nordisk og autentisk. Af samme grund blev succesen størst i Sverige, men det er værd at finde cd-sættet og genopdage sangene.
Hvis Chess havde reminiscenser af 1970ernes rockmusical, pegede Kristina i retning ad det moderne musikalske melodrama, som blev normen efter Alain Boublil og Claude-Michel Schönbergs Les Miserables. Der var dog også hopsa i Anderssons score, og Ulvaeus’ libretto var nordisk til benet. Faktisk kunne man høre, at to svenske mænd havde skrevet Kristina, men man ville ikke gætte på ABBAs gulddrenge.
IMENS var ABBAs sange som tamagotchier, der holdes i live af hengivne fans. De havde fortsat betydning, og efterhånden som man lagde afstand til – eller så nostalgisk tilbage på – periodens ydre virak og glimmer, stod det klart, at man havde undervurderet materialets slidstyrke. Døgnfluerne var langtidsholdbare, og bag lallehits som »Voulez-Vous« og »Ring Ring« kunne man ane en støt strøm af rigtige sange med stor dybdevirkning, »Knowing Me, Knowing You«, »The Name of the Game« osv.
ABBA vandt i agtelse, da Elvis Costello citerede klavergrebet i »Dancing Queen« på »Oliver’s Army« fra Armed Forces (1979). I 80erne greb hyldesten om sig. Ulvaeus optrådte sammen med U2, og på sene kompositioner som »The Day Before You Came« – et outtake fra det sidste ABBA-album The Visitors (1981), der udkom som single i oktober 1982 – kan man høre hitlyden vokse i retning ad rædselsårtiets mere begavede techno.
Efterhånden blev det sædvane, at nihilistiske punkbands nævnte ABBA som helte og inspiratorer. For dem at se havde kraften overvintret hér, da 1970ernes konceptbaserede progressive rock dominerede scenen.
I 1990erne fulgte den selvforstærkende revival med kopiorkestre, kritisk rehabilitering og generel opskrivning af ABBA til et navn på niveau med The Beach Boys, The Bee Gees og andet uforgængeligt popguld. Efterhånden inddrog man også The Beatles i sammenligningen, og kompilationerne ABBA Gold (1992) og More ABBA Gold (1993) blev for Andersson og Ulvaeus, hvad de røde og blå dobbeltalbums med Beatles-hits havde været for den Lennon-McCartney’ske sangskat. Her kunne nye generationer begynde.
EFTER 2000 er kanoniseringen fuldbragt. I kraft af stadig mere overdådige boxsæt – i 2005 kapitulerede jeg selv og købte den lyseblå velourbox med ni komplette remasters, gavmildt arkivmateriale og to dvd’er – kan man bedre høre de mange lag i musikken. Det er svært at forstå, hvad man havde imod den. Og dog: det er stadig svært at leve med discodrønet, som kører i bunden af samtlige arrangementer. Man bliver bims efter tyve minutter, men man kan værdsætte håndværket og inspirationen.
I parentes bemærket har Benny Andersson sagt noget af det klogeste om inspiration, jeg har hørt. Uanset hvad dagen bringer, går han ned og sidder en time ved klaveret i sit sangskriverværksted. For det er muligt, at der ikke kommer noget ud af seancen, men hvad nu hvis ideerne kom, og han ikke var på sit kontor til at skrive dem ned?
ALLE fire ABBA-medlemmer har haft et ambivalent forhold til genopdagelsen. De har naturligvis sat pris på at kunne leve af indtægterne fra de ca. 400 mio. albums, som er solgt på verdensplan, men de har lagt distance til idoltiden. Vist godkendte Andersson og Ulvaeus den forestilling, som Judy Craymer i 1999 producerede på Prince Edward Theatre i Londons West End – hvor Mamma Mia! The Musical stadig spiller for fulde huse – men de havde intet at gøre med opsætningen. Først var der da også en snert af ironisk betagelse i ABBA-renæssancen, men efterhånden fik sangene nyt liv på deres egne præmisser.
Craymer havde produceret Chess tilbage i 80erne. Det var hende, der kunne høre mulighederne i ABBA-materialet og fik ideen til at skabe et show, som brugte de gamle sange i ny sammenhæng. Dramatikeren Catherine Johnson blev sat til at skrive historien, som teaterinstruktøren Phyllida Lloyd iscenesatte. Mamma Mia! er kvindernes rare klenodie.
Forestillingen er oversat til 8 sprog, opført 20 steder og set af 30 mio. mennesker. Man vidste fra musicals som Grease, The Rocky Horror Show og Hairspray, at der var basis for forestillinger, som involverede publikum aktivt. Mamma Mia! var dog et af de første eksempler på den såkaldte jukebox musical, hvor én kunstners sangværk bliver stjernen.
DET er en besnærende lille historie, som viser sig at være ret dyb. På afstand ligner synopsen et påskud for omfattende audience participation, men faktisk er der mere i sagen.
På den græske ø Kalokairi, hvor selve Afrodites Kilde siges at springe, driver britiske Donna et slidt hotel. Tilbage i 80erne anførte hun glamrocktrioen Donna & The Dynamos. Hun var forelsket i amerikaneren Sam, som imidlertid rejste hjem til sin forlovede, hvorfor Donna i hastigt tempo trøstede sig med englænderen Harry og australieren Bill. Hun fik et barn og blev boende i solen. Hun vidste ikke, hvem af de tre, der var far til datteren Sophie.
Nu skal Sophie giftes. Hun finder Donnas dagbog fra dengang og inviterer de mulige fædre til bryllup. Donna indbyder Rosie og Tanya, de oprindelige Dynamos. Forestillingen er fuld af trioer. Med den lokale befolkning som kor og ballet er det således muligt at opføre 20 ABBA-hits i en scenografi, som arbejder kreativt med de prosaiske omgivelser.
Den banale historie er helt i sangenes ånd. Her har det altid handlet om at formidle almindelige menneskers drømme, være »Dancing Queen« og stråle fredag aften, før man møder på kontoret mandag morgen. Der er også sange om at få børn og blive ældre. Alle kender melodien. Alle nærer drømme, som kompromitteres med tiden.
I MAMMA Mia! The Movie er den britiske musical overført til biograflærredet med stor energi og betydelig flair for den ændrede ramme. Trioen bag teaterudgaven er også ansvarlig for filmversionen: Lloyd har instrueret, Johnson har bearbejdet sit eget manuskript, Craymer har igen produceret – nu dog i ledtog med Ulvaeus og Andersson, som de seneste år er blevet mere entusiastiske omkring den lille syng-med-musical.
Måske erkender sangskriverne, hvad deres publikum længe har vidst: at dette ikke er billige hits, men selve livsværket, de havde i sig. Sceneversionen er arrangeret af Martin Koch, som også dirigerer den britiske opsætning. På filmens soundtrack har Benny Andersson overtaget disse funktioner, fordi han fandt det vigtigt at genskabe den autentiske ABBA-lyd. Både Andersson og Ulvaeus gæsteoptræder i glimt, tekstforfatteren som gud på Olympen, komponisten som orkesterleder ved havnen på øen, hvor samtlige scener udspilles.
MERYL Streep har hovedrollen som Donna. Hendes veninder spilles af Julie Walters og Christina Baranski, mens fædrene gestaltes af Pierce Brosnan, Colin Firth og Stellan Skarsgård (australieren Bill Austin er til lejligheden blevet svenskeren Bill Andersson). Fra film som Mike Nichols' Postcards from the Edge (1990) og Robert Altmans A Prairie Home Campanion (2006) ved man, at Streep har en udmærket stemme, men hvad med Brosnan, Firth og Skarsgaard? De synger troværdigt, ikke som stjerner, men som mænd i halvtredserne nu engang gør, hvis ellers de kan ramme en tone.
Amanda Seyfried og Dominic Cooper forsvinder i rollerne som det unge par, der skal giftes. Det er Streep, der bærer filmen, men det er overraskende følelsesladet, ja faktisk oprigtigt bevægende, da Pierce Brosnan til slut synger »When All Is Said and Done« (som er indføjet i filmen, mens »Knowing Me, Knowing You« er taget ud). Streep brænder afstanden væk med en højdramatisk udgave af »The Winner Takes It All«. De gamle glimmerhits er gode påskud for Donna & The Dynamos til at optræde sammen – på meget slap line – igen.
TIL slut ser man også mændene glitre. Som i klassiske filmmusicals er intrigen gribende enkel, og alle tre oplever at have faderfølelsen, som de reagerer vidt forskelligt på. For det modne segment, der er filmens primære målgruppe, vil Mamma Mia! være uafbrudt underholdende, stedvis også livsklog og næsten altid charmerende. Blot må man vænne sig til, at det høje spil fra scenen er reproduceret, hvilket gør især begyndelsen skinger. Alle forældre vil endelig fatte, at »Slipping Through My Fingers« er en meget stor sang.
MAN kan ikke synge med i biografen. Til gengæld foldes plottet ud i en slags virkelighed, som modvirker præget af filmet teater. Mamma Mia! er optaget på øerne Skiathos og Skopelos.
Det bliver næsten en pointe, at den lille musical fra begyndelsen var baseret på Melvin Franks amerikanske Bueno Sera, Mrs. Campbell (1968), en lanceringsplatform for Gina Lollobrigida. I den gamle film kan en mor have fået sin datter med tre af de amerikanske soldater, som befriede Italien under 2. Verdenskrig.
Det er ikke verdensomstyrtende drama, men Mamma Mia! er blevet en eftertænksom og vellykket filmmusical, som forstår at udnytte formens love og regler. Den står og falder med sine sange, som næppe har fungeret bedre i nogen sammenhæng. Det skulle da være på lydsporet til vores liv, hvor den ærlige tilskuer vil erkende, at forbavsende mange sekvenser har været ledsaget af ABBAS musik.
2010erne markerede ABBAs 50-år. I tilbageblik avancerede de fra retro og kitsch til klassisk kultur og umistelig pop. For Andersson begynder rejsen i The Hep Stars (1963-71); for Ulvaeus i The Hootenannny Singers (1961-74). De var veteraner allerede, da de skrev den første sang (»Isn’t It Easy to Say«) sammen i 1966.
Frida Lyngstad kom fra The Anna-Frid Four (1967) og forskellige norske soloprojekter. Ulvaeus producerede hendes hit »Min egan stad« i 1971. Agnetha Fältskog er yngre end de andre. Hun arbejdede sig op (på X Factor-vis) i lokale talentkonkurrencer. Som 18-årig solgte hun 80.000 eksemplarer af »Jag var så kär«, som hun selv havde skrevet.
Fältskog blev gift med Ulvaeus i 1970. Lyngstad blev skilt fra Ragnar Frederiksson, som hun havde to børn med, og forlovet med Andersson i 1970 – de blev gift i 1978. De to par begyndte så småt at optræde sammen som Festfolket. I 1973 blev »Ring Ring« ikke blev valgt som årets svenske bidrag til Eurovision Sing Contest. På albummet Ring Ring er de endnu bare Björn & Benny, Agnetha & Anni-Frid. Akronymet ABBA blev taget i brug samme år.
Producer og manager Stig »Stikkan« Andersson (1931-1997) var en benhård blanding af Colonel Tom Parker, Brian Epstein og George Martin. Han lagde en strategi for næste års svenske Melodifestivalen og var med til at formgive »Waterloo«, som vandt det internationale Melodi Grand Prix i 1974.
Sangen ramte plet alle steder. Da Eurovision Song Contest fyldte 50 år i 2005, blev »Waterloo« valgt som vindersangen over dem alle. De futuristiske kostumer var generelt inspireret af britisk glam rock og i særdeleshed af The Sweet og David Bowie i Ziggy Stardust-fasen.
Otte studiealbum udkom fra 1973 til 1981. ABBA havde 48 singlehits på ti år. De var samtidig gennem så mange rutscheture, at begge ægteskaber blev opløst – Fältskog/Ulvaeus i 1980; Lyngstad/Andersson i 1981. Efter 1982 ophørte også det professionelle samarbejde for en lang periode.
KONCERTFILMEN ABBA: The Movie (1977) dokumenterer den australske del af verdensturneen, som parrene foretog efter Arrival (1976) og før ABBA: The Album (1977). Målet var altid »at knække« det amerikanske marked. Det lykkedes eftertrykkeligt i april 1977, da »Dancing Queen« (fra Arrival) blev nummer ét på hitlisten i Billboard.
Som alle gruppens videoclips er ABBA: The Movie instrueret af Lasse Hallström, der blev en slags betroet kronikør. Turnefilmen skildrer ærligt de udfordringer og konflikter, der lidt senere førte til bruddet. Man fornemmer, hvor fejlene findes og forstår, hvor hårdt koncertlivet er.
Især fremgår det, at Fältskog er træt af at blive filmet bagfra – og at Lyngstad er træt af at høre om Fältskogs enestående stemme. Kvinderne vil have et liv, mændene vil arbejde mere. Filmen er for ABBA, hvad Let It Be (instr. Michael Lindsay-Hogg, UK 1970) var for The Beatles, og på samme måde er der sikkert stof til en mere forsonlig Get Back (instr. Peter Jackson, UK-USA 2021) i de omfattende fraklip.
De fire brugte tyve år på at distancere sig fra ABBA-tiden. I 2000erne begyndte de så småt at være stolte. I 2010erne genoptog de samarbejdet. To nye sange udkom i 2018. Med coronaforsinkelse gik ABBA i Ealing-studiet i England den 22. september 2020. Her begyndte optagelserne til albummet Voyage, som udkom den 2. september 2021.
Et sceneshow med virtuelle »avatarer« har længe været planlagt, men i 2022 synes det snarere at være et spørgsmål om tid, før de fire simpelt hen optræder analogt sammen igen. Vi har vel alle lært noget om nærvær af COVID.
VOYAGE-albummet er stilren ABBA og behageligt at lytte til. Der er ingen banebrydende sange. På samme måde er filmen Mamma Mia! Here We Go Again (2018) først og fremmest en anledning til at samle tyve sange mere op. Der er gået fem år siden brylluppet, og Sophie forbereder genåbningen af Hotel Bella Donna. Filmen kommer ikke på helt samme måde fra hjertet.
Det gør derimod den nye musik, selv om den bliver skabt på rutinen. I 2022 er Lyngstad og Ulvaeus fyldt 76; Andersson er 75; Fältskog, den yngste, er 71. Af alle solopladerne holdt jeg mest af hendes My Colouring Book (2004), et album med coverversioner, hvor hun synger Jackie Shannons »When You Walk in the Room« med samme inderlighed som Karla Bonoff.
De velkonserverede pensionister er som en traditionsrig forlystelse i Tivoli. Alle elsker dem nu, hvor »Happy New Year« (fra Super Trouper-albummet 1980 og med et stemningsfuldt videoclip, der er optaget hjemme i stuen hos Lasse Hallström) er blevet Nettets officielle nytårssang. »Thank You for the Music« (fra mini-musicalen The Girl with the Golden Hair på ABBA: The Album og egentlig »bare« B-siden til slagnummeret »Eagle«) er blevet sangen, vi synes samler det hele. 46 år efter Arrival er ABBA endelig landet for real & for good.
Happy New YearHappy New YearMay we all have our hopes, our will to tryIf we don’t we might as well lie down and dieYou and I...
Mamma Mia! The Movie. Instr.: Phyllida Lloyd. Manus: Catherine Johnson. Foto: Haris Zambarloukos. 108 min. USA-UK-Tyskland 2008. Dansk premiere: 11.07.2008.
Mamma Mia! Here We Go Again. Instr.: Ol Parker. Manus: Ol Parker, Richard Curtis, Catherine Johnson, Judy Craymer. Foto: Robert D. Yeoman. 114 min. USA-UK-Japan 2018. Dansk premiere: 19.07.2018.
ABBA: The Movie. Instr.: Lasse Hallström. Manus: Lasse Hallström, Robert Caswell. Foto: Jack Churchill, Paul Onorato. 95 min. Sverige-Australien 1977. Dansk premiere: 26.12.1977.
Fotos: Universal International Pictures (Peter Mountain)/ Polar Music/ DisCogs/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Mamma Mia! The Movie streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, iTunes, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Mamma Mia! Here We Go Again streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Ajourført version af filmanmeldelse - med rubrikken 'Tak for musikken' - i Weekendavisen Kultur 11.07.2008
Ingen kommentarer:
Send en kommentar