Translate

mandag den 24. januar 2022

Bogen og filmen: Testament of Youth (1933/2015)


DE DØDE UNGE MÆND
Vera Brittains krigserindringer

Af BO GREEN JENSEN

I 2014 blev 100-året for Første Verdenskrigs udbrud markeret. Herhjemme var det væsentligst en fjern erindring om torden i syd. I Storbritannien var det et blik på konflikten, som kostede 800.000 mænd livet og traumatiserede hele generationen. Der er ikke flere vidner nu. Herefter er krigen kun overlevering.
   James Kents film om Vera Brittain (1893-1970) prøver først og fremmest at gøre historien til nutid. Krigsgenerationens erfaring er skildret i tusindvis af litterære fremstillinger, med vekslende grader af bagklogskab, men det kan filmens karakterer ikke vide. Her skal vi se de rødmende kinder og angsten i det første blik.
   Vera Brittain skrev Testament of Youth i 1933, da hun havde markeret sig med romanen The Dark Tide (1923) og Halcyon (1929), et kønspolitisk kampskrift om monogami som en anakronisme. Brittain vidste, at hun talte på vegne af en generation. Erindringsbogen har undertitlen: »An Autobiographical Story of the Years 1900-1925«.*



BRITTAIN var 21 år, da krigen blev erklæret. Hun havde plaget sine forældre om tilladelse til at gå til optagelsesprøve på Somerville College i Oxford. Samtidig fik hendes bror, Edward Brittain, dennes ven, Victor Richardson, og Veras forlovede, digteren Roland Leighton (1895-1915), deres eksaminer. De døde alle tre i Flandern.
   Vera forlod Oxford for at blive sygeplejerske. Først vægrede hun sig ved at pleje døende tyskere. Så blev hun en af de store pacifistiske stemmer i sin generation. Hun giftede sig med sociologen George Catlin, som havde kendt Roland Leighton. Da hun vendte tilbage til Oxford, delte hun værelse med Winifred Holtby (forfatter til romanen South Riding, som ældre læsere muligvis husker som en stor tv-serie fra 1970erne).
   Vera og Winifred havde samme krigserfaring. Da Holtby døde i 1935, skrev Brittain sin anden erindringsbog, Testament of Friendship, som har ikonisk status blandt feminister. Catlin nægtede at læse den, fordi Vera havde foretrukket Winifred for ham. Brittain genoptog sin egen historie i Testament of Experience (1957). Ved sin død skrev hun på et fjerde bind erindringer, Testament of Time.



JAMES Kents filmatisering er mere moderne, end den ser ud. Filmen forsøger på ene side at være trofast mod Brittains tekst, en dannelsesskildring, som falder i tre lige vigtige faser: den unge kvindes frigørelse, skildringen af krigen, chokket, tabet og sorgen, samt begyndelsen på det store venskab med Winifred Holtby.
   På den anden side har ambitionen været at lave et tragisk kærlighedsdrama, der kan lokke unge tilskuere til. Testament of Youth er dramatiseret flere gange, men før i tiden var der over- og efterlevende, som kunne kritisere og korrigere. Den nye film er henvendt til soldaternes olde- og tipoldebørn. Den strejfer de samme nostalgiske steder som f.eks. tv-serien Downtown Abbey.**


   
HER gælder alle romantiske kneb. Midtvejs står Vera som sygeplejerske ved fronten i Frankrig i 1917. I en kranoptagelse zoomes der ud fra pladsen ved lazarettet med rækker på rækker af bårer med sårede soldater. Billedet findes præcis magen til i Gone with the Wind (da. Borte med blæsten), hvor det viser banegården i Atlanta.
   Filmens første scene er henlagt til fredslutningsdagen i 1918. Verden jubler, men Vera er stille. Hun står på Tate Gallery og betragter det mørke vand på Francis Danbys maleri af Syndfloden. I fantasien dykker hun. Da hun dukker op igen, er hun tilbage i sommeren 1914, og de døde unge mænd lever. Det er mere end et flashback. Det er næsten som en passage i tiden, og publikum føler det lige sådan.***



DET lykkes aldrig filmen at gribe for alvor, der er ligesom lagt nøjsomhedslåg på passionen. Også i dét er der en pointe. Testament of Youth skildrer en generation, der blev slettet ud, taget i opvæksten, klippet af som rosenknopper, så der bagefter kun var de forkølede skud af et spirende misliv, man hører om i modernisternes digte.
   De bedste scener bruger tryg erindring som kontrast til en bitter erfaring. Edward, Victor og Roland går sammen ud ad en hvid sommersti, mens Vera ser dem forsvinde. Roland vender sig om mod Vera, som står tilbage »med april i sine øjne«.
   Glimtet er ikke grebet i luften. I Rolands Leightons digt »Nachklang« står der: »Down the long white road we walked together […] You seemed all brown and soft, just like a linnet,/ Your errant hair had shadowed sunbeams in it,/ And there shone all April/ In your eyes.« Filmen gentager situationen og bruger hans stemme på lydsporet.



SVENSKE Alicia Vikander (fra En kongelig affære) er formidabel som Vera. Som Roland er Kit Harrington (fra Game of Thrones) en Leslie Howard-type for vor tid. Tyve minutter før slutningen ankommer Winifred Holtby i skikkelse af Alexandra Roach. Hun siger, at foråret venter, og Vera holder en pacifistisk brandtale.
   Fordi eftertiden har produceret så mange versioner af uskyldstabet, Den Store Krig blev oplevet som, har emnet fået en vis tragisk træthed. Det har fået kritikere til at kalde filmen heartbreak porn (»hjertesorgsporno).
   Det er dog at tage fejl af pointen. Vist er filmen glansfuld og selvbevidst smuk. Rob Hardys billeder fanger hver tåre, og designet er gennemført til det preciøse. Men Testament of Youth er trofast mod krigsgenerationens første erfaring. Filmen reproducerer præcist Vera Brittains blik på sin tid.


*) Dagbøgerne, som Brittain bearbejdede, er udgivet med titlen Chronicle of Youth (1981). Brevvekslingen mellem Brittain og de unge mænd fra Oxford er samlet i Letters from a Lost Generation af Mark Bostridge, som skrev biografien Vera Brittain and the First World War: The Story of the Testament of Youth (2014).

**) Elaine Morgan dramatiserede Testament of Youth for BBC i 1979. Miniserien består af 5 episoder. Cheryl Cambell, som fik sit gennembrud i Dennis Potters Pennies from Heaven (1978), konsoliderede det med Testament of Youth, som blev instrueret af Moira Armstrong. Campbell fik en BAFTA for rollen som Vera Brittain. Joanna McCallum spillede Winifred Holtby, der i 2014-filmen fremstilles af Alexandra Roach.

***) Francis Danby (1793-1861) var irsk og malede både sublime landskaber i en stil, der minder om tysk romantik, eventyremner i ånden fra Füssli og bibelske scenerier i samme stil som John Martin, der gjorde det apokalyptiske til sit speciale. Danbys fremstilling af Syndfloden (1840) gør sin virkning i kraft af formatet. The Deluge måler 2,85 x 4,5 m. Billedet tilhører Tate Gallery og hænger på Tate Britain.

Testament of Youth. Instr.: James Kent. Manus: Juliette Towhidi. Foto: Rob Hardy. 129 min. UK 2014. Dansk premiere: 25.06.2015.


Fotos: BBC Films (Laurence Cendrowicz)/ Nordisk Film Distribution/ Tate Britain/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wikimedia Commons
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2015

Ingen kommentarer:

Send en kommentar