Wes Anderson: Moonrise Kingdom (2012)

IMPERIER I EN DRÅBE
Alt konstrueres med akkuratesse

Af BO GREEN JENSEN

AMERIKANEREN Wes Anderson (f. 1969) er detaljernes elsker, herre og mester. Han arrangerer dem med fetichistisk omhu, og hver af hans film er en gennemført miniature. Fra Bottle Rocket (1996) til The French Dispatch (2021) har han hver gang skabt færdige verdener, der kunne være imperier i en dråbe. Også værklistens animationsfilm, Fantastic Mr. Fox (2009) og Isle of Dogs (2018), koncentrerer et helt univers.

   De bedste af Andersons film er familiehistorier. Der er en Salingersk excentricitet over klanen i The Royal Tenenbaums (2001) og The Darjeeling Limited (2007), hvor tre brødre kører i tog gennem Indien. Han holder af at benytte de samme skuespillere – Bill Murray, Jason Schwartzman og Owen Wilson er med i de fleste Anderson-film – og væve videre på et grundlæggende mønster. Typisk for Anderson er det togets indretning, han bruger mest energi på i The Darjeeling Limited.

ANDERSONS film trækker ofte på en personlig erindring. Diverse fænomener fra hans opvækst er genskabt med en detaljerigdom, som udgør det halve af kunstværket, mindst. I The Life Aquatic with Steve Zissou (2004) var det tv-programmerne med Jacques Cousteau, som Anderson byggede videre på. Der var en Steve Zissou-klub med diplomer og små emblemer. Filmens sætstykke var skibet Belafonte, det Calypso-lignende fartøj, som Bill Murray og resten af Team Zissou sejlede i.

I MOONRISE Kingdom bliver spejderlejren og skoleorkestret et fundament for fiktionen. Scout Master Ward (Edward Norton) opdager, at ulveungen Sam er forsvundet fra lejren på New Penzance Island. Året er 1965. Det kan man se på farverne og høre på musikken.

   Sam (Jared Gilman) er løbet væk med Suzy (Kara Hayward), der er datter af Walt (Bill Murray) og Laura (Frances McDormand) Bishop. Sheriffen (Bruce Willis) fatter sympati for den ensomme dreng. Lynet slår ned flere gange, og en mægtig storm er på vej. Da den kommer, samles alle i kirken, hvor tingene endelig sættes på plads.

SOM altid er musikken en særlig dimension. Filmens score er skrevet af Alexandre Desplat, men hver gang den melankolske sheriff er i billedet, høres Hank Williams på lydsporet. Mens Suzy og hendes familie præsenteres, kører Benjamin Brittens A Young Person’s Guide to the Orchestra på grammofonen. Sætstykket er dog hans opera Noye’s Fludde, som opføres i kirken, mens den store storm raser på øen.

ALT er uhyre charmerende gjort. Jared Gilman og Kara Hayward er perfekte som Sam og Suzy, de pubertære misfits, der vil bygge en ny verden sammen. Stormen orkestreres som en symfoni, og hver kameragang er nøje gennemtænkt. Der er sjældent zoomet så meget i en film efter 1975. Skal man indvende noget, kunne det være, at den spinkle historie næsten forsvinder i mylderet af detaljer. Det er en gennemgående svaghed i Andersons film, der har lige så mange fjender som fans.

MOONRISE Kingdom præsenterer Andersons verden i koncentrat. Drengen kunne være lillebror til Max Fisher fra gennembrudsfilmen Rushmore (1998). De voksne er neurotiske versioner af børnene med dårlige forhold og en sørgmodig livsindstilling. Det har fået mange til at betragte Anderson som en kronisk umoden filmskaber af typen, som også Tim Burton tilhører. Om man tænder på detaljerne, er i høj grad et spørgsmål om temperament.

   Moonrise Kingdom åbnede Cannes Festivalen 2012 og er et af hans smukkeste værker til dato. I Cannes kom jeg til at diskutere Anderson med en gruppe indiske kolleger. De kunne næsten ikke forholde sig til hans film, sagde de, fordi så meget i dem er skabt i kameraet; så meget ved hans verden er design og teknik. Midt i dette var menneskene som legetøjsfigurer.

DET er ikke retfærdigt at reducere Andersons film på den måde, men man kan sagtens følge kritikken. I Moonrise Kingdom er apparatet på plads. Han har sin familie af spillere; den rekonstruerede barndom er samlet på en ø; intet er overladt til tilfældigheder. Netop da kommer stormen og slår dukkehuset i stykker. At Anderson lader det ske, vidner om, at han ikke vil stivne i formen. Moonrise Kingdom er kræs for fans og et godt sted at begynde på Andersons oeuvre.

Se også Wes Anderson: The Darjeeling Limited + Hotel Chevalier (2007); Detaljernes mester: Et interview med Wes Anderson [Moderne mestre]; Wes Anderson: The Grand Budapest Hotel (2014) [Berlinale Silver Bear]; Wes Anderson: Isle of Dogs (2018). 

Moonrise Kingdom. Instr.: Wes Anderson. Manus: Wes Anderson og Roman Coppola. Foto: Robert D. Yeoman. 94 min. USA 2012. Dansk premiere: 13.09.2012.

Fotos: Indian Paintbrush/ Focus Features/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ Camera Film

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, MUBI, SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.09.2012 [her let ajourført og revideret]