TUREN GÅR TIL INDIEN
Med kvæstede Salinger-brødre ombord
Af BO GREEN JENSEN
Forretningsmanden Francis kørte galt på sin motorcykel, formentlig med vilje, skønt han hævder det modsatte. Hans knuste ansigt er stadig pakket ind i bandager, da han møder sine brødre ved toget i Indien.
LILLEBROR Jack er familiens krønikeskriver. I den kvarterlange kortfilm, Hotel Chevalier, som vises før rejsen til Indien begynder, har forfatteren siddet og skrevet på sit hotel i Paris, da ekskæresten (Natalie Portman) melder sin ankomst. Jack tager imod hende, Han gør, hvad han kan for at virke upåvirket (hvorved man mærker hans anfægtelse), og da hun er kommet og har taget tøjet af, elsker de på sengen, mens den allestedsnærverende iPod spiller Peter Sarstedts gamle hit, »Where Do You Go To (My Lovely)?«, i fuld længde.
DET er Francis, som har sat brødrene stævne. De har brug for at finde sig selv og hinanden, og til det formål findes næppe et mere åndeligt sted end det sære, hellige, magiske Indien.
NU følger en effektiv dannelsesrejse. Gennem smerte, nat og kaos, gennem farver og forvandling, over ørkensand og bjerge, gennem fortid, nutid og fremtid, bevæbnet med opiumstærk hostesirup og pertentligt laminerede dagsplaner, bevæger brødrene i toget sig. Jack har en heftig affære med togstewardessen, som græder da hun forlader sin mand. To gange bliver brødrene sat af toget, men får lov at stige på igen. Endelig fanger bordet, og de bliver efterladt i ørkenen med 11 kufferter, en printer og en lamineringsmaskine.
DET er den samme slags excentriske Salinger-familie, man kender fra Andersons øvrige film, Bottle Rocket (1996), Rushmore (1998) og The Royal Tenenbaums (2001). Opus fire, The Life Aquatic with Steve Zissou (2004), koncentrerede alt på et ekspeditionsskib og fyldte historien med Jacques Cousteau-referencer og David Bowie-sange på portugisisk.
WES Anderson har ikke været bedre, mere cool eller mindre selveftergivende. Med den femte spillefilm befæster han sin status som den mest underfundige af de yngre amerikanske auteurs, der får lov at leve ideerne ud. Hollywood afskrives gerne som en tarvelig sump, hvor kun penge har betydning, men faktisk støtter Drømmefabrikken en ganske omfattende kreds af risikovillige filmskabere: Quentin Tarantino, Tim Burton, Steven Soderbergh, Paul Thomas Anderson, David Fincher, Sofia Coppola og Todd Haynes. Af disse er Anderson tættest på Burton, men egentlig ligner han bare sig selv.
Se også Detaljernes mester: Et interview med Wes Anderson [Moderne mestre]; Wes Anderson: The Grand Budapest Hotel (2014) [Berlinale Silver Bear]; Wes Anderson: Isle of Dogs (2018).
The Darjeeling Limited. Instr.: Wes Anderson. Manus: Roman Coppola, Jason Schwartzman, Wes Anderson. Foto: Robert Yeoman. 91 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.12.2007.
Hotel Chevalier. Instr. og manus: Wes Anderson. Foto: Robert Yeoman. 13 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.12.2007.
Fotos: Searchlight Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ Filmgrab/ Mark Friedberg
Det var faktisk på den samme perron, at Peter så sin far (Bill Murray) dø under mystiske omstændigheder. Han går stadig med faderens solbriller, som han bærer i alle slags lys. Peter befinder sig selv i en krise og gør, hvad han kan for at glemme, at han snart skal have barn med sin kæreste.
LILLEBROR Jack er familiens krønikeskriver. I den kvarterlange kortfilm, Hotel Chevalier, som vises før rejsen til Indien begynder, har forfatteren siddet og skrevet på sit hotel i Paris, da ekskæresten (Natalie Portman) melder sin ankomst. Jack tager imod hende, Han gør, hvad han kan for at virke upåvirket (hvorved man mærker hans anfægtelse), og da hun er kommet og har taget tøjet af, elsker de på sengen, mens den allestedsnærverende iPod spiller Peter Sarstedts gamle hit, »Where Do You Go To (My Lovely)?«, i fuld længde.
Jack har skrevet en novelle om de groteske hændelser, som fandt sted ved den tyske garage i New York, da brødrene ville hente deres fars bil før begravelsen. I Indien viser han teksten til Francis og Peter, og ved rejsens slutning ser man en dramatisering af det absurde forløb. Det er Jack, der kan huske alle detaljer. Han siger altid, at personerne i hans historier er fiktive, ligesom konteksten udspringer af hans fantasi. Han narrer dog ingen med disse besværgelser. Jack ville næppe være i stand til at skrive om andet end sin familie.
DET er Francis, som har sat brødrene stævne. De har brug for at finde sig selv og hinanden, og til det formål findes næppe et mere åndeligt sted end det sære, hellige, magiske Indien.
Var det godt nok til Donovan og The Beatles, må det være optimalt for den atomiserede Whitman-familie. Man vil rejse med toget The Darjeeling Limited. Ved vejs ende når man måske det kloster, hvor brødrenes mor (Anjelica Huston) har fundet sit kald. Eller også slutter det helt anderledes. Først må man bare springe ombord.
Det sker, i flimrende hede og duvende slow, til tonerne af »This Time Tomorrow« med The Kinks. Hele tre sange fra albummet Lola and Powerman versus the Moneygoround (1970) benyttes på det eklektiske soundtrack, som sædvanen tro er kurateret af Randall Poster.
NU følger en effektiv dannelsesrejse. Gennem smerte, nat og kaos, gennem farver og forvandling, over ørkensand og bjerge, gennem fortid, nutid og fremtid, bevæbnet med opiumstærk hostesirup og pertentligt laminerede dagsplaner, bevæger brødrene i toget sig. Jack har en heftig affære med togstewardessen, som græder da hun forlader sin mand. To gange bliver brødrene sat af toget, men får lov at stige på igen. Endelig fanger bordet, og de bliver efterladt i ørkenen med 11 kufferter, en printer og en lamineringsmaskine.
DET er den samme slags excentriske Salinger-familie, man kender fra Andersons øvrige film, Bottle Rocket (1996), Rushmore (1998) og The Royal Tenenbaums (2001). Opus fire, The Life Aquatic with Steve Zissou (2004), koncentrerede alt på et ekspeditionsskib og fyldte historien med Jacques Cousteau-referencer og David Bowie-sange på portugisisk.
Midtvejs brød virkeligheden ind i den reduktive miniaturekunst, en slags åndelig bonsai, som Anderson nok er nervøs ved at dyrke for monomant. Moderne pirater vædrede filmens svar på skibet »Calypso«.
I The Darjeeling Limited sker noget tilsvarende, da brødrene redder to børn fra at drukne i floden ved en landsby, de passerer. Kun Peter kan ikke bjærge sin dreng. Brødrene bliver i byen til begravelsen, der skildres atypisk indgående og – som altid hos den excentriske instruktør - forbavsende anfægtende.
I øvrigt lykkes planen. Efter rejsens uforudsigeligheder tager de afsked som ældre og lidt bedre mænd. Francis’ ansigt er i bedring. I hvert fald tager han bandagerne af. Peter ringer til sin kone. Jack bliver ved med at skrive og kan meget vel være manden, der har fremlagt hele den snoede historie.
WES Anderson har ikke været bedre, mere cool eller mindre selveftergivende. Med den femte spillefilm befæster han sin status som den mest underfundige af de yngre amerikanske auteurs, der får lov at leve ideerne ud. Hollywood afskrives gerne som en tarvelig sump, hvor kun penge har betydning, men faktisk støtter Drømmefabrikken en ganske omfattende kreds af risikovillige filmskabere: Quentin Tarantino, Tim Burton, Steven Soderbergh, Paul Thomas Anderson, David Fincher, Sofia Coppola og Todd Haynes. Af disse er Anderson tættest på Burton, men egentlig ligner han bare sig selv.
Se også Detaljernes mester: Et interview med Wes Anderson [Moderne mestre]; Wes Anderson: The Grand Budapest Hotel (2014) [Berlinale Silver Bear]; Wes Anderson: Isle of Dogs (2018).
The Darjeeling Limited. Instr.: Wes Anderson. Manus: Roman Coppola, Jason Schwartzman, Wes Anderson. Foto: Robert Yeoman. 91 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.12.2007.
Hotel Chevalier. Instr. og manus: Wes Anderson. Foto: Robert Yeoman. 13 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.12.2007.
Fotos: Searchlight Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ Filmgrab/ Mark Friedberg
Filmen streames på Blockbuster, DISNEY+, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.12.2007
Ingen kommentarer:
Send en kommentar