David Fincher: Zodiac (2007) [Noir 100]

I ZODIACS TID

Evig tvivl, kryptering og hjemstavn

Af BO GREEN JENSEN

SERIEMORDEREN Zodiac spredte angst og bæven i San Francisco og det nordlige Californien fra december 1968 til et godt stykke ind i 70erne, hvor drabene ebbede ud.

   Hans speciale var nedskydning af elskende par, som han dræbte på afsides lokaliteter som Blue Rock Springs i Valejo og Lake Berryessa i Napa Valley. I to tilfælde overlevede mændene og kunne fortælle om udførlig mishandling.

   Zodiac slog med sikkerhed til ved fem lejligheder, men tog selv »æren« for flere forbrydelser i de opsigtsvækkende breve, som han sendte til politi og aviser.

   Det var om noget de makabre breve, kælne i tonen og skrevet i kode, som gjorde sagen stor i tidens mediebillede. Det blev da også diskuteret, om man snarere burde tie manden ihjel. Den 1. august 1969 sendte Zodiac breve til Vallejo Times-Herald og San Francisco-aviserne Examiner og Chronicle. Hvis ikke alle tre blade trykte brevene på forsiden, ville mordene tage til.

   Koden kombinerede en række eksotiske tegnsystemer, fra semaforalfabet til astrologiske symboler. Den blev knækket af et lærerpar. Siden fulgte mere avancerede koder, og journalisten Paul Avery blev sammen med David Toschi fra drabsafdelingen i San Francisco den PR-sultne psykopats foretrukne korrespondenter.

KARAKTERISTISK for Zodiac var blandt andet hans forfængelighed og hans filminteresse. Paul Avery modtog en mordtrussel, da han skrev om tegn på »latent homoseksualitet« i en artikel om Zodiacs virke.

   Brevene indeholdt henvisninger til Richard Connells novelle »The Most Dangerous Game« (1924), som i 1932 blev til den klassiske B-film med Leslie Banks, Fay Wray og Joel McCrea (faktisk filmet om natten i de samme kulisser, hvor Merian Coopers King Kong blev drejet om dagen). Titlen henviser mere til jagt end til spil. Den megalomane Count Zaroff venter på strandede skribe, så han kan jage menneskene, som søger tilflugt på hans ø.

   Fordi mordene talte så magtfuldt til tiden, blev der straks skrevet bøger og indspillet film, som tog afsæt i Zodiac-mytologien. I Don Siegels Dirty Harry (1971), den første film med Clint Eastwood i rollen som »Dirty« Harry Callahan, er det en morder, som kalder sig »Scorpio«, der terroriserer San Francisco. Tom Hansons tarvelige The Zodiak Killer (1971) var en spekulationsfilm, som lukrerede på sagen.

   Zodiac »anmeldte« disse film, og i sit sidste brev til San Francisco Chronicle, dateret 29. januar 1974, kaldte han William Friedkins The Exorcist (1973, da. Eksorcisten) for den bedste »saterical comidy«. Brevet angav endvidere kampens stilling: »Me = 37. SFPD = 0«.

PÅ San Francisco Chronicle sad en stille ung mand, bladets tegner Robert Graysmith, og fulgte udviklingen med interesse. Mens resten af verden lagde sagen til side, blev han stadig mere besat af ideen om at afsløre Zodiacs identitet.

   Paul Avery gik i hundene, og den karismatiske Toschi (modellen for Steve McQueen-karakteren i Bullitt og en inspirationskilde for Peter Falk som Columbo) blev taget af sagen. Graysmith mistede både sit job og sin familie, men kunne ikke tænke på andet end at bevise, at Zodiac var identisk med Arthur Leigh Allen. Allen var den mistænkte, som politiet havde interesseret sig længst for. Han bar et ur af mærket Zodiac og delte morderens kærlighed til The Most Dangerous Game.

   Graysmith skrev to bøger, Zodiac (1986) og Zodiac Unmasked (2002), der blev kæmpemæssige sællerter. Begge konkluderer, at alting peger på Allen, men kan ikke lukke sagen definitivt. Det er aldrig bevist, at Allen, som døde i 1992, var Zodiac.

   Graysmith opsøgte Allen i den isenkramforretning, hvor han arbejdede efter en pædofilidom. Han så meget længe på manden, konstaterede at han ingen særlige karakteristika havde, og lukkede bogen om Zodiac. Andre forfattere, der har skrevet om sagen, er ikke så sikre som Graymith, og nogle er lodret uenige. Det er imidlertid Graysmiths bøger, som David Fincher bygger storfilmen Zodiac på.

FORDI stilikonet Fincher er manden bag Se7en (1995) og Fight Club (1999), knytter der sig enorme forventinger til Zodiac, hans første film efter den skuffende konventionelle Panic Room (2002). Fincher, som er født i 1962, gik i skole i Marin County, mens Zodiac hjemsøgte omegnen og medierne bearbejdede sagen. Hans film er derfor også en erindring om 60erne, 70erne og 80erne i Californien, og det er i høj grad dette sædeskildrende aspekt, der gør den så intens og seværdig.

   Til selve sagen holder Fincher en distance, der er meget fint afstemt mørket og kulden, som udgør filmskaberens signatur. Trods mængden af kronologiske detaljer, er det ikke en film, som bader hver scene i periodekolorit. Der økonomiseres med de tidstypiske virkemidler. Vist bliver Donovan-sangen »Hurdy Gurdy Man« et vagt satanisk ledemotiv, og vist gør titelsekvensen dramatisk brug af Santanas »Soul Sacrifice«, men tilskueren bliver ikke tæppebombarderet med golden oldies. Filmens karakterer måber ikke over samtiden. For dem er der tale om nutid.

FORDI filmen spiller så længe, næsten tre timer, er der overskud til at skildre de mange falske spor og løse ender, som distraherer detektiverne. Dybest set er styrken i Zodiac den sidste rest af en nagende tvivl. Da Fincher ikke kan lukke sagen og give publikum vished én gang for alle, bliver efterforskningen et billede på den ambivalens og uoverskuelighed, hvormed »sandheden« tegner sig for os i samtiden.

   Det er ganske betagende gjort, og Fincher undlader helt konsekvent at gøre brug af de moralske problemstillinger og fantastiske virkemidler, som ganske vist løftede Se7en og Fight Club, men samtidig gjorde dem til mytologi. Zodiac tangerer den rene realisme, som man sjældent ser i en Hollywood-film.

DER er blændende detaljer. Første billede viser nathimlen over Vallejo, oplyst af 4.juli-fyrværkeriet, og tegner byens horisont på samme måde, som Los Angeles fremtræder i Blade Runner. Har Fincher en helt, er det nok Ridley Scott. 

   Ti år går mellem Zodiacs breve og slutningen på Graysmiths efterforskning. Fincher skildrer det ved at vise den højeste bygning i San Francisco, et glastårn [Transamerica Pyramid] som rejses og fyldes og tændes, i timelapse/fast-motion.

   Til slut ser Allen og Graysmith på hinanden. Der er ingen genkendelse, blot en ironisk konstatering af ondskabens grundlæggende banalitet. Nu er Zodiac blevet en bestseller, som de rejsende køber i lufthavnen.

   Tiden har ændret dem alle. Avery (Robert Downey Jr.) er død af lungeemfysem. Toschi (Mark Ruffalo) er ikke længere i drabsafdelingen. Graysmith (Jake Gyllenhaal) ser igen sine børn, men er ikke blevet genforenet med Melanie (Chloë Sevigny). De mødtes og skiltes i Zodiacs tid, og som Melanie syrligt bemærker, kom deres forhold aldrig længere efter stævnemødet, der bragte dem sammen. Det var den aften, de tog hjem til ham, fordi Zodiac havde lovet at ringe.

DER er hverken melodramatiske krumspring eller nervepirrende nærkamp. Fincher er lige så fascineret af Zodiacs kryptogrammer, som han var af John Does skriblerier i Se7en. Mordene er klinisk skildret, de hverken svælger i eller ser væk fra hjertets søle. Der er ingen moralske pointer – hvilket i sig selv vel er en væsentlig pointe.

   Af samme grund har Zodiac en følelsesmæssig slagside. Graysmith bliver aldrig mere end et manisk ciffer, og den charmerende Toschi fylder for lidt til at afgive varme, der holder i længden. Som tiden går, bliver man sulten efter nogen at identificere sig med og noget at føle stærkt for. Det kan filmen ikke give, fordi den er skåret så klinisk og sobert.

   Finchers film imponerer som altid, men den ryster os sjældent og rører os aldrig. Man har meget ud af at se den, men Zodiac vil næppe, som Se7en og Fight Club, blive en af de film, som man genser med glæde.

Se også David Fincher: Gone Girl (2014) [Noir 100]; David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021] og David Fincher: The Curious Case of Benjamin Button (2008)

Zodiac. Instr.: David Fincher. Manus: James Vanderbilt. Foto: Harris Savides. 158 min. USA 2007. Dansk premiere: 17.05.2007.

 

Fotos: Paramount Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Film-history.org (timelapse)/ Alchetron (Graysmith portrait)/ The Fincher Analyst (Graysmith Drawing)

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.05.2007