ET ÅR I FIRE SANGE
Fortalt til ballader af Françoise Hardy
Af BO GREEN JENSEN
SOMMER 2014: DET er næppe et isoleret fransk fænomen, at unge kvinder finansierer deres studier ved prostitution. Men det er sikkert kun i Frankrig, at interessen for emnet kan være så stor, at de uddannelsessøgende call girls skaber overskrifter og rydder sendetid i tv, hvor eksperter diskuterer problemet med store ord og alvorlige miner.
DER er ingen skjulte budskaber i François Ozons Jeune et jolie. Tværtimod er portrættet af den 17-årige Isabelle (Marine Vacth), der i sit første voksenår gør erfaringer som prostitueret, renset for pædagogiske pegefingre. Isabelle er på ferie med sin bror og sine forældre, da hun debuterer seksuelt med tyskeren Felix. Det er ikke den magiske indvielse, hun har drømt om, og næste dag har hun knastørre øjne. Hun ser sig ikke tilbage, da familiens bil passerer den cyklende Felix på vej til Paris.
DA han dør, bliver politiet inddraget. Isabelles mor (Géraldine Pailhas) reagerer forventeligt forfærdet, går med datteren til psykolog og når både at skænde og slå, før hun siger undskyld til pigen, der gennem alle scener holder stand og står på sit.
FILMEN skifter lys og palet efter årstiderne. Den begynder ved stranden i bagende sol, hvor havet og himlen er skudt så klart og farvestærkt, at man kunne være tilbage i René Cléments Plein soleil (1960) eller fremme i Ozons egen Swimming Pool (2003). Senere bliver lyset mindre og farverne mørke. Ozon brugte den samme teknik i 5 x 2 (2004), hvor et ægteskab blev kortlagt i fem tilbageskuende scener.
HARDY-sangene er tematiske anslag. De kommenterer ikke handlingen direkte, men udtrykker Isabelles gradvise modning og tiltagende desillusion. Den franske sangerinde, som samtiden kaldte »the yeh-yeh girl from Paris«, var kun 18 år, da hun skrev og brød igennem med »Tout les garçons et les filles« i 1962. Som 70-årig er hun stadig aktiv og eventyrlysten, senest på albummet L’amour fou (2012).*
TRODS sit look og sin lyd er filmen ikke nostalgisk. Ozon siger selv, at det var vigtigt for ham at være så tæt på karakteren, at det blev muligt at skildre hende solidarisk, uden at tage stilling til de moralske værdier og konsekvenser. Ung & Smuk er et portræt af en ung kvinde, der søger et sted og vil kende sin pris. Hun tager ikke andres ord for pålydende, men insisterer på at gøre sine erfaringer selv.
JEUNE et jolie er en klog og formelt meget smuk film, som formår at sige mere om sit emne, fordi den hverken dømmer eller hylder sin hovedperson. Ozon stiller sig tilfreds med at iagttage. Han ser hele tiden på Isabelle, som publikum lærer at kende så godt, at det kan spore forandringen i hendes træk. Sjældent har en mandlig filmskaber været så tæt på at skabe et fuldt portræt af en kvinde.
*) Françoise Hardy er 77 år i 2021. Hun lavede endnu et album – Personne d'autre – i 2018, men havde ellers trukket sig tilbage efter et langt cancerforløb. Til gengæld er hun blevet en flittig forfatter. Hardy skrev selv erindringsbogen Le désespoir des singes... et autres bagatelles (2008). Biografien er ikke fortalt til en journalist eller ghostwriter. I 2014 debuterede hun som skønlitterær forfatter med romanen L'amour fou. Hun har siden skrevet debatbøgerne Avis non autorisés... (2015) og Un cadeau du ciel... (2016). Chansons sur toi et nous (2021) er en samling af Hardys egne sange. Hardy lavede 32 album (heraf fire på andre sprog) fra Tous les garçons et les filles (1962) og Personne d'autre. Hendes sidste store succes var Clair-obscur (2000), hvor hun bl.a. synger en mindeværdig coverversion af »I'll Be Seing You« sammen med Iggy Pop. Hertil kommer snesevis af kompilationer, EP'er og stand-alone singler. Hardy har medvirket i 13 film. Hun har siden 1981 været gift med sanger-sangskriveren Jaques Dutronc. Første skæring på Clair-obscur er en duet med Dutronc. »Le Large« fra Personne d'autre var et lille hit i Frankrig. Den største succes er og bliver Tous les garçons et les filles de mon age. Hardy havde præcis Isabelles alder, 17 år, da hun skrev og sang den i 1962.
Jeune et jolie (Ung & Smuk). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Pascal Marti. 95 min. Frankrig 2013. Dansk premiere: 10.07.2014.
Fotos: Mandarin Films/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Af BO GREEN JENSEN
På to år har to film beskæftiget sig med emnet. Malgorzata Szumowskas Elles (2011) var en pseudo-realistisk skildring af fristelserne og farerne ved arbejdet. Filmen, som Szumowska skrev sammen med danskeren Tine Byrckel, var baseret på journalistiske case studies. Desværre fandt de det nødvendigt at lægge researcherens egen midtlivskrise ind som kontrast til to unge kvinders erfaring.
Juliette Binoche havde rollen som Elle-journalisten, der engagerede sig i pigernes liv, blev ophidset af deres historier og fik grund til at overveje sin egen situation. Szumowska og Byrckels pointe var, at alle kvinder prostituerer sig. Blot bliver arbejdet kaldt noget andet på kontoret og i hjemmet, hvor det til og med er ubetalt.
Man kan sagtens se logikken i argumentet og forsvare den feministiske tanke, der tangerer et kønspolitisk princip. I Elles blev den bare til fiktivt indpakningspapir, som trak fra styrken i de instruktive arbejdshistorier. Mændene var skildret som ynkelige typer, enkelte som afstumpede svin. Man følte sig grundigt irettesat efter filmen.
En skærmtekst markerer, at efteråret begynder. Samtidig synger Françoise Hardy den første af fire sange, der er lagt ind som titelblade ved hvert vendepunkt. Isabelle har sat et dobbeltliv i system. Om dagen går hun på Lycée Henri IV og læser tekster af Rimbaud (»On n’est pas serieux quand on a 17 ans«) og Anne Hébert med sine kammerater. Efter skoletid skifter hun identitet og bliver den prostituerede Léa, der betjener mænd af mange slags for 300 euro pr. date.
DET er gode penge. Hun træffer aftaler på nettet og fungerer fint i kernefamilien. Léa møder kunderne i parkerede biler og på diskrete hoteller. De er som mænd er flest. Der er ingen sadistiske monstre, og Isabelle har ikke de farlige og fornedrende oplevelser, som politiet senere advarer hende om. Det sker, da den første og eneste udvalgte kunde får et hjertetilfælde, mens de er sammen i sengen.
Georges (Johan Leyson) er høflig, hensynsfuld og distingveret. Han interesserer sig for Léa som menneske, tager hende med i teatret og vil gerne uddybe forholdet. Han er naturligvis også gift – med Alice (Charlotte Rampling), som pigen senere har en afgørende samtale med – og må være tæt på 70 år. Blandt alle filmens mænd er det dog Georges, som kommer tættest på virkelig at røre Isabelle.
DA han dør, bliver politiet inddraget. Isabelles mor (Géraldine Pailhas) reagerer forventeligt forfærdet, går med datteren til psykolog og når både at skænde og slå, før hun siger undskyld til pigen, der gennem alle scener holder stand og står på sit.
I samtalen med psykologen kommer filmen tættest på at tage stilling. Isabelle insisterer på at betale med pengene fra sit sexarbejde. Hun noterer med tilfredshed, at hans timeløn er 70 euro. Kvinden vil kende sin egen værdi, og den er åbenbart større end hans.
FILMEN skifter lys og palet efter årstiderne. Den begynder ved stranden i bagende sol, hvor havet og himlen er skudt så klart og farvestærkt, at man kunne være tilbage i René Cléments Plein soleil (1960) eller fremme i Ozons egen Swimming Pool (2003). Senere bliver lyset mindre og farverne mørke. Ozon brugte den samme teknik i 5 x 2 (2004), hvor et ægteskab blev kortlagt i fem tilbageskuende scener.
Clouet er de fire sange med Françoise Hardy, som Ozon har valgt at markere forandringerne i pigen med. »L’amour d’un garçon«, Hardys fortolkning af Bacharach og Davids »The Love of a Boy«, er fra albummet Françoise Hardy (1963). Hendes egen »À quoi ça sert?« er fra Comment te dire adieu (1968). »Première rencontre« er første skæring på Message personnel (1973), som Michel Berger skrev de fleste af sangene til. »Je suis moi«, som spiller under slutteksterne, er en single fra samme periode, ligeledes med tekst og musik af Berger.
HARDY-sangene er tematiske anslag. De kommenterer ikke handlingen direkte, men udtrykker Isabelles gradvise modning og tiltagende desillusion. Den franske sangerinde, som samtiden kaldte »the yeh-yeh girl from Paris«, var kun 18 år, da hun skrev og brød igennem med »Tout les garçons et les filles« i 1962. Som 70-årig er hun stadig aktiv og eventyrlysten, senest på albummet L’amour fou (2012).*
Ved at bruge de melankolske ballader fra begyndelsen, knytter Ozon for det første an til stemningen fra 60erne og 70erne. For det andet skaber han en identifikation mellem Isabelle og Hardy. Tilskueren fornemmer, at hun vil nå videre og få et langt liv med mange slags erfaring efter det bestemmende år, som er skildret i filmen. Det giver fuldkommen mening, at Jeune et jolie i sit hjemland lanceres som »le portrait d’une jeune fille de 17 ans en 4 saisons et 4 chansons«.
TRODS sit look og sin lyd er filmen ikke nostalgisk. Ozon siger selv, at det var vigtigt for ham at være så tæt på karakteren, at det blev muligt at skildre hende solidarisk, uden at tage stilling til de moralske værdier og konsekvenser. Ung & Smuk er et portræt af en ung kvinde, der søger et sted og vil kende sin pris. Hun tager ikke andres ord for pålydende, men insisterer på at gøre sine erfaringer selv.
François Ozon er god til elegante udstyrsstykker som Sitcom (1998), 8 femmes (2002, da. 8 kvinder – og et mord) og Pôtiche (2010), men det er i dramaer som Sous le sable (2000, da. Under sandet), Le temps qui reste (2005, da. Tid til afsked) og Le refuge (2009), at han kommer tættest på kernen i sin vision, som er en prunkløs, humanistisk filmkunst, der er renset for både ironi og romantik.
JEUNE et jolie er en klog og formelt meget smuk film, som formår at sige mere om sit emne, fordi den hverken dømmer eller hylder sin hovedperson. Ozon stiller sig tilfreds med at iagttage. Han ser hele tiden på Isabelle, som publikum lærer at kende så godt, at det kan spore forandringen i hendes træk. Sjældent har en mandlig filmskaber været så tæt på at skabe et fuldt portræt af en kvinde.
Jeune et jolie (Ung & Smuk). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Pascal Marti. 95 min. Frankrig 2013. Dansk premiere: 10.07.2014.
Flmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.07.2014
Ingen kommentarer:
Send en kommentar