Sophie Hyde | Katy Brand: Good Luck to You, Leo Grande (2022)

KÆRLIGHED OM EFTERMIDDAGEN

En sober film om mennesker og ærlig købesex

Af BO GREEN JENSEN

ET intimt snakkestykke om alder og klasse, købesex og kønspolitik, fantasier som udleves og teorier i praksis. »Hvad taler vi om, når vi taler om kærlighed?« kunne man spørge med Raymond Carver.

   Held og lykke, Leo Grande er ikke en erotisk komedie, skønt tonen for det meste er munter, og emnet er sex hele vejen. Ej heller en realistisk tragedie, for få ting er tragiske i virkeligheden. Er der noget, som manuskriptforfatteren Katy Brand (f. 1979) har blik for i sin voksne og fint kallibrerede dialog, er det gentagelsen som grundvilkår. Tryghed er fætter til ensformigheden. Og lykken er virkelig en underlig fisk.

FILMEN skildrer fire møder mellem Nancy Stokes og Leo Grande. Begge hedder faktisk noget andet. De mødes på et anonymt hotel med udsigt til tage i sol eller regn. Hun er kunden, han er sexarbejderen. Der er udsving i relationen, men filmen er ikke interesseret i magt, snarere i frydens og afsavnets væsen. Hun er ærlig i sine betroelser og nysgerrig på hans profession. »Leo Grande« er en mere kompleks konstruktion.

   Han bliver spillet af Daryl McCormack, som er kendt fra især Peaky Blinders. Han er 29 år. Hun er Emma Thompson på 62. Det skal nok være karakterernes alder. Hun var gift i 31 år med den samme, ret bornerte mand, som har været død i et år. Der er to voksne børn, som skuffer på hver deres måde. Hun har undervist piger i religion og nærer ingen illusioner om uskyld. Det er Leo, som af og til foreslår, at hun ser det fra børnenes side.

   Nancy har skrevet fem punkter ned på en liste, hun vil igennem, mens der er råd: oral sex i tre variationer; så hende øverst; endelig at blive taget bagfra. Men ikke analt. Nancy gyser ved tanken om ting, der trænger ind i åbninger, som er beregnet til ting, der skal ud. Katy Brands tekst har mange farver og lag. I et af dem mærker man, at hun var stjerne i satireserien Katy Brand’s Big Ass Show (2007-2009). Men selv humoren, som dækker over generthed, bliver tonet betydeligt ned undervejs.

DER er fire lange scener, som smager af tv-teater. Dialogen er så udsøgt, at man tænker på et radiospil. Men begge indtryk bedrager. Værket er en film først og fremmest, og fotografen Bryan Mason, som også har klippet, får meget ud af at gå tæt på ansigterne og skifte beskæring. Skønt den fysiske nærkontakt er fingeret, bliver det en meget håndgribelig dans.

   De er rundt om mange emner, flere lag af fortrolighed bliver brudt. Han er tilbøjelig til at lukke af, når hun ryster ham i rollen som beleven forfører. De første møder er en succes. Så har hun stalket ham digitalt, og det kommer til et brud i tredje scene. Fjerde møde finder sted i restauranten, hvor en af Nancys gamle elever får ansigt. Ellers er der kun de to i filmen.

SLUTBILLEDET har vakt opsigt. Emma Thompson står nøgen i fuld figur foran spejlet. Det er billedet af et menneske, som endelig tager livet på sig, præcis som det er. Uden illusioner, men også uden forbehold. Som en kvindelig kollega sagde efter filmen: »Man har aldrig set det billede før«.

   Det er sandt, og det er bare en af kvaliteterne ved Held og Lykke, Leo Grande. Emma Thompson bliver ofte taget for givet. Her er hun i sin bedste rolle siden Dommerens valg. Der er meget, som lykkes i filmen. Den er værd at se og tænke videre over.

Good Luck to You, Leo Grande (Held og lykke, Leo Grande). Instr.: Sophie Hyde. Manus: Katy Brand. Foto: Bryan Mason. 97 min. UK-USA 2022. Dansk premiere: 22.09.2022.

Fotos: Genesius Pictures/ Align/ Cornerstone Films/ Searchlight Pictures/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.Kultur 22.09.2022

Omkring Ukraine: Plemya/The Tribe (2014)

KROPPENE TALER

På en skole for døve i Ukraine

Af BO GREEN JENSEN

I MIN fjerne barndoms sort-hvide tv præsenterede Poul Malmkjær et program, der hed Natkassen. Han så publikum i øjnene og forklarede, hvorfor det var værd at lade apparatet stå tændt, når der om lidt var premiere på ugens bulgarske filmperle. Natkassen var et alternativ til biografernes standardvare. Mange slukkede af princip. Programmet havde færre seere end Landbrugsmagasinet med Poul Jørgensen. Man ville hellere høre en ko sige muh, end se på en arbejdsløs skosælger i Sofia.

   The Tribe har premiere i ni biografer, som sikkert får fornøjelse af den. Alligevel føler man sig som Poul Malmkjær, når man skal præsentere, hvad der lyder som en næsten kontrært utilgængelig film. The Tribe, der på ukrainsk hedder Plemya, foregår på en skole for døve i Kiev. Skuespillerne er amatører, »børn fra gaderne«, som kommunikerer på tegnsprog. Der er reallyd, men ingen stemningsforstærkende musik eller forklarende tekster. The Tribe er skabt af Myroslav Slaboshpytskiy, som først brugte stoffet i kortfilmen Deafness (2010). Han debuterer i det lange format.

FILMEN skildrer en virkelighed, som man kender og alligevel slet ikke kender. En verden, hvor lydsproget mangler. Til gengæld svirrer luften af tegn. Mainstreamfilm som Johnny Belinda (1957), The Miracle Worker (1962) og Children of a Lesser God (1986) har typisk været lyriske stykker, hvor døvheden syntes at indebære en uskyld og i øvrigt var gjort til et tema. I The Tribe taler kroppene voldsomt og hårdt.

   Her er døvheden et grundvilkår, som alle eleverne deler. Det har gjort dem til en stamme, som kun har kontakt med de hørendes verden, når de vil udnytte den. På skolen florerer en omfattende kriminalitet i form af røverier, afpresning, handel med stoffer og prostitution. Der er rivaliserende fraktioner, og hver har sin plads i hierarkiet. Systemet fungerer, fordi lærerne enten ser væk eller lukrerer på den forbudte forretning. Det minder om tilværelsen i et fængsel. I øvrigt har ingen ondt af nogen, hverken andre elever eller sig selv.

FORTÆLLINGENS sonde er Sergey (Gregoriy Fesenko), der i første scene ankommer med bussen og spørger om vej til skolen. Han arbejder sig op gennem hierarkiet ved at tage de fornødne konfrontationer. Han bliver alfons for pigerne Anna og Rosa, som hver aften betjener langturschaufførerne ved en café, der også fungerer som hælercentral. Sergey forelsker sig i Anna, som er smigret og gengælder varmen, hvis han betaler. Hun foretrækker dog en ældre elev, der kan skaffe et visum til Italien.

FILMEN er komponeret i brede indstillinger, som giver billederne et statisk frisepræg. Især bliver der skabt skulpturelle effekter i sexscenerne mellem Sergey og Anna. Røverierne afvikles i sindrigt tilrettelagte tracking shots. Man tænker på Robert Bressons strategi i Pickpocket, en anden film, som satte dialogen på standby.

   Lyden bliver en faktor i flere scener, hvor det spiller en rolle, at karaktererne ikke kan høre den diegetiske lyd. En alfons bliver mast af en bakkende lastbil. Anna får afbrudt sin graviditet i en hjerteskærende scene, der kan måle sig med aborten i 4 måneder, 3 uger, 2 dage. Hun hører ikke selv sine skrig. Publikum hører ikke andet.

PLEMYA blev kåret som bedste film i siderækken Semaine de la Critique på årets Cannes Festival. Alle beundrede eksperimentets kompromisløshed. Flere ville se det som en politisk allegori om situationen i Ukraine. Det giver ærligt talt ikke mening.

   Slutningen er kalkuleret brutal. Man kunne lave den samme film om dårligt stillede unge, som kan høre. Formalismen giver The Tribe et antropologisk præg, men bortset fra kortlægningen af hierarkier, er der ingen særlig indsigt at hente.

   Der er til gengæld ubønhørlighed og en uafviselig følelsesstyrke. Kroppene taler, og man forstår, hvad de siger. Det er som at se stumfilm. Man må afkode situationerne, som af samme grund bliver særligt interessante.

SLABOSHPYTSKYI ser noget rent i »den lydløse film«, som han længe har drømt om at hylde. Det er nok at gå for vidt, men vist bliver koncentrationen belønnet. The Tribe er et lærerigt laboratorieforsøg. Se selv efter, om det er sandt, hvad jeg siger.

Se også Omkring Ukraine: Mr. Jones/ Den sorte jord (2019); Politisk teater: State Funeral (2019); Ilja Khrzhanovskij fra 4 (2004) til DAU (2020) og Kosinski | Marhoul: The Painted Bird (2019) [Krigens børn].

The Tribe (Plemya). Instr. & manus: Myroslav Slaboshpytskiy. Foto: Valentyn Vasyanovych. 130 min. Ukraine-Holland 2014. Dansk premiere: 30.10.2014.

Fotos: Ukranian State Film Agency/ Garmata Film/ Hubert Bals Fund of the Rotterdam Festival/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB/ YouTube (Drafthouse Films Original Trailer]

Filmen streames p.t. [juni 2025] ikke længere i DK - i Sverige på Blockbuster, CINEASTERNE, SF Anytime og Tele2Play | SF Anytime

2K Blu-ray fra Gryphon Entertainment (region B) 18.11.2015

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 31.10.2014

François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013)

ET ÅR I FIRE SANGE

Fortalt til ballader af Françoise Hardy

Af BO GREEN JENSEN

SOMMER 2014: DET er næppe et isoleret fransk fænomen, at unge kvinder finansierer deres studier ved prostitution. Men det er sikkert kun i Frankrig, at interessen for emnet kan være så stor, at de uddannelsessøgende call girls skaber overskrifter og rydder sendetid i tv, hvor eksperter diskuterer problemet med store ord og alvorlige miner.

   På to år har to film beskæftiget sig med emnet. Malgorzata Szumowskas Elles (2011) var en pseudo-realistisk skildring af fristelserne og farerne ved arbejdet. Filmen, som Szumowska skrev sammen med danskeren Tine Byrckel, var baseret på journalistiske case studies. Desværre fandt de det nødvendigt at lægge researcherens egen midtlivskrise ind som kontrast til to unge kvinders erfaring.

   Juliette Binoche havde rollen som Elle-journalisten, der engagerede sig i pigernes liv, blev ophidset af deres historier og fik grund til at overveje sin egen situation. Szumowska og Byrckels pointe var, at alle kvinder prostituerer sig. Blot bliver arbejdet kaldt noget andet på kontoret og i hjemmet, hvor det til og med er ubetalt.

   Man kan sagtens se logikken i argumentet og forsvare den feministiske tanke, der tangerer et kønspolitisk princip. I Elles blev den bare til fiktivt indpakningspapir, som trak fra styrken i de instruktive arbejdshistorier. Mændene var skildret som ynkelige typer, enkelte som afstumpede svin. Man følte sig grundigt irettesat efter filmen.

DER er ingen skjulte budskaber i François Ozons Jeune et jolie. Tværtimod er portrættet af den 17-årige Isabelle (Marine Vacth), der i sit første voksenår gør erfaringer som prostitueret, renset for pædagogiske pegefingre. Isabelle er på ferie med sin bror og sine forældre, da hun debuterer seksuelt med tyskeren Felix. Det er ikke den magiske indvielse, hun har drømt om, og næste dag har hun knastørre øjne. Hun ser sig ikke tilbage, da familiens bil passerer den cyklende Felix på vej til Paris.

   En skærmtekst markerer, at efteråret begynder. Samtidig synger Françoise Hardy den første af fire sange, der er lagt ind som titelblade ved hvert vendepunkt. Isabelle har sat et dobbeltliv i system. Om dagen går hun på Lycée Henri IV og læser tekster af Rimbaud (»On n’est pas serieux quand on a 17 ans«) og Anne Hébert med sine kammerater. Efter skoletid skifter hun identitet og bliver den prostituerede Léa, der betjener mænd af mange slags for 300 euro pr. date.

DET er gode og hurtige penge. Hun træffer aftaler på nettet og fungerer fint i kernefamilien. Léa møder kunderne i parkerede biler og på diskrete hoteller. De er som mænd er flest. Der er ingen sadistiske monstre, og Isabelle har ikke de farlige og fornedrende oplevelser, som politiet senere advarer hende om. Det sker, da den første og eneste udvalgte kunde får et hjertetilfælde, mens de er sammen i sengen.

   Georges (Johan Leyson) er høflig, hensynsfuld og distingveret. Han interesserer sig for Léa som menneske, tager hende med i teatret og vil gerne uddybe forholdet. Han er naturligvis også gift – med Alice (Charlotte Rampling), som pigen senere har en afgørende samtale med – og må være tæt på 70 år. Blandt alle filmens mænd er det dog Georges, som kommer tættest på virkelig at røre Isabelle.

DA han dør, bliver politiet inddraget. Isabelles mor (Géraldine Pailhas) reagerer forventeligt forfærdet, går med datteren til psykolog og når både at skænde og slå, før hun siger undskyld til pigen, der gennem alle scener holder stand og står på sit.

   I samtalen med psykologen kommer filmen tættest på at tage stilling. Isabelle insisterer på at betale med pengene fra sit sexarbejde. Hun noterer med tilfredshed, at hans timeløn er 70 euro. Kvinden vil kende sin egen værdi, og den er åbenbart større end hans.

FILMEN skifter lys og palet efter årstiderne. Den begynder ved stranden i bagende sol, hvor havet og himlen er skudt så klart og farvestærkt, at man kunne være tilbage i René Cléments Plein soleil (1960) eller fremme i Ozons egen Swimming Pool (2003). Senere bliver lyset mindre og farverne mørke. Ozon brugte den samme teknik i 5 x 2 (2004), hvor et ægteskab blev kortlagt i fem tilbageskuende scener.

   Clouet er de fire sange med Françoise Hardy, som Ozon har valgt at markere forandringerne i pigen med. »L’amour d’un garçon«, Hardys fortolkning af Bacharach og Davids »The Love of a Boy«, er fra albummet Françoise Hardy (1963). Hendes egen »À quoi ça sert?« er fra Comment te dire adieu (1968). »Première rencontre« er første skæring på Message personnel (1973), som Michel Berger skrev de fleste af sangene til. »Je suis moi«, som spiller under slutteksterne, er en single fra samme periode, ligeledes med tekst og musik af Berger.

HARDY-sangene er tematiske anslag. De kommenterer ikke handlingen direkte, men udtrykker Isabelles gradvise modning og tiltagende desillusion. Den franske sangerinde, som samtiden kaldte »the yeh-yeh girl from Paris«, var kun 18 år, da hun skrev og brød igennem med »Tout les garçons et les filles« i 1962. Som 70-årig er hun stadig aktiv og eventyrlysten, senest på albummet L’amour fou (2012).*

   Ved at bruge de melankolske ballader fra begyndelsen, knytter Ozon for det første an til stemningen fra 60erne og 70erne. For det andet skaber han en identifikation mellem Isabelle og Hardy. Tilskueren fornemmer, at hun vil nå videre og få et langt liv med mange slags erfaring efter det bestemmende år, som er skildret i filmen. Det giver fuldkommen mening, at Jeune et jolie i sit hjemland lanceres som »le portrait d'une jeune fille de 17 ans en 4 saisons et 4 chansons«.

TRODS sit look og sin lyd er filmen ikke nostalgisk. Ozon siger selv, at det var vigtigt for ham at være så tæt på karakteren, at det blev muligt at skildre hende solidarisk, uden at tage stilling til de moralske værdier og konsekvenser. Jeune et jolie er et portræt af en ung kvinde, der søger et sted og vil kende sin pris. Hun tager ikke andres ord for pålydende, men insisterer på at gøre sine erfaringer selv.

   François Ozon er god til elegante udstyrsstykker som Sitcom (1998), 8 femmes (2002, da. 8 kvinder – og et mord) og Potiche (2010), men det er i dramaer som Sous le sable (2000, da. Under sandet), Le temps qui reste (2005, da. Tid til afsked) og Le refuge (2009), at han kommer tættest på kernen i sin vision, som er en prunkløs, humanistisk filmkunst, der er renset for både ironi og romantik.

JEUNE et jolie er en klog og formelt meget smuk film, som formår at sige mere om sit emne, fordi den hverken dømmer eller hylder sin hovedperson. Ozon stiller sig tilfreds med at iagttage. Han ser hele tiden på Isabelle, som publikum lærer at kende så godt, at det kan spore forandringen i hendes træk. Sjældent har en mandlig filmskaber været så tæt på at skabe et fuldt portræt af en kvinde.

RIP Françoise Hardy 1944-2024

Se også François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Swimming Pool (2003); François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Le temps qui reste/ Time to Leave (2005); François Ozon: Angel (2007); François Ozon: Ricky (2009); François Ozon: Potiche (2010) [Liv og teater]; François Ozon: Dans la maison/ Selv i de bedste hjem (2012); François Ozon: Une nouvelle amie/ The New Girlfriend (2014); François Ozon: Frantz (2016) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: L'amant double/ Dobbelt begær (2017); François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018); François Ozon: Été 85/ Summer of 85 (2020); François Ozon: Alt gik godt/ Tout s'est bien passé (2022); François Ozon: Peter von Kant (2022).

*) Françoise Hardy var 77 år i 2021, da jeg genudgav anmeldelsen på min blog. Hun lavede endnu et album – Personne d'autre – i 2018, men havde ellers trukket sig tilbage efter et langt cancerforløb. Til gengæld blev hun en flittig forfatter. Hardy skrev selv erindringsbogen Le désespoir des singes... et autres bagatelles (2008). Biografien var ikke fortalt til en journalist eller ghostwriter. I 2014 debuterede hun som skønlitterær forfatter med romanen L'amour fou. Hun skrev siden debatbøgerne Avis non autorisés... (2015) og Un cadeau du ciel...  (2016). Chansons sur toi et nous (2021) er en samling af Hardys egne sange. Hun udgav 32 album (heraf fire på andre sprog) fra Tous les garçons et les filles (1962) til Personne d'autre. Hendes sidste store succes var Clair-obscur (2000), hvor hun bl.a. synger en mindeværdig coverversion af »I'll Be Seeing You« sammen med Iggy Pop. Hertil kommer snesevis af kompilationer, EP'er og stand-alone singler. Hardy medvirkede selv i 13 film. I 1981 blev hun gift med sanger-sangskriveren Jaques Dutronc. De blev aldrig skilt, skønt de gik hver til sit. Første skæring på Clair-obscur, »Puisque vous partez en voyage«, er en duet med Dutronc. »Le Large« fra Personne d'autre var et lille hit i Frankrig. Signaturen er og bliver »Tous les garçons et les filles de mon age«. Hardy havde præcis Isabelles alder, 17 år, da hun skrev og sang den i 1962. Hun var 80 år, da hun døde den 11. maj 2024. 

Jeune et jolie (Ung & Smuk). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Pascal Marti. 95 min. Frankrig 2013. Dansk premiere: 10.07.2014.

Fotos: Mandarin Films/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Flmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

2K Blu-ray fra Lionsgate Films (UK) 24.03.2014

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.07.2014