Translate

søndag den 12. december 2021

Kosinski | Marhoul: The Painted Bird (2019) [Krigens børn]


DEN BEMALEDE FUGL
Jerzy Kosinskis klassiske holocausttekst

Af BO GREEN JENSEN

EN dreng flakker om i den opløste verden, som Europa er blevet i 1945. Krigen nærmer sig slutningen. Tyskerne rømmer de hærgede byer, mens russiske tropper indtager terrænet. Befolkningen justerer sine loyaliteter. Det er en kynisk og børnefjendsk verden, hvor basale behov har prioritet.
   Drengen indretter sig efter trafikken. Der er ikke sat stednavne på i historien, men vi befinder os sandsynligvis i Polen, hvor forfatteren Jerzy Kosinski (1933-1991) så og hørte de ting, som han tyve år senere skrev om i romanen The Painted Bird (1965, da. Den bemalede fugl).
   Kosinski kom til USA i 1957. Her skrev han to bøger om Sovjetunionen under pseudonymet Joseph Novak. Forfatteren havde livet igennem en tendens til at skabe problemer for sig selv. Da han fik udgivet The Painted Bird – som blev oversat til 30 sprog og var en debatskabende verdenssucces – faldt det ham naturligt at præsentere stoffet som selvoplevet.



HERAF fulgte en unødvendig diskussion om kilder og plagiarisme. Kosinski overtog andres historier og brugte stof, han havde læst sig til. I dag ville vi sige autofiktion. Det afgørende er ikke, om Kosinski selv gjorde drengens erfaring. Det vigtige er, at de ting fandt sted.
   Václav Marhoul (f.1960), som er tjekkisk, har brugt ti år på at realisere sin drøm om en filmatisering. Han har bearbejdet bogen, instrueret et håndplukket cast, produceret stort for beskedne midler og tilrettelagt hver detalje.
   Det forklarer til dels, hvorfor filmen synes at foregå i sin egen virkelighed. Instruktøren har udviklet tunnelsyn undervejs. Men kan derfor berige et materiale, som er endevendt så ofte, at man skulle tro, der ikke var mere at sige. Marhoul har en personlig vision af en slags.
   Ved krigens begyndelse er drengen sendt i pleje hos en tante, mens hans forældre bliver i byen og går under jorden. Der bliver aldrig talt om anti-semitismen. Man fornemmer, at jødehadet er universelt. Gården er et godt sted, men Paradis falder, da den gamle kvinde dør. Nu vil drengen prøve at finde hjem. Rejsen gennem kaos bliver hans moralske opdragelse.



DET er en hård skole, for at sige det mildt. Drengen bliver mishandlet på alle tænkelige måder, mens krigen foregår i baggrunden, og tager gradvis farve efter den systematiske brutalisering. Enkelte voksne vil ham det godt: en tysk soldat (Stellan Skarsgård); en katolsk præst (Harvey Keitel); en russisk snigskytte (Barry Pepper). Alle andre svigter, slår og voldtager.
   Især en psykopatisk møller (Udo Kier), som mistænker sin hustru for at flirte, og en pædofil, sadistisk ungkarl (Julian Sands), der nyder anseelse i landsbyen, er forfærdelige mennesker. Det er præsten, som anbringer drengen hos hans voldtægtsmand. Denne gang sørger knægten selv for at tage hævn.
   Filmen er fornemt fotograferet. I begyndelsen synes man sikkert, at den sort-hvide form lægger distance til stoffet. Man lærer at sætte pris på metoden. Drengens rejse fører gennem kaskader af blod og afføring. Det er selve hjertets søle og ælte, vi er begravet i op til halsen. The Painted Bird er en klar film med en sjældent konsekvent æstetik. Dem er der ikke mange af.



PÅ et særligt bestemmende sted bliver drengen en slags lærling for fuglefængeren Lekh (Lech Dyblik). Det er Lekh, som viser ham, hvordan de mange altid vil kanøfle den enkelte afviger. Han maler en fugl og slipper den løs. Dyret flyver op og svæver nogle få, forjættende frie sekunder. Så bliver det hakket i stykker af flokken, som ikke genkender en artsfælle.
   Episoden er typisk for verdenssynet hos Kosinski. Man tror måske – jeg gjorde i hvert fald, for jeg er naiv og Hollywood-skolet – at man skal se et allegorisk eksempel på frihed, der lever og trives i trods. Tværtimod følger en lignelse om anti-humanisme. Lekh har sex med en kvinde, som kommer og går. Landsbyens mænd voldtager og dræber hende. Lehk tager sit liv. Drengen tager ved lære. Sådan går det hver gang, der er tilløb til menneskevarme.




DET bliver gradvis en fremmed geografi, uden moralske kendemærker, som drengen hærdes og vokser op i. Nogle episoder får en kryptisk kvalitet. Da drengen er fri af den pædofile bonde, bliver han taget ind af kvinden Labina, som prøver at misbruge ham seksuelt. Han forvirres over sin fysiske uskyld. Labina kopulerer i stedet med en ged. Før drengen løber sin vej, skærer han hovedet af dyret og kaster det ind gennem hendes vindue.
   Landskabet er en bogstavelig skærsild. Efter Limbo synes drengen at nå en mere civiliseret normalitet, da de russiske soldater samler ham op. Snigskytten Mitka er en regulær faderfigur. En mindre karismatisk far dukker op med et nummer tatoveret på armen. Da er drengen holdt op med at tale og giver ikke udtryk for noget som helst. Men i toget, da ingen kan se ham, skriver han sit navn i duggen på ruden.




BAGGRUNDEN for The Painted Bird er, så vidt det lader sig gøre, klarlagt i James Park Sloans Kosinski-biografi fra 1996. Forfatteren havde ikke selv strejfet om i krigens Europa – familien blev i en forstad til Lodz. Det er dog ikke fabrikeret erfaring. Kosinski havde bare ikke gjort den selv.
   Han skrev siden Steps (1968) og Being There (1970), den politiske satire, som i 1979 blev til Peter Sellers-filmen Velkommen, Mr. Chance. Hans liv var fuldt af dækhistorier og stadig frygt for afsløring. Han var formand for P.E.N. Han var ivrig sadomasochist med hang til uniformer. De sidste bøger har hårde titler som Cockpit, Blind Date, Passion Play og Pinball. Han tog sit liv i 1991.


THE Painted Bird er en anti-Schindler's List. Den ligner Michael Hanekes østrigske Det hvide bånd (2009) og János Szászs ungarske Det store stilehæfte (2013). Der er den samme fornemmelse for jævne menneskers smålighed og grusomhed. For hvordan fascismen i flokken tager form, og hvordan individet overlever.
   Filmen er smuk på en knugende måde. Ikke for alle, men stor for den rette tilskuer.



The Painted Bird (Nabarvené ptáče). Instr. og manus: Václav Marhoul. Foto: Vladimír Smutný. 169 min. Tjekkiet-Slovakiet-Ukraine 2019. Dansk premiere: 19.11.2020.


Fotos: Silver Screen/ Ceská Televize/ PubRes/ RTVS/ Directory Films/ Ukrainian State Film Agency/ Státni fond kinemagraphie/ Andiovizuálny fond/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.11.2020 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar