SOMMEREN MED LUISA
Frisk, følsom, fandenivoldsk
Af BO GREEN JENSEN
I øvrigt er det sommeren 2000, der er forandringer på vej. I juli vil regeringspartiet PRI tabe valget efter 71 år ved magten. Mange opløsningstegn registreres i periferien af drengenes priviligerede tilværelse. De ser dem ikke selv, men det gør den allestedsnærværende fortæller, som til stadighed sætter tingene i perspektiv og holder tilskueren ajour med oplysninger om, hvem der er hvem og hvor vi er henne.
DER er social afstand mellem de unge mænd. Tenochs familie har så mange penge og politiske forbindelser, at der er flere bodyguards end gæster til stede ved festen, som hans forældre arrangerer. Præsidenten er med til datterens bryllup. Julio bor derimod i en almindelig lejlighed i nærheden af den fabrik, hvor hans mor har arbejdet som sekretær i hele sit voksne liv. En tredje musketér, syrehovedet og akademikersønnen Queta, glider snart ud af historien, for han er ikke med på turen, som heldigvis bliver hovedsagen.
Til brylluppet møder drengene Luisa, Tenochs spanske kusine, som godt nok har vokset sig køn siden sidst. De improviserer på stedet en malerisk løgn om en paradisstrand, Himlens Mund, som de snart vil køre til. Luisa er kølig i første omgang, men senere, efter et lægebesøg og en kvalmende angerfuld opringning fra hendes mand, er det hende, som kontakter Tenoch og Julio. Hun vil gerne med til Himlens Mund, hvis de kan have hende i bilen.
OM denne rejse tværs over landet, ind i et venskab og en kærlighed, som de aldrig vil glemme, kredser Alfonso Cuaróns forbløffende friske og livsstærke film. Og tænk engang, det viser sig, at stranden faktisk findes! Hvem skal så i seng med hvem; er det nu også en god idé, og for resten har jeg været i seng med din kæreste. Jeg har også været i seng med din. Har du det? Ja. Og din mor!
Det ene ord tager evindeligt det andet, mens fortælleren betror os, hvad vennerne ikke ved om hinanden, og det forelskede kamera panorerer fra Luisa til de fantastiske landskaber og tilbage. De tænker stort set kun på sex og taler næsten ikke om andet. Alle tøver med hensyn til fremtiden, og for Tenoch og Julio bliver det en bestemmende oplevelse. Hele resten af deres liv vil blive målt i forhold til sommeren med Luisa, som de næppe vil fortælle andre om. Der er trods alt ting, som man ikke kan dele. Fremtiden kan næsten ikke undgå at blive en skuffelse, men det véd drengene ikke endnu.
CUARÓN kaster meget forskelligt i gryden, men filmen er et sjældent lykkeligt eksempel på, hvor meget en løs struktur og en personlig form kan bære. For instruktøren repræsenterer ...Og din mor! et definitivt kunstnerisk gennembrud og en endelig træden i karakter. Den 40-årige mexicaner debuterede netop med en raffineret og i seksuel henseende særdeles ligefrem komedie, Soló con tu peraja (1991), som ironiserede over AIDS-panikken, der trods alt ikke kunne kvæle hverken drifterne eller kærligheden. Den engelske titel var Love in the Time of Hysteria, »Kærlighed i en hysterisk tid«, og mange af de lette, larmende elementer genfindes her i de første balstyrige scener mellem Tenoch og Julio.
DET blev imidlertid den anden side af Cuarón, hans ekstravagante billedsans og hans affinitet for det patetiske, som gjorde ham gangbar i international sammenhæng. Cuaróns første amerikanske arbejde var en tv-film efter Cornell Woolrichs novelle »Murder, Obliquely«, en af seks »Noir Tales Told for Television«, som Sydney Pollack og Steven Soderberghs Propaganda Films producerede for Showtime Networks i 1993.
Seks stykker klassisk pulp fiction blev bredt ud på den lille skærm med store filmnavne i rollerne som hardboiled heroes og femmes fatales fra 1930ernes grynede kioskhæfter. Som kvittering for deres medvirken fik spillere som Tom Hanks, Tom Cruise og Gary Oldman lejlighed til selv at instruere. Også Soderbergh og Phil Joanou bidrog til Fallen Angels-eksperimentet, som herhjemme kørte på TV2.
DET hårdkogte og det sentimentale instinkt er i familie. Begge er større end virkeligheden og udspringer af en romantisk drift mod Sturm und Drang, som banaliseres ved at blive låst fast i en genre. Cuarón kunne derfor genanvende de æstetiske virkemidler fra Murder, Obliquely i sit næste projekt, A Little Princess (1995), en køn og behagesyg genindspilning af Den lille prinsesse, Frances Hodgson Burnetts uopslidelige tåreperser, som vi kender bedst i 1939-versionen med Shirley Temple. Med disse to fjer i hatten fik Cuarón sin helt store chance med en moderniseret udgave af Charles Dickens' Store forventninger.
MAN kan mene, hvad man vil om Great Expectations (1998), der har Ethan Hawke, Gwyneth Paltrow, Robert De Niro og Anne Bancroft i de bærende roller. Cuarón går ganske skamløst efter grådkvalthed og visuel højglans, men filmen rummer i hvert fald én magisk scene.
Som dreng får Pip – der her kaldes Finn – sit første kys af Estella ved vandposten i vinterhaven hos Miss Haversham, som lærer børnene at danse (og i sin moderne inkarnation hedder Dinsmoor). Finnegan forelsker sig og længes hele livet.
Da de mødes som voksne, står de atter ved en vandpost. Han bøjer sig og drikker. Hun slikker ham på kinden. Han elsker jo altid mere end hun. Det er den ene store ironi, der giver følelsen i fortællingen dybde. Den anden er, at Pip først til sidst forstår, hvem hans hemmelige velgører er. For Finn går det lige sådan.
Estella er filmet i modlys og slow, solen brænder gennem stoffet i hendes tøj. Vi har set børnene blive voksne i dansen. Tiden er strakt som ved brug af time lapse. Lysets beskaffenhed passer perfekt. Alle Cuaróns film har Emmanuel Lubezski som fotograf. De to mænd synes at tænke i tandem, næsten som Tenoch og Julio gør.*
Dickens’ mørke stof banaliseres urimeligt i Great Expectations, men dét billede holder essensen af Pips brændende utålmodighed og bittersøde længsel. Kun Patrick Doyles næsten svulstige score er lidt over the top. Det er en af de scener, man samler op og lægger ned i erindringens kagedåse. Man husker den mange år efter, når resten af filmen er lykkeligt glemt.
AF den vilde humor er der ingen spor i Cuaróns amerikanske arbejder. Til gengæld er det netop billedstyrken fra de glatte romantiske produktioner, der giver glæden eftertænksom dybde i hans mexicanske hovedværk.
Y tu mamá también er ganske vist fuld af jublende fryd i sit afsæt, hvor Tenoch og Julio dusker deres kærester og prygler aben ved hver given lejlighed. En autentisk fornemmelse for unge mænds kronisk kåde meritter og gennemført infantile værdier er drivkraften på den første del af bilturen, hvor drengene viser deres verden frem for Luisa og fortæller om den med stadig flere detaljer og mere begejstring, fordi de fornemmer, at hun hører efter og ikke ler ad dem, men med dem.
SAMTIDIG er filmen umiskendelig melankolsk fra begyndelsen. Drengene er allerede ældre, end de gør sig klart. Den sidste store sommer er forbi, før de véd af det, og den kosmiske fortæller holder til stadighed deres sorgløshed op mod et samfund, hvor modsætningerne er ekstreme.
På vejen til Himlens Mund passerer bilen med Luisa og drengene flere vejspærringer. Forsamlinger holdes i ave af politisoldater, der er bevæbnet til tænderne. Selv bliver de aldrig standset, men filmen tager sig tid til narrative afstikkere, der når vidt omkring i den mexicanske virkelighed. Af og til er det rigelig sødt – som i anekdoten om grisene, der på prosaisk vis sætter en stopper for idyllen på stranden ved Himlens Mund. Andre gange er det lige så effektivt som de statistiske opremsninger i Alfred Döblins Berlin Alexanderplatz.
ENDELIG er vi da ved syndefaldet, indvielsen og alvoren, som man nok har fornemmet må komme til slut. Luisa har en hemmelighed, som forrykker hele fundamentet under filmen og forklarer meget om hendes adfærd. Der er et element af vild ønsketænkning og realiseret pubertetsfantasi over scenen, hvor de alle tre omsider er sammen, men samtidig er det den logiske klimaks. Det er bestemt også slutningen, som vi har ønsket, og scenen afvikles med nænsom finesse. Det er stort, det er liv, det er afsked. Og smukt som ind i helvede.
HEREFTER hører venskabet op, og kærligheden bliver straks en erindring. Der er praktiske grunde til denne udvikling, men samtidig vil Cuarón vel punktere den hævdvundne latinamerikanske machismo, som drengene instinktivt lever op til hele vejen.
Det er også dén, der står for skud, når Luisa fra tid til anden får for meget af kammeraternes mundhuggeri og siger drengene så barske sandheder, at de bliver tavse. For kan det ikke være ligegyldigt, hvem de boller med, når de alligevel kommer så hurtigt? Og dækker al hanekampen egentlig ikke over, at de allerhelst vil bolle med hinanden?
For det meste er Luisa dog den fuldkomne ældre veninde, mor, søster og kæreste rullet i ét, der gør drengene klogere på kvinders tanker og kærlighedens mysterier. Også hun er et udtryk for stærk ønsketænkning. Alligevel er der autentisk fryd og selvfølgelighed i de scener, hvor Maribel Verdú, Diego Luna og Gael Garcia Bernal bare sidder i bilen og taler og lér. I begyndelsen føles den profane dialog som selvoverbydende manér, men efterhånden bliver den filmens autentiske sprog. Man lærer selv at tale det. Til slut kan man ikke tænke sig andet.
Y tu mamá también er blandt årtiets bedste filmoplevelser. Her er udviklingsskitse og dannelsesskildring; udsøgt road movie helt efter bogen; social seismografi; skinbarlig seksuel realisme og adskillige ekkoer fra den filmkunstens evige trekant, der stadig finder sit indbegreb i Truffauts model fra Jules et Jim. Igen er det dog én enkelt sekvens, et særligt billede, der skiller sig ud og binder følelsen fast, ganske som i Great Expectations.
Ved motellet, hvor Tenoch og Luisa er sammen, og drengene giver sig til at overgå hinanden med bittert pralende tilståelser om, hvem de har været i seng med, ligger en misligholdt swimmingpool. Overfladen er dækket af blade; røde og gyldne flager på vandet. Da Tenoch og Julio kløver det lag og dykker ned for at svømme om kap under vandet, bliver filmen samtidig fuldkommen sandfærdig. Fra da af er der intet som om. Herfra gælder kun det som er.
Flere mexicanske talenter er blevet ædt i Hollywood. Se hvad der skete for Alfonso Arau, og i dag vil Roberto Rodriguez kun lave Spy Kids. Det er derfor mildt bekymrende, at Cuarón p.t. indspiller fremtidsfabelen Children of Men efter P.D. James’ roman. Dernæst skal han instruere Harry Potter and the Prisoner of Azkaban, der har premiere i julen 2004.
Han skulle hellere blive i Mexico og fortælle om steder og mennesker dér.***
*) Undtagelsen er den sort-hvide, selvbiografiske Roma fra 2018. Her måtte Cuarón selv føre kameraet, da Lubezki havde andre opgaver.
**) Latinamerikanerne havde bolden indtil midten af årtiet, da den rumænske bølge begyndte med Cristi Puius Hr. Lazarescus sidste rejse (2005), fik moment i Corneliu Porumboius 12:08 øst for Bukarest (2006) og tog eftertrykkeligt land i 2007, da Cristian Mungius 4 måneder, 3 uger og 2 dage modtog Guldpalmen i Cannes og blev distribueret i 60 lande. Alle bølger knækker på et tidspunkt; troper bliver til konventioner og måske endda til manerer, når vanen sætter ind. Dogme 95 kom inertien i forkøbet ved at afvikle sig selv, da manifestet havde gjort sin virkning og sat sine spor. Susanne Biers Elsker dig for evigt (2002) var den sidste danske dogmefilm. Dogme #31, Juan Pinzás' spanske El desenlace (2005), var den sidste film, som blev autoriseret af Dogme 95-kollektivet.
***) Som bekendt var der ingen grund til bekymring. Children of Men blev en nyklassiker i den dystopiske genre, og Harry Potter-filmen var et stilrent bestillingsarbejde. Siden fulgte 3D-filmen Gravity (2013), miniserien Believe (2014) og Guldløve/Oscar/Bodil-vinderen Roma.
...Og din mor! (Y tu mamá también). Instr.: Alfonso Cuarón. Manus: Carlos & Alfonso Cuarón. Foto: Emmanuel Lubezki. 101 min. Mexico 2001. Dansk premiere: 02.08.2002.
Fotos: Anhelo Producciones/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ Filmaffinity/
Filmen streames p.t. ikke i Europa – i USA på Amazon Instant, Google Play og YouTube Movies – Criterion Collection har udgivet filmen på dvd og blu-ray
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.08.2002
Ingen kommentarer:
Send en kommentar