Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005)

LOVLØSE RADIODAGE
Fra de flydende stationers tid

Af BO GREEN JENSEN

ENGANG var der piratradio til. Herhjemme havde vi Radio Mercur (1958-62) og Danmarks Commercielle Radio (1961-62). I England var det stationer som Wonderful Radio London (1964-67), Swinging Radio England (1966) og Radio Caroline, der fra 1964 sendte pop og rock ’n’ roll til folket fra fartøjer uden for sømilegrænsen.

   Danmark fik allerede i 1962 en lov, som forbød de kommercielle monopolbrud. I England ventede man til 1967 med at vedtage The Marine Broadcasting Offences Act, der ulovliggjorde piratvirksomheden. Det lod den sig selvsagt ikke standse af. Ingen og intet kunne standse musikken, der flød som blod fra selve hjertet af det hele på den tid. 

   The Boat that Rocked er en nostalgisk hyldest til disse rebelske radiodage. Hovedparten af filmen udspiller sig ombord på en tæret trawler i Nordsøen, hvor otte excentriske discjockeys vender sort vinyl around the clock, lever for musikken og holder sig oppe på tanken om den månedlige besøgsdag, hvor groupies kommer ombord for at score favoritstemmen.

   

RADIO Rock bestyres af Quentin (Bill Nighy), übercool og aristokratisk, og staben tæller stjerner som amerikaneren The Count (Philip Seymour Hoffman) og den feterede Gavin Connaught (Rhys Ifans). Der er dog længst kø ved døren hos Midnight Mark (Tom Wisdom), som har forstået, at tavshed virkelig rykker. Hans kahyt ligner coveret til Electric Ladyland.

   Som publikums vej ind i vildnisset fungerer den relativt ærbare teenager Carl (Tom Sturridge), der er blevet bortvist fra sin skole og skal føres tilbage på rette spor af sin gudfar, Quentin. Som han ser og tager del i miljøet, bliver The Boat that Rocked i passager et britisk sidestykke til Cameron Crowes lille nyklassiker Almost Famous (2000).

   Manuskriptet er med vilje ikke lagt ordentligt til rette, men former sig som et syret mix af snart brillante, snart platte anekdoter, der uvægerligt kredser om spiritus, sex og narkotika. En spænding går på spørgsmålet om, hvem der er far til Carl. Ved juletid kommer Mor (Emma Thompson) på besøg og lader en forløsende bemærkning falde.

MENS nationen sidder klistret til radioapparaterne, forsøger den fascistoide, af princip indeklemte minister Dormandy (Kenneth Branagh bader sig i skurkerollen) med alle midler at trykke friheden ned. Skibet synker i en pastiche på Titanic, før fiskerbåde med hengivne fans kommer sejlende til undsætning, som gjaldt det evakueringen af stranden ved Dunkirk.

   Filmens suverænt bedste scene er dog hanekampen mellem The Count og Gavin, der udfordrer hinanden til at kravle op i sendemasten. Efter sigende bygger alt på autentiske løgnehistorier om Radio Caroline. Mange er forudsigelige, men dysten i masten er original.

   The Boat that Rocked vil også gerne fremstå som et forsvar for retten til at spille folkets musik, men den del af sagen afvikles mindre overvisende, fordi man kun hører harmløse klassikere og fordi det musikalske tidsbillede er meget udflydende. Filmen foregår 1966-67, men musikken rækker langt ind i 1970erne. Alt ender med fællesdans på dækket til tonerne af David Bowies »Let’s Dance« (1983). I den virkelige verden holdt Radio Caroline ikke op med at sende, men satte blot et International bag sit navn. Stationen er stadig aktiv i 2021.

RICHARD Curtis (f. 1956) skrev manuskripterne til Fire bryllupper og en begravelse (1994), Notting Hill (1999) og filmudgaven af Bridget Jones’ Dagbog (2001), før han i 2003 sprang ud som hjertelig mainstream-auteur med den meget vellykkede Love Actually. Hjemme bliver han ofte kritiseret for sin stålsat optimiske humor og et glat præg af feel good-fermhed, der gør filmene salgbare i USA. Måske derfor er The Boat that Rocked lavet løst og anarkistisk, med noget nær dødsforagt for den kommercielle bæredygtighed.

   Titlen henviser til Peter Sellers-satiren The Mouse that Roared (1959, da. Musen der brølede), som Jack Arnold instruerede i ånden fra ældre Ealing Studios-lystspil. Et europæisk hertugdømme erklærer USA krig for at kvalificere sig til den økonomiske bistand, som plejer at følge med nederlaget. Sellers spiller tre hovedroller i traditionen fra forbilledet Alec Guinness, som satte en høj standard i Kind Hearts and Coronets (1949, da. Syv små synder).

   I USA hedder Curtis' film bare Pirate Radio. Den franske titel er Good Morning England. Trods disse prisværdige anstrengelser blev The Boat that Rocked ingen succes noget sted. Den ligner jo hverken Four Weddings eller Love Actually.

MUSIKKEN er et overflødighedshorn. Der er 36 skæringer på det gavmilde dobbeltalbum med lydsporet. Og mange flere i filmen. Hertil kommer et score af Hans Zimmer og citater fra en bred palet, der rækker fra Elgar (»Nimrod« fra The Enigma Variations ledsager forliset og redningsaktionen i Dunkirk-stil) til Morricone. 

   The Boat that Rocked er rodet, ujævn, ofte indforstået og mindst en halv time for lang. Men der er charme og tidsånd i rigeligt mål, og slutningen vokser, som årene går. Filmen er et festmåltid for den rigtige tilskuer. Har man tendens til søsyge, skal man overveje sit besøg. Ikke siden Breaking the Waves har billedet vugget så konsekvent og livagtigt.

Se også Richard Curtis: Love Actually (2003)

The Boat that Rocked. Instr. og manus: Richard Curtis. Foto: Danny Cohen. 129 min. UK 2009. Dansk premiere: 17.04.2009.

Fotos: United International Pictures/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.04.2009