Cameron Crowe: Almost Famous (2000)

DEN VENLIGE UNDTAGELSE
Et præcist (selv)portræt af den unge skribent

Af BO GREEN JENSEN

JANUAR 2001: DET har aldrig været en hemmelighed, at filmskaberen Cameron Crowe begyndte som musikjournalist. Crowe var kun 15 år gammel, da han fik sin første artikel trykt i magasinet Rolling Stone. Det var et interview med Richie Furay (fra Buffalo Springfield og senere Poco), som fandt sted i 1973, da der var mere grynet modkultur og mindre glittet livsstil i bladet.

   På seks år havde magasinet, som endnu blev trykt på avispapir, dog udviklet en aura af institution. Rolling Stone var stedet, hvor 68erne skrev historien, mens den skete. Navne som Tom Wolfe, Joan Didion og Hunter S. Thompson var blandt bidragyderne.

DE fleste bands ville give en arm og et ben for at komme på forsiden. Alene med det mål for øje skrev Shel Silverstein i 1972 sangen »On the Cover of the Rolling Stone« til Dr. Hook & the Medicine Show. Til gengæld var bladets stab blevet ældre, mens oplaget accelererede.

   Det var ikke længere helt så attraktivt for Jann Wenner og Ben Fong-Torres at tilbringe fire døgn i turbussen sammen med Lynyrd Skynyrd og brødrene Allman. For teenageren Crowe var der derimod tale om en ønskedrøm, som gik i opfyldelse. Crowe har nemlig aldrig lagt skjul på, at han både var fan og reporter.

   Af samme grund, fordi han så åbenlyst elskede musikken, blev den venlige unge mand vist en tillid, som fagets veteraner ikke kunne forvente. Crowes helt og mentor, Lester Bangs (1949-1982), en af rockjournalistikkens helt store penne og misbrugslegender, advarede hvalpen mod at blive ven med de bands, som han skulle beskrive. Som skribenter var den blide Crowe og den brølende Bangs vel noget nær diametrale modsætninger. Alligevel var det Bangs, som gav drengen fra San Diego en chance i magasinet Creem.*

OM disse fjerne læreår og det første gode favntag med musikken har Crowe nu drejet Almost Famous, en film som har været et liv undervejs. Også alter ego'et William Miller (Patrick Fugit) er knap fyldt femten, da Rolling Stone Magazine ringer og tilbyder ham 1000 dollars for at følge bandet Stillwater til verdens ende.

   Filmen fokuserer på Millers forhold til guitaristen Russell Hammond (Billy Crudup), som – til de øvrige medlemmers bekymring og fortrydelse – er ved at blive stjernen i bandet, men den finder sit bærende tema i forelskelsen mellem William og groupien Penny Lane (Kate Hudson). Det bliver en stærk tur, som ændrer William Miller. Bagefter ligner han Cameron Crowe.

HVIS man er jævnaldrende med Crowe, og hvis man stadig hører musikken fra dengang, vil man sætte stor pris på Almost Famous. Filmen er en uforbeholden kærlighedserklæring til sangene, der spiller videre, uanset hvad kunstnerne hedder og hvem der skriver kritikken.

   Til gengæld er det svært at bedømme filmen som film, fordi man til stadighed distraheres af detaljer og svømmer hen i personlige erindringer om den fælles historie, vi bærer med os som generation, uanset om vi er danske eller amerikanske.

   I sin tid blev Crowe tit bebrejdet, at han var for flink og for diskret, for meget fan og for lidt journalist, når han skrev om livet bag scenen. Crowe havde situationsfornemmelse, og det var ikke mindst de personlige hensyn, som han tog, der gjorde, at musikerne stolede på ham.

   Almost Famous dramatiserer tillidskonflikten, som er et arbejdsvilkår for den betroede journalist, og den forholder sig også til dilemmaet, som opstår, når en kritiker kender en kunstner for godt. Samtidig lider den selv lidt af sygen. Stort set alle i filmen er gode og flinke; livet på vejen er pænt og sympatisk, selv når Stillwater opfører sig værst.

ENDVIDERE er det en ujævn film, som er bygget af sætstykker. Flere enkeltstående scener er prægtige. Da Russell beslutter sig for at forlade Stillwater, tager han »fjenden« William med sig i byen for at have noget virkeligt at forholde sig til. Ordet virkelig er overhovedet hans mantra den nat, hvor de går med til en fest hos lokale teenagere og nogen kommer syre i Russells glas.

   Novicen William ved ikke, hvornår man se, om syren virker. I næste scene – der klippes effektivt og ironisk – balancerer Russell på taget over poolen og proklamerer, at han er »en gylden gud«. Festdeltagerne måber, jubler og venter på, at Russell skal springe, mens stjernen på sin side bliver så klar, at han vil formulere nogle fyndige Berømte Sidste Ord. Han kan dog ikke finde på andet end et intetsigende: »Jeg er på stoffer!«

   Næste dag henter bandet Russell og William. I bussen vender den fortabte søn tilbage til livet, og et langt øjeblik holder filmen fast i den gode søvnige stemning, som griber en gruppe på vejen. På lydsporet spiller »Tiny Dancer«, en eminent ballade fra den første sprøde tid med Elton John. Én efter én begynder de rejsende at synge med. Det er en mageløs scene, på én gang pragtfuld og meget preciøs, som holder en hel verden i sine hænder.**

DEN samme fornemmelse burde man få, da Penny Lane følger Stillwater-holdet til New York, hvor Russells hustru venter. Den trods alt forelskede groupie krøller sammen som en sommerfugl, da guitaristen ignorerer hende. Penny Lane-karakterens hårdkogte skrøbelighed er noget af det fineste og tætteste i Almost Famous.

   Hun søger fred i et tabletglas, som veninden Polexia (Anna Paquin) har ladet stå, men William holder Penny vågen og tilkalder lægen på Plaza Hotel. Vi hører drengen mumle om sin kærlighed og ser Penny sluge slangen, før hendes mave pumpes ud. Alligevel føles øjeblikket ikke så konkret og taktilt, så selvfølgeligt og virkeligt, som sangen i bussen om morgenen.

   Det går meget bedre i scenen, hvor Stillwaters privatfly er ved at forulykke i en storm. Mellem liv og død lægges alle masker og forbehold. Man er ærlige, faktisk alt for ærlige, i de fem minutter, som går i uvisheden. Da William afleverer sin artikel på Rolling Stone-redaktionen i San Francisco, er både Fong-Torres og Wenner begejstrede. Alle er i chok over journalistens alder, men den store dreng skriver fra hjertet, skarpt og med indsigt, som Lester Bangs har rådet ham til. Så ringer Stillwater og dementerer alt, hvad der står i artiklen.

DEN unge hvalp rejser hjem til Mor i San Diego og gemmer sig på værelset. Her får affæren et fint efterspil, som du må se Almost Famous for at sætte pris på. I virkeligheden kom Crowes legendariske feature om livet på vejen med Led Zeppelin først på forsiden i 1975.

   Stillwater er et fiktivt band, som låner træk fra blandt andre Lynyrd Skynyrd og Allman Brothers. Ifølge Crowe er Russells karakter baseret på Glenn Frey fra The Eagles. Nancy Wilson fra Heart [som var gift med Crowe fra 1986-2010] og det gamle guitar-es Peter Frampton har skrevet den nye pastichemusik til Stillwater.

   Dannelseshistorien er blevet en lille juvel. Almost Famous lever og ånder i næsten hver scene. Debutanten Patrick Fugit (f. 1982) og stjernebarnet Kate Hudson (f. 1979) – som er datter af Goldie Hawn – inkarnerer alverdens fortumlede ungdom, som samler smertelig erfaring og gør store øjne i slaraffenland.

   Det er dog Billy Crudups fremstilling af guitaristen, Philip Seymour Hoffmans livagtige portræt af Lester Bangs og Frances McDormands solidariske indsats som Williams mor, der løfter filmen til uforglemmelig status. Endelig ville intet af dette gøre indtryk uden musikken.***

CROWE forlod Rolling Stone for at skrive Fast Times at Ridgemont High (1982), hvori han på Günter Wallraff-vis går undercover og forklæder sig som studerende. Samme år skrev han manuskriptet til Amy Heckerlings filmatisering. Det faldt naturligt selv at skrive og instruere Say Anything i 1989. Siden fulgte Singles (1992) og Jerry Maguire (1997), men Crowe har aldrig sluppet journalistikken. Han har fulgt Neil Young og Billy Wilder helt til dørs. I 2001 kunne man læse hans store portræt af Tom Cruise i Premiere.

   Cruise, som blev Oscar-nomineret for Jerry Maguire, spiller hovedrollen i Crowes næste film, Vanilla Sky. Lester Bang’ske kvaliteter som autonomi og kritisk distance er med andre ord ikke absolutte begreber for Crowe, der aldrig har savnet et bagscenepas. Men for varmen og erfaringen skal han have lov at være den venlige undtagelse.

»PÅ mange måder blev jeg voksen, mens jeg arbejdede for Rolling Stone,« skrev Crowe i 1992, da magasinet genoptrykte hans Led Zeppelin-reportage. »Jeg mistede min uskyld, blev forelsket, interviewede mine helte, flyttede hjemmefra.« Det er den historie, som holdes fast og foldes ud en sidste gang i Almost Famous. Også hvis man aldrig har vaklet mellem at være fan eller frygtløs udspørger af John Cale, Leonard Cohen og Ray Davies, vil man føle at man var der selv, når de sidste rulletekster forsvinder.

Se også Slipstream | Cameron Crowe: Vanilla Sky (2001) og Cameron Crowe: We Bought a Zoo (2011).

*) Musikmagasinet Creem var baseret i Detroit og udkom hver måned fra 1969 til 1989. Også Dave Marsh og Robert Christgau begyndte som skribenter for Creem, der så sig selv som et undergrundsblad med mere social kant end luksuslineren i Californien. Robert Crumb leverede flere forsider til Creem, der ligesom Rolling Stone begyndte i avisformat og blev glittet og mere magasinagtigt med tiden.

   Lester Bangs var bidragyder fra 1971 og overtog redaktørarbejdet i 1973, da Jann Wenner fyrede ham fra Rolling Stone (efter en særligt hård anmeldelse af Canned Heat-albummet The New Age). Bangs redigerede Creem indtil 1975. Han blev boende i Detroit og brugte sin sidste tid på at promovere den spirende punk-scene. Lou Reed, Patti Smith, David Bowie, Blondie, The New York Dolls og Ramones fik kærlig og kongenial særbehandling, mens prog rock og Los Angeles-lyden blev latterliggjort. Læs mere i Jim DeRogatis' biografi Let It Blurt: The Life & Times of Lester Bangs, America's Greatest Rock Critic (New York: Broadway Books, 2000), som har Cameron Crowes anbefaling på omslaget. Magasinet genopstod i 2022 som sitet The CREEM Archive, hvor samtlige numre kan læses online.

   Creem må ikke forveksles med det britiske Cream, som udkom på samme tid (29 numre 1971-1973) og havde mange af samme særinteresser. Her læste jeg selv de første lidt dybere tekster om Lou Reed og David Bowie i september 1972. Cream har slet ikke samme status som Creem, men er alligevel husket. Dagsprisen for mint copies af de mest ikoniske numre er 60 britiske pund. Jeg har desværre kun seks af de bedste tilbage.  

**) Jeg tænker her på de USA-forelskede albums mellem den britiske begyndelse på Empty Sky (1969) og Elton John (1970) og glampop/imperial camp-perioden, der åbner med Don't Shoot Me I'm Only the Piano Player og Goodbye Yellow Brick Road, begge fra 1973, som også for »Elton« Reginald Dwight og tekstforfatteren Bernie Taupin var et første annus mirabilis. Ligesom Crowe kunne de knap nok få armene ned.

   På Tumbleweed Connection (1970), Madman Across the Water (1971) og Honky Château (1972) er Elton John og Bernie Taupin så betagede af det amerikanske. »Tiny Dancer« er fra Madman Across the Water, hvor sange som »Holiday Inn« er dagsbogsoptegnelser fra den første amerikanske turné. Efter overskuddet på Goodbye Yellow Brick Road (og den trætte opfølger, Caribou fra 1974) kulminerer sangskriver-samarbejdet på Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy (1975), som er et regulært mesterværk.

   Siden følger 20 år med opportunistiske udgivelser, der jager efter tidens smag. I første version af teksten om Almost Famous skrev jeg egentlig, at »Tiny Dancer« var »en ballade fra dengang, man endnu kunne tage Elton John alvorligt«. Formuleringen var arrogant, men der var mere at have den i, da jeg skrev. Netop i 2001 begyndte sangeren så at kravle tilbage. Songs from the West Coast (2011), Peachtree Road (2004), The Captain & the Kid (2006) – som hører sammen med Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy – og The Diving Board (2013) er mesterlige albums.

   Cameron Crowe har interviewet Elton John ved flere lejligheder. I dokumentaren The Union (2010) følger han kollaborationen med Leon Russell, som blev til duetalbummet med samme titel. Madman Across the Water udkom senest i en 50th Anniversary Deluxe Edition i 2022. Her er en blu-ray med albummet i flere mix og 4 cd'er med diverse baggrund og nyt materiale. For ikke at tale om bogen, der følger med bokssættet. Det er en prægtig genudgivelse.

***) Almost Famous-soundtracket har ændret sig hen ad vejen. Især er det vokset for hver gang, der var lejlighed til at relancere filmen. Førsteudgaven fra 2000 er en traditionel kompilation med 17 skæringer på. Nancy Wilsons »Fever Dog« er alene om at repræsentere Stillwater-musikken. Denne er vokset til et selvstændigt album i bokssættet Almost Famous 20th Anniversary (2021), hvor fem cd'er med 102 skæringer kommer ud i alle hjørner af kontekst. Der er »kun« 47 skæringer på standardudgaven med to discs.

   Filmen blev længere (endda på den gode måde) ved det første jubilæum i 2010, da »The Bootleg Cut« med en director's edition markerede 10-året. I 2021 blev filmen igen restaureret og udgivet på blu-ray i 4K Ultra HD-opløsning. Soundtrackets fødselsdag blev fejret med en samlet udgivelse på vinyl.

   Crowe fortæller selv om detaljerne på sit website The Uncool. Her kan man se den definitive liste med musikken, som faktisk høres i filmen. Som nævnt har der hele tiden været små ændringer i materialet. Mange har med rettigheder at gøre. For eksempel skulle Neil Young spille en lille rolle (som Hammonds far) i filmen. Crowe havde været med Young på turné, og koncertbilledet med rosen (som jeg reproducerer i teksten) er en omhyggelig rekonstruktion af coveret på Neil Young-albummet Time Fades Away (1973) [ligesom fotoet af Stillwater i transit i en lufthavnskorridor rekonstruerer et ofte set klip med The Doors – Almost Famous er virkelig fuld af den slags kærlige detaljer].

   I filmen hører man Young spille en tidlig akustisk version af »Cortez the Killer« (fra albummet Zuma, 1975). Den var hentet på en bootleg-indspilning, som ikke kunne bruges af ophavsretslige hensyn. Og Young meldte afbud på dagen, så scenen blev skudt uden ham. Til gengæld hjalp Young med at finde den bedste udgave af musikken i sit arkiv, da det nye soundtrack skulle kurateres. »Cortez the Killer« er altså med på Almost Famous – 20th Anniversary. Crowe fik endda brugsretten ret og kvit. 

Almost Famous. Instr. & manus: Cameron Crowe. Foto: John Toll. 123 min. USA 2000. Dansk premiere: 26.01.2001.

Fotos: Columbia Pictures/ Dreamworks Pictures/ Vinyl Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Filmgrab.com/ The Uncool - the official website for everything Cameron Crowe/ Rolling Stone Magazine/ The CREEM Archive

Filmen streames på Blockbuster, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Teksten stod (minus noter) i Weekendavisen Kultur 26.01.2001