Cameron Crowe: Almost Famous (2000)

DEN VENLIGE UNDTAGELSE
Et præcist (selv)portræt af den unge skribent

Af BO GREEN JENSEN

JANUAR 2001: DET har aldrig været en hemmelighed, at filmskaberen Cameron Crowe begyndte som musikjournalist. Crowe var kun 15 år gammel, da han fik sin første artikel trykt i magasinet Rolling Stone. Det var et interview med Richie Furay (fra Buffalo Springfield og senere Poco), som fandt sted i 1973, da der var mere grynet modkultur og mindre glittet livsstil i bladet.

   På seks år havde magasinet, som endnu blev trykt på avispapir, dog udviklet en aura af institution. Rolling Stone var stedet, hvor 68erne skrev historien, mens den skete. Navne som Tom Wolfe, Joan Didion og Hunter S. Thompson var blandt bidragyderne.

DE fleste bands ville give en arm og et ben for at komme på forsiden. Alene med det mål for øje skrev Shel Silverstein i 1972 sangen »On the Cover of the Rolling Stone« til Dr. Hook & the Medicine Show. Til gengæld var bladets stab blevet ældre, mens oplaget accelererede.

   Det var ikke længere helt så attraktivt for Jann Wenner og Ben Fong-Torres at tilbringe fire døgn i turbussen sammen med Lynyrd Skynyrd og brødrene Allman. For teenageren Crowe var der derimod tale om en ønskedrøm, som gik i opfyldelse. Crowe har nemlig aldrig lagt skjul på, at han både var fan og reporter.

   Af samme grund, fordi han så åbenlyst elskede musikken, blev den venlige unge mand vist en tillid, som fagets veteraner ikke kunne forvente. Crowes helt og mentor, Lester Bangs (1949-1982), en af rockjournalistikkens helt store penne og misbrugslegender, advarede hvalpen mod at blive ven med de bands, som han skulle beskrive. Som skribenter var den blide Crowe og den brølende Bangs vel noget nær diametrale modsætninger. Alligevel var det Bangs, som gav drengen fra San Diego en chance i magasinet Creem.*

OM disse fjerne læreår og det første gode favntag med musikken har Crowe nu drejet Almost Famous, en film som har været et liv undervejs. Også alter ego'et William Miller (Patrick Fugit) er knap fyldt femten, da Rolling Stone Magazine ringer og tilbyder ham 1000 dollars for at følge bandet Stillwater til verdens ende.

   Filmen fokuserer på Millers forhold til guitaristen Russell Hammond (Billy Crudup), som – til de øvrige medlemmers bekymring og fortrydelse – er ved at blive stjernen i bandet, men den finder sit bærende tema i forelskelsen mellem William og groupien Penny Lane (Kate Hudson). Det bliver en stærk tur, som ændrer William Miller. Bagefter ligner han Cameron Crowe.

HVIS man er jævnaldrende med Crowe, og hvis man stadig hører musikken fra dengang, vil man sætte stor pris på Almost Famous. Filmen er en uforbeholden kærlighedserklæring til sangene, der spiller videre, uanset hvad kunstnerne hedder og hvem der skriver kritikken.

   Til gengæld er det svært at bedømme filmen som film, fordi man til stadighed distraheres af detaljer og svømmer hen i personlige erindringer om den fælles historie, vi bærer med os som generation, uanset om vi er danske eller amerikanske.

   I sin tid blev Crowe tit bebrejdet, at han var for flink og for diskret, for meget fan og for lidt journalist, når han skrev om livet bag scenen. Crowe havde situationsfornemmelse, og det var ikke mindst de personlige hensyn, som han tog, der gjorde, at musikerne stolede på ham.

   Almost Famous dramatiserer tillidskonflikten, som er et arbejdsvilkår for den betroede journalist, og den forholder sig også til dilemmaet, som opstår, når en kritiker kender en kunstner for godt. Samtidig lider den selv lidt af sygen. Stort set alle i filmen er gode og flinke; livet på vejen er pænt og sympatisk, selv når Stillwater opfører sig værst.

ENDVIDERE er det en ujævn film, som er bygget af sætstykker. Flere enkeltstående scener er prægtige. Da Russell beslutter sig for at forlade Stillwater, tager han »fjenden« William med sig i byen for at have noget virkeligt at forholde sig til. Ordet virkelig er overhovedet hans mantra den nat, hvor de går med til en fest hos lokale teenagere og nogen kommer syre i Russells glas.

   Novicen William ved ikke, hvornår man se, om syren virker. I næste scene – der klippes effektivt og ironisk – balancerer Russell på taget over poolen og proklamerer, at han er »en gylden gud«. Festdeltagerne måber, jubler og venter på, at Russell skal springe, mens stjernen på sin side bliver så klar, at han vil formulere nogle fyndige Berømte Sidste Ord. Han kan dog ikke finde på andet end et intetsigende: »Jeg er på stoffer!«

   Næste dag henter bandet Russell og William. I bussen vender den fortabte søn tilbage til livet, og et langt øjeblik holder filmen fast i den gode søvnige stemning, som griber en gruppe på vejen. På lydsporet spiller »Tiny Dancer«, en eminent ballade fra den første sprøde tid med Elton John. Én efter én begynder de rejsende at synge med. Det er en mageløs scene, på én gang pragtfuld og meget preciøs, som holder en hel verden i sine hænder.**

DEN samme fornemmelse burde man få, da Penny Lane følger Stillwater-holdet til New York, hvor Russells hustru venter. Den trods alt forelskede groupie krøller sammen som en sommerfugl, da guitaristen ignorerer hende. Penny Lane-karakterens hårdkogte skrøbelighed er noget af det fineste og tætteste i Almost Famous.

   Hun søger fred i et tabletglas, som veninden Polexia (Anna Paquin) har ladet stå, men William holder Penny vågen og tilkalder lægen på Plaza Hotel. Vi hører drengen mumle om sin kærlighed og ser Penny sluge slangen, før hendes mave pumpes ud. Alligevel føles øjeblikket ikke så konkret og taktilt, så selvfølgeligt og virkeligt, som sangen i bussen om morgenen.

   Det går meget bedre i scenen, hvor Stillwaters privatfly er ved at forulykke i en storm. Mellem liv og død lægges alle masker og forbehold. Man er ærlige, faktisk alt for ærlige, i de fem minutter, som går i uvisheden. Da William afleverer sin artikel på Rolling Stone-redaktionen i San Francisco, er både Fong-Torres og Wenner begejstrede. Alle er i chok over journalistens alder, men den store dreng skriver fra hjertet, skarpt og med indsigt, som Lester Bangs har rådet ham til. Så ringer Stillwater og dementerer alt, hvad der står i artiklen.

DEN unge hvalp rejser hjem til Mor i San Diego og gemmer sig på værelset. Her får affæren et fint efterspil, som du må se Almost Famous for at sætte pris på. I virkeligheden kom Crowes legendariske feature om livet på vejen med Led Zeppelin først på forsiden i 1975.

   Stillwater er et fiktivt band, som låner træk fra blandt andre Lynyrd Skynyrd og Allman Brothers. Ifølge Crowe er Russells karakter baseret på Glenn Frey (1948-2016) fra The Eagles. Nancy Wilson fra Heart [som var gift med Crowe fra 1986-2010] og det gamle guitar-es Peter Frampton har skrevet den nye pastichemusik til Stillwater.

   Dannelseshistorien er blevet en lille juvel. Almost Famous lever og ånder i næsten hver scene. Debutanten Patrick Fugit (f. 1982) og stjernebarnet Kate Hudson (f. 1979) – som er datter af Goldie Hawn – inkarnerer alverdens fortumlede ungdom, som samler smertelig erfaring og gør store øjne i slaraffenland.

   Det er dog Billy Crudups fremstilling af guitaristen, Philip Seymour Hoffmans livagtige portræt af Lester Bangs og Frances McDormands solidariske indsats som Williams mor, der løfter filmen til uforglemmelig status. Endelig ville intet af dette gøre indtryk uden musikken.***

CROWE forlod Rolling Stone for at skrive Fast Times at Ridgemont High (1982), hvori han på Günter Wallraff-vis går undercover og forklæder sig som studerende. Samme år skrev han manuskriptet til Amy Heckerlings filmatisering. Det faldt naturligt selv at skrive og instruere Say Anything i 1989. Siden fulgte Singles (1992) og Jerry Maguire (1997), men Crowe har aldrig sluppet journalistikken. Han har fulgt Neil Young og Billy Wilder helt til dørs. I 2001 kunne man læse hans store portræt af Tom Cruise i Premiere.

   Cruise, som blev Oscar-nomineret for Jerry Maguire, spiller hovedrollen i Crowes næste film, Vanilla Sky. Lester Bang’ske kvaliteter som autonomi og kritisk distance er med andre ord ikke absolutte begreber for Crowe, der aldrig har savnet et bagscenepas. Men for varmen og erfaringen skal han have lov at være den venlige undtagelse.

»PÅ mange måder blev jeg voksen, mens jeg arbejdede for Rolling Stone,« skrev Crowe i 1992, da magasinet genoptrykte hans Led Zeppelin-reportage. »Jeg mistede min uskyld, blev forelsket, interviewede mine helte, flyttede hjemmefra.« Det er den historie, som holdes fast og foldes ud en sidste gang i Almost Famous. Også hvis man aldrig har vaklet mellem at være fan eller frygtløs udspørger af John Cale, Leonard Cohen og Ray Davies, vil man føle at man var der selv, når de sidste rulletekster forsvinder.

Se også Mainstream | Cameron Crowe: Jerry Maguire (1996); Slipstream | Cameron Crowe: Vanilla Sky (2001); Cameron Crowe: We Bought a Zoo (2011).

*) Musikmagasinet Creem var baseret i Detroit og udkom hver måned fra 1969 til 1989. Også Dave Marsh og Robert Christgau begyndte som skribenter for Creem, der så sig selv som et undergrundsblad med mere social kant end luksuslineren i Californien. Robert Crumb leverede flere forsider til Creem, der ligesom Rolling Stone begyndte i avisformat og blev glittet og mere magasinagtigt med tiden.

   Lester Bangs var bidragyder fra 1971 og overtog redaktørarbejdet i 1973, da Jann Wenner fyrede ham fra Rolling Stone (efter en særligt hård anmeldelse af Canned Heat-albummet The New Age). Bangs redigerede Creem indtil 1975. Han blev boende i Detroit og brugte sin sidste tid på at promovere den spirende punk-scene. Lou Reed, Patti Smith, David Bowie, Blondie, The New York Dolls og Ramones fik kærlig og kongenial særbehandling, mens prog rock og Los Angeles-lyden blev latterliggjort. Læs mere i Jim DeRogatis' biografi Let It Blurt: The Life & Times of Lester Bangs, America's Greatest Rock Critic (New York: Broadway Books, 2000), som har Cameron Crowes anbefaling på omslaget. Magasinet genopstod i 2022 som sitet The CREEM Archive, hvor samtlige numre kan læses online.

   Creem må ikke forveksles med det britiske Cream, som udkom på samme tid (29 numre 1971-1973) og havde mange af samme særinteresser. Her læste jeg selv de første lidt dybere tekster om Lou Reed og David Bowie i september 1972. Cream har slet ikke samme status som Creem, men er alligevel husket. Dagsprisen for mint copies af de mest ikoniske numre er 60 britiske pund. Jeg har desværre kun seks af de bedste tilbage.  

**) Jeg tænker her på de USA-forelskede albums mellem den britiske begyndelse på Empty Sky (1969) og Elton John (1970) og glampop/imperial camp-perioden, der åbner med Don't Shoot Me I'm Only the Piano Player og Goodbye Yellow Brick Road, begge fra 1973, som også for »Elton« Reginald Dwight og tekstforfatteren Bernie Taupin var et første annus mirabilis. Ligesom Crowe kunne de knap nok få armene ned.

   På Tumbleweed Connection (1970), Madman Across the Water (1971) og Honky Château (1972) er Elton John og Bernie Taupin så betagede af det amerikanske. »Tiny Dancer« er fra Madman Across the Water, hvor sange som »Holiday Inn« er dagsbogsoptegnelser fra den første amerikanske turné. Efter overskuddet på Goodbye Yellow Brick Road (og den trætte opfølger, Caribou fra 1974) kulminerer sangskriver-samarbejdet på Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy (1975), som er et regulært mesterværk.

   Siden følger 20 år med opportunistiske udgivelser, der jager efter tidens smag. I første version af teksten om Almost Famous skrev jeg egentlig, at »Tiny Dancer« var »en ballade fra dengang, man endnu kunne tage Elton John alvorligt«. Formuleringen var arrogant, men der var mere at have den i, da jeg skrev. Netop i 2001 begyndte sangeren så at kravle tilbage. Songs from the West Coast (2011), Peachtree Road (2004), The Captain & the Kid (2006) – som hører sammen med Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy – og The Diving Board (2013) er mesterlige albums.

   Cameron Crowe har interviewet Elton John ved flere lejligheder. I dokumentaren The Union (2010) følger han kollaborationen med Leon Russell, som blev til duetalbummet med samme titel. Madman Across the Water udkom senest i en 50th Anniversary Deluxe Edition i 2022. Her er en blu-ray med albummet i flere mix og 4 cd'er med diverse baggrund og nyt materiale. For ikke at tale om bogen, der følger med bokssættet. Det er en prægtig genudgivelse.

***) Almost Famous-soundtracket har ændret sig hen ad vejen. Især er det vokset for hver gang, der var lejlighed til at relancere filmen. Førsteudgaven fra 2000 er en traditionel kompilation med 17 skæringer på. Nancy Wilsons »Fever Dog« er alene om at repræsentere Stillwater-musikken. Denne er vokset til et selvstændigt album i bokssættet Almost Famous 20th Anniversary (2021), hvor fem cd'er med 102 skæringer kommer ud i alle hjørner af kontekst. Der er »kun« 47 skæringer på standardudgaven med to discs.

   Filmen blev længere (endda på den gode måde) ved det første jubilæum i 2010, da »The Bootleg Cut« med en director's edition markerede 10-året. I 2021 blev filmen igen restaureret og udgivet på blu-ray i 4K Ultra HD-opløsning. Soundtrackets fødselsdag blev fejret med en samlet udgivelse på vinyl.

   Crowe fortæller selv om detaljerne på sit website The Uncool. Her kan man se den definitive liste med musikken, som faktisk høres i filmen. Som nævnt har der hele tiden været små ændringer i materialet. Mange har med rettigheder at gøre. For eksempel skulle Neil Young spille en lille rolle (som Hammonds far) i filmen. Crowe havde været med Young på turné, og koncertbilledet med rosen (som jeg reproducerer i teksten) er en omhyggelig rekonstruktion af coveret på Neil Young-albummet Time Fades Away (1973) [ligesom fotoet af Stillwater i transit i en lufthavnskorridor rekonstruerer et ofte set klip med The Doors – Almost Famous er virkelig fuld af den slags kærlige detaljer].

   I filmen hører man Young spille en tidlig akustisk version af »Cortez the Killer« (fra albummet Zuma, 1975). Den var hentet på en bootleg-indspilning, som ikke kunne bruges af ophavsretslige hensyn. Og Young meldte afbud på dagen, så scenen blev skudt uden ham. Til gengæld hjalp Young med at finde den bedste udgave af musikken i sit arkiv, da det nye soundtrack skulle kurateres. »Cortez the Killer« er altså med på Almost Famous – 20th Anniversary. Crowe fik endda brugsretten ret og kvit. 

Almost Famous. Instr. & manus: Cameron Crowe. Foto: John Toll. 123 min. USA 2000. Dansk premiere: 26.01.2001.

Almost Famous. The Bootleg Cut. Director's Edition. 161 min. USA 2000/ 2010.

Almost Famous – 20th Anniversary. Music from the Motion Picture Almost Famous 5-CD Super Deluxe Edition. Slipcase med hardback ringbind, original artwork, storyboards, posters, original essays + (fake) memorabilia. Expanded Soundtrack produced by Cameron Crowe, Jeff Fura, Greg Mariotti and Andy Fisher. Geffen Records/ UMG. 2021. 

Fotos: Columbia Pictures/ Dreamworks Pictures/ Vinyl Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Filmgrab.com/ The Uncool - the official website for everything Cameron Crowe/ Rolling Stone Magazine/ The CREEM Archive

Filmen streames (i 2000-versionen) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD (regionsfri) + 2K Blu-ray + Digital HD | 1 Movie, 2 Cuts | fra Paramount Pictures 01.02.2022

Teksten stod (selvsagt uden noter og anden indramning) i Weekendavisen Kultur 26.01.2001

Carla Simón: Sommeren 1993/Estiu 1993 (2017)

EN LILLE FORÆLDRELØS PIGE
En catalansk barndom i voksen optik

Af BO GREEN JENSEN

TRODS dateringen er det en tidløs historie. Frida på 6 år mister sin mor og skal bo hos sin onkel og tante på landet. Hun er vokset op i Barcelona, hvor forældrene førte et hårdt liv, som familien nu og da nævner, når de tror, at Frida ikke hører det. Så har årstallet alligevel betydning: Fridas mor var HIV-positiv og døde af en almindelig lungebetændelse.

   For den forældreløse pige gør årsagen hverken fra eller til. Hun savner sin mor og skal samtidig lære et fremmed sted at kende. Esteve, Fridas morbror, og hustruen Marga driver en lille restaurant i la Garrotxa. De har en datter, Anna, på 4 år, som Frida skal behandle som sin lillesøster. Hun bliver også bedt om at sige Mor til Marga og Far til Esteve.

   På en måde er det enkelt. Alligevel er det slet ikke let. Marga og Esteve tager imod Frida med åbne arme. De behandler hende som deres datter fra begyndelsen og stiller derfor også krav. Der er ingen vej tilbage, men alligevel spørger Frida håbefuldt til sit gamle hus i Barcelona, når bedsteforældrene er på besøg. Hun håber mod alt håb at vende tilbage.

DER venter en vanskelig sommer. Frida er ikke altid sød mod den tillidsfulde Anna, som ser op til sin nye storesøster. Flere gange kommer Anna til skade. Marga forstår, hvad der rører sig i Frida, men alligevel bliver hun bekymret og vred.

   Frida føler, at Anna er lidt mere elsket. Det er hun sikkert også. Omvendt går Marga i brechen for Frida, da pigen slår knæet og bløder. Landsbyens mødre går i panik. Alle ved, at Fridas mor havde AIDS.

   Det er catalanske Carla Simóns første lange spillefilm. Hun fortæller sin egen historie, og det var vigtigt for hende at filme i la Garrotxa, i det selvsamme hus, hvor hun voksede op. Sommeren 1993 er tilegnet mindet om den døde mor.

   

TRODS alt falder pigen til over tid. Vist er der en aften, hvor hun vil gå hjemmefra og helt til Barcelona, men Esteve og Marga reagerer så tilpas opskræmt, da de ikke kan finde hende, at Frida kommer frem fra sit skjul og bekendtgør, at hun vil vente til næste dag, når det er blevet lyst.

   Der er flere vendepunkter, men aldrig det store kram og den forløsende scene, man ville se i en mere konstrueret sammenhæng. Simon lader mange sår være åbne. Flere af dem er sikkert ikke helt lægt endnu.

   Sommeren 1993 er en af de film, som snyder voksne tilskuere, fordi de handler om børn og bliver i barnets perspektiv, men er henvendt til forældre, der kan huske, hvordan barndommen var. Der er små uskyldstab og tilløb til en udviklingssskildring, men filmen får sin sprøde saglighed ved at blive i sommeren. Og Simón er aldrig sentimental.

FOTOGRAFEN Santiago Racaj følger med Frida, bliver på hendes ansigt og filmer i pigens øjenhøjde, så man mindes tidlige værker af iraneren Abbas Kiarostami, film som Hvor er vejen til min vens hus? (1987). Alligevel siver mange af de voksnes konflikter igennem.

   Det er sikkert muligt at mærke både Victor Erices (Ånden i bistadet) og Guillermo del Toros (Pans labyrint) klassiske pigeskildringer. Eller også er det et synsbedrag, som kommer af den spanske baggrund.

   Under alle omstændigheder er det en løfterig og næsten prunkløs debutfilm. Den ender cirka modsat dér, hvor hjertevarme familiefilm plejer at tage afsked. Til og med er der endelig tårer, men Marga hjælper pigerne med gøre skolebøgerne klar. Frida stiller svære spørgsmål og får ærlige svar. Vi tænker, at det nok skal gå. Selv er hun ikke så sikker.

DAVID Verdaguer og Bruna Cusi er gode som forældrene, de progressive neo-ruralister, der vil genfinde ægte værdier på landet. Men det er børnene Laia Atigas og Paula Robles, som Carla Simón får store ting ud af. Deres samspil er fuldkommen overbevisende.

  Det er næsten som at se en film om drenge af Nils Malmros. Intet er grebet i flugten. Alt er omhyggeligt rekonstrueret.

Estiu 1993 (Verano 1993) var Spaniens officielle Oscar-kandidat i 2018. Instruktørens næste spillefilm, Alcarrás, modtog Guldbjørnen på Berlinalen 2022. Carla Simón er født i Barcelona i 1986.

Sommeren 1993 (Estiu 1993). Instr. og manus: Carla Simon. Foto: Santiago Racaj. 97 min. Spanien (Catalonien) 2017. Dansk premiere: 07.06.2018.

Fotos: Avalon/ Creative Europe MEDIA/ Fundación SGAE/ Inicia Films/ Institut Català de les Empreses Culturals/ ICO/ ICAA/ Media/ Movistar+/ Producciones Cinematográficas Cima/ RTVE/ Sources 2/ Televisió de Catalunya/ Øst for Paradis Filmdistribution/ CineMaterial

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2018

Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]

FØLELSERNES OPDRAGELSE
»An Education« foregriber #MeToo 

Af BO GREEN JENSEN

LONE Scherfigs britiske gennembrudsfilm fortæller en instruktiv historie fra overgangstiden mellem 1950ernes nøjsomme efterkrigsverden og 60ernes eksploderede værdier. Om passagen fra pige til kvinde. Om svigtet tillid og dyrekøbt erfaring. Om at finde sin vej mellem mulige retninger.

   An Education beretter med renfærdighed og besnærende minimalisme. Instruktøren er dansk, men historien har gennemført britiske aner. Erfaringen er universel.

   Journalisten Lynn Barber (f. 1944) er i hjemlandet kendt som en strid interviewer, der kan skrive med så megen empati og sarkasme, at såvel ofre som læsere melder sig frivilligt. Også Barber har undret sig over, hvordan hun blev, som hun er. Som en nøgle til identitetsmysteriet offentliggjorde hun i 2003 et erindringsessay med titlen »An Education«. Den lille tekst stod i tidsskriftet Granta, men vakte betydelig opsigt.

BARBER fortæller spidst og ironisk om en bestemmende episode i sin teenagetid. I 1960 var hun en pige på 16, som boede i London-forstaden Twickenham med sine småborgerlige forældre. Hendes far drømte om at sende hende til Oxford. Så hun tog ekstratimer i latin og spillede cello i skoleorkestret. Hjemme på værelset hørte hun Juliette Greco og drømte om fransk savoir-vivre. Hun husker verden som en ventetid, en kronisk indeklemthed, som der endelig gik hul på midt i 1960erne.

   Så langt er Barbers dannelsesskitse repræsentativ. Erfaringen blev unik, da hun en dag stod i regnen og skulle hjem med sin cello. En elegant ældre mand – mindst 30 må han have været – tilbød hende et lift. Han sagde ikke noget upassende, men havde fremtiden i sine øjne. Begge vidste, at hun sagde ja til mere end kørelejlighed. Pigen og manden blev kærester, som turede rundt i hans bil og stak verden historier.

ALAN Green havde imponerende venner og syntes at være en sand verdensmand. Den kloge pige kunne dog tidligt ane sprækker i masken, detaljer som ikke stemte overens. Men karusselturen var for vild til at standse. Alan charmerede hendes forældre og fik dem til at sige ja til fantastiske ting. En weekend i Oxford; en rejse til Paris, hvor hun mistede sin mødom. Samtidig var der en Peter Pan-agtig umodenhed over manden. Han talte babysprog, når de elskede, og levede af tvivlsom forretning.

   Livet var en fest i to år, og hun opgav sin plan om en uddannelse. Hun var forlovet med Alan, da det viste sig, at han allerede havde stiftet familie. Erfaringen blev, hvad Gustave Flaubert ville kalde L’Éducation sentimentale, en »følelsernes opdragelse«, og den tidlige tilegnelse af alt for megen visdom, som Ethel Richardson har beskrevet i The Getting of Wisdom (1910). Fremtiden lå i ruiner. Kun en lærerinde, der kunne se sig selv i pigen, sørgede for, at hun fik en ny chance. Lynn tog sin eksamen og blev til furien, som aldrig mere stolede på nogen.

FORFATTEREN Nick Hornby så en film i Barbers essay, skrev et skarpt manuskript og overtalte sin hustru Amanda Posey til at producere. En naturbegavet debutant, den 22-årige Carey Mulligan, blev castet i rollen som Lynn Barber, der i filmen hedder Jenny Mellor, og amerikaneren Peter Sarsgaard aflagde sig al accent for at spille den belevne sjuft, som i filmen hedder David.

   I Scherfigs medlevende instruktion er det ganske vist Mulligan, som bærer hver scene og har de bedste replikker, men det er Sarsgaard, der fylder nuancerne i. Manden er en kriminel fantast, men en del af ham tror selv på drømmen. Han vil ikke narre Jenny. Han vil bare dele verden med hende.

   I Barbers tekst løsnes hukommelsen, da Alan mange år senere ringer og siger, at »Bubl« har savnet sin »Minn«. Hun slipper telefonen, som var den lavet af glødende kul, og taler ikke resten af dagen, fordi hun er fortabt i analyserende erindring. Alt er set af kvinden på 30 års afstand, og det giver pigen en gammelklog aura. Denne kvalitet videreføres i filmen, hvor Carey Mulligan nu og da synes for reflekteret og fremmelig. Bogstaveligt ældre end sine år.

ELLERS er historien eksemplarisk foldet ud. Alt i den lydefri film balancerer, fra periodedetaljerne i Andrew McAlpines produktionsdesign til det blå lys i John de Bormans klare billeder. Man hører de rigtige sange, ser på de rigtige malerier, går i det korrekte tøj og nærer de rigtige længsler. Vennerne Danny (Dominic Cooper) og Helen (Rosamund Pike) arrangeres symmetrisk om Sarsgaard, mens Mulligans forældre (Cara Seymour og Alfred Molina) er kærlige nok, da det kommer til stykket.

   An Education er gennemført hukommelseskunst. En personlig erindring bliver til kollektiv erfaring. Lynn Barber skrev videre på sin historie og fik udgivet selvbiografien An Education i 2009. Her står artiklen fra Granta som første afsnit. Forlaget People's Press udgav An Education i Annelise Schønnemanns oversættelse i 2010 (mærkværdigvis med engelsk titel).

   Set fra 2022 er både bogen og filmen et stærkt forvarsel om #MeToo-bevægelsen. Alans forførelse af Jenny er et lærestykke i grooming. Ordene og navnene var der ikke rigtigt endnu, da filmen fik premiere. Det var de, da Lynn Barber fortsatte fortællingen i A Curious Career (2014).

Se også Lone Scherfig: Wilbur Wants to Kill Himself (2002); Lone Scherfig | David Nicholls: One Day (2011) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | Laura Wade: The Riot Club (2014); Lone Scherfig: Their Finest (2016); Lone Scherfig: The Kindness of Strangers (2019).

An Education. Instr.: Lone Scherfig. Manus: Nick Hornby. Foto: John de Borman. 100 min. UK-USA 2009. Dansk premiere: 22.04.2010.

Fotos: BBC Films/ Finola Dwyer Productions/ Wildgaze Films/ Endgame Entertainment/ Odyssey Entertainment/ An Education Distribution/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Penguin Books/ Bloomsbury Publishing/ YouTube (Official Sony Pictures Classics Theatrical Trailer)

Filmen streames (juni 2025) p.t. ikke i  DK og øvrige Skandinavien; i 'UK og EU bl.a.på Amazon Store, Apple TV, Sky Store, YouTube Film.

2K Blu-ray fra Entertainment One (UK) 08.03.2010

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 23.04.2010.

Sarah Polley: Stories We Tell (2012)

MULIGE VERSIONER

Sarah Polley afdækker familiemysteriet

Af BO GREEN JENSEN

SOM barn blev Sarah Polley (f. 1979) drillet, fordi hun ikke lignede sine søskende. Det blev en stående vittighed i familien, skønt tonen var hjertelig nok. Sarah var den yngste i et kuld på fem, som Diane og Michael Polley delte i 1970ernes Toronto. Mysteriet fyldte meget for Sarah. Hun spurgte aldrig Michael direkte, og hun kunne ikke få svar af Diane, som døde i 1990, da Sarah var 11 år gammel. Tyve år senere besluttede hun at undersøge familiehistorien i en dokumentarfilm.

   Far var rolig, Mor var vild. Sådan så man forældrene. Det hører med, at film og teater var familiens levebrød. Diane og Michael Polley var skuespillere. Hun gav efterhånden slip på sine drømme om en stor karriere, men de var levende og realistiske nok i begyndelsen. Før Sarah blev født, var parret i krise. Diane tog til Montreal for at spille teater og havde en affære med en kollega. Hun kom siden hjem og blev casting director, mens Michael fortsatte som skuespiller.

SARAH Polley selv debuterede, da hun var seks (i julefilmen One Magic Christmas). Ni år gammel fik hun fik sin første hovedrolle i tv-serien Ramona (1988-89) og slog for alvor igennem som den melankolske pige i Atom Egoyans Exotica (1994). Hun havde medvirket i 50 film, da hun instruerede Alzheimer-dramaet Away from Her (2006) og parforholdsfilmen Take This Waltz (2011). Familien kunne dårligt undslå sig, da hun præsenterede planen for Stories We Tell.

PÅ papiret lyder filmen måske tynd og selvoptaget. Stories We Tell er dog en fængslende blanding af personlig erindring, familieportræt og essayistisk analyse af måden, vi husker hinanden og fortiden på.

   Polley interviewer sine søskende og filmer sin far, som altså ikke er hendes biologiske far, mens han sidder i et studie og indtaler sin egen tekst om Diane. Hun finder sin »rigtige« far, og også han taler ud om det hele, mens de lærer hinanden at kende i arrangerede situationer.

   Der er i sagens natur en akavet tone i mange af samtalerne. Man ved alt muligt om hinanden, og pludselig er der publikum på. Polley bruger den kejtede stemning som dramatisk virkemiddel, hævner barndommens små drillerier og siger endelig, at man i vid udstrækning vælger sin fortid blandt mange versioner af sandheden.

   I hvert fald vælger man sin far. Kun Sarah og Michael agerer naturligt i Stories We Tell.

DE filmede interviews er flettet sammen med private smalfilm, gamle arkivklip og fiktive rekonstruktioner af scener fra forældrenes ungdom. Polley kunne sagtens have skabt en renere film. Imidlertid er det netop filmens causerende kvalitet, som giver den styrke og nu og da skønhed. I et arkivklip fra canadisk tv ser man Diane Polley synge. Hun minder om en ung Dusty Springfield.

   Sarah Polley ser en større historie og søger en dybere sandhed med filmen. Det er nok at gå for vidt. Det er og bliver en personlig historie, men Polley fortæller den stille og stærkt.

Se også Sarah Polley: Away from Her (2006) og Sarah Polley: Take This Waltz (2011)

Stories We Tell. Instr. og manus: Sarah Polley. Foto: Iris Ng. 108 min. Canada 2012. Dansk premiere: 03.04.2013.

Fotos: National Film Board of Canada/ Venice Film Festival (Giornate degli autori 2012)/ DOXBIO/ SF Studios  

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Teksten er fra Weekendavisen Kultur 05.04.2013