EN LILLE FORÆLDRELØS PIGE
En catalansk barndom i voksen optik
Af BO GREEN JENSEN
TRODS dateringen er det en tidløs historie. Frida på 6 år mister sin mor og skal bo hos sin onkel og tante på landet. Hun er vokset op i Barcelona, hvor forældrene førte et hårdt liv, som familien nu og da nævner, når de tror, at Frida ikke hører det. Så har årstallet alligevel betydning: Fridas mor var HIV-positiv og døde af en almindelig lungebetændelse.
DER venter en vanskelig sommer. Frida er ikke altid sød mod den tillidsfulde Anna, som ser op til sin nye storesøster. Flere gange kommer Anna til skade. Marga forstår, hvad der rører sig i Frida, men alligevel bliver hun bekymret og vred.
FOTOGRAFEN Santiago Racaj følger med Frida, bliver på hendes ansigt og filmer i pigens øjenhøjde, så man mindes tidlige værker af iraneren Abbas Kiarostami, film som Hvor er vejen til min vens hus? (1987). Alligevel siver mange af de voksnes konflikter igennem.
DAVID Verdaguer og Bruna Cusi er gode som forældrene, de progressive neo-ruralister, der vil genfinde ægte værdier på landet. Men det er børnene Laia Atigas og Paula Robles, som Carla Simón får store ting ud af. Deres samspil er fuldkommen overbevisende.
Sommeren 1993 (Estiu 1993). Instr. og manus: Carla Simon. Foto: Santiago Racaj. 97 min. Spanien (Catalonien) 2017. Dansk premiere: 07.06.2018.
Fotos: Avalon/ Creative Europe MEDIA/ Fundación SGAE/ Inicia Films/ Institut Català de les Empreses Culturals/ ICO/ ICAA/ Media/ Movistar+/ Producciones Cinematográficas Cima/ RTVE/ Sources 2/ Televisió de Catalunya/ Øst for Paradis Filmdistribution/ CineMaterial
TRODS dateringen er det en tidløs historie. Frida på 6 år mister sin mor og skal bo hos sin onkel og tante på landet. Hun er vokset op i Barcelona, hvor forældrene førte et hårdt liv, som familien nu og da nævner, når de tror, at Frida ikke hører det. Så har årstallet alligevel betydning: Fridas mor var HIV-positiv og døde af en almindelig lungebetændelse.
For den forældreløse pige gør årsagen hverken fra eller til. Hun savner sin mor og skal samtidig lære et fremmed sted at kende. Esteve, Fridas morbror, og hustruen Marga driver en lille restaurant i la Garrotxa. De har en datter, Anna, på 4 år, som Frida skal behandle som sin lillesøster. Hun bliver også bedt om at sige Mor til Marga og Far til Esteve.
På en måde er det enkelt. Alligevel er det slet ikke let. Marga og Esteve tager imod Frida med åbne arme. De behandler hende som deres datter fra begyndelsen og stiller derfor også krav. Der er ingen vej tilbage, men alligevel spørger Frida håbefuldt til sit gamle hus i Barcelona, når bedsteforældrene er på besøg. Hun håber mod alt håb at vende tilbage.
DER venter en vanskelig sommer. Frida er ikke altid sød mod den tillidsfulde Anna, som ser op til sin nye storesøster. Flere gange kommer Anna til skade. Marga forstår, hvad der rører sig i Frida, men alligevel bliver hun bekymret og vred.
Frida føler, at Anna er lidt mere elsket. Det er hun sikkert også. Omvendt går Marga i brechen for Frida, da pigen slår knæet og bløder. Landsbyens mødre går i panik. Alle ved, at Fridas mor havde AIDS.
Det er catalanske Carla Simóns første lange spillefilm. Hun fortæller sin egen historie, og det var vigtigt for hende at filme i la Garrotxa, i det selvsamme hus, hvor hun voksede op. Sommeren 1993 er tilegnet mindet om den døde mor.
TRODS alt falder pigen til over tid. Vist er der en aften, hvor hun vil gå hjemmefra og helt til Barcelona, men Esteve og Marga reagerer så tilpas opskræmt, da de ikke kan finde hende, at Frida kommer frem fra sit skjul og bekendtgør, at hun vil vente til næste dag, når det er blevet lyst.
Der er flere vendepunkter, men aldrig det store kram og den forløsende scene, man ville se i en mere konstrueret sammenhæng. Simon lader mange sår være åbne. Flere af dem er sikkert ikke helt lægt endnu.
Sommeren 1993 er en af de film, som snyder voksne tilskuere, fordi de handler om børn og bliver i barnets perspektiv, men er henvendt til forældre, der kan huske, hvordan barndommen var. Der er små uskyldstab og tilløb til en udviklingssskildring, men filmen får sin sprøde saglighed ved at blive i sommeren. Og Simón er aldrig sentimental.
FOTOGRAFEN Santiago Racaj følger med Frida, bliver på hendes ansigt og filmer i pigens øjenhøjde, så man mindes tidlige værker af iraneren Abbas Kiarostami, film som Hvor er vejen til min vens hus? (1987). Alligevel siver mange af de voksnes konflikter igennem.
Det er sikkert muligt at mærke både Victor Erices (Ånden i bistadet) og Guillermo del Toros (Pans labyrint) klassiske pigeskildringer. Eller også er det et synsbedrag, som kommer af den spanske baggrund.
Under alle omstændigheder er det en løfterig og næsten prunkløs debutfilm. Den ender cirka modsat dér, hvor hjertevarme familiefilm plejer at tage afsked. Til og med er der endelig tårer, men Marga hjælper pigerne med gøre skolebøgerne klar. Frida stiller svære spørgsmål og får ærlige svar. Vi tænker, at det nok skal gå. Selv er hun ikke så sikker.
DAVID Verdaguer og Bruna Cusi er gode som forældrene, de progressive neo-ruralister, der vil genfinde ægte værdier på landet. Men det er børnene Laia Atigas og Paula Robles, som Carla Simón får store ting ud af. Deres samspil er fuldkommen overbevisende.
Det er næsten som at se en film om drenge af Nils Malmros. Intet er grebet i flugten. Alt er omhyggeligt rekonstrueret.
Estiu 1993 (Verano 1993) var Spaniens officielle Oscar-kandidat i 2018. Instruktørens næste spillefilm, Alcarrás, modtog Guldbjørnen på Berlinalen 2022. Carla Simón er født i Barcelona i 1986.
Sommeren 1993 (Estiu 1993). Instr. og manus: Carla Simon. Foto: Santiago Racaj. 97 min. Spanien (Catalonien) 2017. Dansk premiere: 07.06.2018.
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2018
Ingen kommentarer:
Send en kommentar