Translate

torsdag den 19. maj 2022

Jessica Hausner: Miraklet i Lourdes (2009) [Future is Female]


DET SKJULTE MØNSTER
En kølig undersøgelse af tro


Af BO GREEN JENSEN

SÅ længe der har været sygdom, har der været troen på mirakler. Menneskene er uforbederlige optimister, når det kommer til stykket, og man må elske dem for det. Syge dyr resignerer og accepterer deres skæbne. Mennesket håber mod alt håb og helt til det sidste på guddommelig indgriben. Også derfor er de fleste religiøse systemer en blanding af dogmer og besværgende magi.
   Jessica Hausners tredje spillefilm udspiller sig i den franske middelalderby Lourdes, hvor en katolsk mirakindustri tog fart i midten af 1800-tallet, da Sankt Bernadette mødte Jomfru Maria. Kristne pilgrimme er i århundreder kommet til Lourdes for at blive behandlet og forløst, velsignet og kureret. I dag besøger seks millioner pilgrimme årligt det hellige sted. Et særligt kontor har til opgave at taksere små og store helbredelser. Kontoret kan autorisere mirakler. Til dato har 67 fundet sted.


HAUSNER, som selv er frafalden katolik, er fascineret af stedet, de sociale omgangsformer, bureaukratiet og den etikette, som præger livet i Lourdes. Hun vil undersøge troen på mirakler; forestillingen om en helbredelse, som med et slag vil løse alle problemer. Det er troen, snarere end miraklets væsen, hun koncentrerer sig om. I en vis forstand demonstrerer filmen den gamle påstand om, at besvarede bønner er farlige. Hvis guderne vil straffe os, giver de os dét, som vi vil have.


SKLEROSEPATIENTEN Christine (Sylvie Testud) kommer sammen med andre håbløse tilfælde til Lourdes på en pilgrimsfærd, som arrangeres af søstre fra Malteserordenen. Først drømmer hun, at hun får det bedre, at følelsen i kroppen kommer. Så sker det i virkeligheden. Hun kan rejse sig, gå ture i bjergene og flirte med en af de unge chauffører.
   De øvrige patienter reagerer med skepsis og forurettet misundelse. Er miraklet mon snarere en midlertidig bedring? Og hvorfor hjælper Gud netop denne kvinde, når så mange troende beder forgæves?
   Christine får lov at tage sin seng og gå. Hun får dog også lov at vakle i troen, helt bogstaveligt, da hun bliver valgt til årets pilgrim og træder ud på dansegulvet sammen med den unge mand, som er usikker på, hvordan han skal reagere.
   Filmen er ikke interesseret i, om miraklet finder sted. Snarere er spørgsmålet, om det vil ændre Christines tilstand. Er det overhovedet muligt at blive rask og være lykkelig i en verden, hvor God straffer gode og onde, troende og vantro, helt vilkårligt?


INSTRUKTØRENS adelsmærke er den særegne kombination af tilbageholdt lidenskab og saglig distance, hvormed hun beskriver voldsomme tilstande og mysterier. Hausner siger selv, at hun leder efter det skjulte mønster i tingenes kaos.
   Sammen med fotografen Martin Gsclacht har hun skabt en signaturstil, som kendetegnes ved en forkærlighed for tableauer og totale indstillinger. På den måde skabes sammenhæng melllem voldseksplosionen i Lovely Rita (2001), de dunkle korridorer i Hotel (2004) og mirakelfabrikken i Lourdes. Filmen savner i bund og grund varme, men Hausners analyse er vidunderligt præcis.

Ved uddelingen af European Film Awards blev Sylvie Testud årets skuespillerinde. Kritikerforbundet FIPRESCI valgte Lourdes som bedste film på den 66. Venice Film Festival.


Miraklet i Lourdes (Lourdes). Instr. og manus: Jessica Hausner. Foto: Martin Gschlacht. 99 min. Frankrig-Tyskland-Østrig 2009. Dansk premiere: 09.12.2010.


Fotos: Coproduction Office/ Arte/ CAnal+/ Coop99 Filmproduktion/ Essential Filmproduktion/ ZDF/ Österreichischer Rundfunk/ Camera Film
Filmen streames på SF Anytime
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 10.12.2010.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar